Dansk – en super nice accessory
Dansk er ved at blive en slags pidgin-engelsk. Vi oversvømmes af anglicismer. Ord som accessories, thriller, trendy og joke er fuldt optaget i det danske sprog. Men også i sætningskonstruktioner og i det skjulte breder påvirkningen sig. Udelelige ord bliver delt, man bruger apostrof, hvor det ikke hører hjemme, og taler om, at man f.eks. kan være familiær med nogen – i stedet for fortrolig med. Der sker en omfattende omkalfatring af det danske sprog, og der er al mulig grund til bekymring. For dansk er ikke bare en super nice accessory.
af Loránd-Levente Pálfi, Arild Hald Kierkegaard
Dansk under engelsk-amerikansk fortryllelse?
Mange sprogforskere benægter hårdnakket, at den engelske påvirkning overhovedet skulle udgøre et problem. Når det kommer til stykket, er denne indflydelse nemlig meget beskeden, hedder det. Der er kun tale om nogle få procent låneord, som imidlertid springer i øjnene, fordi de er nye og “eksotiske”. Vi har at gøre med en berigelse af sproget, der får øget sit ordforråd, bliver i stand til at dække stadig nye områder og udtrykke finere nuancer. Således sprogforskerne.
Når nutidens sprogvidenskab beskæftiger sig med problemstillingen, er det oftest direkte lån, den interesserer sig for; dette er også tilfældet med MIN-projektet (dvs. det fællesnordiske forskningsprojekt “Moderne importord i språka i Norden”, der i tidsrummet 2003–2009 udsendte ti bind om nyere lån i de forskellige nordiske sprogsamfund). Det kan f.eks. være navneord af typen accessories, bungeejumping, synthesizer og thriller, tillægsord som trendy, groovy og straight eller udsagnsord som joke og please.
Mindst lige så interessant er imidlertid den for menigmand mere skjulte påvirkning, der finder sted igennem oversættelseslån (såsom posedame for bag lady) og betydningslån (f.eks. familiær i betydningen 'fortrolig med' eller du i betydningen 'man'). Det er ikke bare enkeltord, der lånes, men også flerordsenheder såsom faste udtryk og idiomer; således synes Gitte Seebergs slagord Nok er nok! (Enough is enough!) at ville udkonkurrere det traditionelle danske udtryk (Nu er det nok!).
Også retskrivningen berøres med apostrof- og orddelingsfejl til følge: Helle’s bodega søger en bar medarbejder til at sælge fad øl! (Dvs. Helles bodega søger en barmedarbejder til at sælge fadøl). Og ordføjningen påvirkes af forkert ordstilling med ændrede konstruktionsmuligheder for danske udsagnsord til følge: “Venligst skriv korrekt dansk!”.
Dansk Sprognævns daværende nordiske sekretær, Else Bojsen, skrev i 1989 i tidsskriftet Sprog i Norden, at den engelske påvirkning er det “vigtigste eller i hvert fald det mest karakteristiske der sker med sproget i vores levetid”. Hos en anden sprogforsker, anglisten Fritz Larsen, læser man, at dansk er et “small and dominated language”, og at dette forhold på sigt vil medføre en dybtgående omkalfatring af sproget. Dansk vil kort sagt komme til at lyde som en dårlig oversættelse af engelsk, en slags pidgin-engelsk, som efter manges mening næppe vil være værd at bevare, men – trøster Larsen os – vi vil jo formentlig komme til at vænne os til det alligevel! Vort modersmål er nu engang dejligt.
Anglicismer kan føre til prestigetab for dansk
Argumenterne mod umådeholden brug af engelsk er imidlertid mange og saglige. Herunder skal vi blot omtale nogle af dem:
1. Statusargumentet:
De mange “smarte” og moderigtige anglicismer er udtryk for, at dansk har mistet og fortsat mister prestige. Dette er eksempelvis tydeligt, når danske virksomheder vælger engelske eller pseudoengelske navne til sig selv og deres produkter, eller når en avis som Jyllands-Posten giver sine tillæg navne som Living, Tour og Explorer. Og De Danske Statsbaners seneste påfund, DSB More, skal vist ikke hentyde til det ufrivilligt morsomme ved denne mani for alt engelskklingende.
