Er Priden blevet mainstream?

For nogle fremstår Priden langt mere mainstream end tidligere. Men kigger man lidt under de øverste lag, så afslører optoget, hele Pride-ugen og dækningen af den, at historien ikke er helt så ligetil.

Hvert år, når der er Copenhagen Pride, høres kommentarer, der er skåret over forskellige versioner af ”priden er ligegyldig/ikke politisk længere/nu handler det bare om at drikke”. De har det til fælles, at de glorificerer en ikke-specificeret fortid. Men samtidig negligerer og underkender de fuldstændig nutidens Pride; hvad den indeholder, og hvad dens potentiale er. Og det er ikke bare dumt, det er også synd, for nutidens Pride har rent faktisk en vigtig berettigelse og funktion – som brand, som kommunikationskanal, som oplevelse, som stærkt politisk statement.

Vesterbro Drag Udlejningsservice kørte i samarbejde med Cykling uden alder en gruppe ældre fra Slottet, som er Danmarks første LGBT-plejehjem, rundt til årets Pride.

Er Priden virkelig mainstream?

”Sikke dog en dejlig fest,” sagde min snart 80-årige mormor og morfar, der for første gang i deres lange liv så til fra siden, mens optoget snoede sig gennem gaderne. Det var for det første rørende for undertegnede, men endnu mere er det sigende for de seneste års tilskuere: Det er efterhånden en ret herlig blanding af nysgerrige ældre, glade heteroseksuelle børnefamilier, LGBTQ’ere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer, red.) med venner og familie, forbipasserende og folk, der hænger ud af vinduerne langs ruten og vinker.

Det er nemlig efterhånden længe siden, at Pride-optoget har været en lukket fest for homoer. Mange – rigtig mange – tager del i det, der mest af alt er en fejring af mangfoldighed som grundlæggende værdi og retten til at være den, man er. Det betyder også, at det er nemt at beskylde Priden (eller dem, der går i optoget) for at være populistiske: Når politikere fra en række partier – hele rød blok, Venstres ungdom og Liberal Alliances LGBT-netværk – deltager i optogene. Når Dansk Industri, Call Me (bl.a. på grund af deres Tal ordentligt-kampagne), Forsvarsakademiet, Københavns Universitet og Fagbevægelsen (3F, Dansk Metal, FOA og HK) har vogne og går med i optoget, vinkende og smilende.

Den amerikanske ambassadør gik ligesom de foregående år med i paraden sammen med sin mand. Parret havde også inviteret til LGBTQ-reception i residensen i dagene optil paraden. POLFOTO.

Når Priden slår tilbage

Det er lidt det samme, når Carl Christian Ebbesen, Københavns kulturborgmester fra Dansk Folkeparti, giver en tale fra scenen på Rådhuspladsen, som han gjorde det i lørdags. En glimrende booking af Pride-arrangørerne, al den stund at begivenheden hylder forskellighed, og han, DF’er eller ej, trods alt er kulturborgmester i byen. Der blev dog buhet en del af borgmesteren under hans tale, der mildest talt også må siges at være et studie i total underkendelse af intelligenskvotienten blandt tilhørerne. For hvor Ebbesen med schwung lagde ud med at sige, at der i København heldigvis er plads til og frihed for alle, ved de fleste LGBTQ’ere godt, at sådan er virkeligheden ikke.

Kulturborgmester Carl Christian Ebbesen har lige givet tale ved Copenhagen Pride, men der er han ikke populær. Aktivister uddelte løbesedler, larmede og sang nej tak til racisme, homofobi og transfobi. Læs mere på http://killjoy.dk/da/Vidnesbyrd/Pride2015
Posted by killjoy.dk on 15. august 2015

Hatecrimes er en frygt for mange, nedladende og hadske kommentarer på sociale medier eller på vej hjem fra byturen er virkelighed for en del, og prøver du at kysse med en af samme køn i en taxa, kan du snildt blive smidt ud. Det har jeg selv prøvet – og det har Alexander Grandt Petersen, forbundsformand for DSU, også, som han for nylig skrev i en kronik i Politiken.

