Danskerne er imod alkoholreklamer på tv

Det er forkert at bringe alkoholreklamer på tv. En rundspørge foretaget af analyseinstituttet Vilstrup viser, at et flertal i befolkningen ikke ønsker at blive opfordret til et alkoholforbrug gennem reklamer på tv-skærmen.
af Charlotte Rau Jacobsen

Regeringen liberaliserede reklamereglerne sidste år, og det blev derefter muligt for tv-stationerne at reklamere for alkohol, men reklamerne falder ikke i seernes smag. Alt tyder dog på, at antallet af alkoholreklamer på tv vil stige kraftigt, hvilket er allerede tendensen inden for andre medier. Bryggerierne har naturligvis en interesse i at reklamere så omfattende som muligt, men Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, siger, at reklamerne ikke får forbruget til at stige.
- Vi mener med god grund at kunne sige, at det nu er veldokumenteret, at alkoholreklamerne ikke påvirker det generelle forbrug. Det, som markedsføringen gør, er at påvirke markedsandele mellem producenterne, og så kan det fastholde og udbygge mærkevarer, siger Niels Hald. Bryggeriforeningen har dog også vedtaget en række markedsføringsregler, der blandt andet forbyder, at reklamer for alkohol henvender sig direkte til børn og unge.
Politiken Søndag 27-04-2003

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også