Samme fænomen ser vi, når afdelingslederen af frugt- og grøntafdelingen i det lokale supermarked kalder sig for food chef, når gulvfejeren foretrækker den flotte betegnelse floor manager, når “udsalg” bliver til sale, “velvære” til wellness eller “nyheder” til news. Undertiden forekommer det, at der ikke findes grænser for absurditeten: I en humoristisk spalte på bagsiden af en dansk avis kunne man for et stykke tid siden læse, at følgende titel nu er blevet godkendt for en person, der gør rent på et toilet: deputy head of restroom hygiene management and paper towel supply controller!
Vi kan dog berolige den bekymrede læser med, at om ikke andet så er den danske kulturarv ikke spor truet af dette snobberi. For nylig stiftedes nemlig en organisation, der vil “medvirke til at beskytte og bevare Danmarks unikke historiske kulturarv”, under det velklingende navn Danish Heritage.
I sådanne tilfælde signalerer det engelske sprog modernitet og internationalisme, modebevidsthed, stil, højere social klasse og magt, altså kort sagt det at “have et liv” og være med på noderne, mens det danske omvendt giver associationer til det gammeldags og stillestående – ja, måske endog ligefrem til det forældede, reaktionære og nationalistiske.
Konsekvensen af denne nedvurdering af dansk kan i sidste ende blive domænetab (brugsområdetab), dvs. den fuldstændige overgang til engelsk inden for et eller flere samfundsområder. Man bør altså være klar over, at man medvirker til et prestigetab for sit modersmål ved at slynge om sig med engelske ord og udtryk.
2. Forståelsesargumentet/det demokratiske argument:
Danske ord er nu engang bedst egnede til “at bringe tankebud fra mand til mand her i landet” (Otto Jespersen). Mens hjemlige orddannelser (sammensætninger og afledninger) er gennemskuelige og kan analyseres i deres bestanddele, er de fremmede ord ofte blot en samling lyde, vi ikke i sig selv forbinder med noget indhold. De nuancer og associationer, disse ord indeholder for folk med engelsk modersmål, går tabt for os danskere.
3. Det sprogstrukturelle argument:
Danskerne er det folk i Norden, der er dårligst til at tilpasse de engelske ord til det hjemlige sprogsystem – dette er senest blevet dokumenteret som led i MIN-projektet. Det betyder, at anglicismer sjældent følger danske regler for udtale, stavning og bøjning. Mens lån fra f.eks. fransk og latin ofte er blevet fordansket (vi skriver kontor og kø, ikke comptoir og queue), beholder de engelske ord næsten altid deres oprindelige stavning, således at vi importerer angelsaksiske retskrivningsproblemer i stort omfang til vores i forvejen alt andet end forbilledlige retstavning. Vi skal så til at lære vore børn, at der gælder mindst to sæt staveregler i dansk: ét for oprindelige danske ord, og ét for de efterhånden tusindvis af ord, der på et eller andet tidspunkt er blevet indlånt fra eller igennem engelsk. Et andet ikke uvæsentligt argument er, at den hjemlige orddannelse skades. Sprogets orddannelseskilder tørrer så at sige ud, når vi holder op med at øse af dem.
4. Det kulturpolitiske argument:
Sprog er kultur! Ved vedvarende at forsømme den hjemlige begrebsdannelse og ved mere eller mindre ukritisk at overtage de engelsk-amerikanske begreber for snart sagt alt mellem himmel og jord, overtager vi også den amerikanske forståelse af verden omkring os. Ordene og begreberne refererer nemlig ikke bare til en ydre virkelighed – de er med til aktivt at forme vores opfattelse af os selv og verden omkring os. På den måde er den kraftige sprogpåvirkning også et vidnesbyrd om, at vi i stigende grad lader en fremmed kultur dominere vort sind, vor tænkning og dermed også vore handlinger. Hele verden anskues i stigende grad gennem engelsk-amerikanske briller, som når hunnerkongen Attila omtales som “Attila the Hun” i en i øvrigt dansk filmbeskrivelse, eller når danske journalister troskyldigt gengiver stednavne fra hele verden i engelsk form.
