Fænomenet spindoktor er med den nye regerings tiltrædelse for alvor slået igennem i dansk politik. Det forskyder tidligere balancer mellem bl.a. politikere og embedsmænd og medfører en række nye etiske dilemmaer, som snarest muligt må afklares ved lov.
Fra Kristeligt dagblad
Centraladministrationen har ansat mere end et par dusin mediemedarbejdere til at overvåge og kommunikere med medierne. For bare en halv snes år siden var de en sjældenhed.
Nogle af dem er ”særlige” rådgivere med et tæt forhold til ministeren, såkaldte spindoktorer. Det ”særlige” kan være, at de er i samme parti som ministeren. Men det kan også være, at ministeren synes, at der er en særlig god ”kemi” mellem minister og rådgiver. De bliver derfor ansat, uanset om de har helt almindelige embedsmandskvalifikationer. En særlig rådgiver risikerer til gengæld at miste sit arbejde, hvis regeringen må gå af. Begrebet ”særlig rådgiver” blev introduceret i 1998.
De fleste mediemedarbejdere er journalister, og de er derfor ikke så fortrolige med takt og tone i den offentlige forvaltning. Til gengæld ved de, hvad der motiverer journalister, og kender deres arbejdsvilkår og -former. De kan derfor meget bedre end almindelige embedsmænd hjælpe ministrene, der efterhånden er meget belastede bl.a. af henvendelser fra journalister. Men de såkaldte spindoktorer skaber også problemer.
Tilsværtning uden vært
Carsten Møller Jensen er mediemedarbejder for fødevareminister Marianne Fischer Boel. Ifølge pressen har han på en telefonsvarer opfordret en journalist til at skrive noget negativt om en af fødevareministerens egne embedsmænd, fødevareregionsdirektør Jørgen Højmark Jensen. Carsten Møller Jensen mente, at Højmark politiserede og var SF´er.
Danske embedsmænd må godt være medlem af et politisk parti. Men Jørgen Højmark oplyser, at han aldrig har været medlem af SF. Det er egentlig os alle uvedkommende, men oplysningen understreger kun mediemedarbejderens kluntethed. Direktør Højmark har offentligt peget på, at regeringens besparelser på fødevareområdet vil få uheldige konsekvenser. Fødevareministeren havde nok helst været disse udtalelser foruden. Men hun burde imidlertid udtrykke sin utilfredshed direkte til Højmark, som hun er arbejdsgiver for. Og hvis hun mener, at han har givet usaglige eller helt vildledende oplysninger, så burde hun selv stå for eventuelle offentlige korrektioner. Det er upassende, hvis en anden af hendes ansatte, medierådgiveren, forsøger at igangsætte, at andre tilsværter ham. Det er muligt, at ministeren ikke i forvejen kendte til hendes medarbejders initiativ. Ansvaret er alligevel hendes.
Fødevareministeren har over for Folketinget erkendt, at fødevaredirektørens politiske tilhørsforhold er hende uvedkommende. Men hun har ikke taget afstand fra at behandle en divergens med en af sine ansatte på denne måde.
Lækager og illoyalitet
Troløse spindoktorer kan også give problemer. I november 2001 lækkede finansministerens mediemedarbejder, Carsten Mai-Jørgensen, fortrolige oplysninger. På det tidspunkt var han endnu pressechef for Københavns socialdemokratiske overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen. Men han vidste utvivlsomt, at han snart ville blive finansministerens ”spindoktor”, da han lod Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen tilflyde nogle fortrolige oplysninger om forhandlinger mellem de konservative og socialdemokraterne. Denne lækage gjorde de konservative berettiget vrede. Handlingen var tillige illoyal over for Jens Kramer Mikkelsen.
Bertel Haarders rådgiver, Thomas Harder Rasmussen, er blevet beskyldt for at have truet Hanna Michal Ziadeh (som indtil for nylig var ansat i centraladministrationen) for at få mennesker med anden etnisk baggrund ind i den offentlige sektor. Og senest blev statsministeren kritiseret for, at hans pressechef, Michael Kristiansen, både fik løn af staten og stillet en bil til rådighed af partiet Venstre. Og i modsætning til Jørgen Højmark er det for offentligheden af interesse at få at vide, at Michael Kristiansen skulle være meldt ind i Venstre - han er jo særlig rådgiver.
Der er dog ikke klare regler, der tager højde for den omtalte dobbeltbelønning af en særlig rådgiver. Men Fogh Rasmussen erklærede i år 2000, at han ville skabe regler på dette område, når han blev statsminister. Han beskyldte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at smugle partikammerater ind i centraladministrationen. Fogh ville have klare regler. Nu ønsker han imidlertid ikke regler.
Negative campaigning
Spindoktorlitteraturen omtaler en del fænomener, som vi bør være på vagt over for. F.eks. taler man om ”negative campaigning”, det vil sige en bevidst undergravelse af modstanderes eller kritikeres troværdighed og integritet. En oversættelse kunne være smædekampagne. Den er mest effektfuld, hvis spindoktoren kan få en tilsyneladende uafhængig journalist til at udføre den. Den skal helst også holdes kørende et stykke tid.
