Trykt første gang i medietidsskriftet SAMSON

De ny rå
I 1982 blev der f.eks. kun produceret 7 danske film mod 20 i 1996. Dette år skulle vise sig at blive et markant år for dansk film af flere årsager. Bl.a. kom en bemærkelsesværdig flok filmfolk ud med fornyet energi fra Den Danske Filmskole i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, og mange af dem debuterede omkring 1996. Man kan nævne eksempelvis Thomas Vinterberg, der debuterede i 1996 med De største helte, og Anders Rønnow-Klarlund, der samme år debuterede med Den Attende, ligesom Niels Arden Oplev skabte Portland i 1996. Ifølge Klarlund er filmfolkene ”langt mere præget af det internationale filmudtryk, end danske instruktører har været før. Tempoet stiger i internationale film, og tempoet stiger også for hvert kuld debutanter fra Filmskolen.” (Klarlund, Anders, ”De ny rå” Euroman 28, 1996). Publikumstal tyder på, at det danske filmpublikum værdsatte det nye tempo og gerne red med på bølgen. Jeg skriver denne artikel dels for at berøre flere af årsagerne til bølgebruddet og dels for at præsentere mit ph.d. projekt.

Mit Ph.d projekt om Dansk Film
Dansk films nye bølge – afsæt og aftryk fra Den Danske Filmskole er titlen for mit igangværende ph.d. projekt. Formålet er at undersøge årsagerne til dansk films opblomstring i 1990’erne ud fra en hovedtese om, at Den Danske Filmskoles undervisningsmetoder, miljø mv. er en hidtil undervurderet faktor, der har været og fortsat er med til at sætte et markant præg på dansk film. Både projektet og emnefaget omhandler således dansk films bemærkelsesværdige udvikling fra 1980 til nu. Faktorerne i den såkaldte nye danske bølge vil blive gennemgået med særlig interesse for Den Danske Filmskole.

Forskellige faktorer i bølgebruddet
Hvis man betragter kvantitet, publikumstal og festivalpriser som redskaber til at måle succes, så er det rimeligt at konstatere, at dansk film især fra ca. 1996 og frem oplever stor succes. En succes som selvfølgelig skyldes flere samvirkende faktorer.

Penge og tv var forudsætningen for Succesen
Blandt dem er øgede bevillinger i statsstøtte til Det Danske Filminstitut. Øget samarbejde mellem film og tv-området, hvilket har stor indflydelse på økonomien i dansk film. Det har også været af afgørende betydning for opblomstringen, at vi har oplevet en stor talentmasse af skuespillere og stor velvilje blandt dem til at arbejde med film og tv. En velvilje der måske til dels er udsprunget af, at skuespillerne nu på kurser ved Filmskolen netop uddannes til at agere på film og tv. I filmbranchen er der tillige velvilje til at lave tv, hvilket giver nyuddannede filmfolk mulighed for at prøve kræfter med det lidt større, men ikke helt uoverskuelige format, inden de kaster sig ud i at lave egentlige spillefilm. F.eks. er det primært filmfolk, der står bag tv-serien Rejseholdet, som vandt en historisk EMMY i New York (26. nov. 2002) for bedste dramaserie. Niels Arden Oplev, uddannet ved Den Danske Filmskole i 1989, er instruktør på serien.

