Christian Friis Bach - den politiske superhelt
Den undervurderede

Skrevet af

Kasper Fogh Hansen

69 artikler

0 indlæg

For en uge siden var han anonym og nok en fejlrekruttering som minister. I dag er Christian Friis Bach en politisk superhelt. Hvad er der sket? Vi kigger på, hvordan grimme kriser kan gøre pæne mennesker til overraskende helte i politik. For der er født mange store politikere ud af gedigne lortesager; morgendagens stjerner skal findes i gårsdagens affald.
Fornemmer man en hardcore politisk superstrateg bag det bløde, radikale udtryk? 
 
 
To unge politiske rådgivere sad for et par år siden på en café. De var blevet stillet en håbløs opgave. De skulle få en mand valgt, der var venlig, nem at samarbejde med, som ikke lavede alvorlige konflikter eller talte henført om noget, han kaldte ”faglighed”. En mand, der grundlæggende var alt for venskabeligt indstillet til at blive et rigtigt politisk (rov)dyr.
 
På et tidspunkt kastede den ene af de to unge spinfolk frustreret blokken med ideer, de ikke troede på, henover bordet: ”Bare han dog for fanden kunne lave en sexskandale”, sagde hun. ”Så havde vi da haft lidt at arbejde med”.
 
Der er født mange store politikere ud af gedigne lortesager; morgendagens stjerner skal findes i gårsdagens affald.
 
 
Opsigelsen i Facebook-style 
 
Krisen er forudsætningen for succes
I politik er “skandaler” eller ”kriser” mærkeligt nok den muld, mange politikere vokser i. Navnegenkendelsen er ofte opstået i en mediestorm og respekten opstået i kølvandet på dens håndtering. Krisen er ikke bare en mulighed, men en forudsætning for at slå igennem i et moderne mediebillede. 
 
Ser man på tilfældet Christian Friis Bach er omvendelsen total. I år er Christian Friis Bach i pressen blevet kaldt ”anonym” og ”usynlig”, og internt i regeringsblokken har han ikke ligefrem imponeret. Hans plads på ministerholdet bidrog ikke ret meget, om noget, til regeringens profil, i bedste fald kunne man opfatte hans ministertid som neutral, hverken god eller skidt. Med mindre man da sad i udviklingssystemet, hvor der sikkert var en vis tryghed ved hans faglige indsigt. 
 
Men i betragtning af, at forgængeren var Søren Pind, som transformerede miniministeriet med den store pengekasse til et ”frihedsministerium” og gjorde Danmarks muligheder for at hjælpe ude i verden til en national samtale, så gled frihedsministeriet helt og aldeles ud af den offentlige samtale med Christian Friis Bach. Han blev nærmest kaldt en fejlrekruttering, og to år i træk var han regeringens mest ukendte minister.
 
Der er forskel på Pind og Bachs adfærd som udviklingsminister. Det er koloniherren over for nørdministeren. Billedet er taget af freelancefotograf Søren Christian Bech
 
Til Friis Bachs forsvar skal fremføres, at han var en meget forudsigelig fejlrekruttering. Med baggrund i internationalt nødhjælpsarbejde var han – ligesom Martin Lidegaard – nærmest en fagminister, hvilket almindeligvis må betragtes som en ulempe, al den stund at fagligt meget forankrede ministre ofte går i et med deres system. Hvilket Friis Bach da også prompte gjorde. En god politiker er – hvis vedkommende da skal forandre noget i den danske model, hvor bureaukratierne er permanente – nødt til at være i opposition til sit bureaukrati. Ligesom den anden radikale fagminister kom hans offentlige gennembrud på en skandalesag, men modsat Lidegaard er han sluppet fantastisk igennem. 
 
Friis Bach bekræfter på pressemøde: "Jeg går af som udviklingsminister". Foto: Polfoto. 
 
