Svenskerne skammer sig

Den vigtigste forskel på dansk og svensk politik er så tydelig, at den kan bøjes i neon: Danske politikere tænker mest på magt – svenske politikere tænker mest på moral. Derfor befinder de to landes politikere – og med dem deres medier og befolkninger – sig på to forskellige planeter. Danske politikere er kolde kynikere.
Svenske politikere er varme humanister. Danskere måber, når den borgerlige regering i Stockholm lader magten glide af hænde, fordi de blankt afviser at samarbejde med de ’fremmedfjendske’ hos Sverigedemokraterne, mens svenskerne står præcist lige så uforstående over for især borgerlige danske partier, som fuldkommen ukritisk indgår alliancer med Dansk Folkeparti.
 
 
De ikke-stuerene
Man kan også sige det på denne her måde: Hvis Poul Nyrup Rasmussen havde været svensk statsminister, da han stemplede Pia Kjærsgaards parti som ’ikke stuerene’ tilbage i 1999, ja, så havde alle – ALLE – klappet som det mest naturlige i verden. Hvis Anders Fogh Rasmussen havde været svensker, ville han til gengæld været blevet udsat for udstødelse af det gode borgerlige selskab i Sverige, da han i 2001 omfavnede Dansk Folkeparti.
 
Pointen er, at der ingen nævneværdig forskel er på Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne. De to partier er klassiske højrefløjsprotestpartier, som er karakteriseret af tre klare budskaber, der alle sammen handler om at vende tilbage til en nostalgisk udgave af fortiden: De er imod muslimsk indvandring, de er imod den europæiske union, og de er for mere hjælp til svage etniske danskere/svenskere, især gamle og syge.
 
Ytringsfrihed eller racisme?
Hvad angår den fordelingsmæssige politik er SD i dag mere på linje med Glistrups ultraliberalistiske dagsorden end med den gammel-socialdemokratiske, som DF abonnerer på. Der er dog god grund til at tro, at SD af vælgermaksimeringsårsager ender med at skifte kurs her – præcis som DF gjorde i 2001. Jimmie Åkesson, SD’s ’karismatiske leder’, er mere som Pia Kjærsgaard i 1995 end som Kristian Thulesen Dahl i 2014. Svenskerne er måske et årti efter deres danske forbilleder her.
 
 
Den afgørende forskel mellem Danmark og Sverige handler altså ikke om, hvilken politik de to populistiske partier står for, men om den måde, resten af henholdsvis Folketinget og Rigsdagen opfatter disse partier på. I Danmark vejer ytringsfriheden højst. I Sverige fylder modstand mod racisme mest. I Danmark har borgerlige politikere ingen som helst problemer med at feje selv de mest uhyrlige udtalelser fra deres venner i DF af banen som ubetydelige, fordi det ikke skal hedde sig, man vil lægge låg på en debat. I Sverige bryder man hellere den hellige ytringsfrihed, end man går på kompromis med egne værdier og normer.
 
De provinsielle danske politikere
Danske politikere er traditionelt mere provinsielle end svenske. Det er ikke tilfældigt, at Sverige i nyere tid har givet os store internationale navne med et globalt udsyn som Olof Palme, Fredrik Reinfeldt, Mona Sahlin, Anna Lindh og Carl Bildt. Danske undtagelser er Uffe Ellemann-Jensen, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen – og man kan roligt sige, at deres udsyn og forståelse for minoriteter ikke nyder bred opbakning på hjemmebanen. Muhammedkrisen dokumenterede, hvor svært Danmark har ved at træde ud af gadekæret. Denne krise ville aldrig kunne være blevet håndteret så forkert i Sverige, som den blev i Danmark.
 
Danske og svenske medier afspejler præcis disse politiske forskelle: Op til valget bragte svenske aviser nærmest unisont advarsler om at stemme på SD, som blev betragtet som ’racistiske’, ’fascistiske’ og det, der er værre. Tag eksempelvis Expressens forside på valgdagen:
 
 
"I dag röstar vi för Sverige mod främlingsfientligheten”, stod der neden under et kæmpemæssigt ’NEJ!’ og et sammenkrøllet foto af et dokument fra SD, der i bogstaveligste forstand ligger i rendestenen sammen med et cigaretskod. Der er ikke behov for en billedanalyse …
 
Danske medier gik en helt anden vej. Tag eksempelvis Berlingske, hvor den ene blogger efter den anden bidrog til billedet af, at svenskerne er nogle tosser – halalhippier, kunne de lige så godt have skrevet. Se bare denne opdækning af tre bloggere på valgdagen fra b.dk:
 
 
Svenskerne skammede sig
Expressen udkom dagen efter valgte med denne forside, der illustrerede, hvor meget de ’skammede sig’ over, at Sverige – efter avisens mening – nu bringer dets position som ’humanistisk foregangsland’ i problemer:
 
 
’I dag röstade 781.120 svenskar på ...’ Tja, skammen over overhovedet at nævne SD ved navn betød, at partinavnet var afløst af dets logo – på en kulsort baggrund. De fleste svenskere trak på skuldrene af denne forside, da det store, store flertal instinktivt er enige med avisen.
 
Danskerne er fra Mars
I Danmark tog forargelsen til. Ikke, naturligvis, over SD’s flotte resultat, men derimod over, hvordan det ’svenske etablissement’, som venstrestrategen Claus Hjort Frederiksen hånligt kaldte de 87 procent af svenskerne, der ikke stemte på SD, reagerede. Det var, som han sagde, ’politisk-taktisk uklogt.’ Hvordan pokker kunne Reinfeldt dog slippe tøjlerne, når nu han havde flertal for borgerlig politik, spurgte de fleste i Danmark. Berlingske kopierede Expressens sorte forside, men med et helt andet budskab:
 
 
”Sverige er gået i sort”, skrev Berlingske og leverede et budskab, der flugtede med velsagtens et stort, dansk flertals holdninger. Avisens lederoverskrift, ”Reinfeldts besynderlige flugt”, siger også det meste.
 
Igen er det tindrende klart, at hvis svenskerne er fra Venus, så er danskerne fra Mars.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job