Dansk Folkeparti - Vrissenhed som politisk platform

Skrevet af
Dansk Folkeparti har igennem seks år været en uundværlig støtte for V og K. Men nu er der kamp om pladsen. DF svarer med at forstærke sit brand som Det Eneste Rigtig Danske Parti med vrissenhed som gennemgående følelse.

Det danske Misfornøjelsesparti

På svensk har man begrebet "missnöjesparti" for et parti, som bygger på utilfredshed og misfornøjelse. Og er der et parti i Danmark som gør sig fortjent til betegnelse misfornøjelsesparti, så er det Dansk Folkeparti. Partiet har lige fra starten profileret sig som kanal for utilfredshed mod "dem deroppe". Det gælder alle med nogen form for magt: overlæger, socialchefer – kort sagt alle højere embedsmænd. Man har også kaldt DF for et "protestparti". Men "protestparti" giver et billede af velorganiseret og målrettet modstand. Et misfornøjelsesparti derimod vrisser og slår mod alle andre. Alle de andre er uhæderlige, lyver, hytter sit eget skind, rager til sig – med andre ord: De er levebrødspolitikere.

 

DF er derimod noget andet: DF er folkelige, de er folkets stemme. Det er folket, som er utilfreds med den styrende overklasse, og det er dem, som er tilfredse med partiet. Dansk Folkeparti - navnet siger det jo direkte. Danmark, danskere, dansk og sammensætninger med "folk" dukker hele tiden op i partiets valgmateriale. DF er de eneste sande repræsentanter for, hvad "almindelige" mennesker "inderst inde" føler og tænker. Og det, de føler, er misfornøjelse.

 

Misfornøjelsen hænger sammen med en følelse af mangel på kontrol over ens egen situation: Det er "de andre", som styrer, og det er dem, som skal omstyrtes af folket.

 

Så DF’s selvforståelse er, at partiet er skabt af en nødvendighed, en mangel, som der må og skal gøres noget ved. Partiet er udsprunget af en faktisk situation, ikke af en ideologisk overbevisning eller noget andet abstrakt. Derfor er partiet nødvendigt – i modsætning til alle de andre.

 

Positive slagord, sure tekster

Det gennemgående indtryk af Pias videodagbog og nyhedsbreve er vrissenhed. Man vrisser ad alle de andre partier, ad navngivne politikere og deres forslag. De andres forslag er dumme, udemokratiske, uigennemtænkte, egoistiske, kort sagt ufolkelige og udanske. Det sker, at DF godkender et forslag, men så er det altid med et "men" og med den skjulte bedømmelse, at "selv en blind høne kan finde et korn".

 

Den vrisne holdning til alle andre forsøger man på valgplakaterne at balancere med positive budskaber. I og for sig er de gennemgående ord dansk, Danmark noget, som skal virke positivt. Det forsøger de også knytte sammen med livsglæde, spontanitet, tryghed og velfærd.

 

 

 

 

 

Almindelige mennesker i almindelige situationer stemmer på det mest almindelige parti

 

 

 

Stem på DF for et rigtigt hundeliv!

 

Glæden er truet!

Hvorfor er det ikke glæden, man kan huske fra partiets valgmateriale? Fordi de glade mennesker hele tiden, implicit eller eksplicit, er truet af noget udefra. Det er derfor, de er misfornøjede. Det danske er truet. De danske værdier er truet. Dansk Folkeparti vil forsvare de danske værdier, men det vil de andre ikke. Derfor behøves DF. "De andre" er dem med slør, men potentielt er det alle de andre. Alle, som ikke er med os, er imod os – nogle fordi de er fjender, andre fordi de bare er naive. Det eneste sikre er at stemme på de eneste rigtige danskere i det eneste rigtige parti. Det er det mest almindelige parti for Almindelige Mennesker i almindelige situationer.

 

 

 

Det sikre før det usikre!

 

Ekstremister eller populister?

Dansk Folkepartis billede af verden er altså, at de andre (muslimer, EU, udanske politikere) er en trussel mod os, folket. Mange har beskrevet DF som et højre-ekstremistisk parti. Med det mener man et parti, som hylder en stærk leder og i det hele taget nærmer sig nazismen og fascismen. Det er forkert. Det er DF ikke. Derimod er det et højre-populistisk parti. Det, som kendetegner populismen overalt i verden, er netop den stadige henvisning til "folket" og "folkets vilje". Højreekstremister er ideologiske modstandere til den model, som styrer samfundet i dag, og det er DF ikke. De er i det hele taget meget lidt ideologiske. Derimod er de pragmatikere, d.v.s. de tilpasser sig forskellige situationer. Men uanset hvilken situation de befinder sig i, legitimerer de sig selv som de eneste, som forstår, hvorfor folket er misfornøjet.

