Denne længst glemte følelse dukkede pludselig op igen, da jeg i sommer sneg mig ind i en musikforretning og købte Ballroom Hitz med The Sweet. En helt ny CD med deres 40 bedste numre. Hvordan skulle jeg få fremstammet ordene "jeg vil gerne have den nye CD med The Sweet" til ekspeditricen? Ville man ikke kunne se på mig, når jeg forlod forretningen, at jeg havde CD'en i lommen? Og hvad, hvis hun genkendte mig og fortalte alle sine veninder, at ham den overlegne sociolog fra fjernsynet i virkeligheden var til sådan noget snavs?

Dog. Jeg holdt stand imod min egen frygt, tog hjem og satte min CD på. Og hvilken fornøjelse. Jeg havde egentlig ikke hørt numrene, siden jeg gik i 8. klasse, men der var hele perlerækken. Plus et par stykker af de sene numre, som i virkeligheden også var fortrinlige. Ud af højttalerne væltede det ene skønne hit efter det andet. Melodier og flerstemmige kor, som vor mor lavede dem. Effektive rytmer og et band, som muligvis ikke spillede over gennemsnittet, men som trykkede den af med en begejstring og energi, man skulle være et skarn for ikke at give sin respekt.

The Sweet var primitive, når de fyrede deres larmende akkorder af - men de var på en god dag næsten lige så melodiske og sofistikerede som Queen. De var komplet smagløse i deres påklædning - men fra 1972 til 1976 søvngængeragtigt sikre i deres musikalske udtryk. De var afhængige af hitmagerne Nicky Chinn og Mike Chapman, men da det kom til stykket, kunne de selv skrive numre som Fox on the Run og Action, der var mindst lige så gode. Og så var de ikke som vore dages pige- og drengebands en flok tilfældige fotomodeller samlet af en markedsanalyse. Enhver, der har hørt dem spille, kan bevidne, at de var et tæt sammenspillet, helt og aldeles vaskeægte rockband.

Man skulle tro, at et band, der lavede så mange hits og havde så mange fans, var en succeshistorie. At de nu som så mange andre forhenværende rockstjerner levede et godt og meningsfuldt liv bag scenen, hvor de fungerede som producere og åndelige vejledere for yngre musikere. At de engang imellem mødtes og, mens koner og unger hyggede sig i haven, snakkede om de gode gamle dage, da de turnerede verden rundt og oven i købet fik en respektabel succes i USA. Noget som i øvrigt hverken lykkedes for Slade eller T.Rex - deres to største, samtidige konkurrenter.

Men historien om The Sweet er en frygtelig tragedie. De var folkelige på den samme subkulturelle måde som John Mogensen. Alle vidste, at han var hamrende god, men det var strengt forbudt at tilstå det offentligt. Og de led den samme triste skæbne, som han led. Skønt de var konger af glam-rocken, var der ikke megen glamour i deres eget liv. Det bød mest på dårlige og svindelagtige managere, stigende rivalisering i bandet, stoffer og alkohol. For deres sanger Brian Connolly endda så mange stoffer og så meget alkohol, at han efter 20 års uafbrudt kunstnerisk og menneskelig nedtur døde i 1998 - kun 49 år gammel.

De overlevende medlemmer af bandet spiller ikke længere. Eller de spiller til byfester rundt omkring i Europa i evigt fortyndede udgaver af det oprindelige orkester. At dømme efter fotografier vejer flere af medlemmerne i dag hver for sig lige så meget, som hele bandet tilsammen i dets velmagtsdage i begyndelsen af 1970'erne.

The Sweet blev aldrig anerkendte. Snarere tværtimod. De blev hadet og foragtet af den seriøse musikpresse med en heftighed, man skulle forestille sig var en bedre sag værdig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set et rosende eller anerkendende ord om bandet noget sted, hvilket i betragtning af varigheden og størrelsen af deres succes må siges at være bemærkelsesværdigt.

