CSR: Misforstået medfølelse?

CSR er misforstået medfølelse. Det er det kontroversielle budskab fra den berømte økonomiprofessor David Henderson. I debatbogen Misguided Virtue: False Notions of Corporate Social Responsibility kommer han med en skarp liberal kritik af CSR. Fra hans synsvinkel er CSR gift for virksomhederne og samfundet. Den misforståede medfølelse ødelægger det, som den søger at bevare.

Denne artikel bringes med venlig tilladelse fra KOM Magasinet fra Fagforbundet Kommunikation & Sprog.

 

 Ulandene bliver ikke rigere, men fattigere af CSR. De farlige CSR tanker skal bekæmpes, fordi de hæmmer den globale konkurrence blandt virksomheder og mennesker. Desuden er det slet ikke virksomhedens opgave at drive politik. Det er politikernes opgave, mens virksomhederne er sat i verden for at tjene penge til sine aktionærer. Sådan har det altid været, og sådan skal det forblive ifølge den provokerende økonom.

 

Moralen er, at the business of business is business og intet andet. Det er der desværre mange direktører for de store multinationale virksomheder, som har glemt i begejstringen CSR bølgen. Konsekvensen er, at de stjæler pengene fra aktionærerne til luftige og irrationelle CSR projekter, som ingen ved, om er pengene værd. Rabiate holdninger fra en sær professor? Langt fra. Flere og flere lytter til den tidligere OECD økonom, og senest har det anerkendte tidsskrift Economist bakket op om Henderson. KOM Magasinet har set på præmisserne for det veloplagte liberale angreb på de medfølende virksomheder.

 

Fra Shareholder til Stakeholder

CSR ideologien har spredt sig overalt på kloden og skabt en fælles konsensus om, at virksomheder i dag skal påtage sig rollen som ansvarlige samfundsborgere. Kun ved at være ansvarlig kan virksomheden tjene penge og være succesfuld på langt sigt. Virksomhederne skal i dag drives med langt større omtanke for alle de mennesker og institutioner, den er i kontakt med. Det er ikke kun aktionærerne, som er vigtige, men alle dem, som har del i virksomheden, der kan stille krav, der skal efterleves. Disse krav skal opstilles og måles gennem forskellige alternative regnskabsformer for bæredygtighed. Her skal virksomheden lade sig måle af uafhængige og dyrt betalte konsulenter, der skal tage stilling til, om virksomheden lever op til de mange forskellige krav fra omverden.

 

CSR er gift for den offentlige meningsdannelse

Alt den snak om bæredygtighed mener Henderson er forkert og forfejlet. I sin bog gennemgår han argument for argument, hvorfor CSR skal opfattes som en farlig sygdom, der breder sig med truende konsekvenser for verdens markedet og forgifter den offentlige meningsdannelse.

 

Globaliseringens forbandelse

For det første bygger CSR ideologien på en fejlagtig opfattelse af verdens tilstand. CSR profeterne fremstiller verden i triste grå farver, som om vi befinder os på randen af en katastrofe. En katastrofe af social ulighed, arbejdsløshed, forurening og menneskelig armod. Alt sammen noget som kan føres tilbage til globaliseringens forbandelse. Skurken over alle skurke er naturligvis de store multinationale virksomheder, der har fået mere og mere magt på bekostning af nationalstaterne.

 

Verdens frelse er naturligvis, at skurken indser sine egne fejl og bliver en veltilpasset og lovlydig verdensborger, som heroisk beslutter sig for at redde verden. Kun de multinationale virksomheder kan frelse verden for dem selv gennem CSR. Denne dystre beskrivelse er Henderson naturligvis fuldstændig uenig i. Globalisering har nemlig haft den stik modsatte effekt og været en kæmpe gevinst for ulandene og givet dem helt nye muligheder for at sælge deres produkter til langt flere mennesker. Mens de multinationale virksomheder ikke er blevet nævneværdigt styrket af globaliseringen.