Sprogpolitik, sprogvidenskab og sproglig dannelse
Det er typisk for moderne sprogvidenskab, at den er skeptisk eller endda afvisende over for sprogpolitik. Som H. Bergenholtz og R.H. Gouws skriver i en artikel (‘How to Do Language Policy with Dictionaries’ i Lexikos 16, 2006, s. 28), er det erklærede idégrundlag: Lad sproget være i fred! Dette postbehavioristiske, næsten religiøse credo hævder, at al sprogforandring er “naturlig”, og at ikke-naturlige forandringer er manipulation:
For change that comes spontaneously from below, or within, our policy should be, Let your language alone, and leave its speakers alone! But other forms of language manipulation have other origins, other motives, other effects, and are far more dangerous. (R. Lakoff i bogen Talking Power: The Politics of Language in Our Lives fra Basic Books, New York, 1990, s. 298)
Til dette antikommunikative og sprogpolitiske udsagn, som Bergenholtz og Gouws kalder det, finder man et interessant svar i form af et spørgsmål hos D. Cameron (i bogen Verbal Hygiene fra Routledge, London/New York, 1995, s. 20): “Why is spontaneity the only value? How about truth, beauty, logic, utility?”
Sprogbevidstheden i dagens Danmark lader meget tilbage at ønske. Skal man udrede problemet i alle detaljer, ved man nærmest ikke, hvor man skal begynde. Dansk Sprognævn gør en dyd ud af ikke at minde om f.eks. Académie française. De eneste, der i dag reelt bliver skrevet danske grammatikker for, er udlændinge eller elever i folkeskolens yngste klasser. Niveauet inden for sprogundervisning i folkeskolens ældre klasser og ungdomsuddannelserne er så lavt, at en gymnasielærer fra Sorø efter at have meddelt sine elever, at han syntes, de var for passive, måtte opleve, at en dreng rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvad betyder “passiv”?
Traditionen for grammatikskrivning er i Danmark forbløffende fattig. Den bedste grammatik fra nyere tid eller måske i dansk grammatikskrivnings historie i det hele taget er skrevet af engelske forskere i London! Der tænkes her på det 628 sider omfattende værk Danish: A Comprehensive Grammar (fra Routledge, London/New York, 1995). Sproghistorie forsømmes voldsomt på universiteterne. Det er stort set umuligt i dagens Danmark at blive cand.mag. i dansk eller nordisk filologi med sproghistorie som ekspertiseområde. Talrige forskningsprojekter med en sproghistorisk dimension er gået i stå pga. manglende kompetence; således f.eks. ordbogsværket Sydslesvigs Stednavne (foruden praktisk såvel som teoretisk indsigt i leksikografi kræver arbejdet nemlig beherskelse af bl.a. rigsdansk, nyhøjtysk, angelbomål, fjoldemål, plattysk, frisisk og desuden engelsk – sidstnævnte med henblik på at kunne følge med i den internationale forskningslitteratur inden for dialektologi). Antallet af runologer i Danmark er skræmmende lille. Det varer ikke længe, før danskerne må købe sig til viden om deres egne runer i udlandet.
Ingen grund til bekymring?
På sprogparnasset bedyrer man, at der ikke er grund til bekymring. Men når videnskabsminister Helge Sander ønsker at afskaffe dansk som undervisningssprog på universiteterne, så er der grund til bekymring. Når danske naturvidenskabsfolk indrømmer, at det falder dem svært at skrive faglitteratur på dansk (det var et alvorligt problem under arbejdet på Den Store Danske Encyklopædi i 1990’erne), så er der grund til bekymring. Når en sprogprofessor (Jens Normann Jørgensen) ikke kan forstå, hvorfor unge i dag skal bruge tid på at lære at skrive korrekt dansk, så er der grund til bekymring. Når det danske sprog er genstand for en stadig tiltagende anglificering, så er der grund til bekymring. Og når Dansk Sprognævn atter engang afskaffer et stykke dansk grammatik, ja, så er der grund til bekymring. Hvorfor overhovedet have et Dansk Sprognævn? Hvorfor have Det Danske Sprog- og Litteraturselskab?