Man kan spørge sig selv, hvad The Sweet egentlig havde gjort. For et nærme sig et svar, skal man bemærke, at The Sweet ikke var de eneste, der fik kærligheden at føle i musikpressen i halvfjerdserne. I et interview optaget i slutningen af halvfemserne fortæller den ene af ABBA-pigerne, hvor uretfærdige, hun egentlig oplevede halvfjerdserne. Alle kendte deres musik, og de fleste kunne - i det mindste hemmeligt - godt lide den. Men den duede ikke. Hun konkluderede, at ABBA's forbrydelse var, at de ikke var politiske ligesom Hoola Bandoola Band og hvad den tids anerkendte, musikalske helte hed.

Jeg tror, The Sweets egentlige forbrydelse var, at de var imod tidsånden. Det gør man ikke ustraffet. Da tidsånden krævede sjusket proletar-look og uglet hår, optrådte de i farverige kostumer og kunstfærdigt friseret hår. Da den krævede unisex, lagde de ikke skjul på, at de var mænd. Da den krævede lange, diffuse numre, spillede de kort og stramt. Da den krævede tjald, drak de bajere. Da den krævede disharmonisk alvor, spillede de glade melodier. Da den krævede akustiske guitarer, spillede de på max. Og da den krævede budskaber, var alt, hvad de havde på hjerte, et enkelt spørgsmål: "Are you ready, Steve?".

Det var kort og godt tidsånden, der slog The Sweet ihjel. Lige så langsomt isolerede den bandet i musikverdenen. De fik ingen respekt og støtte, og i det lange løb trak det selvtilliden ud af medlemmerne. Derfor er spørgsmålet, om det kan lade sig gøre at anklage tidsånden? Et sådant forehavende ville naturligvis være helt tåbeligt, hvis der virkelig fandtes en metafysisk størrelse, der hed "tidsånden". Men det gør der heller ikke. Det, man kalder tidsånden, er i virkeligheden noget så banalt som et kor af bange mænd. De er bange for at miste deres position blandt tidens store ånder (som i parentes bemærket er dem selv). Bange for at blive udstødt af den cirkel af sociale begivenheder, som giver dem deres næring. Og derfor bange for på nogen måde at udtrykke en selvstændig mening. I stedet siger de bange mænd altid det samme, blot kunstfærdigt pakket ind, så det ikke umiddelbart kan høres, at de ikke har noget at sige.

The Sweet kom på kant med de bange mænd, som hader ukontrollabel folkelighed mere, end de hader noget andet. Jeg kan umuligt forestille mig, at de selv har vidst det. Men hver eneste gang de bange mænd forlangte noget, gjorde The Sweet det modsatte. Og hvad værre var: folk elskede dem. Men jo mere, folk elskede dem, jo mere hadede og foragtede de bange mænd dem. Fordi enhver kærlighedserklæring til The Sweet var et angreb på de bange mænds magtposition.

The Sweet var i virkeligheden et af halvfjerdsernes mest politiske og opdragende bands. De slår Bjørn Afzelius og Røde Mor med flere længder. De udfordrede den gode smag, der som bekendt altid er dårlig, og erstattede den med deres egen smag, der hverken var god eller dårlig, men simpelthen noget, de bange mænd ikke forstod: ærlig. Dermed gav de min generation den glæde ved at samles om noget forbudt, man altid behøver for at blive voksen. Og da hverken sex eller stoffer var rigtig forbudt længere, var det ret logisk, at det forbudte måtte blive det, de bange mænd var mest bange for af alt: begejstret og larmende rock 'n' roll.

Forbudte glæder varer nu engang længst, og det var disse tilsyneladende længst glemte forbud og glæder, der kom til live, da jeg gik ind for at købe min Sweet-CD. Jeg er ked af, at det gik medlemmerne af The Sweet så dårligt, for de har givet så mange på min alder så meget, at vi en dag burde takke dem. Desværre tvivler jeg på, at de bandmedlemmer, der er tilbage, overhovedet ville kunne forstå en sådan tak. Derfor vil jeg nøjes med at sige det til de læsere, der har den samme hemmelig last som mig selv. The Sweet, tak for alt det i gav os. Fred til at være os selv. Fred for de bange mænd. Fred til at blive voksne. Repeat to fade-out.