Christiansborg er en landsby

På Christiansborg spiser politikere og journalister ved samme bord. De lever tæt sammen i en gensidig afhængighed og deler samme verdensbillede. Der er en del fordele og en del ulemper ved bofællesskabet. Nogle af skavankerne ville forsvinde, hvis man trak den journalistiske beslutningskompetence væk fra Christiansborg og hjem til hovedredaktionerne.

Fænomenet med at politikere, politisk ansatte og journalister lever side om side, deler toiletter, kontorgange, kantiner og tæt dagligdag er enestående i den vestlige verden. På nogle områder giver det en række fordele, som vi ofte fremhæver: det nære, direkte og uhøjtidelige demokrati.
Ulemperne snakker vi ikke så tit om. For hvis en landsby ikke åbner sig tilstrækkeligt over for omverden, begynder der at ske en række ting. Beboerne har det med at gå op i særlige emner, som folk uden for landsbyen ikke interesserer sig det fjerneste for. Man tillægger sig vaner, hvis oprindelse og fornuft fortoner sig i fortiden. Man enes umærkeligt om normer og moral, hvorfor det også er nemt at se, hvem af beboerne der ikke passer ind. Der opstår netværk mellem politikere og journalister - aktøren og kontrolløren - som kun få har en chance for at gennemskue. Og man får sit eget indforståede sprog.

Den politiske journalistik lider på godt og ondt af et landsbysyndrom, og spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at man aktivt forsøger at fjerne nogle af skavankerne ved det tætte samliv. Det kan umiddelbart lyde som en klagesang over, at det står forfærdeligt til med den politiske journalistik, og at det var meget bedre tidligere. Det er bestemt ikke tilfældet. Man behøver blot at tage en gammel avis i hånden eller se en TV-avis fra 1970erne for at konstatere, at meget er blevet bedre. Den grove politisering, som var et barn af partipressen, og de endeløse referater, som blev et barn af autoritetstroen, er afløst af en ofte kritisk og respektløs journalistik. Den politiske journalistik er blevet selvstændiggjort. Næppe som nogen fjerde statsmagt, men som en uafhængig spiller blandt flere i det offentlige rum.

Selvstændiggørelsen har på godt og ondt også gjort den enkelte journalist mere fritsvævende uden mange stopklodser i den redaktionelle proces. Han eller hun er - groft sagt - blevet sin egen redaktør med licens til at beskrive, komponere, anmelde, kommentere, vurdere, ophøje, dømme og afvise.

Denne uafhængighed - eller autonomi - har skabt tradition for en masse fremragende politisk journalistik, men også resulteret i en sværere balancegang mellem rollen som kontrollør og aktør. Et øjebliks uopmærksomhed og den politiske journalistik risikerer at blive politiserende. Bevidst eller ubevidst.

Uafhængigheden har også gjort den politiske journalistik sårbar. Sårbar over for kulturel indavl, uvidenhed og manglende professionalisme. Sårbar over for såkaldte spindoktorer og deres chefer, der gerne selv vil styre den politiske debat.


Den kulturelle indavl ses bl.a. på Christiansborgs populæreste cafeteria - Brydesen på 2. sal for enden af den lange gang umiddelbart før dobbeltdøren ind til Statsministeriet. Her står et rundt bord nede i bunden. Der står ikke »reserveret« eller andet på det, men de fleste ved, at omkring dette bord sidder politiske journalister og spiser frokost. Og her taler man uden for citat.

Når man tænker over det, er frokosten et enestående fænomen. Medierne udkæmper i disse år en nådesløs overlevelseskamp. Nogle bukker under, andre fusionerer, millionerne ruller. Chefredaktører, der ikke leverer resultater, afsættes, som var de fodboldtrænere med en dårlig forårssæson. Annonceafdelinger kæmper fra hus til hus, og TV-stationers succes afgøres af enkelte procenter i seertal. Imens alt det foregår udenfor, sidder en række politiske journalister fra konkurrerende medier roligt og indtager Brydesens varme frikadeller og tørre kartoffelmadder. Kan man forestille sig, at udviklingsafdelingen i TDC og Sonofon gjorde det samme - delte kantinebord og småsladder? Næppe.

