De dyre journalister
Berlingske Tidende og BT vånder sig i disse dage under trykket fra deres kolossale medarbejderstab. Den gamle tante er blevet et ufrivilligt eksempel på den digitale tidsalders hånlige udfordring af gamle bastioner. Berlingske og BT fyrer modvilligt de journalister, hvis arbejde færre og færre kan tage alvorligt. Hver journalist koster Berlingske koncernen i omegnen af 800.000 om året.

Opgør med nyhedskriterierne
Den traditionelle journalistiks væsentlighedskriterier og sproglige stilstand har kedet læserne i årtier. Alle med en almindelig skolebaggrund kan regne en almindelig avisartikel ud, efter de har læst de første fem linier. Det betyder, at den traditionelle all-round journalist, som kan dække alt fra et EU topmøde til en royal forlovelse er fortid.

Fagre nye verden
Samtidigt giver de fleste længerevarende uddannelser i dag en glimrende baggrund for at journalisere det stof, de har specialiseret sig i. Som eksempel kan man læse Pieter Tellemans artikel ”Fagre nye verden –atom for atom” i Politiken 2. aug. i år. Artiklen er den bedste populære præsentation af muligheder og problemer i nanoteknologi publiceret i nogen dansk avis. Den var fremragende, og kunne aldrig være skrevet af en journalist.

Den laveste fællesnævners profet
Løsningen er at opgive den romantiske forestilling om den laveste fællesnævners profet. Den fastansatte dagbladsjournalist er blevet et møllehjul om halsen på alle undtagen ham selv. Læserne gider ikke at læse dem mere, de søger indsigt og specialistviden. Pointen er, at dem der ikke kan finde ud af at lave kvalitet, uden hundredvis af skribenter på lønningslisten vil lide en langsom død. Både fordi de ikke har råd, og fordi læserne svigter dem. Journaliststanden herhjemme er naturligvis modvillig. Ikke svært at forstå. Prognosen herfra er, at de ender som de typografer, de selv udmanøvrerede, da teknologien gjorde det muligt. De bliver ofre for den teknologi, der i korte årtier mangfoldiggjorde dem.

Mandag Morgens nyhedskriterier
Herhjemme er Mandag Morgen begyndt at trække i den nye retning. De plejer at trække de andre med. Mandag Morgen har smidt de gamle nyhedskriterier på lossepladsen og skabt tre nye. Nyttighed, indsigt og overraskelse. Det er væsentlighedskriterier for en tænkende læserskare, i stedet for de evindelige og reaktive journalistiske kriterier: nærhed, konflikt eller personlig krise/succes.

Wired vinder ved nærmere eftertanke
Internationalt er det blade som Harvard Business Review, Business 2.0, The Economist og Wired, som er frontløbere i den nye redaktionelle strategi. Alle er de magasiner, der kan finde ud af at forny sit indhold og overraske læseren gang på gang. Alle er de oplagsmæssige og internationale succeshistorier, og det er fordi, de forstår deres tid bedre.

Sådan bliver det
Succesformlen er at finde folk ude af huset, der kan fortælle historien bedre end journalisterne. På disse magasiner er de få fastansatte redaktører næsten over en kam akademikere med stor indsigt i de faglige netværk. Det er der ikke meget af i Danmark endnu, men udviklingen peger i den retning. Eller rettere: Sådan bliver det!

Demokratiets lette tilstand
Tendensen er beskrevet med stor indsigt i bogen ”Demokratiets lette tilstand”. Her er tesen, at den reelle debat rykker ud i fagmedierne og deloffentligheder. De traditionelle massemedier kan ikke komme i dybden, fordi de skal tilfredsstille alle - og dermed ingen - på samme tid.

Fagblade er fremtiden
At det hænger sådan sammen, er et vidnesbyrd om den traditionelle presses ringe evne til at gribe fat i de faglige netværk. Påstanden er, at diskussionen om PR i politik føres langt mere kvalificeret i de kommunikationsfaglige medier, end det gør af journalister i de ordinære medier. Et ordentligt indblik i forskningspolitik og innovation i Danmark kræver at man læser Ingeniøren eller Computerworld. Prioriteringsdiskussioner i den offentlige sektor, får man mere indblik i ved at følge med i DJØF’s publikationer eller Mandag Morgen. En reel debat om udviklingen i dansk udenrigspolitik kan man følge på Ræson. Vi kunne blive ved.

Allermest synd for læserne
Det er derfor totalt uforståeligt, at aviser som Berlingske eller Politiken ikke har satset på at skabe sig et større og større netværk af bidragsydere fra fagmedierne. De har derimod valgt langsomt at downsize deres stab, Kun sjældent trækker de på den store videnproduktion, der er udenfor de journalistiske højborge. Synd for deres oplag, men allermest synd for læserne.

Den langsomme tilpasning
Logikken i den langsomme tilpasning holder ikke. Det er ikke logisk at lave fladere og fladere information til en befolkning, der bliver mere og mere oplyst gennem længere uddannelser. Den berømte læserflugt fra dagbladene er ikke nødvendigvis unge tumper på flugt fra begavede dagbladsjournalister. Det er omvendt en begavet befolkning på flugt fra en mere og mere intetsigende journalistik.

Hvorfor flygter læserne?
Den begavede befolkning flygter til medier, som er rigere, har bedre informationer og har en mere lovende fremtid. Det er loven bag enhver flygtningestrøm til alle tider, at de bevæger sig et sted hen, der er bedre, og at de vil væk fra noget ubehageligt.

Den stakkels ensomme højtuddannede befolkning
Sagen er, at de fleste flygter til Internettet eller de fagmedier, der tager deres forudsætninger og interesser alvorligt. Tænk for eksempel på, at i de virksomheder, der holder Mandag Morgen, er der ti læsere til hvert blad. Den stakkels højtuddannede befolkning har virkelig ikke andre steder at læse om det, som gør en forskel.

Dagsbladsjournalistens kedsommelige storhedstid er slut
Pointen i forgrunden er, at den fælles offentlighed er faldet sammen og dagsbladsjournalistens kedsommelige storhedstid er slut. Desværre har indsigten ikke ramt dagbladsredaktørerne endnu. De tror stadig formlen er, at ansætte 10 nye journalister for hvert desperat, nyt tillæg til avisen de stabler på benene. Tillæg lavet for annoncører og ikke for læsere. Er der efterhånden et dagblad, der spørger sig selv, hvilket behov de tilfredsstiller i deres læsere?

Læserne vil vide mere
Den rigtige formel er at lade falde, hvad ikke kan stå. Væk med de journalistiske babelstårne og ind med medievirksomheder med fremtiden for an sig. For læserne vil vide mere.