DBU vil ikke være på hold med Morten
DBU er i skammekrogen. Både Morten Olsen, træningsteamet, Spillerforeningen og spillerne på landsholdet er utilfredse med den mildest talt dårlige kommunikation fra DBU-ledelsen, der spiller med musklerne. Kan tilliden genskabes mellem parterne gennem dialog, når parterne står så langt fra hinanden? Og er kommunikation nok?
af Christian J. Schultz
Medierne krævede forandring, da Claus Bretton-Meyer i foråret 2014 indtog rollen som administrerende direktør for Dansk Boldspil-Union. Og forandring fik de med det samme. Der gik kun en uge, så blev kommunikationschefen fyret. Det blev efterfulgt af en større intern fyringsrunde og lanceringen af et nyt marketingunivers: ”En del af noget større”. Medierne fik forandringen, de havde skreget på, og den røde løber blev lagt frem for Claus Bretton-Meyer, hver gang direktøren stillede op til interviews.
Og på mange måder har man gjort det godt. DBU er faktisk lykkedes rigtig flot med at få inddraget regionerne og en tydligere bredde ind i sin kommunikation. DBU’s rolle i samfundet bliver stille og roligt tydeliggjort for offentligheden, og man er ved at genskabe sin relevans i samfundet.
Vil drengene fortsat få lov til at være en del af landsholdet? Foto: Polfoto/Lars Krabbe.
På de sociale medier er man ligeledes blevet en aktiv spiller og udfylder sin rolle i debatten på nettet ganske fornuftigt. Derfor må fortvivlelsen også være stor hos DBU. For medierne har pakket den røde løber væk, og landets sportsjournalister har i stedet trukket knivene og kræver blod. For på ét punkt er det nye DBU nemlig ikke lykkedes med sin kommunikation om og dialog med deres største aktiv; landsholdet.
Læs også: Fem k-myter om DBU
Hvor var stakeholderanalysen?
Længe har rygterne svirret om det dårlige forhold mellem ledelsen i DBU og landsholdet, men i forrige uge sprang bomben. Efter længere tids forhandlinger om en ny samlet aftale med landsholdsspillerne valgte DBU meget uortodokst at gå uden om spillernes fagforening, Spillerforeningen, og sende et åbent brev til landsholdsspillerne, hvori DBU afkræver individuelle underskrifter, som bl.a. indebærer lønnedgang og detaljerede kommercielle krav i forbindelse med deltagelse på landsholdet. Brevet indeholdt også en trussel til spillerne om, at hvis en landsholdsspiller ikke skrev under på den nye aftale, så ville vedkommende ikke længere være i betragtning til landsholdet.
Længe har rygterne svirret om det dårlige forhold mellem ledelsen i DBU og landsholdet, men i forrige uge sprang bomben. Efter længere tids forhandlinger om en ny samlet aftale med landsholdsspillerne valgte DBU meget uortodokst at gå uden om spillernes fagforening, Spillerforeningen, og sende et åbent brev til landsholdsspillerne, hvori DBU afkræver individuelle underskrifter, som bl.a. indebærer lønnedgang og detaljerede kommercielle krav i forbindelse med deltagelse på landsholdet. Brevet indeholdt også en trussel til spillerne om, at hvis en landsholdsspiller ikke skrev under på den nye aftale, så ville vedkommende ikke længere være i betragtning til landsholdet.
Kommunikationschef i DBU Jakob Høyer har meget at tænke på i disse dage. Foto: Polfoto/Claus Bonnerup.
Medierne kaldte det for 'Ryan Air-metoder', og Spillerforeningen stejlede over fremgangsmåden. Såvel Spillerforeningen som landsholdsanfører Daniel Agger har efterfølgende gjort det klart, at man under ingen omstændigheder skriver under på en aftale, som stritter imod den danske fagforeningsmodel. Man må formode, at DBU lavede en stakeholderanalyse, før man sendte brevet ud, men man kan have sine tvivl. For det kan vel næppe overraske DBU, at spillerne står sammen i denne sag. Landsholdet er notorisk kendt for at stå sammen i tykt og tyndt, hvilket er en af de allerstørste styrker, som DBU selv promoverer i sit ”En del af noget større”. Set udefra kan man derfor kun undres over DBU’s fremgangsmåde. Havde man virkelig forventet, at spillerne ville opgive solidariteten og fællesskabet? Eller søgte man konflikten, og vidste man på forhånd, at spillerne ville sige nej? Mange spørgsmål rejser sig i askeskyen.
