Kan man overhovedet spørge om, hvor cool en nation er? Ja, siger journalisten Douglas McGray, som i 2001 introducerede begrebet Gross National Cool i tidsskriftet Foreign Policy. Ifølge McGray er det for ensidigt at fokusere på nationers Gross Domestic Product (bruttonationalprodukt) for at måle velstand. Man bør også fokusere på Gross National Cool. McGray definerer national cool, som ”en nations evne til at internationalisere og synliggøre dens kultur, så den dermed bliver trendsættende for omverdenen”. McGray lancerede begrebet efter at have iagttaget, hvordan Japan i 1990'erne indtog en position som kulturel supermagt, alt imens landet oplevede økonomisk nedgang og stagnation. Madonna i Geishadragt, Yamamoto i Vogue, Zen i livsstilsmagasiner og anime, manga, ”Tiger På Spring - Drage i Skjul” på alles læber. En milliardindustri opblomstrede, der gav Japan international anerkendelse for sit imperium af coolness. Efter McGrays artikler om Japans national cool er begrebet ikke til at komme uden om og har nu også ramt Danmark: Per Stig Møller udmelder, at dansk kultur skal eksporteres endnu mere, Brian Mikkelsen nedsætter Kunstrådet for at ”brande” Danmark i udlandet, og danske designere søsætter internationale projekter for at øge vores GNC. Det rejser spørgsmålet: Hvor cool er Danmark?

DK på retur
”Ikke særlig cool”, hvis man spøger Thomas Lykke, tidligere redaktør på Wallpaper og direktør ved designfirmaet OeO. Han har selv iværksat adskillige projekter for at få sat Danmark på verdenskortet, men der er lang vej endnu, hvis man spørger ham: ”Dansk kultur er ikke så kendt blandt udlændinge, som danskerne går rundt og tror. Det er blot noget vi ynder at bilde os selv ind. Vi har et billede af os selv, som en verdenskendt nation, men det er ikke helt korrekt. Det gælder ikke mindst inden for dansk design, som der har været skrevet meget om i danske medier. Det er mit indtryk, at dansk design primært er kendt af en lille designelite, der selv beskæftiger sig med design.”

Soft Power
Thomas Lykke er ikke ene om at mene, at dansk kultur ikke er så trendsættende, som danskerne selv mener. Jens Ladefoged Mortensen er Ph.d. i International Politik og har herigennem studeret, hvordan det påvirker nationer at have et attraktivt image. ”Danmark bør stræbe mod at synliggøre dets kultur, da det medvirker til, at vores Soft Power stiger,” siger Jens Ladefoged Mortensen og henviser her til et kernebegreb inden for international politik: ”Soft Power er en nations evne til at virke tiltrækkende på omverdenen uden at bruge militær eller økonomisk tvangsmagt. Det kan fx være værdier, menneskesyn eller demokratiopfattelser, der er eftertragtede af omverdenen. En høj grad af Soft Power tiltrækker turister og kvalificeret arbejdskraft og medvirker til, at Danmark fremstår mere attraktiv som mulig samarbejdspartner for andre lande.” Også Jens Ladefoged Mortensen har oplevet, at Danmarks omdømme er på retræte. Han fremhæver den hårde tone i indvandrerdebatten, som Danmark er blevet kendt for, efter at den har været omtalt i blandt andet the Economist og New York Times. Og det har indflydelse på Danmarks GNC, hvis man skal tro Jens Ladefoged Mortensen: ”Når Danmark har et dårligt image, er det sværere at afsætte danske produkter - heriblandt de produkter, der falder ind under dansk populærkultur,” udtaler han. ”Politikerne bør tage mere hånd om Danmarks image,” konkluderer Jens Ladefoged Mortensen, som nu alligevel er fortrøstningsfuld: ”Der må da være et par stykker, som kender Danmark fra Georg Jensen butikken i New York…”

