Dansk Folkepartis tre forandringsfortællinger
Vandt white trash?

Skrevet af
Glem muselmændene, halenegerne og cirkus-sigøjnerne et øjeblik. Den overrumplende og stabile succes for Dansk Folkeparti udstiller, at partiet er båret af meget mere og andet end udlændingepolitik. Dansk Folkeparti griber dybt ned i tre skelsættende forandringsfortællinger, der kløver tidens politiske debatlandskab.
Artiklen er fra august 2013, men får en tur til på forsiden i anledning af EU-valgresultatet 25. maj 2014.
 
----------------------------------------------------------------
 
Han har overrumplet alt og alle. Som ny formand for Dansk Folkeparti har 44-årige Kristian Thulesen Dahl løftet det omstridte anti-parti til nye højder. I enkelte meningsmålinger helt op over Socialdemokraterne. Dansk Folkeparti er på vej til at blive kongerigets andet største parti. 
 
I enkelte meningsmålinger ligger Dansk Folkeparti højere end Socialdemokraterne. DF er på omkring 20 % og det næststørste parti i folketinget
 
Formandsskiftet sidste år, hvor 66-årige Pia Kjærsgaard trådte tilbage fra frontlinjen, har forløst en langt bredere appel. ”Tulle” spiller på flere tangenter. Gennem hele sin levebrødspolitikerkarriere har Kristian Thulesen Dahl således udvist en imponerende fingerspidsfornemmelse for at skifte standpunkt efter forgodtbefindende – uden at miste troværdighed og autenticitet.
 
Kristian Thulesen Dahl er troløs helt ind i privatsfæren: ”Det der med en bedste ven, er det ikke sådan en pige-ting? Jeg kender ikke mange mænd, der har det,” udtalte han for nogle år siden til Euroman. Og nu viser det sig, at han tilsyneladende også rammer endnu flere strømninger i vælgerhavet, end Pia Kjærsgaard gjorde i sin ellers højprofilerede formandstid. 
 
Som ny formand for Dansk Folkeparti har 44-årige Kristian Thulesen Dahl løftet det omstridte anti-parti til nye højder
 
Succesen tyder på – modsat den forældede tænkning hos ’Frikadelle-Helle’ i Statsministeriet – at det langt fra kun er muslim-forskrækkelse, der kan sætte strøm til den politiske debat. Stik modsat den konventionelle visdom har det vist sig at være en befrielse for Dansk Folkeparti, at præstepolitikerne Søren Krarup og Jesper Langballe ikke længere tegner projektet.
 
Formandsskiftet har afsløret, at Dansk Folkeparti griber ned i mindst tre tidsdefinerende forandringsfortællinger. I modsætning til de fleste andre partier, som tumler rundt med forloren designerpolitik og taktiske spin-manøvrer, taler Dansk Folkeparti ind i større narrativer, som al effektiv politisk kommunikation næres af. Kristian Thulesen Dahl står i spidsen for en hel eventyrsamling af helte, skurke og nyttige idioter, som andre politikere må misunde.
 
1. Oprøret fra ”white trash”-land
Hovedfortællingen handler om den lille, fortabte mands kamp mod fremtiden. Dansk Folkeparti har sat sig selv i scene som partiet for de klemte og glemte, der er ved at miste fodfæste i en global økonomi, hvor et nyt kosmopolitisk jetset af karrierekvinder m/k nyder de ubegribelige og frit svævende gevinster, mens stadig flere føler sig stavnsbundne til hensygnende områder af stilstand.
 
Den væsentligste årsag til vælgerbevægelser er altid økonomien: Regeringer bliver genvalgt under boomperioder og vrages under nedture. Og når socialdemokraterne sidder i magtens korridorer, ja, så må de sociale frustrationer rettes andre steder hen: Alt afhængigt af den enkelte vælgers uddannelsesniveau, til enten Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. De indignerede studiner søger mod Liste Ø, mens vrede og ledige arbejdsmænd fænges af Liste O.
 
