Op til kampen var DBU under beskydning fra flere sider for ikke at forholde sig til kampens politiske aspekter. DBU forsvarede sig med, at det ikke var organisationens opgave at føre udenrigspolitik. “DBUs apolitiske holdning gør det således muligt for os at arrangere og deltage i landskampe med en række nationer, hvis politik, kultur og religioner muligvis ikke finder sympati i dele af den danske befolkning,” hed det i en pressemeddelelse den 3. april.

Forsøget på at holde sport og politik adskilt bliver skarpt kritiseret af Kim Bach fra Monitorpanelet. “Sport og politik har altid været tæt sammenkoblet - fra det antikke Grækenland til i dag,” siger han. “DBU har reageret som en struds, der stikker hovedet i busken, når den ikke vil konfronteres med noget ubehageligt. Men en ikke-handling er også en handling. I stedet skulle DBU have sagt, at selvfølgelig kan man ikke skille sport og politik ad, og have accepteret at agere i et politisk rum.”

Lars Berendt, kommunikationschef i DBU, erkender over for Monitor, at det kan være svært helt at skille tingene ad. Men han mener ikke, at DBU kan leve med at blive spændt for en bestemt politisk vogn: “Det er naivt at forestille sig, at sport og politik kan holdes adskilt. Men i lige så høj grad er det vores opgave at sørge for, at fodbold ikke bliver misbrugt politisk,” siger han. “På det moralske område har vi klart scoret minuspoint i denne sag.”

Skylden giver han den “asymmetriske kommunikation”, som dele af pressen vælger bevidst. “Ifølge de fleste medier har der alene været tale om en israelsk aggression over for Palæstina. Men der foregår også aggressioner fra palæstinensisk side, som ikke har været fremme i debatten i samme omfang. Over for billeder af krigslignende situationer med vold og død og ødelæggelse er det vanskeligt at argumentere sagligt,” siger Lars Berendt.

“Til gengæld scorer vi højt på den politiske front. Vi har fået entydig opbakning til at gennemføre landskampen fra stort set alle fløje i dansk politik - bortset fra Holger K. Nielsen,” siger han.

Også Monitorpanelets Jesper Højberg Christensen anbefaler, at DBU dropper illusionen om, at sport og politik kan holdes adskilt. Men han mener, at problemet ligger et helt andet sted. “DBU lever i gamle dage, hvor det, vi spiste, drak og fornøjede os med, var upolitisk - politik var kampen om samfundskagen. I dag er krop, mad, identitet og kriminalitet, for ikke at tale om sport og underholdning, nypolitiske emner. Både den gammeldags politisering af sporten - som propaganda for regeringsledere fra Hitler og frem - og den moderne politisering må DBU forholde sig til,” siger han.

“Jeg siger ikke, at det var forkert at spille Israelkampen - det var mere argumentationen bag, som er åbenlyst problematisk. DBU mangler at finde et alment politisk grundlag, der ser sport som en murbrækker mellem folkeslag, som noget, der skaber integration og fælles etik mellem grupper. Her halter topsporten slemt - som forpligtende underholdning og så videre. DBU har endelig fået værdier og principper om fodbold - de ved bare ikke rigtig, hvordan de skal politisere fodbold i praksis, og er angste for at blive spændt for andres vogn,” siger Jesper Højberg Christensen.

Som eksempel på en mere offensiv politisk manifestation kunne man nævne fodboldkampen mellem USA og Iran ved VM i Frankrig i 1998. Her benyttede de to mandskaber lejligheden til at lægge afstand til det årelange fjendskab mellem ayatollah-regimet og “Den Store Satan”. Holdene udvekslede blomster inden kampen, og de holdfotos, der normalt tages inden kampen, blev erstattet af ét fælles billede.

Forfattere hænger fast i 70’erne
Hvor DBU konstant ligger højt placeret på Monitors liste over de mest omtalte organisationer, er Dansk Forfatterforening på 17.-pladsen med for første gang. Medieomtalen skyldes først og fremmest foreningens protester mod den nye regerings nedskæringer på kulturområdet. De kulminerede 4. marts, hvor 150 forfattere troppede op hos kulturminister Brian Mikkelsen for at demonstrere mod nedskæringer i bibliotekspengene.

“Aktionen var et forsøg på at skabe en kulturel begivenhed i et offentligt rum,” siger Knud Vilby, der er formand for Dansk Forfatterforening. “Det var dels en bred appel til befolkningen om, hvad der er ret og rimeligt. Og dels et forsøg på at markere os på et politisk og juridisk område mod regeringens beslutning om at fratage os de bibliotekspenge, vi allerede har optjent.”

Aktionen i Kulturministeriet skal ifølge Knud Vilby ikke stå alene. “Med en regering, der er fast besluttet på at bruge sit flertal, er det vigtigt for os med en langsigtet synlighed,” siger han. Denne synlighed er umiddelbar let at få for forfattere, der er kendte og velformulerede. Men som organisation har Forfatterforeningen ikke mange ressourcer at trække på. “Vi er en fattig forening, der ikke har råd til at ansætte pressemedarbejdere,” siger Knud Vilby.

Selv hvis Dansk Forfatterforening havde flere ressourcer, mener Kim Bach dog ikke, at løsningen ville være at hyre et hold kommunikationsrådgivere til at hjælpe med PR-indsatsen: “Forfatterne har så stor viden om samfundets indretning, at de burde kunne klare sig selv,” siger han.

“Men når forfatterne så krampagtigt forsøger at holde fast i gamle privilegier, så virker det som om, de er sunket ned i 70’ernes mørke. Jeg savner visioner om deres rolle i offentligheden, og at de i højere grad bidrager til debatten om samfundet. Vi er vant til, at forfatterne mest er synlige, når de som nu skal kæmpe for deres privilegier, eller når der er store demonstrationer eller kampagner for politisk korrekte synspunkter,” siger Kim Bach.