An inappropriate relationship
Tirsdag efter frokost eksploderede sagen i medierne. Hovedpersonen Jeppe Kofod lagde tilsyneladende selv kortene på bordet i en udsendt pressemeddelelse, der bekræftede sagens kendsgerninger – om end det skete i en smagfuld eufemistisk formulering som et ”moralsk upassende forhold”. Formuleringer, der tilsyneladende er kalkeret efter Clintons egen formulering anno 1998, hvor præsidenten som bekendt indrømmede at have haft ”an inappropriate relationship” med en vis praktikant Lewinsky. I pressemeddelelsen indrømmede Kofod i øvrigt også – det for de fleste helt indlysende – at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”.

”Tænkepause”
Tirsdag eftermiddag så det derfor ud, som om folketingsmanden uden pres fra den socialdemokratiske partiledelse i et pludseligt anfald af eftertænksomhed og moralske tømmermænd af egen drift havde indset sin brøde. Hvad han derefter formulerede i en pressemeddelelse, efter at han forinden på egen hånd havde ræsonneret sig frem til, at en passende sanktion måtte blive en ”tænkepause”. Det er i al fald dette glansbillede af forløbet, som S-gruppeformand Carsten Hansen gerne vil have alle til at tro på.

Medierne inviteret til festen
Nu er medierne ikke så naive, at de køber den, og de har naturligvis gravet i sagen siden. Det kan de gøre med sindsro uden at blive kritiseret for at snage i politikernes privatliv. For medierne er blevet ”inviteret til festen” i kraft af den af Socialdemokratiet udsendte pressemeddelelse om Kofods afgang. Der er nu frit slag til at endevende Kofods privatliv. Og hvorfor i øvrigt nøjes med Kofods? Hvorfor ikke tage hele dynen af politikere med sidespring og det hele? Det er godt nok fuldt lovlige handlinger. Argumentet for at skrive herom lyder allerede, ”at politikere skal kunne udvise dømmekraft i en presset situation”. Sat på spidsen: Kan du ikke styre din libido, så kan vælgerne næppe heller betro dig ”mappen med koderne til atombomben”.

Forargede DSU’ere
Hvordan ender denne sag så overhovedet i pressen? Medierne beretter enslydende, at en gruppe DSU’ere var forargede over at erfare, at S-politikeren inviterede den 15-årige på en hyrdetime, hvorefter ledelsen med DSU-formand Jacob Bjerregaard i spidsen tog affære og i øvrigt kontaktede den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg for at bede dem håndtere sagen.

Skal man tro flere avisers udlægning, så bliver Kofod mandag aften reelt præsenteret for et fait accompli af gruppeformand Carsten Hansen. Ledelsen ville tvinge ham væk fra sine ordførerposter her og nu. Det sker også efter pres fra flere i den socialdemokratiske topledelse, herunder Helle Thorning-Schmidt, som åbenbart var blandt dem, der ville hælde Kofod helt ud af folketingsgruppen. En del af S-ledelsen mente dog, at Kofod i stedet skulle slippe med en næse og i øvrigt overlades til selv at træffe afgørelse om sit politiske livs videre skæbne. Den centrale magtfigur er tilsyneladende gruppeformanden Carsten Hansen, der på Christiansborg også er kendt som den ”syngende fynske varmemester”. Det er en slagfærdig fætter, der som del i magtdelingen mellem de gamle fløje – Nyrup-fløjen og Auken-fløjen – er endt med at blive gruppeformand og derfor åbenbart også har til opgave at håndtere sager som ”Påskekursus-gate”.

Hansen benægter dog fortsat, at det var ham, der traf beslutningen om, hvad sanktionen mod Kofod skulle være. Hansen fastholder, at det var Kofod selv, der formulerede pressemeddelelsen. Det er næppe ret mange andre end S-ledelsen selv, der tror på den forklaring og derfor taber gruppeformanden lige nu stor troværdighed i forhold til pressen, partifæller m.v. En del af mediernes dækning af sagen handler allerede om S-ledelsens håndtering. Det er formentlig gået op for S-ledelsen, at de har sat gang i en sag, som er i risikozonen for at løbe ud af deres kontrol. I mellemtiden forsøger S-ledelsen sig med en gang klassisk damage-control, hvor man forsøger at lægge låg på sagen ved, at ingen udtaler sig. Samtidig håber man på, at pressen begynder at interessere sig for andre ting.

Sagen skulle være håndteret anderledes

Kunne socialdemokraterne have håndteret sagen anderledes? Så absolut. Hvilket medie vil kunne skrive om en politikers lovlige seksuelle handlinger uden at krænke privatlivets fred og forbryde sig mod presseetiske regler osv.? Ingen. Skete det alligevel, ville forargelsen ramme mediet.

Hvis gruppeformand Hansen havde haft mere is i maven, så havde sagen formentlig kun eksisteret på sladder-niveau i krogene. Mere passende sanktioner kunne derfor evt. have været, at Jeppe Kofod i stedet havde fået en opsang af sin gruppeformand om nu at tage sig lidt sammen kombineret med et forbud mod at vise sig til DSU-arrangementer.

Hvad tænker Bettina Heltberg-segmentet?
Jeg gad i øvrigt vide, om Socialdemokratiet med de småborgerlige signaler, de udsender i forbindelse med denne sag, rækker hånden ud til nye vælgere? Vælgerne er indtil videre blevet efterladt med det indtryk, at småborgerlige nypuritanere helt har overtaget i Socialdemokratiet. I tv præsenteres de for en ”utilgivende” fynsk varmemester, der som en straffende engel åbenbart bruger opmærksomheden til at prædike noget, der mest ligner seksualmoral.

Selv en Søren Krarup, der på den gamle skala skulle repræsentere det yderste højre, fremstår både moderat og frisindet. Den engang så forkætrede ”Sorte Søren fra Seem” kan nu rejse rundt i medierne med et næstekærligt budskab om, at vi skal tilgive hinandens dumheder og i øvrigt give Kofod en chance. Krarup fremstår som fair and large i sammenligning med den socialdemokratiske ledelse. Jamen hele det københavnske kulturradikale parnas – ”Bettina Heltberg-segmentet” – må jo korse sig over den fremstilling! I hvert fald må socialdemokratiske sympatisører forundres over ikke længere se sig repræsenteret af holdninger fra såkaldt ”progressive” fritænkere som eksempelvis Svend Auken, Ritt Bjerregaard og andre politikere, der engang havde som udgangspunkt, at politikere ikke skal blande sig i hinandens seksualvaner.

Kofod danner skole, desværre

Man kan derfor ikke fortænke socialdemokrater i at blive mere og mere frustrerede over, hvordan det store, gamle arbejderparti bevæger sig længere væk fra regeringsbænkene. Mit gæt er, at endnu flere vælgere nu opgiver troen på, at det nogensinde kan gå fremad. Det må være konklusionen, efter at de endnu engang oplever en S-ledelse blive udfordret i en svær sag, ”en politisk håndgranat”, der ender med, at de forkludrer den i den grad ved selv at ”hive splitten ud”, så sagen eksploderer i egen lejr. Et forløb, der er ved at danne skole i det nuværende socialdemokrati.