Burn this motherfucker down
"Sæt ild til røvhullet Romney," råber en pæn pensionist i Michael Moores valgkampfilm til støtte for Obama. Negative tv- og netreklamer fra både Obama-støtter og Romney-støtter har præget valgkampen. Men de negative er ikke nødvendigvis dem, som er blevet mest delt i de sociale medier. Vi viser de bedste af begge slags. De sjove og grove. De søde og bløde. Der er noget at lære af dem alle. Se med her.
af Asger Liebst
Der er ingen tvivl. Obama-siden vinder valget, når det kommer til opfindsomhed i fremstillingen af valgvideoer. Det skyldes det forhold, at flere i den kreative klasse støtter demokraterne end republikanerne. Til gengæld må Romney-sidens filmiske valgmateriale siges at løbe med sejren, hvad angår enkelhed og umiddelbar forståelighed i budskaberne.
Stigningen i negativitet
Der er heller ingen tvivl om, at Obama og hans støtter lander en sikker sejr, hvad angår tilsvining af modstanderen. Hele 85,5 procent af Obamas reklamer er negative, mens Romneys reklamer er negative i 79,2 af tilfældene, skriver politico.com.
Det er usædvanligt, idet det plejer at være republikanerne, der i størst omfang bruger negative reklamer. Det skyldes vreden over ’big government’, som er en grundliggende republikansk følelse. Men denne gang har Obama haft noget – lettere vakkelvornt – at skulle forsvare og kan ikke ride på begejstringens bølge fra 2008. Det har gjort demokraternes kampagne mere negativ. I 2008 var kun 62,9 procent af demokraternes reklamer negative – i år som sagt 85,5 procent.
Net-reklame er grovere – og sjovere
Når man ser på det samlede valgmateriale i år er det tydeligt, hvor meget der er fremstillet med net-distribution for øje. Den traditionelle, politiske tv-reklame har i den grad fået konkurrence fra net-reklamen.
En tydelig konsekvens er, at den restriktive politik fra tv om brug af fx bandeord ikke gælder på nettet. Det ses tydeligt i flere af eksemplerne nedenfor.
Her kommer så syv vilde videoer
Vi har valgt videoer både fra tv og net, både fra officielt hold og fra støtteorganisationer. Det ene kriterium for udvælgelsen har været, at de alle har scoret mange hits på YouTube og dermed kan siges at have haft betydelig indflydelse i valgkampen. Det andet kriterium har været, at de skal have en vis underholdsningsværdi. Og så i gang...
Den ond-smarteste tilsvining af Obama: Afsløringen af Obama-talernes gentagelser 2008 til 2012
Reklamens slagkraft skyldes den grundige research, som den bygger på. Man fristes til at sige, at researchen minder om den, som holdet bag Jon Stewarts The Daily Show – med delvist modsat politisk standpunkt – foretager. Resultatet i denne video er slående. Den dokumenterer i selve formen sit budskab, at Amerika ikke er blevet et bedre sted at leve efter fire år med Obama. Show it, don't tell it, synes læren af videoen at være.
YouTube-visninger: 3,2 mio.
Den sødeste og åh-så-frigjorte: Hvordan var din første gang?
Det er en efter amerikanske standarder dristig idé at bruge genren "bekendelser om mit første seksuelle forhold" til at beskrive første gang, en ung vælger stemmer. Det lyder lummert, men er gennemført på en absolut stueren måde. Formen og den antydede sex-metafor giver seerne et klart signal om afsenderens værdier – frigjorte og ungdommelige – uden at nævne dem direkte.
YouTube-visninger: 2,3 mio.
Den mest lærerigt-til-grin-agtigt-seriøse: Grin aldrig uforskammet ad din modstander, det kan vende ondt tilbage
Atter en Jon Stewart-agtig sammenstillings-teknik, der virker. Videoen er ikke blot en kontrasterende præsentation af de to vicepræsident-kandidater, men af to grundholdninger, der angiveligt præger det politiske landskab: de demokratiske magthaveres arrogance versus de republikanske modstanderes seriøsitet. Videoen er i øvrigt et eksempel på, hvor stor betydning kropssproget spiller.
YouTube-visninger: 1,5 mio.
Den mest svovlende-selvovervurderede: Michael Moores film, hvor beboere på alderdomshjem truer Romney
Michael Moores film spiller på seernes genreforventninger. Når de indledende billeder viser søde seniorer, forventer man en historie om livserfaring og de gode gamle dage. Så meget større er effekten, når oldingene pludselig springer ud som aggressive og bandende personer, der kaster rundt med trusler og håndtegn, som var de medlemmer af en ungdomsbande. Videoen bliver flittigt delt, men den forekommer noget overvurderet. Er den ikke lidt for optaget af sig selv og sine frække ord og gestikker? Simpelthen for barnlig?
YouTube-visninger: 1,1 mio.
Den sjoveste-genialt platte: Sarah Silvermans film om besværlig foto-id ved valget og dermed indirekte Obama-støtte
Denne indirekte kampagnefilm er med den populære, jødiske komiker Sarah Silverman, der demonstrerer den politiske tendens i kravet om foto-id ved afstemningsstederne. Filmens scoop er – ligesom i Michael Moores film ovenfor – inddragelsen af en pensionist med uvant, ikke-alderssvarende adfærd. I dette tilfælde skal bedstemor have pistol og våbentilladelse, fordi sidstnævnte kan bruges til identifikation. Overforbrug af bandeord på ægte frigjort-demokratisk manér kan igen virke trættende. Men gud, hvor er det alligevel sjovt.
YouTube-visninger: 2,5 mio.
Den mest overhøjtidelige strygermusik: Obamas sejre og udfordringer – i Hollywood-filmstemning
Sjældent har man hørt en mere tårepersende baggrundsmusik som i denne "Hollywood-opsætning" af præsidentens sejre og udfordringer. Filmen er taget med for at minde om, hvor stor betydning lydsiden har i overtalelsens tjeneste.
YouTube-visninger: 1 mio.
Bedste pissehamrende sure, "almindelig mand"-indlæg: Hr. Middelklasse med et aggressivt angreb på Obama
Sure mennesker ser man ikke mange i valgvideoerne, hvor selv angreb ofte leveres med et smil. Men her er en hr. Middelklasse, der sidder sur i sit middelklasse-køkken. Og det virker. For jo mere sur, jo mere troværdig er man i smile-land. Selv om talking heads normalt er trættende at høre til ende, gør man det gladeligt i dette tilfælde, simpelthen for at se, hvor grovt han tager fat, og hvor langt ud han kommer.
YouTube-visninger: 2 mio.
Og til sidst: Her er en stor sjov rodebunke med klip fra de seneste 60 års kampagne-film