 

Umiddelbart kontroversielle standpunkter, men Henderson virker overbevisende i sin gennemgang af tal og tabeller fra førende analyseinstitutioner i verden. Han ved, hvad han skriver om, og hans store indsigt fra hans tidligere stilling som top økonom i OECD giver kritikken tyngde. Som læser sidder man i hvert fald tilbage med en opfattelse af, at de multinationale virksomheders rolle og ulandenes muligheder er en smule mere komplicerede, end det fremstilles i det politiske korrekte No Logo verdensbillede.

 

Kapitalismens menneskelige ansigt

CSR profeterne ønsker at give kapitalismen et menneskeligt ansigt, men det behøver de slet ikke være bekymret for ifølge Henderson. Det har den allerede, og det viser sig overalt på kloden, når mennesker i ulandene får job eller kan sælge deres produkter i fri konkurrence på verdensmarkedet. Hvis man hæmmer disse muligheder for fri selvudfoldelse, bliver vi alle fattigere. Ikke mindst ulandende. For i enhver virksomhed vil det øge omkostningerne at leve op til de mange krav og forventninger fra CSR profeterne. De højere omkostninger vil betyde dyrere priser for forbrugerne, mindre udbytte til aktionærerne, lavere skatteindtægter og færre jobs i ulandene. Alle taber derfor på CSR.

 

Mindstelønnen giver mindre muligheder

Bogens mest kontroversielle pointe er uden tvivl Hendersons opgør med mindstelønnen. Hvad vi i Danmark ser som en menneskeret, beskriver han som den største trussel mod ulandenes velstand. Ved at stille krav om mindsteløn på fabrikkerne i ulandende hindres millioner af mennesker i at komme ind på arbejdsmarkedet og få del i velstanden. Til at illustrerer dette gennemgår han den berømte skrækhistorie om Levi - Strauss. Et veldokumenteret eksempel på hvordan en ambitiøs CSR strategi med en høj mindsteløn for fabriksmedarbejderne betød lukningen af mange fabrikker i ulandene, faldende profit for aktionærerne og dyrere cowboy bukser. Et forløb som endte med at Levi – Strauss til slut måtte opgive at drive virksomheden ud fra de høje CSR idealer.

 

Standardiseringen er hverken mulig eller ønskelig

Tilhængerne af CSR ser fælles standarter og stadig strammere krav til multinationale virksomheder som vejen til en bedre verden. Henderson ser det omvendt som den sikre vej mod en verden af ufrihed, overregulering og irrationalisme. Han stiller ikke kun spørgsmål ved det gavnlige i standardiseringen, men også om det overhovedet at muligt at opstille fælles krav og standarter i en multikulturel verden. Det, som Henderson frygter med det diffuse begreb bæredygtighed, er, at virksomhederne bliver endnu mere politiske, end de er i forvejen. Drømmen om en fælles standart for bæredygtighed får måske nogle virksomheder til at udøve vold mod en kompliceret virkelighed med komplicerede løsninger. I den klassiske virksomhed træffes beslutninger ud fra kolde beregninger, men de nye diffuse krav om bæredygtighed fører til flere irrationelle beslutninger.

 

Problemet er, at standardiseringen slet ikke er en standardisering. Lige meget hvor enig CSR forkæmperne er om behovet for en bæredygtig udvikling, lige så uenige er de om, hvordan man skal måle bæredygtighed. Offentligheden står tilbage med et kludetæppe af forskellige og modstridende målemetoder. Den tredobbelte bundlinje betyder egentlig blot, at den økonomiske bundlinje forsvinder, og ingen kan blive enige om, hvad der er en succes eller ej. Med undtagelse af de mange dyre konsulenter, der tjener millioner på at sælge netop deres opskrift på bæredygtighed.

 

Samfundets virkelighed eller Ngo’ernes utopi

Et evigt mantra i CSR litteraturen er samfundets forventninger til en ansvarlig optræden. Et begreb som er mere diffust, end det umiddelbart lyder. For hvad forventer samfundet, og hvad kan et samfund egentlig kræve udover, at virksomheden skal leve op til samfundets love? Et godt spørgsmål og som Henderson rigtigt påpeger, skal man passe på ikke at forveksle samfundets forventninger med rabiate paroler for fanatiske NGO organisationer. En ting er i hvert fald sikkert, de fleste NGO organisationer er langt fra repræsentative for samfundets forventninger, og derfor ikke nødvendigvis den mest naturlige samtaleparter for en usikker virksomhed, der kæmper for sin overlevelse. Specielt fordi de fleste NGO´er hader tanken om profit, og grundlæggende er drevet af et had til kapitalismen.

