Davids kamp mod Goliat
Med tænketanken CEVEA skal centrum-venstre tage kampen op mod de ultraliberale fra CEPOS. CEPOS har i sin korte levetid bevist, at en tænketank kan levere et medieegnet analyseberedskab med ledige standpunkter, som der findes til overflod på højrefløjen, fordi alle politiske partier kappes om midten. CEPOS har udstillet venstrefløjens ideforladthed og det forhold, at Socialdemokraterne ikke har kunnet matche Anders Foghs kannibalisering af velfærdsstaten. Spørgsmålet er, om CEVEA kan gøre noget tilsvarende.
af Joachim Sperling
CEVEA har været undervejs i flere år, men problemet har været at skaffe penge til driften, og det problem er fortsat ikke løst. Derfor er sekretariatet bemandet af ulønnede studerende, og det er ikke en holdbar konstruktion.
Det bliver ikke bedre af, at bestyrelsen næsten udelukkende består af gamle mænd og kvinder med den tidligere kulturminister Jytte Hilden som formand. Modellen med at afprøve socialistiske projekter ved hjælp af ultraung arbejdskraft har man forsøgt sig med før på Københavns Rådhus. Også her har en ældre kvinde samlet et hold af unge disciple omkring sig, men til forskel fra CEVEA havde dette hold et lønbudget og en noget mere karismatisk leder at trække på.
Kun ét skud i bøssen
CEVEA ligner noget, som skulle være blevet på tegnebrættet. At man lancerer en tænketank med et budget på kun 500.000 kr., virker uovervejet, for det betyder, at CEVEA kun har ét skud i bøssen. Der skal ikke mange fejlgreb til, at de mulige sponsorer mister troen på projektet, og så bliver det umuligt at indsamle de ønskede 3 millioner kroner årligt, som CEVEA budgetter med.
Det er besynderligt, at den samlede danske arbejderbevægelse ikke er i stand til at rejse 3 millioner kroner til en tænketank up front, når man nu igennem tre år er blevet pryglet af CEPOS. For lukker CEVEA efter kort tid på grund af manglende opbakning, bliver det svært at stable en ny centrum-venstre tænketank på benene.
Bestyrelsen er en sørgelig forsamling
CEVEA opererer både med en bestyrelse og et advisory board. Det virker, som om advisory boardet består af velmenende mennesker, som har sagt nej til at sidde i bestyrelsen, men som gerne vil låne deres gode navn ud til et sympatisk projekt. Eksempelvis ville jeg nok have valgt Mogens Lykketoft fremfor exkonen Jytte Hilden til formandsposten og til de menige pladser Henrik Dahl før Ove Kaj Pedersen, Hanne Vibeke Holst før Mimi Jakobsen og Christian Friis Bach før den tidligere kaospilot Uffe Elbæk. CEVEA’s bestyrelse er således en sørgelig forsamling, som vil få svært ved at positionere tænketanken over for meningsdannere og sponsorer.
CEVEA’s stærkeste kort ser ud til at være direktøren Jens Jonatan Steen, der trods sine 26 år ligner en mand, der kan gøre en forskel for CEVEA. Han har både engagement og intellekt, men det er dog næppe nok til at matche CEPOS, der med Martin Aagerup i spidsen har en af Danmarks skarpeste samfundsanalytikere. Aagerup er flankeret af en hær af tunge sekretariatsmedarbejdere, senest har man ansat kometen Jacob Mchangama som chefjurist, og det får Jens Jonatan Steens folk til at ligne det de er – ganske almindelige studentermedhjælpere.
Overmatchet på alle fronter
CEVEA er således overmatchet både hvad angår politologisk, økonomisk og juridisk ekspertise. Hertil kommer, at CEPOS har opbygget et enormt mediemæssigt beredskab, der gør dem i stand til at sætte en dagsordenen gang på gang, så selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd må se sig distanceret. Her starter CEVEA fra bunden, hvilket den noget forkølede lancering af projektet tydeligt demonstrerede. Lidt snak i Deadline og et par artikler i dagspressen og Ugebrevet A4 var bestemt ikke imponerende i forhold til projektets overvældende potentiale. Problemet er naturligvis, at en ukendt direktør og en afdanket formand ikke er nogen vinderkonstellation i mediernes optik.
CEVEA’s chance er at sætte sin egen dagsorden og ikke bruge tiden på at slås med CEPOS, for der vil de uvægerlig blive sat til vægs. I stedet kan de satse på at skabe nye og friske ideer til Socialdemokratiet, der fortsat har svært ved at trænge igennem med et bæredygtigt politisk projekt.