At Ebbesen derefter mindede om, at vi i Danmark skal være opmærksomme, fordi der er mørke kræfter til stede, ligesom man andre steder i verden, fx der hvor Islamisk Stats flag vajer, ikke kan leve frit, hvis man er homoseksuel, er et håbløst værdiladet argument i denne sammenhæng. Og det blev modtaget med endnu flere buh-råb fra tilskuerne. For Priden er ikke stedet at kaste had på Islamisk Stat eller muslimer herhjemme – slet ikke, når Ebbesen og hans parti konsekvent argumenterer imod samtlige politiske tiltag, der kan gøre virkeligheden bedre, nemmere, mere ligetil – eller bare ligestillet – for LGBTQ’ere selv.

Priden er er et løfte

Og så er vi egentlig ved kernen i det hele. For selvom mange synes, det er problematisk eller irriterende, at politikere deltager og på den måde ’selvpromoverer’ sig, så lad os lige vende den om: De politiske partier, der deltog i Priden, har alle aktivt arbejdet for LGBTQ-rettigheder. De Konservative, Venstre (som moderparti) og DF glimrede ved deres fravær i paraden – og tak for det, for de har på ingen eller meget få tidspunkter vist, at de ville arbejde for LGBTQ-rettigheder. Det er en del af politikeres job at være selvpromoverende og gøre opmærksom på sig selv. I forbindelse med optoget er det i det mindste dejligt, at de deltagende politikere støtter op om en sag, de rent faktisk tror på.

Socialdemokratiet gik på gaden med lige dele regnbue og politiske slogans ved hånden. Kilde.

Og ligeledes med fx fagbevægelsen, Forsvarsakademiet og DI. Op til Priden offentliggjorde LO en undersøgelse, der viser, at godt hver tredje af de 1249 adspurgte medlemmer oplever, at der bliver talt nedsættende om LGBT’ere på deres arbejdsplads. Fagbevægelsen fulgte op med et fælles læserbrev i Politiken, hvor de argumenterede for, at det var et fælles ansvar at skabe mangfoldige arbejdspladser. Er det derfor populistisk og mainstream at gå med i Priden? Nej.

Det er et stærkt politisk budskab: Det er, som undersøgelsen peger på, langt fra uproblematisk at være LGBTQ’er i mange dele af samfundet, og der vælter ikke ligefrem homoseksuelle smedemestre frem i medierne. Derfor er det flot, at fagbevægelsen støtter op om den platform, som Priden er, stolt går med og viser, at der er handling bag deres ord – at de tager mangfoldighed på arbejdspladserne seriøst. Det samme kan siges om Forsvarsakademiet. Tænk på Don’t Ask, Don’t Tell-loven i USA, der indtil 2011 gjorde det ulovligt for åbne LGBT’ere at tjene i det amerikanske militær!

Der er ikke samme regler herhjemme, heldigvis, men i historisk mandsdominerede institutioner som forsvaret, hæren, politiet og håndværksfagene er det fabelagtigt, at der tages et tidssvarende standpunkt, og at retten til at være sig selv forsvares aktivt og åbenlyst. Det er med andre ord ikke bare en ligegyldig hensigtserklæring. Det er Priden som kommunikationskanal og platform med til at få ud til virkelig mange mennesker. Og det er rasende vigtigt.

Ungdommen udvikler sig

En nylig analyse fra analyseinstituttet YouGov, som er foretaget i Storbritannien, tager pulsen på befolkningens forhold til seksualitet. De har med en god gammeldags Kinsey-skala, der går fra nul til seks, bedt folk om at sætte tal på deres egen seksualitet: nul er lig med 100% heteroseksuel, seks er lig med 100% homoseksuel.

Undersøgelsen er interessant, fordi den viser, at ungdommen har et langt mere liberalt forhold til deres egen seksualitet end ældre generationer. Således svarer 81% af de 40-59-årige, at de enten er 100% homo- eller heteroseksuelle, mens det kun er 52% af de 18-24-årige, der siger det samme – her placerer hele 43% sig mellem en og fem på skalaen og anser altså ikke deres egne seksuelle grænser som værende helt fastlåste.

Jo yngre vi er, jo sværere er vi at sætte i bås seksuelt.