Trier effekten
Endnu en faktor i udviklingen for dansk film er, at man i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne for alvor begyndte at promovere dansk film og vinde priser på festivals rundt omkring i verden. Dansk film kom ud til det store publikum, da Babettes gæstebud vandt en oscar i 1988, i 1989 vandt Pelle Erobreren både en Oscar og i Cannes. I 2000 vandt Dancer in the Dark i Cannes. Har man sagt Dancer in the Dark, må man også sige Lars Von Trier. Foruden at høste priser til dansk film står han bag det afgørende tiltag Dogme 95, der i høj grad har været med til at forny filmsproget og placeret dansk film på verdenskortet. Han har som en ener og en sand auteur været inspirator for en ny generation af filmfolk. Og så har han ikke mindst synliggjort nogle af de principper, som der undervises ud fra på Den Danske Filmskole, hvor spilleregler længe har været brugt som motivation for kreative processer. Dogme-brødrene var de første til at gøre det til et medie-begivenhed, at de vigtigste ingredienser i film er: historien, skuespillerne og dramaturgien. Men det var nogle af dem også, især Vinterberg, blevet opfostret med på Filmskolen. Mogens Rukov, der er leder af skolens manuskriptforfatteruddannelse, skriver i en artikel: ”Stort set alle nye folk i dansk film er fra Filmskolen. Dem udefra har i høj grad associeret sig med folk fra skolen. Og Dogme 95 er en udvidelse af skolens regler for produktion, gjort til æstetisk princip i et genialt greb af Lars von Trier og Thomas Vinterberg. Der skal ikke mange mennesker til en ”filmisk bølge”. Vi er vel 20-40, eller 10-20, nogle gange 2-3, og nogle gange netop Lars von Trier.” (Rukov, Mogens; ”Alt kommer af film”, Politiken d. 11/5-02). Det er svært at afgøre, hvor stor en succes dansk film ville have opnået uden Trier. Han var selv færdiguddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 1983, men på det tidspunkt solgte dansk film ikke mange billetter. Film af f.eks. Trier og Jytte Rex gik for at være formmæssige eksperimenter uden publikums-appeal. Der skulle gå endnu 10 år, før den måske vigtigste årgang fra Filmskolen sprang ud i 1993 med navne som Thomas Vinterberg, Per Fly og Ole Christian Madsen. Med dem vil jeg mene, at den nye danske bølge for alvor rullede ind over os. En vekselvirkning mellem de ovennævnte faktorer og Filmskolen ser altså ud til at spille en afgørende og hidtil underbelyst rolle i dansk films opblomstring.

En reaktualisering af socialrealismen?
Den nye danske bølge af film har bl.a. været præget af en fokusering på ”den naturlige historie” og forskellige realismeformer. Relevante nationale og internationale realismeretninger, især socialrealisme, men også italiensk neorealisme og fransk nybølge er derfor væsentlige at studere i sammenhæng med dansk film. Jeg arbejder ud fra en tese om, at dansk film er ved at udvide socialrealismen fra 1970’erne og 1980’erne. Med dansk socialrealisme tænker jeg på film som f.eks. Måske ku’ vi (1976) eller Johnny Larsen (1979) af Morten Arnfred, Honningmåne (1978) eller Zappa (1983) af Bille August, Vil du se min smukke navle (1978) af Søren Kragh-Jacobsen. Man forbinder typisk socialrealisme med de to engelske instruktører Mike Leigh og Ken Loach. I England bliver socialrealisme også kaldt for: ”Slice of life dramas” eller ”kitchen sink dramas”. Socialrealisme er en diskursiv term, der bruges om film, som beskriver effekter af forskellige faktorer i miljøet. Marshment og Hallam beskriver forskellige former for realisme i deres bog Realism and Popular Cinema (2000). Men det væsentligste i denne sammenhæng er de kendetegn, som de forbinder med socialrealisme. Disse er bl.a.: fokus på situationer og brug af en oftest episodisk struktur følger med socialrealismen. Fokus på personer; randeksistenser, der gerne står i baggrunden i mainstream genrefilm. Fokus på problemer for disse personer, som er skabt af omgivelserne, og som personerne umuligt kan kontrollere eller løse. At der i dialogen ofte er indarbejdet en lokal accent eller andre lokale kendetegn. Desuden forbindes socialrealisme gerne med et fortrinsvis transparent filmsprog. Min tese er, at dette sidste punkt er udvidet eller ændret i 1990’ernes udgave af socialrealisme, hvor filmsproget er synligt og påkalder sig opmærksomhed. Endnu en ændring er, at genrer kombineres med socialrealisme, hvilket var usædvanligt i den tidligere socialrealisme. Det meget relevante for mit projekt er, at Hallam og Marshment i kap. 7 i deres bog beskriver en tendens til, at man godt kan tale om en ny retning eller en reaktualisering af socialrealismen - internationalt. De beskæftiger sig imidlertid overhovedet ikke med dansk film. Men de tilbyder nogle definitioner og kategoriseringer for realisme, som jeg vil se dansk film i fra 1990’erne - nu i forhold til. De ofte politiserende problemfilm, der kendetegnede 1970’ernes og 1980’ernes danske socialrealisme, afløses eller suppleres i 1990’erne af humor, absurditeter, eksperimenter med stilen og ikke mindst et større slægtskab med de amerikanske genrefilm. Man kalder dette den nye bølge i dansk film (en reference til fransk nybølge med instruktører som f.eks. Godard og Truffaut) eller dansk films 2. guldalder. ”Den nye generation ligger i mange tilfælde milevidt fra den danske mainstream-realisme og har fået en mere international tone, som samtidig tillader et større æstetisk spillerum med lån fra både genrefilmen og avantgardefilmen.” (Andersen, Bondebjerg & Schepelern 1997: 58). Foruden Dancer in the Dark, Breaking the Waves og dogme-filmene, hører film som f.eks. Thomas Vinterbergs Sidste omgang (1993) og De største helte hjemme her. Desuden Ole Bornedals Nattevagten (1994), Lotte Svendsens Bornholms stemme (1999) og Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) m.fl. Disse og andre film dyrker en blanding af genrer og dét, som jeg kalder for ”nybølgerealismen”, hvilket er med til at udvide socialrealismen.