Snakken om det runde bord er som udgangspunkt uskyldig. Jagten på egne historier er stor, så der passes selvfølgelig på ikke at røbe, hvis man er i gang med en god historie. Man er konkurrenter, men også kolleger. Man er journalister med de fællestræk, der nu er forbundet med ethvert fag. Og nogle gange kommer der et jobtilbud fra et andet medie. Skiftet er ikke så svært. Journalistikken er næsten den samme. Den fysiske arbejdsplads er - næsten - den samme. Stofområdet det samme. Frokostbordet det samme. Lønnen er blot lidt højere. Nogle gange kommer der et tilbud fra en minister eller en partileder ind på det runde bord. Tilbudet om at blive pressechef, spindoktor eller særlig rådgiver kaster som regel en noget større lønforhøjelse af sig.


Brydesens runde bord symboliserer et fælles tankesæt og en fælles kultur. I overført betydning findes det runde bord overalt på Christiansborg. På gangene, når man får sig en sludder med en kollega. Til særlige arrangementer. På rejser med folketingsudvalg. På kontoret. Foran udvalgsværelset, når man tålmodigt venter på, at politikerne skal blive færdige med deres møde. Og udenfor, når cirkus kommer til byen i form af et partilandsmøde.


Anekdoter om politikere udveksles. Vurderinger tjekkes - og nogle gange afstemmes de. Poul Nyrup Rasmussen var klodset. Anders Fogh Rasmussen laver næsten ingen fejl. Per Stig Møller er akademisk. Marianne Jelved er saglig. Svend Auken er stadig bitter. Nogle er ude. Nogle er inde. Nogle er nede. Nogle er oppe. Og sådan noget har det med at bekræfte sig selv. Det står jo i avisen, kan høres i radioen eller ses i fjernsynet!

Seneste eksempel på fænomenet så vi i forbindelse med bogen om Mogens Lykketoft, hvor et par sætninger om Nyrups fald som formand og 1990ernes udlændingepolitik stjal opmærksomheden fra alle de andre sider. Hovedlinien i otte dags mediestorm var en socialdemokratisk formand, der drevet af forfængelighed og personlig historieopfattelse var ved at miste fodfæste i sit parti. Med nogen ret kunne man lige så let have lavet historien om, at Lykketofts historieskrivning var korrekt om end lidt uklart og måske ligefrem uklogt skrevet. At det var en bitter og politisk ensom Poul Nyrup, der med få velovervejede sætninger forsøgte at sparke ureglementeret bagud. Eller at tre vestegnsborgmestre, et par tillidsfolk, et folketingsmedlem og et par kommentatorer nu på 10. år er klar til at sige noget ufordelagtigt om Lykketoft, selv hvis de vækkes klokken tre om natten af en hammer i hovedet. Pointen er ikke, hvilken version der er den mest rigtige. Pointen er, at vi stort set kun fik en enkelt version, da mediestormen væltede ind over Lykketoft og hans bog og rev alt med sig. Og bogens øvrige indhold udover de to-tre famøse sætninger? Det glemte vi næsten i farten.


Det kan lyde som den store konspiration, men det er slet ikke tilfældet. Det er snarere tradition uden refleksion. Og den kulturelle indavls svagheder kommer under yderligere pres i disse år. For imens folketingsgrupperne og andre med interesse i det politiske liv opruster med medarbejdere, så har medierne de senere år strammet forholdene for de politiske redaktioner. Der ofres - stadig - mange ressourcer på den politiske journalistik, men til gengæld skal der også leveres mange typer historier: de daglige begivenheder, citathistorierne, reportagerne, baggrunden, analysen, det dybdeborende og afslørende, helligdagsudgaver, portrætter, interviews, »hjemme hos« osv. osv. Presset er stort. Konkurrencen er hård. Produktionskravene kan være voldsomme.