---
Artiklens ene forfatter, Loránd-Levente Pálfi, skrev forleden en kronik om det danske sprog i Berlingske Tidende. Kronikken har skabt en del røre i andedammen. Berlingske har oprettet en debatside på sin egen hjemmeside, hvor alskens bloggere har givet deres mening til kende.
---
Sjovt nok fører de også en lignende debat i England
Mange sprogforskere benægter hårdnakket, at den engelske påvirkning overhovedet skulle udgøre et problem. Når det kommer til stykket, er denne indflydelse nemlig meget beskeden, hedder det. Der er kun tale om nogle få procent låneord, som imidlertid springer i øjnene, fordi de er nye og “eksotiske”. Vi har at gøre med en berigelse af sproget, der får øget sit ordforråd, bliver i stand til at dække stadig nye områder og udtrykke finere nuancer. Således sprogforskerne.
Når nutidens sprogvidenskab beskæftiger sig med problemstillingen, er det oftest direkte lån, den interesserer sig for; dette er også tilfældet med MIN-projektet (dvs. det fællesnordiske forskningsprojekt “Moderne importord i språka i Norden”, der i tidsrummet 2003–2009 udsendte ti bind om nyere lån i de forskellige nordiske sprogsamfund). Det kan f.eks. være navneord af typen accessories, bungeejumping, synthesizer og thriller, tillægsord som trendy, groovy og straight eller udsagnsord som joke og please.
Mindst lige så interessant er imidlertid den for menigmand mere skjulte påvirkning, der finder sted igennem oversættelseslån (såsom posedame for bag lady) og betydningslån (f.eks. familiær i betydningen 'fortrolig med' eller du i betydningen 'man'). Det er ikke bare enkeltord, der lånes, men også flerordsenheder såsom faste udtryk og idiomer; således synes Gitte Seebergs slagord Nok er nok! (Enough is enough!) at ville udkonkurrere det traditionelle danske udtryk (Nu er det nok!).
Også retskrivningen berøres med apostrof- og orddelingsfejl til følge: Helle’s bodega søger en bar medarbejder til at sælge fad øl! (Dvs. Helles bodega søger en barmedarbejder til at sælge fadøl). Og ordføjningen påvirkes af forkert ordstilling med ændrede konstruktionsmuligheder for danske udsagnsord til følge: “Venligst skriv korrekt dansk!”.
Dansk Sprognævns daværende nordiske sekretær, Else Bojsen, skrev i 1989 i tidsskriftet Sprog i Norden, at den engelske påvirkning er det “vigtigste eller i hvert fald det mest karakteristiske der sker med sproget i vores levetid”. Hos en anden sprogforsker, anglisten Fritz Larsen, læser man, at dansk er et “small and dominated language”, og at dette forhold på sigt vil medføre en dybtgående omkalfatring af sproget. Dansk vil kort sagt komme til at lyde som en dårlig oversættelse af engelsk, en slags pidgin-engelsk, som efter manges mening næppe vil være værd at bevare, men – trøster Larsen os – vi vil jo formentlig komme til at vænne os til det alligevel! Vort modersmål er nu engang dejligt.
Anglicismer kan føre til prestigetab for dansk
Argumenterne mod umådeholden brug af engelsk er imidlertid mange og saglige. Herunder skal vi blot omtale nogle af dem:
1. Statusargumentet:
De mange “smarte” og moderigtige anglicismer er udtryk for, at dansk har mistet og fortsat mister prestige. Dette er eksempelvis tydeligt, når danske virksomheder vælger engelske eller pseudoengelske navne til sig selv og deres produkter, eller når en avis som Jyllands-Posten giver sine tillæg navne som Living, Tour og Explorer. Og De Danske Statsbaners seneste påfund, DSB More, skal vist ikke hentyde til det ufrivilligt morsomme ved denne mani for alt engelskklingende.
Samme fænomen ser vi, når afdelingslederen af frugt- og grøntafdelingen i det lokale supermarked kalder sig for food chef, når gulvfejeren foretrækker den flotte betegnelse floor manager, når “udsalg” bliver til sale, “velvære” til wellness eller “nyheder” til news. Undertiden forekommer det, at der ikke findes grænser for absurditeten: I en humoristisk spalte på bagsiden af en dansk avis kunne man for et stykke tid siden læse, at følgende titel nu er blevet godkendt for en person, der gør rent på et toilet: deputy head of restroom hygiene management and paper towel supply controller!