Thulesen Dahl har givet flere interviews, hvor han hævder, at Dansk Folkeparti er en garant mod stigende ulighed. Og han er fræk nok til ligefrem at udtrykke skuffelse over Socialdemokraterne, til Berlingske (2012): ”Vi troede, at store dele af venstrefløjen var en alliancepartner i kampen mod ulighed”.
 
Hovedårsagen til den aktuelle succes for Dansk Folkeparti skal nemlig findes i utrygheden blandt det store antal lavt-uddannede vælgere, der er blevet hårdt ramt af de senere års finanskrise og fyringsrunder. Og her optræder Kristian Thulesen Dahl, som stadig bor på bøhlandet i Thyregod, som et bedre ikon for et jordnært alternativ, end Gentofte-pigen Pia Kjærsgaard har gjort.
 
Dansk Folkeparti har aldrig fået mange stemmer i ghetto-valgkredse med høj koncentration af indvandrere og flygtninge, men derimod i Danmarks stadig flere døde zoner af økonomisk kollaps. Dansk Folkepartis højborge findes særligt i landets mange tidligere industri-provinsbyer, hvor fabrikker og store arbejdspladser for længst er lukket og nu står tilbage som spøgelseslandskaber. Eksempelvis i byer som Kalundborg og Slagelse. Blandt både faglærte og ufaglærte arbejdere har Dansk Folkeparti længe været et større parti end ”sosserne”. Og blandt arbejdsløse og overførselsmodtagere er Dansk Folkepartis dominans kun endnu mere markant.
 
Danmark har fået et stort ”white trash”-land af tabere i en ny vidensøkonomi; et nyt pjalteproletariat uden klassebevidsthed, men som heldigvis stadig stemmer.
 
Som Erik Meier Carlsen beskrev i sin bog ”De overflødiges oprør” fra 2000, har Dansk Folkeparti formået at revitalisere det danske demokrati ved at kanalisere en ny tids frustrationer ind i Folketinget.
Reelle frustrationer over de skelsættende effekter, som en ny global arbejdsdeling påfører de svageste by- og erhvervscentre, hvor borgere og virksomheder ikke er i tilstrækkelig omdrejningshøjde til at kunne konkurrere med resten af verden. Som Erik Meier Carlsen profetisk skrev: ”Modsat tidligere dynamiske modsætninger mellem magthavere og undertrykte synes det karakteristiske ved den aktuelle situation at være, at oprørerne dybest set er overflødige og undværlige for eliten”.
 
Paradokset er dog, at Dansk Folkeparti – ikke mindst anført af Kristian Thulesen Dahl som formand for Finansudvalget i 00’erne – har lagt stemmer til en politik, der systematisk har forværret vilkårene for ”de overflødige”. Dansk Folkeparti har i praktisk realpolitik været med til at sparke benene væk under de mest udsatte grupper. VKO-blokkens giftige cocktail af skattelettelser til de rigeste og pyramide-agtige lånefiduser til middelklassen skabte en bobleøkonomi, som her efter kollapset har eroderet livsgrundlaget for titusindvis af lavt-uddannede. Små og mellemstore virksomheder er endnu ikke kommet sig efter bonanza-dagene.
Dansk Folkepartis afgørende støtte til opløsningen af efterlønnen og stramningerne i dagpengesystemet har samtidig vendt en tung, tung bund nedad. Det er og bliver derfor et dygtigt bluffnummer, at så mange tilsyneladende tror, at Dansk Folkeparti skulle føre en politik til gavn for de udsatte. Men så længe Socialdemokraterne ikke evner at præsentere et håndgribeligt og socialt afbalanceret alternativ, kan og bør det ikke undre, at Dansk Folkeparti henter hovedparten af sine vælgere blandt dem, der i det mindste klynger sig til håbet om, at Kamæleon-Kristian vil kæmpe deres tabte sag. 
 
VKO-blokkens giftige cocktail af skattelettelser til de rigeste og pyramide-agtige lånefiduser til middelklassen skabte en bobleøkonomi, som her efter kollapset har eroderet livsgrundlaget for titusindvis af lavt-uddannede
 
2. Krigen mod smagsdommerne
Den næste fortælling handler om den anti-elitære kulturkamp mod ”statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder”, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen eminent fik iscenesat i 00’erne, men som er fuset totalt ud under Lars Løkke Rasmussens mere kommunefarvede Venstre-profil.
 
