Alt dette ændrede sig, efter at Journalisten sendte en økonom til Island for at grave i regnskaberne og fandt ud af, at der var langt færre penge og at islændingene havde lagt avisprojektet over i et investeringsselskab for at skabe vandtætte skodder til den helt store pengekasse. Alt sammen noget, som skulle være sket efter et trist driftsunderskud på 160 millioner i moderselskabet. Nu rullede medielavinen. Pludselig kom det frem, at der ikke var milliarder, men sølle 50 millioner i det nye investeringsselskab. Islændingene ville altså ikke stå alene med risikoen og ønskede at trække andre investorer ind for at skaffe de sidste 300 millioner kroner, der skulle til for at vinde krigen. Konkurrenterne lugtede blod og tænkte, at islændingene endelig var begyndt at ryste lidt på hænderne. Det har da altid været planen, siger så en rystet David Trads / Dam og benægter, at nogen pludselig har smækket kassen i. De sidste investorer med 300 millioner er så sandelig også fundet. De kan dog af juridiske grunde ikke afsløres endnu.

Go daw mand økseskaft. Lige meget om de hemmelige investorer findes eller ikke findes. Lige meget om det har været planen eller er blevet planen, er og bliver den udmelding dårlig PR og Investor relation. Trads & Dam har simpelthen ikke håndteret sagen godt nok. Læs her hvorfor.

Det var planen ...

Hvis det har været planen hele tiden, har Nyhedsavisen ikke været ordentligt forberedt på at forklare set-up'et på en positiv måde. Det er simpelthen uprofessionelt, når Trads og Dam jo ifølge dem selv har haft år til at finde på en bedre historie. Spørgsmålet, om der var penge nok i kassen, er det første spørgsmål, kritiske journalister og nidkære konkurrenter vil stille, når det gælder nye, luftige avisprojekter. Her er det ikke godt nok, at der mangler 300 millioner fra nogle mænd med papkasser, som ikke kan afsløres på nuværende tidspunkt. Specielt ikke, når overbringerne af det glade budskab til nyhedsavisen potentielle læsere samtidig har store interesser i at slå den ihjel hurtigst muligt. Investor relation er aldrig særlig velllykket når man skal bruge konkurrenternes medier til at sælge historien om at man er bedre end konkurrenterne. Elementært.

Se her hvor dårlig presse de har fået af deres konkurrenter. En uskøn sammenblanding af penge og journalistik.

Det var ikke planen ...

Hvis det derimod ikke har været planen i årevis, at der skulle være et hul på 300 millioner, burde David Trads eller andre havde solgt konceptet eller den hvide løgn langt bedre end at diske op med den nuværende forklaring. De burde også langt mere offensivt have slået kontra, før overskriften i de andre medier blev: ”Islændingene smækker kassen i”. Trads og Dam har virket alt for desorienterede, alt for uforberedte på Investor relation-vinklen og alt for febrilske i deres udmeldinger eller lidt for heroiske, som fx i Trads' blog her på siden.  Noget, som ikke får nogen som helst til at åbne kassen bare på klem.

Fra Hype til dødsspiral

Lige meget hvad der er den sande historie om Nyhedsavisens økonomi, er resultatet, at hypen er blevet afløst af en ond spiral af mistro og mistillid. Her bliver det svært at få annoncører på de vigtige årskontrakter, hvad der gør det svært at tiltrække investorer, hvad der igen skaber tvivl hos alle de unge lovende journalister, man gerne ville have ansat, hvad der igen skaber endnu mere dårlig stemning, som skræmmer investorerne bort. Bad news, ikke mindst fordi projektet skal overleve i en intens konkurrence fra me too produkter, der har slået bunden ud af annoncemarkedet og dermed ændret de strukturelle rammer for forretningsmodellen. En smule unfair, fordi JP/Politiken & Berlingske i virkelighed bruger en klassisk monopol/kartel-strategi til at slå farlige, originale ideer af banen med to discountudgaver, der ligesom kemoterapi slår alt andet levende ihjel. På overfladen ens, men i essensen er deres opgave blot at forvirre læserne mest muligt, forvirre annoncørerne og spille sikkert, hvis islændingene alligevel skulle have ret. Usportsligt.

DAGEN II?

Tilbage står desværre, at Nyhedsavisen i den brede offentlighed i højere og højere grad bliver framed som DAGEN II takket være intet andet end deres egen manglende professionalisme. I deres it-kirkegård HQ på Holmen (en ombygget varmluft ballon hangar med smarte designer møbler) , og vævende om mulige investorer, lyder de nemlig mere og mere som Kresten, dengang det gik galt på 30 dage for DAGEN. I løbet af kort tid er Nyhedsavisen altså gået fra at være en modig international outsider til at være en avisboble på Holmen. En trist repositionering; for at JP/Politiken & Berlingske skulle vinde krigen så let, er næsten til at græde over. 1-0 til dem, men det kan sagtens nå at ændre sig, hvis David Trads & Dam begynder at tage PR og investorrelation lige så alvorligt, som de har taget drømmen om den nye avis. Se, det ville være en nyhed, der kunne trække læsere til.