Dannelse som proces
Digital dannelse er mere end en tjekliste

Børn bruger mere tid end nogensinde foran skærmen. Men skal vi lære dem kildekritik og kompetencer på nettet, eller bare sætte en grænse for deres skærmtid?

Digital dannelse er the shit. Det er svaret på stort set alle udfordringer, vi har med de digitale medier, særligt dem, børn og unge bruger. Børn og unge taler grimt til hinanden på nettet! De skal have noget digital dannelse. Børn og unge udsættes for krænkende billeddeling på nettet! De skal have noget digital dannelse. Undervisningen i folkeskolen forstyrres af elevernes bimlende og bamlende mobiltelefoner! Her er der i særdeleshed brug for digital dannelse. Der er så meget brug for digital dannelse, at regeringen har afsat en pulje på ikke mindre end 52,5 millioner kroner til formålet. Der skal både laves materialer og digitale skolepatruljer for pengene, fremgår det af udbudsmaterialet. Men hvis digital dannelse er svaret, hvad er så egentlig spørgsmålet? Hvad er det, vi – og i særdeleshed vores børn og unge – har brug for at blive dannet til? Og er vi egentlig enige om, hvad vi taler om, når vi taler om digital dannelse? Lad os starte med at se på nogle af de mest gængse forestillinger om digital dannelse.
Hvad tænker du på, når du tænker på digital dannelse? Hvad ser du for dit indre blik? Teenagepiger på Snapchat eller TikTok eller børn, der går til kodning i deres fritid? Overfladen eller maskinrummet? Den synlige adfærd, de afledte effekter eller den måske målbare viden? Forståelse for datasikkerhed eller omgangstonen i kommentarsporene? Formentlig vil det for de fleste være en kombination af flere aspekter.  
 
En meget udbredt del af definitionen på digital dannelse handler om at kunne bruge og afkode digitale medier; altså en definition, der har vægt på kompetencer eller literacy. Det er denne del af definitionen, der umiddelbart lettest kan omsættes til konkrete kompetencer og noget, der kan læres i skolen. En anden del af de hyppigst forekommende definitioner handler om kildekritik. Om at kunne skelne mellem skidt og kanel, skille des- og misinformation fra journalistik og gennemskue redigeringer og skjult reklame i det indhold, man møder. Et tredje aspekt, der hyppigt forekommer i oversigter over, hvad digital dannelse er, handler om at opføre sig hensigtsmæssigt – eller ordentligt – at tale pænt og holde den gode tone, at ”bidrage til, at vi alle sammen kan være her”.  
 
Det er alt sammen gode og vigtige ting. Men for mig at se indfanger de ikke for alvor, hvad digital dannelse er – eller kan være. Jeg mener, at vi er nødt til at bevæge os dybere ind i en refleksion over både det digitale og dannelsen og at netop den refleksion i sig selv er en af vejene til at blive, ja, mere digitalt dannet. Egentlig har jeg aldrig rigtig brudt mig om begrebet “digital dannelse”, netop fordi det typisk blev brugt i en sammenhæng, hvor dannelseselementet blev reduceret til noget med kompetencer eller i bedste fald til den ovenfor omtalte “gode tone”, og hvor vi ikke for alvor stoppede op og overvejede, hvad vi egentlig mente med “det digitale”.  
 
Så lad os prøve at se på de to begreber hver for sig. For det første “det digitale”. Det, der mere end noget andet kendetegner den digitale verden, vi lever i, er den konstante, latente mulighed for at skabe forbindelser til andre. Den amerikanske internetforsker Mary Chayko (2020) taler om, at vi lever i en tid, der er kendetegnet ved at være ”superconnected”, altså forbundet på tværs af tid og rum på uendeligt mange forskellige måder. Vi – og her tænker jeg nok mest på den del af os, der er vokset op før årtusindskiftet – har ofte en tendens til at skelne mellem online og offline eller mellem internettet og “den virkelige verden” eller IRL, som det blev betegnet i de tidlige internetdage. I praksis ved vi godt, om vi kommunikerer online eller face to face, også selvom vores konkrete kommunikation reelt fletter sig ind og ud af online- og offlinekontekster.  

