Conniemania og de kvindelige konservative værdier

K-forum har talt med Connie Hedegaard, som mandag den 2. august blev udnævnt til miljøminister og dermed trådte tilbage på den politiske scene efter 14 år. Nu skal værdierne trækkes i en mere moderne konservativ retning.

Da Connie Hedegaard den 4. marts 2003 modtog den ærefulde Publicistpris, lagde hun ikke skjul på at hun som vært på Deadline befandt sig præcis hvor hun gerne ville være. I sin takketale talte hun bl.a. om journalistens magt til at vælge – og vælge fra – og om det deraf følgende medansvar for samfundsdebatten.

Gør man sig klart at disse ord ikke kun var udsmykning, men tværtimod ledsaget af en betydelig samfundsinteresse og idealisme i bred forstand, vil man også kunne forstå at der ikke så meget ligger et "MEN" i Connie Hedegaards beslutning om at sige ja til posten som miljøminister, men snarere et "OG". For det er netop muligheden for i endnu højere grad at tage ansvar, der gør at hun ikke kan og vil sige nej til et så direkte tilbud fra den konservative top. Hun forklarer bl.a.:

- Journalisten kan godt være med til at sætte dagsordener, men det er klart at selv om man i et moderne samfund ikke skal overdrive betydningen af den enkelte minister, så har politikerne alligevel i sidste ende mulighed for med deres holdninger og betoninger at trække sporet i den ene eller anden retning.

Den konservative helhedstænkning
Og Connie Hedegaards holdninger og betoninger har Det Konservative Folkeparti åbenlyst bedt om ved at invitere hende ind i regeringen. De kan i hvert fald ikke sige at de ikke ved hvad de får.
   I egenskab af 'fri journalist' – bl.a. som klummeskribent i Politiken – har Connie Hedegaard målt den borgerlige regering mod sine egne holdningers alen – hvilket ind imellem har givet anledning til hård kritik af regeringen. Connie Hedegaard fremhæver bl.a. opfattelsen af borgerne som 'brugere' som et eksempel på at de konservative kerneværdier har stået for svagt:

- Denne regering har talt for meget om borgerne som brugere. For mig er det vigtigt at holde fast i, at i den samfundsmæssige ramme, der er vi alle borgere. I dét at være borger ligger der også et ansvar for andet end én selv – et ansvar for at tænke helheden ind. Den helhedstænkning er for mig central for konservatismen, og den må gerne betones mere.

Derfor står også regeringens – og især Venstres – så ofte besungne decentraliseringsmantra for skud:

- Hele det mantra om at alle beslutninger ligger bedst helt ude tæt ved folk, er jeg altså ikke enig i. Det resulterer for meget i et hensyn til lokale økonomiske interesser og en helhed som ingen er interesseret i.

Politisk lys over land
Nogle taler om at regeringsrokaden – især i kraft af Connie Hedegaards indtræden i regeringen – indvarsler en ny konservativ linje. Det gør den også for så vidt at man ved at tage Connie Hedegaard til sig, tager ovenstående kritikpunkter til sig. Men der er ikke noget nyt i det – andet end at de konservative værdier bliver profileret klarere.

Lidt karikeret sagt – og derfor med sandsynlighed for let overdrivelse – har konservativ politiks aftryk i massemedierne stort set været reduceret til et spørgsmål om lov & orden samt evig troskab med Venstre. Den konservative tankegang har stået i skyggen af Anders Foghs dagsorden, og selv om de konservative har haft indflydelse, så har den indflydelse netop ikke smittet af på retorikken og formuleringerne. Det skyldes bl.a. at man (med få undtagelser) ikke har haft formuleringsevnerne til at lade det ideologiske vise sig i det konkrete, og det skyldes også at de konservative, selv længe før regeringssamarbejdet, for det meste udtalte sig i et borgerligt "vi" som også inddrog Venstre.

Derfor er det ikke så overraskende at Connie Hedegaard bliver modtaget med jubel. Som den intelligente og kloge formidler hun er, kan hun formulere det konkrete med en bevidsthed og med en intellektuel overbygning som skaber perspektiv i forhold til de konservative værdier – og dermed kan hun skabe en følelse af konsistens. Er det ikke netop den slags der skal til for at samle et parti?