Efter Fogh har Dansk Folkeparti fået lov til at stå alene med en bidsk systemkritik, der altid kan skabe gang i gaden. For der er altid nogle kendisser fra Parnasset, der springer op med pavlovsk refleks og spiller rollen som hofnarre. Eller som den norske journalistforfatter Magnus Marsdal skriver i sin begavede bog om de nye nordiske højrepartier, ”Frp-koden”: Jo mere kulturpingerne “kaster sig ud i offentligheden for at kurere den fordærvede folkesjæl, desto flere får smag for det ”vulgære”. Kultureliten producerer sit eget antistof. En grusom skæbne”.
 
Modstanden mod det dekadente kulturborgerskab, aka ”kystbanesocialisterne”, der altid mener at vide bedre, og som udskælder enhver indvending mod deres egen aftagende magt som tarvelig og dårlig smag, er en voldsom mobiliseringsfaktor. Den brød for alvor igennem med lagerforvalter Peter Rindals angreb mod Statens Kunstfond, men har stolte rødder langt tilbage i Grundtvigs besyngelse af ligefrem jævnbyrdighed, ja, helt tilbage til Holbergs 
ætsende kritik af magthavernes selvhøjtidelighed.
 
Modviljen mod magtens arrogance kan i sine fineste stunder have karakter af en lægmands-reformation mod den nye latin, der tales ”oppe på kommunen” og ”ovre i København”. Idealet om en kort (magt-)distance mellem borger og beslutningstager er en grundpille i dansk politisk tradition, og derfor vil der altid være et stort potentiale for de partier, som evner at aktivere understrømmen af anti-autoritær folkelighed.
 
Kulturkampen mod smagsdommerne rummer samtidig en enestående styrke, som alt for ofte negligeres, ikke mindst på den frommeste del af venstrefløjen: Fjendebilledet. Selv om det er en svær erkendelse for humanistisk-uddannede akademikere, handler politik om krig, kamp og konfrontation. Eller som den berygtede samfundsfilosof Carl Schmitt formulerede det: ”Politik er et udtryk for intensitetsgraden af en konflikt”. I sit væsen er politik ikke et spørgsmål om dialog, forhandling og kompromisser, men modsat om at udfordre sine fjender. Om at turde trække en konflikt til det yderste.
 
Smagsdommer-krigen rummer her et fantastisk dobbeltgreb: På den ene side er fjenden klart defineret, ja, kulturtosserne træder ligefrem selv frem på scenen ved det mindste vink, og på den anden side repræsenterer fjenden den etablerede elite, overklassen, og er dermed et mere demokratisk legitimt mål end for eksempel muselmænd, halenegere og sigøjnere.
 
Ved at indsætte det verdensfjerne kulturborgerskab som erstatning for den karikatur af de onde kapitalister, som venstrepopulisterne engang turnerede rundt med, har Dansk Folkeparti formået at skabe en ny form for klassekamp; en postmoderne klassekamp, der ikke er grupperet omkring økonomiske interessekonflikter, men som i stedet er båret af kulturelle værdikampe, nøjagtig som det også ses blandt ligesindede partier og bevægelser i resten af den demokratiske verden.
 
Den amerikanske forfatter Thomas Frank har i bogen ”What’s the matter with Kansas” anbefalelsesværdigt detaljeret beskrevet, hvordan republikanske politikere har overtaget venstrefløjens gamle klassekampsretorik, kemisk renset den for økonomiske termer og dernæst effektivt brugt krigerinstinktet mod alle de veluddannede café latte-liberale inde i storbyerne ved kysterne.
 
På samme måde står Kristian Thulesen Dahl med en joker i Danmark: Dansk Folkeparti er det eneste parti, der tør identificere deres fjender. I Carl Schmitt’sk forstand er Dansk Folkeparti efterhånden det eneste rigtige parti i Danmark.
 