Det er en interessant udvikling, der også afspejles i et mere mangfoldigt mediebillede, hvor der fx er mere fokus på transkønnede end nogensinde før. Men det er også helt afgørende i forhold til Priden og det, den bør arbejde for og stå for: mangfoldighed i ordets bredeste forstand.

Det ser ud til, at ungdommen – eller i hvert fald store dele af den – er bedre til at favne det end nogensinde før. Der har Priden en vigtig udfordring og mulighed: Man har skabt en kommunikationsplatform, der når bredt ud til de store dagblade, aviser og magasiner (selv Euroman dækkede Copenhagen Pride!) og spreder sig på sociale medier, er der en stor opgave i, uden at være fordømmende over for andre, at forklare, hvad det betyder, at der skal være plads til os alle sammen – og ikke mindst at vise det i forbindelse med optogene. Der kan Priden godt blive endnu skarpere i forhold til at omfavne især undergrunds-queer-miljøerne, der ofte kun har kritik tilovers for optog og begivenheder.

Sikke dog et freakshow
Mens jeg så optoget fra Vesterbrogade, hørte jeg nogen sige ”Sikke dog et freakshow”, mens vognene rullede forbi – og lige præcis med den kommentar får man slået fast, hvorfor Pride-ugen stadig har sin berettigelse og absolutte nødvendighed. For det kan godt være, at langt flere danskere er åbne over for LGBTQ’ere end nogensinde før. Men mange synes stadig, at der er tale om et freakshow, om en higen efter opmærksomhed, om at homoer hele tiden vil sætte sig selv i centrum. Men undskyld: Så længe nogle bliver ved med at kalde homoer, biseksuelle, transkønnede, queers - you name it - for et freakshow, ligegyldigt hvordan man ser ud, så er der grund til at skabe opmærksomhed på sig selv.

Der er stadig nogen, der kalder Priden for et freakshow.

For der er jo ikke kun tale om, at transkønnede og drags bliver udsat for hatecrimes, nedsættende kommentarer og slået ned (selvom der desværre ofte er tale om netop det). Ser man mod Mariager, kan man måske huske historien om regnbuefamilien, der blev nødt til at flygte ud af byen, fordi den blev udsat for regulær hetz og diskrimination. Som den ene af mødrene skriver i en rørende Facebook-opdatering om det, hun kalder en regulær flugt:

”Vi er de usynlige, din søn eller datter, din bror eller søster, din kollega, din kammerat, din ven, din mor eller din far. De fleste bærer ikke badge, de fleste gør ikke noget væsen af sig, de fleste er til ligesom dig – i hjemmet, på arbejdet, i sportsforeningerne, i daginstitutionen, på gaden, i butikkerne – alle steder hvor du også færdes. Vi er de usynlige, en stor del af Danmarks LGBT'ere – du vil ikke ane hvem vi er. Gudskelov, for mange af os vil helst have det sådan. Vi ønsker ikke særbehandling eller ophøjet status, vi vil bare gerne have lov at være den vi er og det vi er, det som fuldender os og gør os lykkelige. Vores hjerter græder akkurat som dit, vores hjerter jubler ligesom dit, vores hjerter banker ligesom dit – vi er ligesom dig.”

Det afspejlede Priden. Alle mennesker, der deltog, er jo ganske almindelige. At nogle har andre feticher end dig, klæder sig anderledes, har en anden kønsidentitet eller vælger at få børn med en af samme køn, gør dem hverken til freaks eller anormale – det gør dem til mennesker ligesom alle andre. Men som historien viser, kræver det larm og kontinuerlig kommunikation at få andre til at forstå det. Derfor er det vigtigt, at Priden kan ramme bredt. Kan rumme queers, transkønnede, drags, funktionærer, bibliotekarer, sygeplejersker og politimænd side om side med studerende, roklubben eller ’VIP Lebberne i DK’, som en vogn hed (hvem de er, vil jeg sygt gerne vide).

Der er ikke længere tale om én homobevægelse, som der var engang. Tiderne er skiftet. Der er tale om en mangfoldig og forskelligartet LGBTQ-bevægelse med mange forskellige delmål, retninger, ønsker og muligheder. Det skal og må Priden favne – og ikke mindst kommunikere. Så må du selv bestemme, om du kalder det mainstream.