CEVEA dukker op i kølvandet på et andet tænketanksprojekt, nemlig Martin Lidegårds miljøtænketank Concito, der i lyset af de mange andre græsrodsbevægelser og aktiviteter, der findes på miljøområdet, virker komplet overflødig. Det gør CEVEA, på trods af sit ufærdige format, langtfra.
Det bliver ikke bedre af, at bestyrelsen næsten udelukkende består af gamle mænd og kvinder med den tidligere kulturminister Jytte Hilden som formand. Modellen med at afprøve socialistiske projekter ved hjælp af ultraung arbejdskraft har man forsøgt sig med før på Københavns Rådhus. Også her har en ældre kvinde samlet et hold af unge disciple omkring sig, men til forskel fra CEVEA havde dette hold et lønbudget og en noget mere karismatisk leder at trække på.
Kun ét skud i bøssen
CEVEA ligner noget, som skulle være blevet på tegnebrættet. At man lancerer en tænketank med et budget på kun 500.000 kr., virker uovervejet, for det betyder, at CEVEA kun har ét skud i bøssen. Der skal ikke mange fejlgreb til, at de mulige sponsorer mister troen på projektet, og så bliver det umuligt at indsamle de ønskede 3 millioner kroner årligt, som CEVEA budgetter med.
Det er besynderligt, at den samlede danske arbejderbevægelse ikke er i stand til at rejse 3 millioner kroner til en tænketank up front, når man nu igennem tre år er blevet pryglet af CEPOS. For lukker CEVEA efter kort tid på grund af manglende opbakning, bliver det svært at stable en ny centrum-venstre tænketank på benene.
Bestyrelsen er en sørgelig forsamling
CEVEA opererer både med en bestyrelse og et advisory board. Det virker, som om advisory boardet består af velmenende mennesker, som har sagt nej til at sidde i bestyrelsen, men som gerne vil låne deres gode navn ud til et sympatisk projekt. Eksempelvis ville jeg nok have valgt Mogens Lykketoft fremfor exkonen Jytte Hilden til formandsposten og til de menige pladser Henrik Dahl før Ove Kaj Pedersen, Hanne Vibeke Holst før Mimi Jakobsen og Christian Friis Bach før den tidligere kaospilot Uffe Elbæk. CEVEA’s bestyrelse er således en sørgelig forsamling, som vil få svært ved at positionere tænketanken over for meningsdannere og sponsorer.
CEVEA’s stærkeste kort ser ud til at være direktøren Jens Jonatan Steen, der trods sine 26 år ligner en mand, der kan gøre en forskel for CEVEA. Han har både engagement og intellekt, men det er dog næppe nok til at matche CEPOS, der med Martin Aagerup i spidsen har en af Danmarks skarpeste samfundsanalytikere. Aagerup er flankeret af en hær af tunge sekretariatsmedarbejdere, senest har man ansat kometen Jacob Mchangama som chefjurist, og det får Jens Jonatan Steens folk til at ligne det de er – ganske almindelige studentermedhjælpere.
Overmatchet på alle fronter
CEVEA er således overmatchet både hvad angår politologisk, økonomisk og juridisk ekspertise. Hertil kommer, at CEPOS har opbygget et enormt mediemæssigt beredskab, der gør dem i stand til at sætte en dagsordenen gang på gang, så selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd må se sig distanceret. Her starter CEVEA fra bunden, hvilket den noget forkølede lancering af projektet tydeligt demonstrerede. Lidt snak i Deadline og et par artikler i dagspressen og Ugebrevet A4 var bestemt ikke imponerende i forhold til projektets overvældende potentiale. Problemet er naturligvis, at en ukendt direktør og en afdanket formand ikke er nogen vinderkonstellation i mediernes optik.
CEVEA’s chance er at sætte sin egen dagsorden og ikke bruge tiden på at slås med CEPOS, for der vil de uvægerlig blive sat til vægs. I stedet kan de satse på at skabe nye og friske ideer til Socialdemokratiet, der fortsat har svært ved at trænge igennem med et bæredygtigt politisk projekt.
CEVEA dukker op i kølvandet på et andet tænketanksprojekt, nemlig Martin Lidegårds miljøtænketank Concito, der i lyset af de mange andre græsrodsbevægelser og aktiviteter, der findes på miljøområdet, virker komplet overflødig. Det gør CEVEA, på trods af sit ufærdige format, langtfra.