Paradokset er dog, at Dansk Folkeparti selv har lagt stemmer til mange af de tiltag, der med rette opleves som centralistiske, formynderiske og bedrevidende af borgerne i hverdagen. Netop Dansk Folkeparti har leveret de afgørende stemmer til eksempelvis kommunalreformen, der har koncentreret magten hos stadig færre og dermed mere selvrådende DJØF’ere.
 
Velmenende akademikere med økologiske tilbøjeligheder har vundet større og større indflydelse på den enkelte danskers hverdag gennem det seneste tiår, som en direkte følge af Dansk Folkepartis studehandler på Christiansborg. Og stik mod Foghs erklærede hensigt om at gøre op med ”tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat”, har Dansk Folkeparti været med til at stemme en kontrolpolitik igennem, som i dag har indhyllet Danmark i et ligklæde af evalueringsskemaer og papirbunker. Men ja, alligevel fremstår den cand.merc.jur.-uddannede Kamæleon-Kristian stadig som en ægte mand af folkedybet.
 
3. Trætheden over teknokraterne
Den sidste forandringsfortælling handler om en udbredt apati over for de gamle, støvede partier og deres nødvendighedslogik, der i bogstaveligste forstand er meningsløs. Dansk Folkepartis popularitet er langt fra et isoleret fænomen. Også Enhedslisten og Liberal Alliance nyder stor og stabil vælgeropbakning. Tilslutningen til ikke-regeringsbærende partier er lige nu betydeligt højere end ved jordskredsvalget i 1973. Et efterskælv, der måske kan vise sig at blive mere bemærkelsesværdigt?
 
Også Enhedslisten og Liberal Alliance nyder stor og stabil vælgeropbakning
 
De tre protestpartier mobiliserer lige nu betydeligt over en tredjedel af vælgerne, hvilket er historisk højt. Men også en tendens, der ses i mange andre europæiske lande, hvor vælgerne reagerer trodsigt mod alle de teknokrat-regeringer, der virker både farveløse og handlingslammede. Når regeringen forvitrer i gråt, bliver oppositionen kulørt, eksempelvis i Italien, hvor gøgleren Beppe Grillo tiltrak en fjerdedel af vælgerne ved valget i februar.
Det aktuelle opbrud her i Danmark er på alle måder en mistillidserklæring til de partier, som ikke længere diskuterer problemer, men alle alene småfnidrer om de tekniske løsninger. Rune Lykkeberg har præcist skelnet i Information: “Der er de partier, som kritiserer den politik, som enhver regering ville føre i dag, og så er der de partier, som forvalter den politik. Partier som Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance klager over det, som den eneste ene politik gør ved menneskene. Partier som Venstre, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre glæder sig over, hvad den eneste ene politik gør ved vores økonomiske nøgletal. Det er den sociale virkelighed over for de kolde teknokratiske realiteter, de varme hænder over for de kolde hoveder og retfærdighedsargumenter over for ansvarlighedsargumenter”.
 
Med sin blakkede fortid som formand for Fremskridtspartiets Ungdom udstråler Kristian Thulesen Dahl stadig lidt af den udenomsparlamentariske og fandenivoldske rebelskhed, som gjorde Mogens Glistrup til en folkeforfører. Fremskridtspartiet blev i sin tid lanceret med et simpelt program på blot tre punkter: ”Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet”.
 
Det var netop sådanne provokationer – måske kombineret med forslagene om at erstatte socialvæsenet med havregrødsautomater og forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk sagde, at Danmark overgiver sig – som i sin tid tiltrak en ung Kristian Thulesen Dahl til at vælge en politisk karriere. Og selv om han ikke selv er mand for brændere som Glistrups fyndige ”røde numsetørrere” og ”papirnussere”, har Kristian Thulesen Dahl på forunderlig vis formået at bevare et indtryk af Dansk Folkeparti som et provo-parti, der står uden for og hævet over magtens nederste helvedeskredse. 
 