Hertil kommer, at der er et lag af vores brug af digitale teknologier, som fungerer, uden at vi aktivt tager stilling til det, med konsekvenser, som er vanskelige at gennemskue for såvel fagfolk som politikere og almindelige borgere. Det gælder både de “usynlige” funktioner, og det gælder de måder, hvorpå de digitale medier har bevæget sig ind på alle mulige forskellige områder i vores liv og vores samfund i det hele taget. Derfor giver det grundlæggende heller ikke mening at beskrive, hvad “det digitale” er i sig selv, fordi det altid er afhængigt af, hvad vi bruger det til, og hvilken betydning vi tillægger det. 
 
Herefter kan vi se på begrebet “dannelse”. Et dannelsesbegreb, der kan finde anvendelse i det digitaliserede liv, vi lever i dag, er ikke enkelt at definere, fordi det nødvendigvis må forholde sig til et sammensurium af teknologier, praksisser og sociale relationer, der fletter sig ind og ud af hinanden og forandrer sig med høj hastighed. Samtidig omfatter de både overordnede og principielle aspekter i samfundslivet og konkrete hverdagshandlinger og -beslutninger, som den enkelte må træffe. Det er derfor naivt at bilde sig ind, at vi kan sætte definitive grænser for “skærmtid” eller for den sags skyld sætte digital dannelse på entydig formel. Det vil altid afhænge af en række faktorer og betingelser, der ligger rundt om og ofte uden for den enkeltes handlemuligheder. 
 
Dannelse handler om den måde, hvorpå man griber om det liv, man lever, og sætter sig selv og de ting, man ved og kan, i spil i forhold til den omverden, man er en del af. Dannelse giver først og fremmest mening, når begrebet forstås i relation til såvel viden som kunnen og det stof, vi beskæftiger os med, hvad enten det er kunst, digitale medier eller sociale kontekster i bred forstand. Dannelse er heller ikke noget, der blot angår den enkelte. Dels kan dannelse ikke opstå i et tomrum; vi danner os altid i relation til andre mennesker. Dels er dannelse ikke noget værd, hvis vi blot går rundt og er dannede for os selv. 
 
En relevant forståelse af digital dannelse må altså løfte sig fra en kompetenceorienteret tjekliste og holde sig samspillet mellem individer, digitale medier og sociale kontekster for øje. Idéen om, at man er dannet, hvis man har tilegnet sig et bestemt repertoire og kan agere på ganske bestemte måder i afgrænsede sociale kontekster, hører en anden tid til. I det hele taget må 
forestillingen om dannelsens afgrænsning tages op til revision. Dannelse – også den digitale – må være en proces, der finder sted ad mange og snoede veje, og som aldrig stopper. 
 
Den gode nyhed er, at det netop er, når vi går ad disse snoede veje og i fællesskab reflekterer over det, vi ser og oplever, at den digitale dannelse kan udvikles og rodfæste sig i os alle sammen. Dannelse skal og kan ikke sættes på formel. Dannelsen er nok forankret i grundlæggende sociale, etiske og moralske forudsætninger – nogle ville sikkert også hævde, at der ligger politiske eller nationale forudsætninger til grund – men den er altid i bevægelse. Og i særdeleshed i relation til en teknologisk udvikling, der bevæger sig med lynets hast, er vi nødt til at operere med en forståelse af digital dannelse, der kan tage højde for det. 
 
Vi er også nødt til at acceptere, at vi sikkert ikke bliver enige. At vi skal strides om dannelsen, at den er rodet og stikker i mange retninger. Men at vi alle sammen er forpligtede til at indgå i samtalen om den og bidrage til, at vi bliver klogere, dygtigere og mere kritiske i forhold til de digitale medier i vores liv og i samfundet, og at vi bevæger os i retning af at kunne træffe relevante valg for os selv og til gavn for vores omgivelser. 

Giv din stemme

8 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

66 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.