Da bloggen blev voksen

Genrebrud er en alvorlig sag. Især hvis genren er ung, og standarderne endnu er til forhandling. Det blev tydeligt i en notorisk begivenhed i blogosfæren i eftersommeren 2006, hvor en blogger blev afsløret i en for bloggenren ganske alvorlig overtrædelse: at være uautentisk. Affæren sendte chokbølger gennem YouTube og andre netfora, og opstandelsen skyldtes flere forhold. For det første var genren stadig ny og brugerne stadig naive, og genrebruddet kunne derfor ikke bortforklares som en indforstået, kunstnerisk leg med genren. For det andet blev begivenheden læst og tolket som en første offensiv i kampen for at kommercialisere blogosfæren.

Den altoverskyggende genreforventning i en blog er autenticitet. Hvor et kriterium som sandhed retter sig mod selve meddelelsen, er autenticitet et kriterium, som særligt angår meddelelsens afsender og den situation, som denne befinder sig i og taler ud fra. Hvis man skal indkredse autenticiteten som genremæssigt kriterium, kan man opregne en række krav, som afsenderpositionen må opfylde.

 

Afsenderen må være:

  •  Virkelig – afsenderen må faktisk eksistere som personlighed, kan ikke kun være ’persona’ på fiktionens vilkår. Der skal med andre ord herske identitet mellem forfatter og fortæller.
  • Præsent – afsenderen må være til stede i en historisk og geografisk eksisterende situation.
  • Vederhæftig – afsenderen må mene sit eller sine budskaber oprigtigt.
  • Autonom – afsenderen må være uafhængig af udefrakommende interesser. Den ikke-autonome afsender – ’talerøret’ eller ’hånddukken’ – er uautentisk, fordi blogformen har en stærkt indarbejdet privathed som forventning. Man kan ikke skrive dagbog på andres vegne.

Genrebruddet i eftersommeren 2006 krænkede alle fire autenticitetskriterier. Konsekvensen var i første omgang uro og vrede, men siden har affæren affødt en mere nøgtern og skeptisk modtager. Bloggen har etableret sig, og dens før så uskyldige bruger er blevet voksen.

 

LonelyGirl15-affæren

DEN 7. september 2006 var der usædvanligt ophidset og følelsesladet aktivitet i YouTubes blogging community, og sin­dene er måske den dag i dag stadig i kog flere steder. Indvånerne i blogosfæren var blevet alvorligt stødt på manchetterne. Der var et råddent æble i kurven, en forrædder i egne rækker.

 

 LonelyGirl15 Bree i et af hendes autentiske youtube-klip.

 

LonelyGirl15 hed hun. Hen over sommeren var hendes blog en af de mest besøgte på YouTube overhovedet. Bag brugernavnet LonelyGirl15 var der en sød og uskyldig teenager ved navn Bree fra en genkendelig amerikansk middelklasse­baggrund, lige til at identificere sig med eller småforelske sig i. Bree havde kæreste­problemer, problemer med forældre og hun oplevede spændende, men alligevel trovær­dige ting. Webkameraets vidvinkeløje indfangede i de daglige posteringer billedet af Bree på det karakteristiske teenagerværelse klædt ud efter en pludselig indskydelse eller i dialog med et tøjdyr, som iscenesætter af fjollede stunts eller i færd med indlevende og charmerende at delagtiggøre sit voksende publikum i dagligdagens tildragelser. Til tider blev seerne i al fortrolighed indviet i de seneste konflikter i hjem­met – med skjulte sideblik og dæmpet stemme (mor og far må ikke høre). Som sommeren går på hæld, bliver begivenhederne efterhånden stadig mere dramatiske, og webcam’et skiftes ud med håndholdt, da Bree sam­men med familien bl.a. må flygte fra en religiøs sekt. Tusind­vis af medlemmer af bloggerfælles­skabet lever med, posterer hundredvis af kommentarer, opmuntringer og indlæg og diskuterer og reflekterer entusiastisk over Brees spændende ople­velser.

