I dag emmer navnene Poul Henningsen, Arne Jacobsen og alle de andre af god smag og enkelt møbeldesign, der kæler for detaljen – samt ikke mindst priser, der gør dem svært tilgængelige.

Hans-Christian Jensen er forsker i designhistorie på Syddansk Universitet. Her har han forsvaret ph.d.-afhandlingen Fra velfærd til designkultur, der undersøger, hvordan ’Danish design’ udviklede sig fra at være indbegrebet af demokratiske idealer til at blive en eksklusiv forbrugsvare for de få. PH’s vision var langt fra, at design skulle bruges som statusmarkør. Han så design som et reformprojekt, der skulle ophæve skellet mellem klasserne ved at skabe gode produkter til alle.

Masseproduceret luksus

Hvordan begyndte det, vi i dag kender som 'Danish design'?

I 1920'erne og 30'erne gjorde Poul Henningsen sig bemærket med nye idealer for møbelkunsten. Nu skulle formgiverne ikke længere lave unika luksusvarer og kunsthåndværk, men lave møbler, der kunne produceres industrielt til masserne for at bidrage til samfundets lighed og velfærd. De tanker var i tråd med internationale strømninger i Sovjet, Tyskland og Holland. Formgiverne havde ellers været afvisende over for masseproduktionen, fordi den betød en forringelse af materialerne og dermed kvaliteten. Men Henry Fords idéer om masseproduktion og standardisering, kaldet fordismen, gav designerne inspiration til at tage de industrielle metoder til sig og gøre produktionen billigere uden forringelser. Det kunne give den brede befolkning adgang til masseproduceret luksus – hvis ellers forbrugerne og producenter købte idéen om idealismen bag designet.

Blød eksportsucces i en hård koldkrigstid

Kan man tale om en tidlig ’branding’ af dansk design?

Danish design er historien om, hvordan dansk design har fået en international profil via de store møbelarkitekter. Udviklingen tog dog først fart fra 1950'erne, og det er en status, der er opstået via tilfældighedernes spil mere end via bevidst strategi. I midten af 1950'erne blev udlandet opmærksom på Danmark af flere årsager. Politisk havde vi fundet en tredje vej mellem planøkonomi og liberalisme, i koldkrigstiden formåede Danmark at fremstå forholdsvis neutral, og dansk design fusionerede de håndværksmæssige idealer med en moderne profil. Designet blev derfor særlig i USA anset for at inkarnere skandinaviske værdier som blød modernisme og humane, demokratiske idealer. Eksporten til USA i de år gav dansk design sit internationale kvalitetsstempel.

Hvordan gik det på hjemmemarkedet?

Hjemme stødte designernes idealistiske forestillinger om forbrugeren sammen med virkeligheden. Masseproduktionen af den gode kvalitet krævede idealistiske forbrugere, der var parate til radikal designfornyelse. Uheldigvis var forbrugerne trofaste over for møbelindustriens leflen for nye modediller eller stilefterligninger fra tidligere historiske perioder. Derfor så møbelindustrien ingen grund til at tage chancer med de nye designere. Det førte til en alliance mellem snedkermestrene og designerne. Snedkerhåndværket blev nemlig udkonkurreret af møbelindustrien, hvilket gjorde dem åbne for at serieproducere designernes møbelidéer. Den alliance fordyrede dog produktionen af møblerne, der primært fik gennemslagskraft hos den højere, dannede middelklasse. Grupper som lærere, ingeniører og læger ville nemlig gerne identificeres med designets socialt bevidste værdier.

Danish design i dag – med og uden Muhammed

Hvor står Danish design i dag?

Danish design forbindes generelt stadig med det traditionelle brand fra 50’erne og er i dag hundedyrt. Som det var tilfældet førhen, møder yngre designere også i dag modstand hos producenterne. Nu er det, fordi virksomhederne primært producerer møbler med lyst træ og ensfarvede stoffer. Når designerne ser på internationale udstillinger, finder de traditionelt dansk design gammeldags og bagstræberisk. De unge designere har mange andre udtryk i dag, bare se på udstillingen Too Perfect fra 2004. Navnet kom af, at designeren Bruce Mau, der skulle rebrande dansk design, syntes, at det var ”for perfekt”. Problemet er, at møbelproducenterne heller ikke i dag er indstillet på at tage chancer med nyt design. Ét godt brand sælger allerede, så hvorfor ændre på det? Men designerne tilhører en subkultur med egne ideer og forestillinger. Den professionelle anerkendelse fra andre designere er for dem lige så vigtig som det at sælge – selvom det jo helst skal gå hånd i hånd.

Internationale strømninger medvirkede i 1950’erne til at brande Danish design - kan Muhammed-sagen få betydning for de humanistiske værdier, det forbindes med?