Negative campaigning er et gammelt fænomen mellem politikere indbyrdes. Men det er ikke accepteret i Danmark, at ministre er ansvarlige for negative campaigning over for deres egne embedsmænd. Hvis det bliver almindeligt, er der for alvor noget galt i centraladministrationen, som bør ændres. Det kunne f.eks. være med ministrenes ledelsesforhold eller med balancen mellem embedsmændenes loyalitet og ytringsfrihed. Sagen om direktør Højmark ligner imidlertid et forsøg på at igangsætte negative campaigning.
En rigtig spindoktor lægger den del af journalisterne, som kritiserer ministeren stærkt, på is. Journalisterne deles op i A- og B-hold. B-holdet ignoreres, eller man klager til deres redaktører. En lille undersøgelse tyder på, at klager over journalister er forholdsvis almindelige i Danmark, og at de har effekt. Selv garvede journalister mener, det er svært helt at undgå at blive påvirket og udøve selvcensur efter sådanne klager.
Moore blev for meget
Inspirationen til på mere eller mindre partipolitisk grundlag at rekruttere særlige rådgivere, herunder spindoktorer, er engelsk. Englænderne ser særlige rådgivere som ministerens politiske øjne og ører. Men de kan også forklare embedsmændene, hvad ministerens politiske ønsker er. De kan endvidere repræsentere ministeren udadtil.
Englands mest berygtede spindoktor er Jo Moore, der den 11. september 2001 over sin e-mail udsendte en opfordring til sine kolleger til at udsende dårlige nyheder, som alligevel ikke kunne holdes skjult, nu hvor alle var optaget af noget helt andet. Og Jo Moore forsøgte igen den 13. februar 2002 at bruge prinsesse Margareths begravelse til at begrave dårlige nyheder. Det endte med, at Moore mistede sit job, fordi man fandt hendes adfærd usmagelig og kynisk.
Englændere har udarbejdet et etisk kodeks for særlige rådgivere. Det har ikke været nok, og man overvejer nu en egentlig lovgivning. Man har allerede loft for, hvor mange »særlige rådgivere«, inklusive spindoktorer, der kan ansættes. Dette loft fastsættes for et år ad gangen af parlamentet. De må selvfølgelig ikke begå ulovligheder eller lyve. De må heller ikke presse embedsmænd til at begå ulovligheder, lyve eller optræde upassende.
I nogle tilfælde optræder særlige rådgivere som overordnede for almindelige embedsmænd - og det var ikke meningen. Endelig er der det problem, at de efter at have stoppet i deres job kan bruge deres viden mod deres tidligere arbejdsgiver. F.eks. ved at skrive sladderbøger om ministre eller ved at tage arbejde i private organisationer, herunder andre partier, der ønsker insideviden om centraladministrationen, partier eller enkelte politikere.
Demokratisk kultur og skærpede regler
Særlige rådgivere er kommet for at blive. Uden dem sker der enten det, at ministrene bliver endnu mere overbebyrdede - og det er et demokratisk problem. Eller også inddrages almindelige embedsmænd mere og mere i politiske spil - og det er også et demokratisk problem. Spørgsmålet er nu, hvordan finder vi frem til en acceptabel, demokratisk kultur omkring de særlige rådgivere? Her kan principielt tænkes mange forbedringer.
Regeringen kunne bl.a. forpligtes til med jævne mellemrum at udarbejde oversigter over, hvor mange der er ansat, deres ansættelsesvilkår og løn. Der burde gives bestemmelser om, at de ikke må deltage i bagtalelse af embedsmænd, og klarere retningslinjer for, hvad de ikke må beskæftige sig med. De bør heller ikke kunne hindre embedsmændene i at informere og råde ministeren på et sagligt grundlag. Eller intimidere dem.
Rådgivere, som lønnes af regeringen, bør ikke udføre almindeligt partiarbejde. De bør heller ikke uden tilladelse modtage løn andre steder fra end staten. Det er næppe sandsynligt, at en engelsk spindoktor i lighed med Michael Kristiansen kunne modtage f.eks. en bil af et politisk parti.
Man kan også forestille sig regler, der mindsker risikoen for, at spindoktorerne videregiver betroet viden til andre, efter at de har forladt deres stilling. Almindelige embedsmænds tavshedspligt på forskellige områder ophører jo heller ikke, når de pensioneres. Man har allerede nu i England en bestemmelse i spindoktorernes standardkontrakt om, at de skal have statens godkendelse af, hvilke stillinger de tager de første to år efter, at de har forladt deres job.
Behovet for retningslinjer på dette område er større i Danmark end i England, fordi regler og grænser for almindelige embedsmænds adfærd er mere uklare og uskrevne end i England. Det er derfor endnu sværere at forklare danske spindoktorer spillereglerne her end i England.
Uskarpheden i de danske regler mærker man allerede ved selve begrebet særlig rådgiver. Det tyder på, at begrebet ikke er klart nok. Det er næppe klogt af statsministeren at afvise at udarbejde regler for spindoktorerne. Det kunne være i hans egen interesse at få mere ordnede forhold. De engelske erfaringer viser, at spindoktorerne kan blive boomeranger for deres ministre. Der er forskelle mellem England og Danmark, javel, men noget tyder på, at de bliver mindre.