Reglerne for krisehåndtering
Lad os kigge på et par af de regler om krisehåndtering, der står i enhver PR-grønspættebog: 
 
  • At være uforberedt er ikke en undskyldning.
  • Første respons er kritisk, de første 48 timer afgørende
  • Man må aldrig lyve eller gemme vigtige ting – hele svesken på disken med det samme.
  • Læg dig ned og sig undskyld, uanset om du har gjort noget galt eller ej, det nytter ikke at argumentere med pressen.
  • Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares.
  • Vær ydmyg – over for pressen, vælgerne, partiet, kunderne: alle.
  • Få andre til at gå i brechen for dig.
  • Vælg selv din kampplads. 
 
Friis Bach rammer det hele perfekt: 1. Han vælger selv at offentliggøre de kritisable forhold, 2. Han får talt det hele igennem med det samme, 3. Han får bundet sløjfe på, og 4. Så takker han af med noget, der nærmest kan betragtes som en idealists hyldest til det danske demokrati. Her er altså en mand, der tager ministeransvaret bogstaveligt og nægter at blive siddende efter at have misinformeret Folketinget. Det er liiige før, det er for godt til at være sandt. Men der er meget mere til det.
 
En politisk kattetønde
At Christian Friis Bach gik som minister var og er det eneste rigtige. Han var blevet en politisk kattetønde, en personlig knage, som Venstres politiske tæskehold, ”løjtnanterne”, kunne hænge forsøget på at få frikendt Lars Løkke Rasmussen i folkedomstolen på. Den milde tale fra Venstre om, at han da ”bare” kunne nøjes med en ”lille næse”, skal man ikke tro et øjeblik på. Da han gik, fornægtede han Venstre en ny retssag om GGGI-forbruget, nu med ham som anklaget. 
 
Friis Bach trådte altså i karakter og viste overraskende integritet, men han viste også, at han mestrer den politiske og mediemæssige matematik – og det er måske lidt mere overraskende for flere. For vi har nok undervurderet ham alle sammen.
 
 
Friis Bach har talt en del om, hvor dejlig meget tid han nu får til andre landlige sysler, som for eksempel at færdiggøre sin gummivogn
 
Forandringsledelse på højt, strategisk niveau
Udover at det politisk-taktisk var det klogeste at gå, så er den politiske og ledelsesmæssige substans egentlig også ret interessant. Friis Bach havde ikke længere tillid til udenrigsministeriet, der nu for anden gang havde brændt ham af, og han havde desuden opgivet at spekulere i, hvad der var gået galt. I stedet sendte han en dybvandsbombe ned i ministeriet: Han ville ikke være minister for det hus længere, han stolede ikke på systemet. 
 
Friis Bachs afgang bringer et voldsomt fokus på ministeriets ageren, og det kan blive startskuddet til et større reformarbejde i udenrigsministeriet. Ikke dårligt gået: Hans afgang er et meget fint stykke forandringsledelse, der nok ellers ikke var kommet i stand. Det er en meget langsigtet ageren, der er respektindgydende: Han bruger sin afgang strategisk, på en måde der også giver respekt i de tunge ledelseslag i ministerier og partier. 
 
Christian Friis Bach har brugt krisen til at føde sig selv fra obskurantisme og fra bagerste plads i en ramponeret regeringsbus og ind som en kendt, respekteret politiker i første geled i sit parti. Hvis man nogensinde har set et politisk naturtalent, så fik man da ét der. Og hele forståelsen af Friis Bach som en nørdet ulandsminister kun med blik for tredje verdens problemer er nok heller ikke rigtig. Han har været i politik længe, været på valg for flere kredse, har været i byrådet og står stærkt i den store nordsjællandske del af partiet. Han har gjort karriere i de organisationer, han har arbejdet i – og ulandsstøttemiljøet og klimaorganisationerne er bestemt politiske verdener.
 
At tro, at han kun vil være ulandspolitiker, er formentligt helt forkert. Hvis verden var så syg, som den ser ud i Frank Underwoods House of Cards, kunne man næsten tro, at nogen ville skabe sådan en krise og sådan en krisehåndtering for at skabe sig selv som politiker. Det har Friis Bach ikke, men han har fået alt ud af det. Gad vide, om han stod dernede i Gaza og tænkte, at dette var hans store chance? 
 
Under alle omstændigheder har hans handling ført ham fra nørdminister til mulig formandskandidat.
 
