I 1960erne blev der skabt stor satire over temaet "den sure dansker". Først fik nationen filmen "Naboerne". Den skildrer småborgerskabets destruktive kræfter for fuld udblæsning. Dommedag Nu – i Vanløse. Siden skabte Buster Larsen inkarnationen af den sure dansker i sine berømte "Lorteland"-monologer. Et profetisk forvarsel om både Glistrup i 1970erne og Socialdemokratiet i 1990erne.

I 1990erne har satiren med valgene af både Jacob Haugaard og Jens Okking udviklet sig til en tragedie. I Haugaards tilfælde havde tragedien to aspekter. Det ene var, at han ikke selv forstod, hvorfor lovforslaget om mere medvind på cykelstierne var morsomt. Haugaard troede, at det var sjovt, fordi det var absurd. Mens det i virkeligheden er sjovt, fordi det er fuldstændig lovligt for et flertal i Folketinget at vedtage forslaget. Det andet aspekt var hans fundamentale mangel på alvor. Når man har lov til alt, kræves der stor alvor. Det gælder for politikere, der må vedtage hvad som helst, og det gælder for komikere, der må sige hvad som helst. Da det kom til stykket, var Haugaard ingen af delene.

Valget af Jens Okking markerer den endegyldige sammensmeltning af virkelighed og fiktion til det perfekte, postmodernistiske helvede. Normalt er det et problem for skuespillere, at de bliver forvekslet med deres roller. Det siges således, at store dele af befolkningen tror, Holger Juul Hansen og Malene Schwartz er gift. Hvorfor de samtidig tror, at Juul Hansen har en affære, når han viser sig offentligt med sin kone.

I Jens Okkings tilfælde må man frygte, at det i virkeligheden er Buller fra "Riget", der er blevet indvalgt i Europaparlamentet. Et skikkeligt fjols, der med Jens-Peter Bonde i rollen som Fru Drusse ubemærket kan gå rundt og observere magthaverne. Skuespillere er imidlertid mennesker, der lever af at sige ting, andre har skrevet. Det går som regel galt, når de forsøger at sige noget, de selv har fundet på. Jens Okking er ikke nogen undtagelse. Mener han i fuld alvor, at man kan nøjes med at sætte sig ind i et job, når man er blevet ansat. Og gælder det i så fald også for piloter? Og snedkre? Og arkitekter? Eller mener han, at politik er et særtilfælde. Hvor det er en kvalifikation at være komplet ignorant?

Okking ville selvfølgelig ikke være blevet valgt, hvis han ikke havde fået nogen stemmer. Derfor er det nødvendigt at se på hans vælgerbase. Hans politiske fundament er de åndelige arvtagere til den sure dansker, Buster Larsen fremstillede i 1960erne. Men i en speciel variant: den sure dansker, der selv tror, han er venstreorienteret.

Den sure samfundskritiker forstår sig selv som et offer. På arbejde er han offer for arbejdsgiverne, og når han har fri, er han offer for kulturindustrien. Når han er syg, er han offer for lægerne. Hans børn er ofre for skolevæsenet, og hans gamle forældre er ofre for velfærdsstaten. De skyldige i al denne elendighed er en sammensværgelse. Af teknokrater, kapitalister og socialdemokrater. Som ene og alene pønser på at udsuge befolkningen og holde den nede.

Det følger af denne tænkemåde, at rationelle mennesker er kolde og beregnende. Hver gang noget går galt viser det sig jo, at det er planlagt af en, der har forsøgt at tænke sig om. Derfor ender den sure samfundskritiker med den konklusion, at fornuft og rationalitet i sig selv er roden til det onde. Ergo må man støtte følelserne og ufornuften der, hvor det overhovedet lader sig gøre. Det er bedst at lade sig behandle med virkningsløs medicin. Det er bedst at undervise efter virkningsløse, pædagogiske systemer. Det er bedst at iværksætte så mange virkningsløse offentlige programmer som overhovedet muligt. Og det er bedst at lade sig repræsentere i politiske forsamlinger af visionsløse ignoranter.

Det bliver spændende at følge, hvad Okking vil gøre ved folkevandringerne i Europa, flygtningeproblemerne, den politiske og økonomiske ustabilitet i Østeuropa, sikkerhedspolitikken, miljøproblemerne, globaliseringen af økonomien samt den internationale kriminalitet. Vi får se, når han får læst på sin rolle. Og skulle det lykkes ham at blive en god politiker, åbner det helt nye perspektiver. Jeg kunne godt tænke mig Michael Laudrup som statsminister og Sofie Gråbøl som udenrigsminister. De virker så flinke og fotogene. Og hvis de nu blev valgt, kunne de vel hurtigt lige sætte sig ind i detaljerne?

Artiklen er trykt i Jyllands Posten