Det hele er med til at give ekstra plads til hurtige analyser og baggrunde. Tidligere var det et gebet for seniorjournalisten med stor erfaring. Og analysen kom måske en enkelt eller to gange om ugen.

Flere af skribenterne nød ganske stor respekt på tværs af de politiske grupperinger. Sådan er det kun i begrænset omfang i dag. Analyser og baggrunde opleves nu dagligt i de forskellige medier. Ofte er de skrevet af den politiske journalist, som i øvrigt har dækket den pågældende sag. Og ofte er de blot en hurtig vej til at skrive det, man ikke kan få citat på. Og ofte er den såkaldte analyse baseret på en enkelt hurtig kilde - måske en tidligere kollega, som nu er blevet pressechef for en minister.

I bedste fald kan analysen være banal, lettere oplysende og ganske harmløs. Ofte indeholder de småfejl, som kan være svære at undgå, hvis man har travlt og ikke er dybt inde i det pågældende stof. Når det er allerværst, skævvrider analysen borgernes opfattelse af, hvad der foregår. Selv hvis de mange analyser, baggrunde og vurderinger af det politiske spil er lavet rigtigt, kan man med rette spørge, om det er det, borgerne efterspørger i så store mængder. Den politiske journalistik har i de senere år udviklet sig i retning af sportsjournalistikken, hvor det er spillet, taktikken og de fine eller ufine tacklinger, der vurderes og beskrives. Det politiske indhold har nogle gange svært ved at få opmærksomhed, når borgerne i den politiske landsby snakker med hinanden.


Der er en del fordele og en del ulemper ved bofællesskabet mellem politikerne og de politiske journalister. Og det vil formentlig være urealistisk at tømme Christiansborg for journalister, så de kom ud af den snævre kultur og det indforståede miljø. Det ville måske ikke engang være ønskeligt.

Men det ville være et formål i sig selv at få en del af den journalistiske autonomi - beslutningskompetencen - ud af Christiansborg. Ud til hvor den hører hjemme: på de enkelte mediers hovedredaktioner eller som en del af en større samfundsredaktion, hvor andre hensyn, andre journalister og andre interesser spiller med. Det ville også være en naturlig konsekvens af, at noget af magten de seneste årtier har forskubbet sig væk fra Christiansborg.

Det ville måske fjerne lidt af indavlen, give færre historier om det politiske spil og gøre afstanden mellem at være kontrollør og aktør lidt større. Og måske ville det få de enkelte medier til i højere grad at nærme sig sine læsere, seere og lyttere.

Altså dem uden for landsbyen.

Kronikken har været trykt i Berlingske Tidende tirsdag 7. oktober 2003

Relaterede artikler

Politisk marketing - Den politiske kommunikation har forandret sig mod en større grad af markedsføring af politikken. I artiklen beskrives h...
Kommunikationen der blev glemt - Fænomenet ”spindoktorer” har optaget sindene voldsomt – ikke mindst siden VK-regeringen kom til magten i 2001. Så meget ...
På sporet af den politiske sprogpsykologi - Megen national og international forskning i politisk kommunikation har fokuseret og fokuserer stadig på den politiske ta...
Metaspin - Verden er blevet postmoderne. Samfundet er blevet hyperkomplekst. Og politik er blevet spin. Politik er ikke længere bår...
Spindoktori: Luftkastel eller virkelighed? - Den store uenighed om spindoktoris udbredelse i Danmark er velkendt, og aktuelle undersøgelser af fænomenets udbredelse...
Framing, Priming & Niche nursing - I nyhedsmedierne præsenteres den politiske offentlighed ofte som en konfliktfyldt arena, hvor magtfuldkomne eliter ager...
Anne-Mette Cross-promotion - Der gik et gisp igennem salen, da hun kom svansende i sin meget lille og meget lilla sambakjole.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Rådgiver

Frist: 14. august

kommunikatør

Frist: 9. august

Videojournalist

Frist: 5. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.