Som tidligere skærmtrold nyder hun en stor popularitet. Men den kan man – som hun siger – "glæde sig over i denne uge, og så kan man i næste uge være udråbt som idiot". Den journalistiske faglighed kan imidlertid ingen popularitetsmåling fratage hende.
   Som journalist besindede Connie Hedegaard sig meget på det oplysende og konstruktive – og hun har været med til at danne modstrøm mod Ritzautelegram-journalistikken og ideen om at nyhedsmængden og tempoet er et gode i sig selv. Men hvad kan hun gøre ved det, nu hvor hun sidder på den anden side af bordet?:

- Man kan gøre noget ved det ved at nægte at være med på de korte præmisser. Politikerne skal være påpasselige med ikke at gøre mediernes dagsorden til politikernes dagsorden. Mange debatter er gået skævt fra starten fordi politikere har syntes at de skulle have en holdning klokken 7 om morgenen uden at have sat sig helt ind i sagen. Men det handler også om at sørge for at sætte journalisterne ordentligt ind i sagerne, så de har mulighed for at skrive noget fornuftigt. Dét skal ministerierne være bedre til, og det er fint hvis journalister i højere grad benytter sig af embedsmændene til at svare på det faglige.

Hvorfor ikke radikal?
Med tanke på Connie Hedegaards virke gennem de sidste 6 år som henholdsvis klummeskribent i Politiken og vært på DR2, kan man let komme til at tænke: Hvorfor er hun egentlig ikke radikal? Hun føler sig tydeligvis hjemme i dette grønne (og grå) segment – og hun vedkender sig også dette tilhørsforhold (om end man næsten hører hende sige: "segmenter er noget bras"). Hermed ikke sagt at det er uforeneligt med at være konservativ – Per Stig Møller er et fint eksempel på en artsfælle. Men det er jo ikke nogen hemmelighed at tyngepunktet af den læser- og seerskare Connie Hedegaard har opnået en vis fortrolighed med, ligger et stykke længere til venstre. Derfor er det også interessant at spørge hvad hun har imod de radikale?:

- Jeg dannede mine politiske holdninger i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, og kunne ikke være radikal bl.a. fordi jeg var imod hele fodnotepolitikken.
   I dag... – hvis vi fx tager udlændingepolitikken og tvangsægteskaber – så vil de radikale tvinge en holdning ned over befolkningen som er urealistisk. Netop når vi skal have et samfund og et fællesskab til at fungere, så er det vigtigt at det fællesskab hænger sammen. Det er vigtigt at finde ud af hvad modstanden i centrale emner bunder i. Og dér står de radikale tit med de fine holdninger hvor det aldrig gør rigtig ondt.

Hvor ondt Connie Hedegaards karriereskifte gør på Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, skal være usagt her. Men man kommer ikke uden om at nogle af de ord han som medlem af priskomiteen lod falde i forbindelse med overrækkelsen af prisen den 4. marts 2003, havde profetisk karakter (også selv om de netop var sagt med dét modsatte fortegn at man glædede sig over at Connie Hedegaard havde valgt politiker-karrieren fra til fordel for journalistikken). Så lad os slutte med den bid af Tøger Seidenfadens tale som her i bakspejlet er så forunderlig:

- Du ville utvivlsomt være blevet minister, og med din integritet – og partiets problemer - er det såmænd ikke usandsynligt at du få år senere kunne være blevet partiets redningskrans og fornyer: Guderne skal vide at dit gamle parti ofte har haft behov for det – ja, sagt i denne snævre kreds, stadig har det.



Connie Hedegaards CV

Miljøminister den 2. august 2004.

Journalist, cand.mag.
Født i København den 15. september 1960

Formand for Konservative Studerende i Hovedstaden 1981-82
Landsformand for Danmarks Konservative Studerende 1983-84
Medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1984-90
Forsvarspolitisk ordfører 1987-89
Politisk ordfører 1989-90

Journalist ved Berlingske Tidende 1990-94
Chef for Radioavisen, Danmarks Radio, 1994-98
Studievært ved DR2 1998-2004

Præsident for Atlantic Association of Young Political Leaders (AAYPL) 1985-87
Medlem af repræsentantskabet for Atlantsammenslutningen fra 1986
Medlem af bestyrelsen for Demokratifonden 1990-95
Medlem af bestyrelsen for Center for Teknologistøttet Undervisning 1995-98
Medlem af Udvalget om Offentlig Informationspolitik 1996-97
Formand for Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) 1998-2001
Medlem af År 2000-Fonden 1999-2000
Formand for bestyrelsen for Kulturministeriets Udviklingsfond 2001-02
Formand for bestyrelsen for BUSTER børnefilmfestivalen fra 2002
Formand for EVA's evaluering af de danske journalistuddannelser

Bidragyder til diverse debatbøger
Fast klummeskriver ved dagbladet Politiken 1998-2004

Tildelt KLF/Kirke & Mediers Hæderslegat 2001
Tildelt FOF's kulturpris 2002
Tildelt Publicistprisen 2003
Tildelt Ebbe Munck Prisen 2003


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job