 

Men Bree hedder ikke Bree. Hun hedder Jessica Lee Rose, er ikke 15, men 19, ikke fra USA, men fra New Zealand og ikke skole­elev, men skuespillerinde. LonelyGirl15 eksi­sterer ikke i virkeligheden. Hun er opfundet af en gruppe kreative tv-producenter et sted på den amerikanske vestkyst. Brees efterhånden velkendte teenagerværelse er en kulisse, og den tilsyneladende tilfældige belysning er en professionel lysmands vellykkede forsøg på at arrangere lyset så det ser amatøragtigt ud, men alligevel fungerer visuelt. Det håndholdte kamera er ikke holdt af kæresten Daniel, men af en professionel kameramand. Brees liv er ikke et liv, men en drejebog.

 

Ravenlaughs

Da en håndfuld hackere afslører sagens rette sammenhæng, er skuffelsen og frustrationen i det virtuelle miljø enorm. Nettet myldrer med videoer med unge bloggere, som vantro gentager afsløringerne for hinanden. Andre forsøger at lindre den sårede stolthed ved at anlægge en overbærende og intellektualiserende atti­tude, ’livet er jo alligevel en slags drama’, og ’hvad er overhovedet virkeligt?’, lyder de mere filosofiske reaktioner. Affæren breder sig i disse uger også ud over internettets grænser og bliver behandlet i talkshows og nyhedsudsendelser både i USA og Europa.

 

Mest præcist bliver frustrationens kilde måske indfan­get i en blog indrykket af en vred, yngre netbruger med sort T-shirt og heavymetal-hår, Ravenlaughs. Ravenlaughs bruger f-ordet flittigt, flere gange i hver sætning, og der er tilsyneladende god grund til det, for det, LonelyGirl15 har gjort, er ikke bare en practi­cal joke, men en dødssynd. Ravenlaughs indignation retter sig mod den måde, hvorpå producenterne bag LonelyGirl15 har ladet de fiktive karakterer besvare de intetanende netbrugere direkte og på den måde understøtte illusio­nen. Hvordan bagmændene har udnyttet de (især unge) bloggeres tiltro til interaktionens autenticitet. But you know what?, vrænger han og skuler ind i sit webcam – It’s a fucking lie.

 

 LonelyGirl15 bliver afsløret på Youtube og ironisk sammenlignet med djævlen selv.

 

Et brud på spillereglerne

Som enhver ny genre skal bloggen finde sine ben, og affæren om LonelyGirl15 er et eksempel på, at dette ikke altid går helt stille af. Genrer er spilleregler. Spilleregler, som forhandles og ændrer sig, og ved hver ændring skal brugerne lige sunde sig og besinde sig på nye regler.

 

Webloggen (som forlængst er blevet forkortet til ’blog’) har allerede undergået en betydelig forvandling i sin kun godt tiårige levetid. Meddelelsesformen stammer fra før søgemaskinernes indtog, hvor brugere, programmører og webdesignere selv måtte afmærke stierne i internettets hastigt voksende landskab. Men genren har ændret sig markant fra at være en rent praktisk orienteret guide til websteder til at blive en helt ny, personlig udtryksform. Fænomenet har allerede udspaltet sig i flere forskellige undergenrer, og man må skelne mellem personlige, kommercielle og politiske varianter af genren. Disse forskellige subgenrer kan muligvis med tiden konsolidere sig som selvstændige genrer, men dette spørgsmål er ikke ærindet her. Det kan nemlig give god mening at behandle fænomenet under et, og nøgleordet her er autenticitet.

 

En funktionel forståelse af bloggen

Medieforskerne Carolyn Miller og Dawn Shepherd fra North Carolina State University identificerer bloggen som genre baseret på tre distinkte træk, nemlig dens omvendte kronologi (altid nyeste postering først), den hyp­pige opdatering af siden og den indholdsmæssige kombi­nation af links til andre internetsider og kommentarer og andre indslag af personlig karakter.