 

Jammen

Billedet af DF som det mest vrisne parti på Christiansborg afspejler sig også i Pia Kjærsgaards sprogbrug. I videodagbogen viser hun tydeligt sin vrissenhed. Ser man mange klip efter hinanden, er der visse træk, som viser sig at gå igen. Når Pia kritiserer andres forslag eller tolkning af verden, indledes det med et "Jammen...". Sammen med mange "altså", "faktisk" og lignende viser det, hvordan hun fraskriver de andre indsigt. "Hør nu lige her, lille ven, det der er jo helt hul i hovedet, det kan du vel selv se!" Hun formindsker, latterliggør og lægger skyld og skam på modstanderne. Her er det ikke stedet for en lang analyse af hendes retoriske strategier, men gennemgående anvender hun flere af de såkaldte herskerteknikker, som ellers traditionelt anvendes af mænd mod kvinder. En typisk herskerteknik er at gøre sin modstander latterlig, så man ikke behøver at argumentere sagligt. Man appellerer til en forudfattet mening, nemlig at de andre ikke aner, hvordan almindelige mennesker har det. "Du og jeg i DF, vi ved, hvordan det er, de andre er jo bare politikere.

 

Ser man på hendes argumentation, så bygger den tilsyneladende på logos-argumenter, dvs. fakta/saglige argumenter. Men går man dybere, viser det sig, at der hele tiden ligger en række forudsætninger, antagelser, som der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved. Det gælder bl.a. synet på andre partier, synet på andre religioner, synet på det danske og danskere, men også definitioner af, hvad "frihed" og "velfærd" vil sige. Det forudsættes, at vi danskere har samme opfattelse af, hvad velfærd vil sige – virkelig velfærd, ikke det, som de andre partier kører frem med, vrisser hun.

 

Kort sagt: Vi ved og du ved, hvad folket vil ha’! Og er man folkets repræsentant, taler man også, som folk gør, ikke som politikere. Sammenligner man Pia Kjærsgaards måde at tale på med Helle Thornings Schmidts og Anders Fogh Rasmussens, er Pias stil meget mere hverdagsagtig, mindre "professionel". Det giver hende en ethos, som ingen af de andre kan hamle op med, i det mindste hos hendes målgruppe.

 

Plakaten, alle vil huske?

DF ramte tidligt i valgkampen pletskud. Det drejer sig om deres plakat. Når det gælder opmærksomhed, har ingenting i valgkampen kunnet overtræffe Muhammed-plakaten. Partiets andre plakater har abstrakte budskaber, men med Muhammed-plakaten forankrer DF det abstrakte i en konkret og (rimelig) aktuel begivenhed. Samtidig får man formodentlig pluspoint, fordi alle danskere, uanset hvad man ellers mente om karikaturtegningerne, betragtede reaktionerne som overdrevne og uretfærdige. Så plakaten må nok betragtes som det mest vellykkede i DF’s kampagne. Selv om man så gav Enhedslisten chancen for en lige så markant modplakat, men det havde DF formodentlig ikke så meget imod. Er der nogen i dansk politik, man vil være i opposition til, er det netop Enhedslisten.

 

 

Kommer den tegning fra Illustreret Familie-Journal anno 1900?

 

Intet nyt under solen?

Alt, hvad jeg ovenfor har skrevet om Dansk Folkepartis kampagne, kunne jeg (næsten) have skrevet også ved forrige valg. Positioneringen af partiet som det eneste alternativ er selve dets eksistensberettigelse, og populismen har tekst- og billedmæssigt haft samme grundelementer hele tiden.

 

Men noget er der sket. Tonen er forandret en smule; man er ikke lige så kæphøj som tidligere, og man stiller ikke så mange ultimatummer. Formodentlig er det et tegn på realisme i partiledelsen: Man har opdaget, at man måske efter valget ikke længere vil være dem, som kan redde regeringen, og at man uden den reelle indflydelse vil synke ned blandt småpartierne. Men samtidig er det begrænset, hvor meget man kan ændre uden at miste sine vælgere. Så i stedet vælger man at køre hårdt på det område, som man har gjort til sit: modstanden mod "de fremmede". Men her er man ikke længere ene om at være kritisk; man har sejret så meget, at alle de andre store partier er fulgt med. Nu er DF bare lidt mere kritisk end andre, ikke radikalt anderledes. Man har sejret, hvad angår politik, men det kan blive døden for partiet som en central aktør i det danske samfund. Hvad der blot er endnu en grund til at være misfornøjet.

Relaterede artikler

Valget vindes mellem valgene - Mens de andre politiske partier er usynlige i gadebilledet, kører Dansk Folkeparti en annoncekampagne for det kommende k...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Pressemedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Communication Manager

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 26. oktober

Communication Officer

Frist: 2. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.