 

De ønsker således ikke at modificere virksomheden for at udvikle dens økonomiske muligheder, men for at afvikle en samfundsorden. At lytte for meget til Ngo’erne er således ifølge Henderson at svigte ideer bag Corporate Governance intentionerne. Det er nemlig langt vigtigere at lytte til ens aktionærer, for de har trods alt en sund interesse i at varetage virksomhedens interesser. Det værste ved det hele er desværre, at Ngo’erne får større og større magt, fordi når først en virksomhed har bøjet sig for Ngo’ernes krav, vil de gør alt, hvad der står i deres magt for at tvinge konkurrenter til at leve op til samme diffuse standarter. Det klassiske eksempel er Nike, som har udviklet sig fra led børnearbejdsgiver til frelst CSR profet. Nu bruger Nike millioner på at tvinge Rebook, Adidas og Puma til at følge trop.

 

Resultatet er en ond spiral, som kun betyder, at omkostningerne og priserne stiger, og profitten falder. Mens flere og flere ubegrundede og irrationelle krav vælter ind over den enkelte virksomhed og branchen som sådan.

 

Misforstået medfølelse eller medfølende forståelse?

Alt i alt er Hendersons liberale kritik af CSR gammel vin på nye flasker. Som hos de klassiske liberale økonomer som Adam Smith og Friedman er løsningen på alting fri handel og verdensmarkedets selvregulering. Det er den samme opskrift på verdens frelse, som liberale økonomer har gentaget i snart 100 år med svingende held. Henderson glemmer dog, at de fleste aktionærer i dag ikke kun tænker på profit. Mange aktier ejes i dag af pensionskasser og organisationer, som er oprigtigt optaget af at skabe bæredygtige virksomheder i en bæredygtig verden. De stiller legale krav til virksomheden, som selv de mest fundamentalistiske liberalister og kyniske direktører er tvunget til at lytte til og rette sig efter. Ikke af misforstået medfølelse, men i medfølende forståelse.

 

Misguided Virtue: False Notions of Corporate Social Responsibility by David Henderson. London: Institute of Economic Affairs, 2002; 169 pages.

 

 Download Henderson bog gratis her 

 

De forskellige holdninger til Corporate Social Responsibility (CSR)

 

De kritiske: Anti-CSR. CSR er uvæsentlig og leder virksomhederne væk fra deres vigtigste opgave som er at tjene penge. CSR skaber udgifter og hæmmer fri handel. CSR er tyveri fra aktionærerne. Denne gruppe tilhører Henderson. Andre kritikere mener at social ansvarlig er regeringens opgave, og virksomheder ikke skal bedrive politik uden for demokratiets kontrol.

 

De frelste: Pro-CSR. De ser det CSR som en gevinst for både samfund og virksomhed. De tror på at man kan tjene penge på at være god. De væsentligste problemer omkring CSR skyldes at tilhængerne har været for dårlige til at formidle fordelene ved CSR.

 

De realistiske: Pro - CSR. Tror CSR I nogle tilfælde kan gavne bade samfund og virksomhed, men ser også en vigtige rolle for samfundet i at regulere og belønne virksomheder med det mål at skabe en mere bæredygtig udvikling.

 

De ambivalente: Hverken for eller imod. Tror på CSR i nogle tilfælde kan gavne både samfund og virksomheder, men bekymret for at kommercielle interesser og store multinationale virksomheder med profit for øje skal spille en stor rolle i forhold til at løse klodens fælles problemer.

 

De skeptiske: anti – CSR. Ser CSR som en klam og overfladisk PR fidus som udelukkende har til formål at tjene endnu flere penge og beskytte virksomheden mod samfundets rimelige kritik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job