Elleve måneders karantæne og så er Friis Bach tilbage
Hvor lang tid går der fra, at du har lavet noget rigtigt skidt – for eksempel er blevet taget med en luder på Hollywood Boulevard, når man er Hugh Grant og sælger tøseromantik i dåsefilm – til dit publikum vil have dig igen? Svaret er elleve måneder. 
 
Men du skal blive væk. Du skal holde dig ude af pressen, du skal ikke snakke sort om, hvorfor du er uskyldig, du skal tage dine elleve måneder på opmærksomhedsmæssigt vand og brød – og så er døren åben igen. Kan du holde dig i skindet, er en krise eller en skandale blot en del af en vellykket karriere. 
 
Hvis Christian Friis Bach trækker sig klogt tilbage fra offentligheden et halvt års tid eller lidt mere og vender tilbage med et velforberedt og substantielt politisk projekt, er han ikke til at komme udenom i spillet i sit parti fremover. For der er meget få stærke eller oplagte ledere hos De Radikale.
 
Friis Bachs eget profilbillede på hans Facebook-profil. FN's generaldirektør, statsministeren og droningen ler hjerteligt sammen med Christian: Han ser ud, som om han befinder sig meget godt der, måske har vi undervurderet hans ambitioner?
 
Fløjene i partiet som Friis Bach er oppe imod
I Venstre står Kristian Jensen, eller måske Søren Pind, klar. I Socialdemokratiet er Mette Frederiksen oplagt, og andre bejlere som Wammen & Hækkerup har fundet en måde at forholde sig til det på, der ikke giver (for meget) knas. Hos De Radikale er Morten Østergaard måske den forventelige kronprins, men han er slået meget lidt igennem som minister. Politikens store humorist Kristian Madsen har sågar foreslået DR at lave en udgave af ”Forsvundne danskere” om Morten Østergaard. Sofie Carsten Nielsen er ved at vokse sig stærk og kan lige så vel tænkes at blive en stærk udfordrer. Den traditionelle højrefløj i partiet gik med Naser og Samuelsen, så fundamentet under folk som Rasmus Helveg Petersen er nok ikke stort længere. I det hele taget er fløjene ikke længere så synlige. 
 
Den politiske superhelt
Men i sidste uge kom der en ny mand: Friis Bach. Nørdministeren genfødte sig selv som politisk superhelt. Dagen efter sin afgang tweetede han da også humoristisk fra S-toget, at han da savnede ministerbilen. Det var lige ved at være for meget. Men det, som blev ret tydeligt, var, at her var ikke en mand, der var nedbøjet over at have mistet sit drømmeministerium: Han forstod fint, hvilket narrativ han havde skabt om sig selv, som den eneste der ikke klæber krampagtigt til taburetten, som en af de eneste demokratiske idealister, som en politisk forudseende leder, der ikke ryster på hånden. Og han spillede selvbevidst og med perfekt ydmyghed på det. Sådan handler en nedbøjet mand i nederlagets stund ikke. Og det var, fordi han bestemt ikke har lidt noget nederlag. Og han ved det selv. Men det har krævet et stort mod og en koldblodighed at gennemskue spillet og gøre det drastiske, men rigtige.
 
 
Friis Bach med overskud og et glimt i øjet: slap han ministerposten lidt for let?
 
Den politiske skandale og de tre typer
En krise er et velkendt værktøj til at stige op i politik. Og så skal vi måske dvæle lidt ved, hvilke skandaler der ”maker” eller ”breaker” de klatreivrige. 
 