Vi kan dog berolige den bekymrede læser med, at om ikke andet så er den danske kulturarv ikke spor truet af dette snobberi. For nylig stiftedes nemlig en organisation, der vil “medvirke til at beskytte og bevare Danmarks unikke historiske kulturarv”, under det velklingende navn Danish Heritage.
I sådanne tilfælde signalerer det engelske sprog modernitet og internationalisme, modebevidsthed, stil, højere social klasse og magt, altså kort sagt det at “have et liv” og være med på noderne, mens det danske omvendt giver associationer til det gammeldags og stillestående – ja, måske endog ligefrem til det forældede, reaktionære og nationalistiske.
Konsekvensen af denne nedvurdering af dansk kan i sidste ende blive domænetab (brugsområdetab), dvs. den fuldstændige overgang til engelsk inden for et eller flere samfundsområder. Man bør altså være klar over, at man medvirker til et prestigetab for sit modersmål ved at slynge om sig med engelske ord og udtryk.
2. Forståelsesargumentet/det demokratiske argument:
Danske ord er nu engang bedst egnede til “at bringe tankebud fra mand til mand her i landet” (Otto Jespersen). Mens hjemlige orddannelser (sammensætninger og afledninger) er gennemskuelige og kan analyseres i deres bestanddele, er de fremmede ord ofte blot en samling lyde, vi ikke i sig selv forbinder med noget indhold. De nuancer og associationer, disse ord indeholder for folk med engelsk modersmål, går tabt for os danskere.
3. Det sprogstrukturelle argument:
Danskerne er det folk i Norden, der er dårligst til at tilpasse de engelske ord til det hjemlige sprogsystem – dette er senest blevet dokumenteret som led i MIN-projektet. Det betyder, at anglicismer sjældent følger danske regler for udtale, stavning og bøjning. Mens lån fra f.eks. fransk og latin ofte er blevet fordansket (vi skriver kontor og kø, ikke comptoir og queue), beholder de engelske ord næsten altid deres oprindelige stavning, således at vi importerer angelsaksiske retskrivningsproblemer i stort omfang til vores i forvejen alt andet end forbilledlige retstavning. Vi skal så til at lære vore børn, at der gælder mindst to sæt staveregler i dansk: ét for oprindelige danske ord, og ét for de efterhånden tusindvis af ord, der på et eller andet tidspunkt er blevet indlånt fra eller igennem engelsk. Et andet ikke uvæsentligt argument er, at den hjemlige orddannelse skades. Sprogets orddannelseskilder tørrer så at sige ud, når vi holder op med at øse af dem.
4. Det kulturpolitiske argument:
Sprog er kultur! Ved vedvarende at forsømme den hjemlige begrebsdannelse og ved mere eller mindre ukritisk at overtage de engelsk-amerikanske begreber for snart sagt alt mellem himmel og jord, overtager vi også den amerikanske forståelse af verden omkring os. Ordene og begreberne refererer nemlig ikke bare til en ydre virkelighed – de er med til aktivt at forme vores opfattelse af os selv og verden omkring os. På den måde er den kraftige sprogpåvirkning også et vidnesbyrd om, at vi i stigende grad lader en fremmed kultur dominere vort sind, vor tænkning og dermed også vore handlinger. Hele verden anskues i stigende grad gennem engelsk-amerikanske briller, som når hunnerkongen Attila omtales som “Attila the Hun” i en i øvrigt dansk filmbeskrivelse, eller når danske journalister troskyldigt gengiver stednavne fra hele verden i engelsk form.