 

Men LonelyGirl15-bloggen var ikke en overtrædelse af disse ydre og statiske træk ved bloggen. For at fange den dynamiske udvikling i genren må man beskrive den funktionelt, dvs. ud fra de spilleregler, som brugerne intuitivt regner for gældende i kommunikationssituationen. Det kan godt blive komplekst. Selve ideen om en offentlig dagbog tangerer det udtrykkeligt selvmodsigende – dag­bogen, den mest private meddelelsesform, man næsten kan forestille sig, gøres til gen­stand for internettets globale offentlighed.

 

Det særegne, offentligt/private selvudtryk muliggør, at man kan kombinere pri­vate/selvterapeutiske genrer med offentlige, politisk-retoriske genrer som fx læserbrev eller pamflet. Men disse ellers ret forskellige kommunikationsformer deler nogle genre­mæssige krav om autenticitet. Det bloggende jeg forventes at være autentisk, hvilket synes at være en forudsætning for, at bloggens indhold kan være sandfærdigt. Du må være dig, du må tale ud fra en autentisk platform, det, du fortæller, må være virkeligt for dig, og du må tale på egne vegne.

 

Det private som vilkår i bloggen er på mange måder drivkraften for ophøjelsen af autenticitet til den vigtigste genreforventning. Dagbogsskriveren kan aldrig indløse sit kommunikative projekt – at skrive til sig selv om sig selv – uden at opfylde de fire autenticitetskrav. Idet denne private form så gøres til en højoffentlig genre, bliver autenticiteten til den vigtigste legitimitetsfordring.

 

Fra uskyld til kynisme

Når der opstår nye medier, opstår der også ofte en vis forvirring om, hvilke genrer der hører til, og hvad deres spilleregler er. Fra radioens barndom har man det berømte eksempel, hvor den amerikanske skuespiller og dramatiker Orson Welles iscenesatte H. G. Wells roman War of the Worlds i form af en forestillet radioreportage. 1930’ernes ameri­kanske radiolyttere var bare ikke indstillede på, at reportagegenren kunne bruges til fik­tion. Det var et eklatant genrebrud, og myten (samt flere senere spillefilm bygget over epi­soden) fortæller, hvordan panikslagne lyttere i stort tal lod sig overbevise om, at tårnhøje, trebenede marsmænd stolprede hærgende rundt i New Jersey.

 

I LonelyGirl15’s blog indføres fiktionen også som underforstået betingelse, men uden at der på forhånd er enighed om spillereglerne. Set i det lys er affæren om LonelyGirl15 på mange måder parallel til Welles’ radiodrama. Fordi mediet er relativt nyt, er der en vis naivitet over for genren – det er endnu ikke gået helt op for modta­gerne, at genrerne kan udnyttes, udvides, bøjes og ændres. Det skeptiske og nøgterne blik har endnu ikke indfundet sig. Ligesom det kan være svært at forstå, hvordan radiolytterne i 30’erne kunne lade sig snyde, så vil fremtidens netbrugere helt givet også undre sig over, at LonelyGirl15 ikke blev af­sløret længe før. Det er slående, at så få brugere aktivt reflekterede over, at hendes posteringer ofte havde indlagt underlægningsmusik og ved nærmere analyse var mere veltilrettelagte (i deres nærmest overdrevne spontanitet), end man skulle forvente af en 15-årig. Afsløringen af LonelyGirl15 er således også uskyldens endeligt i bloggenren – det naive og uskyl­dige blik er fortid og erstattes af en streetwise kyniker, som altid fra første klik forholder sig mistroisk. Blogformen som sådan er ikke blevet korrumperet og har i praksis ikke ændret sig noget videre. Men dens bruger er blevet voksen.

 

Afsløringen LonelyGirl15 blev forsidestof. Her taler de involverede ud i et tv-interview.

 

Undgå ballade!

Der er ingen grund til at tro, at skjult fiktion nu er blevet et acceptabelt genretræk; for den legitime udnyttelse af genren er det bedste råd vel at markere eventuel non-autenticitet tydeligt, sådan at misforståelser ikke kan opstå. En tillidsfuld kommunikationsrelation i bloggerfællesskabet vil i stadig højere grad skulle forudsætte en kritisk modtager, som kræver den respekt, der ligger i, at normafvigelser er åbenbare og markerede. Dette bliver særlig vigtigt i lyset af, at bloggen som udtryksform hører til en modkultur, hvor man opfatter sig som opposition til etablerede, topstyrede medieinstitutioner.

