Da Sprunken sprang ud - Lundbeck som personligt brand

"Randi synes, jeg er en god elsker ...." Sådan lød rubrikken på Berlingskes forside fornyeligt over et her-ligger-jeg-og-min- kone-på-stranden-billede af Danmarks tidligere så tilknappede, men nu overeksponerede topleder Erik Sprunk Jansen, direktør for Lundbeck. Men hvorfor stiller Sprunken – vi er vel alle på kælenavn – op, og hvad vedkommer hans privatliv os?

Mezzo-offentlighed
I gamle dage fungerede offentligheden efter en model, hvor privatsfæren, både erhvervsaktiviteter og intimsfæren med ens personlige liv, ikke var offentligt relevant og dermed ikke dækket i pressen. Hvis man altså ikke stillede sig selv til rådighed for den kulørte ugepresse, der havde overtaget sognerygterne på sit gebet for udvidet sladder og nyfigenhed. Længe har skillevæggene så været under nedrivning – som en parodi på 68’ernes motto om at gøre det private politisk og det politiske privat. Vi lever nu med en mezzo-offentlighed, mellem det seriøst-politisk diskuterende og det helt private, hvor vi aldrig helt ved, om en politiker eller en anden kendis optræder i TV-avisen eller i quizzen bagefter, eller om han/hun halvt udtaler sig om sit samfundssyn eller helt om sin private indretning af hjemmet, og hvor pointen er, at skellet ikke skal være der. Alt muligt kolporteres, og politikere, der vil frem, kan ikke gå uden om denne symbolpolitik, hvor de personlige investeringer og de private følelser skal udbasuneres. Så hvordan Bendt Bendtsen klarer sin søns ulykke, er mindst så relevant, som hvordan han administrerer sit store ministerområde.

Da mezzo-offentligheden kom til dansk erhvervsliv
Og tendensen er så også kommet til erhvervslivet, hvor medietillæg hober sig op med magasinagtige artikler. Asger Aamund var vel – hvis vi ser bort fra de gamle Se og Hør kongehusrelaterede familier som Zobel, Kjær m.fl. – den første moderne leder, der for alvor stillede sig til rådighed med blandinger af dagliglivs- og erhvervsbetragtninger, og retfærdigvis var han så også sammen med Novo-direktørerne blandt de bedre, fordi de havde gjort sig deres personlige værdier klart. Mange andre fra Søderberg til Svanholm og fra Due Jensen til Kann Rasmussen har – formentlig klogeligt – endnu holdt sig tilbage fra at løfte sløret for betragtninger, der går ud over deres og branchens forretningsmæssige vilkår.

Sprunken springer ud som god elsker
Men nu er en af de rigtige fra old boys network Sprunken sprunget ud. Til Berlingskes Business livsstilstillæg (i sig selv et sigende produkt af mezzo-offentligheden) bliver han interviewet i sit skånske familieparadis, hvor han skal svare på alt fra sin yndlingsfilm (’Matador’!) til sin helt/heltinde (’Churchill, Thatcher og mest af alt Reagan’!!). Det er ikke bare pinagtigt, det udstiller, hvor uvant det er for den old school koldkriger at tale om sig selv og derved nære den menneskelighed, Lundbeck så gerne vil tillægges. Således er rubrikken hevet godt ud af sammenhængen, idet Sprunk på det intelligente erhvervsjournalistspørgsmål ”Hvad sætter du mest pris på hos dig selv?” svarer: ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige ... en god egenskab ...? Randi synes, jeg er en god elsker ... hvad fa’n skal jeg sige?”

Jagten på den menneskelige brand
Ja, hvad fa’n ska’ manden sige? Man får næsten lidt medlidenhed med stenhårde, firskårne Lundbeck mirakelmager. Man ser kommunikationsdirektøren for sig, TV 2’s Jens Gaardboe, sammen med sin brandguru Jesper Kunde snakke med Sprunken om, at de som lykkepilleproducenter må skabe et menneskeligt, ikke bare et finansielt brand. Lundbeck griber ind i folks liv, herunder med potentielt alvorlige afhængigheder og bivirkninger, og de har mange gode sygdomshistorier, måske kan de endda gøre tabuet om at snakke om psykisk sygdom til deres ejendom. Så overtaler de Sprunken til en – ikke alt for troværdig – testimonial-kampagne og til at optræde i medierne, herunder overdøve hans benhårde fremfærd mod kopiproducenter med at vise hans sande menneskelige jeg i medierne, hans ’runde øjne’, som Jens Gaardboe udtrykker det.

Hvad er din livret? Lykkepiller?
Fint nok på papiret bortset fra dette: Hvordan skal denne mand, der det meste af livet har tumlet grønlandske miner og medicofabrikker, dog uagtet mediegrill og punchline-træning, begå sig med spørgsmål som: ’Forstår du kvinder?’, ’Hvad tror du på?’, ’Hvad er din livret?’, ’Hvad betyder penge for dig?’ og så altså det famøse ’Hvad sætter du mest pris på hos dig selv?’ Det, Gaarboe har fattet bag fraserne om, at Lundbeck skal brandes med et menneskeligt ansigt, er, at branding vedrører sammenhængen mellem forretningsstrategi, den indre identitet og den ydre profil, og at lederen i høj grad giver retningen og meningen i den.

Jyske Bank er bare bedre
Det er der også nogen, der kan. Anders Dam fra Jyske Bank f.eks. så godt, at han endda kan operere med branchens relativt mindste markedsføringsbudget, fordi han har en klar brand- og forretningsstrategi, en stærk medarbejderopbakning samt klare budskaber alt bundet ind i et sammenhængende verdensbillede med uforventelige værdier og holdninger. Nogle af organisationerne kan tilsvarende i kraft af strategisk arbejde med budskaber opfattes som konsistente og relevante. Men branding alene for at brande sig dur ikke. Også selv om købet af reklamer er garneret af værdiøvelser om røde tråde og forretningsstrategier med brand essense-løfter. I al fald så længe det er udvendigt og ikke reelt er forankret i virksomheden og ikke mindst ledelsens eget liv. Lundbecks testimonials med Sprunken mixet med personlige ’livsstils’-interview har i al fald mødt sin grænse ved toplederens etos. Sprunkens menneskelige kapacitet er omvendt proportional med hans forretningsmæssige. Det er helt ok. Men det betyder, at Sprunken er på udebane, når pressen kommer til hans hjemmebane. Et hold kæft-bolche burde have været udleveret. Nu blev han det selv i en privat erhvervslivs-striptease. Så hva’ fa’n skal han nu sige til sin kommunikationsdirektør?


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også