Sprogpolitik, sprogvidenskab og sproglig dannelse
Det er typisk for moderne sprogvidenskab, at den er skeptisk eller endda afvisende over for sprogpolitik. Som H. Bergenholtz og R.H. Gouws skriver i en artikel (‘How to Do Language Policy with Dictionaries’ i Lexikos 16, 2006, s. 28), er det erklærede idégrundlag: Lad sproget være i fred! Dette postbehavioristiske, næsten religiøse credo hævder, at al sprogforandring er “naturlig”, og at ikke-naturlige forandringer er manipulation:
For change that comes spontaneously from below, or within, our policy should be, Let your language alone, and leave its speakers alone! But other forms of language manipulation have other origins, other motives, other effects, and are far more dangerous. (R. Lakoff i bogen Talking Power: The Politics of Language in Our Lives fra Basic Books, New York, 1990, s. 298)
Til dette antikommunikative og sprogpolitiske udsagn, som Bergenholtz og Gouws kalder det, finder man et interessant svar i form af et spørgsmål hos D. Cameron (i bogen Verbal Hygiene fra Routledge, London/New York, 1995, s. 20): “Why is spontaneity the only value? How about truth, beauty, logic, utility?”
Sprogbevidstheden i dagens Danmark lader meget tilbage at ønske. Skal man udrede problemet i alle detaljer, ved man nærmest ikke, hvor man skal begynde. Dansk Sprognævn gør en dyd ud af ikke at minde om f.eks. Académie française. De eneste, der i dag reelt bliver skrevet danske grammatikker for, er udlændinge eller elever i folkeskolens yngste klasser. Niveauet inden for sprogundervisning i folkeskolens ældre klasser og ungdomsuddannelserne er så lavt, at en gymnasielærer fra Sorø efter at have meddelt sine elever, at han syntes, de var for passive, måtte opleve, at en dreng rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvad betyder “passiv”?
Traditionen for grammatikskrivning er i Danmark forbløffende fattig. Den bedste grammatik fra nyere tid eller måske i dansk grammatikskrivnings historie i det hele taget er skrevet af engelske forskere i London! Der tænkes her på det 628 sider omfattende værk Danish: A Comprehensive Grammar (fra Routledge, London/New York, 1995). Sproghistorie forsømmes voldsomt på universiteterne. Det er stort set umuligt i dagens Danmark at blive cand.mag. i dansk eller nordisk filologi med sproghistorie som ekspertiseområde. Talrige forskningsprojekter med en sproghistorisk dimension er gået i stå pga. manglende kompetence; således f.eks. ordbogsværket Sydslesvigs Stednavne (foruden praktisk såvel som teoretisk indsigt i leksikografi kræver arbejdet nemlig beherskelse af bl.a. rigsdansk, nyhøjtysk, angelbomål, fjoldemål, plattysk, frisisk og desuden engelsk – sidstnævnte med henblik på at kunne følge med i den internationale forskningslitteratur inden for dialektologi). Antallet af runologer i Danmark er skræmmende lille. Det varer ikke længe, før danskerne må købe sig til viden om deres egne runer i udlandet.
Ingen grund til bekymring?
På sprogparnasset bedyrer man, at der ikke er grund til bekymring. Men når videnskabsminister Helge Sander ønsker at afskaffe dansk som undervisningssprog på universiteterne, så er der grund til bekymring. Når danske naturvidenskabsfolk indrømmer, at det falder dem svært at skrive faglitteratur på dansk (det var et alvorligt problem under arbejdet på Den Store Danske Encyklopædi i 1990’erne), så er der grund til bekymring. Når en sprogprofessor (Jens Normann Jørgensen) ikke kan forstå, hvorfor unge i dag skal bruge tid på at lære at skrive korrekt dansk, så er der grund til bekymring. Når det danske sprog er genstand for en stadig tiltagende anglificering, så er der grund til bekymring. Og når Dansk Sprognævn atter engang afskaffer et stykke dansk grammatik, ja, så er der grund til bekymring. Hvorfor overhovedet have et Dansk Sprognævn? Hvorfor have Det Danske Sprog- og Litteraturselskab?
---
Artiklens ene forfatter, Loránd-Levente Pálfi, skrev forleden en kronik om det danske sprog i Berlingske Tidende. Kronikken har skabt en del røre i andedammen. Berlingske har oprettet en debatside på sin egen hjemmeside, hvor alskens bloggere har givet deres mening til kende.
---
Sjovt nok fører de også en lignende debat i England