 

Bloggen som modstandsform

Forargelsen over begivenheden i 2006 skærpes af, at naiviteten blev udnyttet – og at der måske var bagtanker med det. For Ravenlaughs og andre fortørnede bloggere er det nemlig ikke det blotte genre­brud alene, som er anstødsstenen. Det er mis­tanken om, at LonelyGirl15 blot var fortroppen for en langt større invasion, som kommer. Det er forestillingen om, at internettet som kommunikativt og magtfrit rum er truet af en udefrakommende fjende. Fjenden er Big Business, og frygten er, at Corporate America nu ruster sig til at overfalde techno­kulturens kommunikationsformer med massiv mar­keting forklædt som uskyldsren blogging.

 

YouTube versus Corporate America

De amerikanske medieforskere Richard Kahn og Douglas Kellner fra University of California opfatter blogging-fællesskaber som fx YouTube og MySpace som arnesteder for en modkultur, en form for internetaktivisme, som ligger i forlængelse af en traditionel amerikansk frihedsdyd, den grundlæggende skepsis over for magtens legitimitet. Kahn & Kellner ser bloggingfællesskabet som en potentiel kilde til modstand mod en amerikansk medie­institution, som i stigende grad opfattes som værende håbløst i lommen på Wall Street og dermed i demokratisk underskud. Den kraftige reaktion på afsløringen af LonelyGirl15 kan forklares ved, at netop denne affære ligner et første anslag fra Corporate America mod internetdialogens autonomi.

 

LonelyGirl15 er faktisk ikke det første tilfælde af genrebrud; et prominent for­tilfælde er sagen om den unge leukæmiramte pige Kaycee Nicole, som kommunikerede med hundredvis af medfølende netbrugere. Men da sympatisørerne ville vise deres respekt og delta­gelse ved hendes begravelse, lykkedes det aldrig at lokalisere ceremonien. Der blev nemlig ingen begravelse, for Kaycee havde aldrig eksisteret. Men Kaycee-affæren fik ikke så stor betydning på lang sigt, måske fordi hun var en privat brugers opfindelse uden yderligere bagtanker. Afsløringen af LonelyGirl15 er mere traumatisk, fordi tillidsbruddet var syste­matisk og organiseret, og fordi der stod et velfinansieret produktionshold bag. Og dette skabte associationer til Hollywood, de store medienetværker og den etablerede forretningsverdens velkendte markedsføringsmetoder. Selvom der ikke er beviser for, at formålet var entydigt kommercielt, så er det denne ople­velse, som får affæren til at antage proportioner af at være et større opgør end blot en ad hoc justering af gen­rens spilleregler.

 

Genrekonventionerne i bloggerfællesskabet beskyttes måske af gode grunde. Der er tale om et opgør, som handler om helt andre ting end en falsk teenagepiges falske bekendelser. Det er bloggens funktion som social identitets­skaber og vedligeholder af et alternativt mediefællesskab, som er på spil. Og bloggen som modspil til det Ame­rika, som mange brugere har svært ved at identificere sig med og nærer mistro imod.

 

Efter mere end ti minutters brandtale er Ravenlaughs ved at være kørt træt, selvom vreden mod de organiserede genre­brydere i grunden ikke er taget af, snarere til. Han slutter med at true Over-Amerika med fucking napalm. Måske er nettet så småt ved at blive kridtet op til kulturkamp.

 

Relaterede artikler

Blog toplederen synlig - Topledere er for dårlige kommunikatører og mangler synlighed og troværdighed i medarbejdernes øjne. Det var en af pointe...
Guide til den gode corporate blog - Nykredit har en, Arla har en, Post Danmark har en – altså en corporate blog. Virksomhedsbloggerne er blevet en fast del ...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.