Pak klaphatten sammen
Danmark er tilsyneladende ikke den kulturimperialist, eller bør vi sige coolimperialist, som danskerne selv tror. Derfor er det betryggende at høre om danskere, der aktivt arbejder med at udbrede kendskabet til dansk kultur. En af dem er Uffe Andreasen. Han er diplomat og kulturrådgiver ved den danske ambassade i Berlin og har været involveret i flere internationale projekter, der har bidraget til at øge Danmarks cool. Senest har han arbejdet med Urban Art Stories, et kunstprojekt i Berlin der har været med til at sætte udenlandsk fokus på Københavns undergrundsscene. Uffe Andreasen siger: ”Det er vigtigt, at dansk film, musik, litteratur og kunst internationaliseres. Det medvirker til, at omverdenen tiltrækkes af vores kultur og levevis. Men det handler ikke blot om at iføre sig T-shirt og klaphat med Dannebrogs farver, når man er i udlandet. Det handler om at skabe kunst, der indirekte eller direkte fortæller historien om, hvem vi er som danskere. Det vil gøre os mere attraktive som land.” Han fremhæver filmen ”Italiensk For Begyndere” som et eksempel på kunst, der har promoveret dansk mentalitet og samfund på en positiv måde. Det medvirker til, at Danmarks cool stiger, fordi vores kultur eftertragtes af omverdenen.

Den lille… IKKE IGEN!
Pyha, tænker man, tager benene op og sætter sin lid til, at folk som Uffe Andreasen og den lille havfrue sørger for, at Danmark fortsat er cool. For ikke at nævne H.C. Andersen, der netop nu markedsføres af danske ambassadører i 35 lande – det må da styrke Danmarks image. Men så er det, at cool og trendsættende folk som Thomas Lykke påpeger, at Danmark måske bør være kendt for noget helt andet end de traditionelle danske brands: ”Ikke et ondt ord om den lille havfrue eller H.C. Andersen, der begge er stærke brands, som har medvirket til at give Danmark et mere positivt image. Men tiden er moden til, at Danmark skal være kendt for noget andet.” Thomas Lykke foreslår, at Danmark i fremtiden skal associeres med bæredygtighed og fortæller om danske designere, der har haft succes med at designe produkter, som lever op til kravene om miljø og social ansvarlighed. ”Disse produkter indeholder et budskab om, at Danmark sætter miljø over masseproduktion. Netop den slags produkter vil gøre os til trendsættere igen,” mener Thomas Lykke. Uffe Andreasen er enig i, at Danmark måske bør være kendt for andre kulturprodukter i fremtiden: ”Danmark er kendt for 50'erdesign og H.C. Andersen, hvilket er godt. Men historien om Danmark som stokrosenation ER fortalt, og nu er det på tide, at der fortælles andre historier om Danmark.” Han foreslår i stedet, at Danmark profilerer sig på menneskelighed og henviser til projekter som ”The Human Capital”, der markedsfører København som en by, hvor respekten for individet og miljøet er i højsædet. ”Økonomisk, kulturelt og samfundsmæssigt vil det være positivt, hvis Danmark profilerer sig som Good Governers. Det tiltrækker udenlandske investeringer og får flere rejsende til Danmark.”

Too perfect
Så var der måske noget om snakken, da den canadiske designguru Bruce Mau erklærede dansk design for dødt med ordene: ”Too perfect.” Bruce Mau, som i fjor blev kaldt til Danmark for at tage temperaturen på den danske designbranche, var ikke videre imponeret over dansk design: ”Danmark er et producerende museum. I stedet for at designe perfekte stole, lamper og tøj, burde danske designere i fremtiden løse verdens globale udfordringer,” sagde Bruce Mau. Hans udmelding, der vækkede ramaskrig blandt Utzon-, Wegner- og 50'erbølgetilhængere, resulterede i udstillingen ”Too perfect - 7 New Denmarks”. Her kommer Bruce Mau i samarbejde med arkitekter og designere med bud på, hvordan Danmark genvinder førerpositionen inden for design.

På udstillingen foreslår Bruce Mau blandt andet, at ”Grønland skal være Afrikas vandhane” og argumenterer (radikalt) for, at Grønlands infrastruktur bør ændres, så dets havvand kan sendes til de tørstende afrikanere. Det vil gøre Danmark mere cool.

