Medierne fremstillede Utterslev Mark, Lersøen og Nørre fælled som det mørkeste sted af København – det københavnske Whitechapel. Det var et sted hvor fattigdom, sygdom og nød var allestedsnærværende, og hvor banditter og fattige børnesværme prægede landskabet.
I denne undersøgelse vil jeg anskue Lersøbøllerne og Fælledbisserne ikke blot som en gruppe banditter, der levede ude i periferien af byen, men som grupperinger der ikke underordnede sig ’folkets’ acceptable levevis. Grupperinger var de, men de var også præget af de enkelte personernes fremfærd i gruppen, som Lersøkongen Ferdinand Eriksen, hans kæreste Karen Spidsmus og fælleddronningen Maja Robinson. Men vi kender også til andre kaldenavne fra Anders Enevig, der interviewer beboere fra kvarteret, af disse kan nævnes: Musen, Karl Baj, Delle Frederik, Ossen, Aage Svoger og Valdemar Skrupskider (Enevig, 1985, s. 92–93)
I konfrontationerne som finder sted ved Københavns ekspansion med flytning af kommunegrænser, nye boliger og Bispebjerg Hospitals tilkomst, ved overfald og bøllernes rydning af butiksejernes kældre, højlydte alkoholtunge fejringer og flugt fra fængslet, hvortil der berettes om. Disse beretninger er alle påvirket af de forskellige afsenderes positioner, som tilsammen konstruerer en virkelighed. Hvordan denne virkelighed tager form, vil jeg i dette speciale undersøge.
Specialet er skrevet af Luna Maria Videbæk Bendtsen ved Roskilde Universitet og blev bedømt til karakteren 12.