Containment som valgkommunikationsstrategi

Når der ikke sker nogen branddifferentiering, så går valgkampen i selvsving. Kan kontrollerede Fogh så kontrollere det?

George F. Kennan lancerede i 1947 containment som strategien. Sovjetunionen skulle med økonomiske, politiske og militære midler holdes tilbage indenfor sine grænser. Og det lykkedes.
Fogh Rasmussen lancerede 58 år efter sin inddæmningsstrategi. Den består af 7 valgpunkter formet som en vælgerkontrakt, der skal få Socialdemokraterne til at gå i rødt. De skal ikke have nogen seriøs velfærdsforbedring tilbage at føre valgkamp på. Derved reduceres alt til et præsidentvalg om troværdighed – ikke bare i den sidste, men i alle tre uger. Og her har opinionsundersøgelser længe og entydigt haft Fogh som vinder. At Lykketoft så her fra 2. valgkamps-uge utvivlsomt vil anklage Fogh for at skjule sine reelle hensigter vil bare udstille Lykketofts desperation mod en modstander, der er dygtigere og mere systematisk har sat sig hovedbudskab: Venstre så ved du, at der ikke sker noget med velfærden.

Jeg har før her på siden rost Fogh for hans leder- og kommunikationsevner, og vil gerne gøre det igen. Strategien vil givet lykkes. Men som for den kolde krigs deltagere vil også denne have sine omkostninger, sine risici og sine konsekvenser.

Omkostningen for Venstres vælgerkontrakt kan let være, at den binder regeringen til at føre Socialdemokratiets velfærdspolitik - og det endda langt hen i den mere sure og forandringsfjendske udgave som Pia Kjærgaards parti står fadder til. Tryghedsmantraet om at bevare mest muligt dansk og forandre mindst muligt dansk er den egentlige sejrherre i den her type valgkamp. Ingen radikal omstilling til globaliserede vilkår, ingen EU-debat, ingen grundlæggende reformer.

Risikoen for Fogh, når han vil inddæmme og kontrollere alt – er at valgkampen går i meta. Og så kontrollerer han ingenting. I stedet for selv at definere nogle forskelle til oppositionens program, så Fogh kunne styre debatten via de forskelle, er alt nu så inddæmmet, så ingenting - og dermed alt muligt kan komme op. Det har vi allerede oplevet i 1. valguge fra slagterier til Dankort- og museumsgebyrer - samt ikke mindst i en hidsig metajagt på alt der kan lugte af og defineres som spin. Og det vil kun forstærkes. Risikoen for Fogh er dermed at kaniner kan hives op af hatten og stemninger kan tage over. Fogh har efter min mening for hurtigt lukket for mange politiske felter.

Vigtigst ved den omvendte valgkamp er dog dens mulige langsigtede konsekvenser. Med ”omvendt” mener jeg, at hvor valgkampe normalt handler om at brande sig så man sags- og værdimæssigt differentierer sig fra sin modstander, så er det denne gang omvendt. Fogh ligner velfærdspolitisk sin hovedmodstander så meget, at ingen kan se forskel på andet end personer og symboler. Derfor får personer og symboler overdreven vægt i dækningen. Konsekvensen kan som i England resultere i politikerlede, fordi den tunge politik reserveres ekspertfora, der kan diskutere EU, Struktur- og velfærdsreformer og alt det komplekse, mens alt fra spineksperter til modedesignere og personal brandingeksperter kan diskutere hvorfor hvem siger sådan (da det jo absolut ikke kan være fordi de mener det).
Leden ved valgkampens enorme medietryk på ingenting har allerede vist sig ved at det er V og S, der i opinion-pools går tilbage. Så lad os naivt håbe at såvel kandidaterne som kommentatorerne indser, at selv om valget nu naturligt er i procesmode (hvem skal regere), så tjener man point på at inddrage substans (politik) og dermed ikke gøre befolkningen dummere end den allerede er.



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job