Bruce Mau foreslår også, at Danmark profilerer sig inden for bæredygtig medicinfremstilling og opstiller utopiaet Pharmland. Idéen går ud på, at der dyrkes medicin på de danske landbrugsarealer på en måde, der ikke udnytter planter og dyr. Eller som det i al beskedenhed hedder på projektets hjemmeside: ”I Pharmland høstes medicin frem for mad. Dermed skabes der langt mere værdi på et langt mindre areal, og en stor del af landskabet kan frigives og gives tilbage til danskerne. De kan så genskabe landet i overensstemmelse med deres drømme: En ny og tilgængelig natur, et nyt vildnis eller nye boformer i landskabet.” Kforum sætter et udråbstegn og tilføjer et dyrevenligt muh.

Ansvaret
Bæredygtighed og social ansvarlighed vil øge Danmarks cool, lyder den fælles udmelding. Men hvordan realiserer man denne idé? Thomas Lykke mener, at danske kunstnere skal tænke mere internationalt, så kunsten dermed når ud over Danmarks grænser. Han opfordrer kunstnerne til at danne netværk på tværs af grænser, studere og arbejde i udlandet og deltage ved udenlandske messer og kongresser. Men GNC er imidlertid også politikernes ansvar, siger Thomas Lykke: ”Der bør ansættes flere danske kulturrepræsentanter ved generalkonsulater og ambassader for at brande Danmark i udlandet, som man fx har haft succes med i forbindelse med designprojektet ved MOMA.” Uffe Andreasen og Jens Ladefoged Mortensen er enige - Danmarks GNC er også et politisk anliggende. Som Uffe Andreasen siger: ”I sidste instans bærer politikerne ansvaret for, at der skabes så gunstige rammer for kunsten, at den har nemmere ved at udveksles.” Hertil tilføjer Jens Ladefoged Mortensen, at politikerne bør udarbejde politikker, der medvirker til, at Danmark associeres med åbenhed og tolerance.” Det vil give Danmark mere coolness.

Glem Connie-effekten, Cool-effekten lever
Danmark har potentiale til at blive endnu mere cool, hvis man skal tro disse eksperter. Hvis blot vi begraver Arne Jacobsen-stolen og i stedet tør fokusere på andre danske kulturprodukter. Og her er det tilsyneladende, at striden sætter ind. For er det bæredygtighed, der vil gøre Danmark til global trendsætter? Er det eksport af Grønlandsk havvand? Uenigheden er stor. Det er der derimod ikke omkring det faktum, at der ikke længere blot er fokus på Gross Domestic Products. Der er også fokus på alternative målestokke som Gross National Cool. I forbindelse med researcharbejdet til denne artikel, er Kforum stødt på beslægtede begreber. F.eks. Gross National Happiness, der argumenterer for, at nationers lykke kan anvendes som målestok for velstand. Og hvad med Gross National Viagra, der argumenterer for, at jo mere virile den mandlige del af befolkningen er, dets mere arbejdsomme og succesrige vil de være. Eller hvad med Gross National Blonds, der måler hvilken nation, der har de smukkeste blondiner. Kforum overvejer at introducere begrebet Gross National Confused. En måleenhed for hvor meget varmluft et land lukker ud om sig selv. For efter at have stiftet bekendtskab med disse alternative målestokke, forvirres man over, hvilke der reelt kan anvendes til at måle nationers velstand, og hvilke der i virkeligheden blot udtrykker mængden af varmluft i tidens modeord. På trods heraf tør vi nu alligevel godt erklære, at der er håb for Danmarks coolness.

Links:

Om Gross National Cool:
www.time.com/time/asia/2003/cool_japan/story.html

www.washingtonpost.com/ac2/wp-dyn/A33261-2003Dec26?language=printer

www.douglasmcgray.com/grossnationalcool.pdf

Om Soft Power:

www.diis.dk/sw4851.asp

www.ksg.harvard.edu/news/opeds/2004/nye_softpower_chitrib_051604.htm

www.theglobalist.com/DBWeb/StoryId.aspx?StoryId=3886