Filmskolens forcer
Filmskolen, der nu ligger på Holmen i København, blev en realitet i 1966. Dens historie er interessant og turbulent, præget af ungdomsoprørets autoritetsopgør og besættelser. Siden 1992 har Poul Nesgaard været rektor, og uddannelserne på Filmskolen er i dag følgende: filmuddannelsen (herunder linjerne: instruktion, produktion, foto, lyd og klip), animationsinstruktøruddannelsen, tv-uddannelsen (herunder linjerne: tv-tilrettelæggelse og flerkameraproduktion), efteruddannelsen samt manuskriptforfatteruddannelsen. Den Danske Filmskole har opbygget et godt ry ude i verden. Skolen blev f.eks. omtalt som den entydigt bedste i verden, da verdens filmskoler var samlet til det årlige såkaldte Cilect møde i Melbourne 2001. Cilect er den internationale samarbejdsorganisation for film og tv-skoler. Også ved festivals gør Filmskolens elever sig bemærket. I 2001 vandt en af Filmskolens afgangsfilm en Student Academy Award, en såkaldt Minioscar, for afgangsfilmen Når lysterne tændes. Som mange andre nyere danske film, kan den i korte træk beskrives som en vellykket blanding af genrefilm og en ny form for socialrealisme. Den er lavet af instruktøren, Martin Strange-Hansen, og vandt i kategorien bedste ikke-amerikanske film filmskolefilm. Det er en prestigefyldt pris, som Filmskolen har været nomineret til flere gange, Thomas Vinterbergs Sidste omgang var f.eks. nomineret i 1993, men vandt ikke, mens Reza Parsas Grænsen vandt i 1996. Jeg vil på baggrund af min igangværende undersøgelse (observation og interviews) på Filmskolen reflektere over, hvad det er, skolen kan. Findes der en særlig ”metode” eller ”poetik”, og hvilken andel har den i dansk films succes. Målet er at skrive en afhandling om sammenhængen mellem skoling og succes. Indledningsvis i Filmskolens Studieordning formuleres det, at fundamentet for alle udannelser på skolen bl.a. er ”Afprøvningen af filmsproget og dets fortællemæssige potentialer. Og derigennem muligheden for en fornyelse af den filmiske tradition.” (Wiedemann 1997: 7).

Den professionelle manuskript skrivning var løsningen
Med mit projekt og ønsker jeg at anskueliggøre, hvorledes elever fra Filmskolen tegner sig for en sådan fornyelse, og hvilken betydning den har og har haft for historien om dansk films opblomstring. Ifølge Lars Andreas Pedersen
( læs hans speciale på K-forum om manusskriptskrivning her), der kortvarigt har undervist på Den Danske Filmskole, skyldes udviklingen bl.a., at manuskriptet i 1990’erne kommer frem af sit skjul: ”I stedet for at skrive i blind tro på kunstnerisk intuition, begynder manuskriptforfatterne at forholde sig til spilleregler. Genrer, stramme budgetter, filmens markedsføring og improvisations-øvelser bliver bander, som manuskriptforfatterne spiller deres idéer op ad.” (Christensen & Michaëlis 2000: 108). Jeg mener ikke, at det alene er manuskriptforfatterne, der forholder sig til ovennævnte. Men at det er en generel tendens, som stammer fra undervisningsformerne på alle Den Danske Filmskoles filmlinjer.

Litteraturliste
Andersen, Jesper, Bondebjerg, Ib & Peter Schepelern (red.); Dansk film 1972-97 (Munksgaard/Rosinante, 1997)
Christensen, Peter & Michaëlis, Bo Tao (red.); Film & Fin de siècle - Essays om 90’ernes film (Gyldendal 2000)
Klarlund, Anders; ”De ny rå”, Euroman 28, 1996
Marshment, Margaret & Hallam, Julia; Realism and Popular Cinema (Manchester University Press, 2000)
Rukov, Mogens; ”Alt kommer af film”, Politiken d. 11/5-02
Wiedemann, Vinca (red.); Den Danske Filmskole – STUDIEORDNINGEN (intern udgivelse på Den Danske Filmskole)