Det kommer an på, hvilket billede Muhammed-sagen giver af Danmark på lang sigt. Blandt liberale amerikanere har billedet af det egalitære og homogene Danmark nok fået et knæk. Samtidig bliver danskerne den liberale verdens fortrop ved at insistere på ytringsfriheden. Design kan som alle andre begreber ændre betydning alt efter de behov, det skal opfylde. Fra 1930’erne blev Bauhaus-design-strømningen i Tyskland fx opfattet som en venstredrejet kommunistmode. Men efter 2. verdenskrig og Tysklands deling i Øst- og Vesttyskland blev Bauhaus i den amerikanske propaganda et symbol på den liberale ånd, der havde kæmpet imod totalitarismen p.gr.a. den kunstneriske individualisme og autonomi, som skolen også havde stået for. Danske designere vil forsøge at distancere sig fra den konservative drejning i dansk politik, da de opfatter sig selv som en kosmopolitisk og socialt ansvarlig globaliseringsfortrop. Men Danish designs hegemoniske position såvel herhjemme som internationalt sikrer nok fortsat succes uafhængigt af, hvad vi som nation ellers associeres med.

Designernes mytologiserende selvforståelse

Det er en stærk selvforståelse, der ligger til grund for Danish designs overlegne position. I afhandlingen kalder du designernes selvforståelse for mytologiserende og idealiserende - hvad ligger der i den karakteristik?

Den kritik retter sig primært mod designhistorikerne. Alle skriver fx om Arne Jacobsen, at han var en stor modernist, men han drev altså også en virksomhed, der skulle tjene penge. Pengesiden af designfaget overses ofte i tiljublingen af historien bag produkterne. Designfestivalen Index 2005 er et udtryk for de overmåde ambitiøse idealer, branchen har. I Index 2005 postulerede man, at designerne kunne opfinde løsninger på alle verdens problemer, uden at man diskuterede designernes egen interesse i dette som erhvervsgruppe. Den messianske holdning harmonerer ikke helt med, at design, som den erhvervspraksis det er, skal have penge for alt, hvad der sættes i produktion. Min afmontering af myterne går på, at hvis designhistorikerne ukritisk køber designernes udlægning og ikke får aflivet myterne, skaber de et reduktivt billede af dansk design som ren idealisme. Det tjener i sidste ende ikke dansk design at blive fastholdt i det billede. Designernes egen selvforståelse bliver dog næppe rystet af min kritik. De har behov for at holde fast i den, fordi de som erhvervsgruppe sidder mellem to stole – ingeniørens og kunstnerens. De skal producere på markedsvilkår og i konkurrence med mange andre faggrupper og glade amatører, men samtidig er de præget af det idealistiske arvegods fra stamfædrene til Danish design. De vil materiel velfærd – men ikke materialisme. En ligning, der er meget svær, om ikke umulig, at få til at gå op.

Hvad er din vigtigste pointe om dansk designs arvegods?

Pointen er, at Danish design blev skabt som et socialt og kulturelt reformprojekt. Men reelt har designet fungeret som en løftestang for dem, der havde økonomiske interesser i designet eller kunne bruge designet til at signalere social bevidsthed og god smag. Designet har fået sin betydning i et mindre kredsløb af designere, producenter, forhandlere og veluddannede forbrugere primært fra den højere middelklasse. Men Danish design er aldrig blevet det middel til at skabe en demokratisk enhedskultur, som designerne havde håbet. Til gengæld fungerer Danish design i dag demokratisk på den måde, at det er blevet en løftestang for hele den danske nation, hvis høje designprofil kan aflæses i både eksportindtægter og omdømme. Selvom Vestjyllands eksport af fyrretræsmøbler ikke officielt benævnes Danish design, profiterer de alligevel lidt på det brand

IKEA som fjendebillede

Hans-Christian Jensens forskning viser, at designerne bag nogle af de mest elskede møbelklassikere drømte om, at deres design skulle indgå i flere lavindkomsthjem, end det er tilfældet i dag. Nutidens designere drømmer fortsat om at revolutionere verden med deres design. Indtil videre må man dog konstatere, at det er IKEA, der har haft mest held med at demokratisere designet og få det ud i stuerne hos såvel høj som lav. Samtidig er IKEA ofte designernes prügelknabe og et eksempel på dårlig kvalitet. Men hvad angår det sociale engagement, designerne tilstræber, har gigantvirksomheden engageret sig i alt fra mangfoldighedsledelse til højere løn for kassepersonalet. Spørgsmålet er, om det er vigtigere at bevare idealerne om designets sociale profil end at realisere det? Og sælges der mere lækkert design ved at holde idealismens fane højt, selvom designerne godt ved, at den er flosset? Klassisk Danish design er i dag en vigtig eksportindtægt og et brand, der gør Danmark til en designnation i international klasse. Den status er paradoksalt nok det tætteste, datidens designguruer kommer på at få realiseret deres idealer om det demokratiske design til gavn for alle danskere. Frem for at reproducere fortidens forfejlede selvforståelse, skulle unge designere måske rydde op i arvegodset. Idealet er at designeren skal tjene forbrugeren, ikke profitten. Men behøver det at være en modsætning?

Link til ph.d.-afhandlingen:

http://www.humaniora.sdu.dk/phd/dokumenter/filer/Afhandlinger-60.pdf

Læs mere:

http://www.ddc.dk/events/DDCevents/danish

http://www.tooperfect.dk

http://www.scandesign.org/

http://www.index2005.dk/