Hovsa – DBU glemte en sponsor
At DBU’s stakeholderanalyse mildest talt har været mangelfuld i forbindelse med offentliggørelsen af brevet til landsholdsspillerne, viser 3F’s reaktion på konflikten. Fagforeningen 3F er nemlig sponsor for kvindelandsholdet, og da konflikten brød ud, krævede det ikke mange overvejelser, før 3F tog spillernes parti og offentligt truede med at stoppe sponsoratet, hvis DBU droppede den danske model. Med en økonomi, der er så presset som hos DBU, så burde man som minimum have styr på sine sponsorer. Hvis man hos DBU ikke kommer endnu tættere på sine sponsorer, så hjælper en lønnedgang ikke. DBU skal lære at forstå sponsorernes forretning og indgå partnerskaber, som bringer værdi til sponsorerne. Og her er dialog vejen frem.
At DBU’s stakeholderanalyse mildest talt har været mangelfuld i forbindelse med offentliggørelsen af brevet til landsholdsspillerne, viser 3F’s reaktion på konflikten. Fagforeningen 3F er nemlig sponsor for kvindelandsholdet, og da konflikten brød ud, krævede det ikke mange overvejelser, før 3F tog spillernes parti og offentligt truede med at stoppe sponsoratet, hvis DBU droppede den danske model. Med en økonomi, der er så presset som hos DBU, så burde man som minimum have styr på sine sponsorer. Hvis man hos DBU ikke kommer endnu tættere på sine sponsorer, så hjælper en lønnedgang ikke. DBU skal lære at forstå sponsorernes forretning og indgå partnerskaber, som bringer værdi til sponsorerne. Og her er dialog vejen frem.
DBU gav landsholdspillerne til 2. marts til at takke ja til aftalen. Takkede spillerne nej, ville vi fremover se et landshold uden Daniel Agger, Christian Eriksen, William Kvist, Kasper Schmeichel, Uffe Bech etc. Det var dog helt usandsynligt, at spillerne ville vende på en tallerken og takke ja. Det ville selvfølgelig være en uholdbar situation for alle parter. Men især for DBU. Uden stjernerne på landsholdet, så ville DBU miste sit eneste økonomiske aktiv. Både økonomisk, men også i forhold til bredden. Derfor havde DBU malet sig selv op i et særdeles lille hjørne.
Løsningen på denne gordiske knude var simpel. DBU måtte acceptere en ny dialog med Spillerforeningen, hvor man starter helt forfra i forhandlingerne, hvor DBU bl.a. må vige fra deres krav om individuelle aftaler og deres ønske om et farvel til den danske model. Spillerne takkede nej til DBU’s ultimatum, og DBU har nu trukket deres ultimatum tilbage og indkaldt til nye dialogmøder. Fornuften sejrede, men en farce blev skabt, fordi man ikke formår at føre en civil dialog og være en del af noget større.
Læs også: Er du DBU's nye k-chef?
Morten hvem-sagde-du?
Sidst, men ikke mindst har konflikten med Spillerforeningen afsløret en mangelfuld dialog mellem DBU’s ledelse og landstræneren. Pressen lugter blod, og da DBU i sidste uge ikke inviterede landstræneren med til det årlige Fodbold Award Show, kom overskrifterne prompte.
Sidst, men ikke mindst har konflikten med Spillerforeningen afsløret en mangelfuld dialog mellem DBU’s ledelse og landstræneren. Pressen lugter blod, og da DBU i sidste uge ikke inviterede landstræneren med til det årlige Fodbold Award Show, kom overskrifterne prompte.
Nyheden blev breaket af en deltagende journalist, som uskyldigt spurgte DBU, hvor landstræneren var. DBU svarede først, at det slet ikke var meningen, at Morten Olsen skulle deltage, men en halv time senere ændrede man så svaret til, at der var sket en administrativ fejl. En forbløffet sportspresse fandt som sagt de store overskrifter frem om det kølige forhold mellem DBU og spillernes mand Morten Olsen. Senere samme weekend kom det også frem, at ansættelsen af en kommende elitechef, der skal sikre den røde tråd i dansk fodbold, er sket udenom Morten Olsen.
Morten Olsens invitation til det årlige Fodbold Award Show kom ikke. Foto: Poltoto/Jens Dresling.