Intet udkrystalliserer splittelsen mellem ”administrator-partierne” og ”protest-partierne” mere klart end kampen om Den Europæiske Union. På den ene side står ja-partierne forbrødret i deres ulidenskabelige og undskyldende forsvar for euro-bureaukratiet, mens de tre nej-partier på den anden side lystigt kan angribe enhver rutinemæssig absurditet fra Bruxelles fra alle mulige og umulige vinkler. For Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance er EU-debatten en gave, som giver de tre partier både kant og rum til ideologiske markeringer.
 
Opbakningen til de tre partier viser, at mange vælgere rent faktisk ønsker, at politikerne skal mene noget. Og Dansk Folkeparti har en kæmpe fordel ved at stå alene med den nationalkonservative kritik af EU, som jo er den dominerende strømning blandt kritikere i resten af Europa, ikke mindst i Storbritannien, hvor vreden mod Kommissionsvældet er eksplosiv.
 
Med den forestående EU-folkeafstemning om noget så sexet som Patentdomstolen spiller alt i retning af Dansk Folkeparti. Det vil samtidig være dumt at undervurdere Morten Messerschmidts aristokratiske charme, som tiltrak 284.500 personlige stemmer ved sidste Europa-parlamentsvalg.
 
Paradokset er dog, også her, at Dansk Folkeparti i praktisk politik har været med til at gummistemple stort set alt, hvad der er blevet sendt til Folketinget, 1240 K, nede fra Bruxelles. Kristian Thulesen Dahl er om nogen en systemets mand, der har bøjet sig og føjet sig for embedsmændenes anvisninger.
 
Kamelæon-Kristian har i årevis været med til at stemme for systemets løsninger, uden større offentlig debat, men har så til gengæld også turdet kritisere beslutningerne. Efterfølgende, når det pludselig virkede opportunt. Så selv om Dansk Folkeparti reelt kun er et pseudo-protestparti, har partiet formået at iscenesætte en ”Tea Party”-agtig attitude af anti-Establishment, som tiltrækker vælgere i titusindvis.
 
Samlet set rummer de tre forandringsfortællinger – oprøret fra ”white trash”-land, krigen mod smagsdommerne og trætheden over teknokraterne – en overvældende politisk og kommunikativ kraft. Dansk Folkeparti behøver derfor langt fra at have toppet endnu. Til gengæld er DF-koden heller ikke kopisikret.
 
Hvis den resultatsøgende venstrefløj turde forholde sig direkte til de sociale opbrud af utryghed og overflødiggørelse, som hærger under-Danmark – med en ”konfrontatorisk” politik, som bygger på klare principper – kan det ikke udelukkes, at Dansk Folkeparti en dag vil begynde at møde lidt kvalificeret modstand. Imens kan Kristian Thulesen Dahl dog fortsætte med at skifte farve, form og ham i ro og mag. I Norge har Fremskrittspartiet flere gange været godt over 30 procent.
 
 
 

Relaterede artikler

Med løgn skal land bygges - Vi står på tærsklen til en ny, politisk æra, hvor sandhed ikke længere har nogen større betydning. I post-truth politics...
Dansk Folkeparti: Danskhedens sande forsvarere - Dansk Folkeparti vendte i sidste uge tilbage til rødderne med den stærkt omdiskuterede statsborgerskabsannoncekampagne. ...
Troværdige Tulle - Kristian Thulesen Dahl, eller blot Tulle blandt venner, er en troværdig politisk skikkelse, der har argumenterne på plad...
Medier og meningsmagere kvæler nytårstalen - Kommentarer og vurderinger er blevet vigtigere end nytårstalen selv, og kommentatorer prøver at gøre sig til hovedperson...
Mor og far med på valgplakaten - Fordi EU-politik er så svært at sælge, tager de semikendte EU-politikere solbad i gamle stjerners skygge under valgkampe...
Megasuccesen Messerschmidt - Han hænger på S-togsstationer, ved busstoppesteder og på billboards i centrum, hvor han mener, at “det er muligt”. Han i...
Denne gang er det personligt - På søndag er der europaparlamentsvalg og folkeafstemning i Danmark. Scenen er sat for en klassisk andenordens valgkamp, ...

Giv din stemme

95 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

33 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Kommunikations- og engagementchef

Frist: 10. august

Pressechef

Frist: 5. august

Rådgiver

Frist: 14. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.