John B. Thompson fra Cambridge skrev i 2000 ”Den Politiske Skandale” (Hans Reitzels forlag). En ret kedelig, men grundig gennemgang af politiske skandaler. Han har ikke rigtig fantasi til, eller blik for, skandalers potentiale i politisk markedsføring, da han er for optaget af at forstå historiske indvirkninger, skadevirkninger, af medieskandaler. Men hans beskrivelse af skandalehåndtering som for det meste tillidsødelæggende, men lejlighedsvist tillidsskabende er til gengæld spot on. Det er i krisehåndteringen, perceptionen af en leder opstår. Og så opstiller han kategorier for politiske skandaler – som vi her låner til en hurtig opstilling af, hvordan man kan se kreativt på den politiske krise/skandale:
 
Sexskandaler
Helt generelt er det – ikke bare i Danmark, men også i USA – enormt svært at skandalisere sig selv som politiker med sex. Tænk bare på Clinton eller Newt Gingrich. Herhjemme er folk ligeglade med statsministermandens gøren og laden, Jeppe Kofods ditto – man skal faktisk ud i en Flemming Oppfelt eller Strauss-Kahn før sexskandaler bliver rigtig problematiske, og så er det med overtoner af pædofili eller voldtægt, altså overgreb. Elliott Spitzer og Anthony Weiner er (næsten) kommet tilbage i USA efter prekære sager. Sexskandaler ødelægger sjældent folk karrieremæssigt i hvert fald. Privat er det nok lige omvendt.
 
Økonomiske skandaler
Økonomiske skandaler er lidt mærkelige, for helt generelt er de farligere, jo mindre de er. Det er dødsensfarligt at bruge statens kreditkort til personlige småindkøb, som eksempelvis Mona Sahlin gjorde. Imens meget store økonomiske skandaler, der involverer tabet af millioner eller milliarder af offentlige kroner, er lettere at klare sig godt igennem. Typisk er store sager forbundet med meget komplicerede beslutningsprocesser, der spreder ansvaret. Jo større elementet er af personlig bjergsomhed, jo værre er sagen. Inkompetence eller dovenskab er sjældent noget, en politiker falder på i pressen i hvert fald.
 
Magtskandaler – og medieskandalen
Alle politiske skandalers moder er Watergate. Herhjemme har vi Tamilsagen og Venstres omgang med Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, mens de sad i regering. Magtmisbruget eller -fordrejningen er, da den i sidste ende oftest er et udtryk for bjergsomhed, kynisme og manglende respekt for demokratiske institutioner, næsten altid ødelæggende. Det er også den slags skandaler med lange, mediemæssigt opædende juridiske efterspil. Bare spørg Troels Lund Poulsen. John B. Thompson opregner, at magtskandaler næsten altid omhandler, at en skjult og illegitim magt vises udøvet: et narrativ, der mere end noget andet indgyder oplevelsen af konspiration, bedrag, og at verden ikke er, som den burde være.  
 
De tre kategorier og deres anvendelse
Den gode Thompsons tre kategorier fanger langt fra alt. Der er som nævnt ikke megen fantasifuld analyse fra ham – for eksempel er skandaløs eller mærkelig adfærd fra politikere ikke inkluderet: Som når en politiker eksempelvis behandler folk dårligt, afsløres som aggressiv, skælder journalister ud eller lignende, eller foretager private valg, der kan sættes spørgsmålstegn ved, som når en trafikminister kører for stærkt. Eller når en politiker sættes i ledtog med nogle, der kaster maling på en statsminister. Men når man læser Thompsons bog, er det klart, at mange af de største politikeres navne er knyttet til mediekriserne.
 
Måske er en skandale noget, man skal ønske sig som politiker. Måske er det noget, man ligefrem kunne råde en ung politiker til: Få dig en lortesag, så folk kan huske dit navn. Sådan er vi bare ikke indrettet inden i hovedet. Det ville være en psykopatisk beregning; at man med dødsforagt skulle kaste sit liv foran blodhundene og satse på, at man kan spille sagen rigtigt. Men når lejligheden nu byder sig, så skal man da tage den. Det gjorde Friis Bach, og en ny politisk stjerne fødte sig selv.  
 
Spørgsmålet er så, om Friis Bach kan alle de andre ting, der skal til for at knytte alliancer og bygge sig et formandskandidatur: Men indtil videre har han kunnet mere, end alle troede.
 
 

Relaterede artikler

Let's be Frank, Løkke - Løkkes listige Lazarus-loop er så fantastisk, at det kun kan forklares ved hjælp af selveste Frank Underwood fra House o...

Giv din stemme

50 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Chefkonsulent

Frist: 27. november

Taleskriver

Frist: 6. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.