Sådan gør du indtryk på Cavlingkomitéen

Cavlingprisen blev indstiftet i 1944 til minde om Journalistforbundets stifter, Henrik Cavling, og er en af landets fineste. Nomineret til prisen i 2013 var dog kun journalister, der tilhører den undersøgende genre, hvilket langt fra afspejler journalistikkens mangfoldighed

Jeg elsker at få udfordret mine fordomme. Og at få kendsgerningerne på bordet. Eller at få et mere nuanceret syn på et felt, for eksempel at mange mindre danske virksomheder er dygtige, men at en god del lever for uproduktivt uden konkurrence. At de bedste studerende er bedre end nogensinde, men for mange er under bundniveau. At der er ulandshjælp, der slet ikke virker – og katastrofehjælp, der virker. At en del hospitaler stadig kan blive meget mere effektive, mens bedre organisering og færre hænder faktisk har hjulpet. Og så videre, og så videre.

Den undersøgende journalistik

Men selvom den slags forståelsesudvidende journalistisk forsøger at ”gå bagom”, vinder den ikke journalisternes egne priser. De seks nominerede til året Cavlingpris inklusive vinderen I skattely fra DR Dokumentar, er såkaldt ”undersøgende journalistik”.

Dette undrer Lasse Jensen på Mennesker og Medier, og det undrer mig, der i 70’erne levede og åndede for den type gravende journalistik, fra Watergate-afsløringer til Günter Wallraffs under cover-metoder. Men fordi den undersøgende journalistik passede til den tids lukkede samfund og afsløringer, kan den vel ikke 50 år efter være eneste genrebud i værktøjskassen? Og ender alt ikke, ensidigt dyrket, med at blive lige så sekterisk, som vi for eksempel var på Politisk Revys redaktion og på venstrefløjen dengang – ude af stand til at se egne grænser? Ude af stand til kritisk at undersøge os selv?

Lasse Jensen, radiovært på P1, mener, at journalistikken har mange andre ansigter end den gravende og undersøgende journalistik. Men når Cavlingkomitéen udelukkende nominerer gravejournalister, bliver mindre mediehuse afskåret fra prisen.

Sådan vinder du Cavlingprisen

Hvis man dokumenterer den forvrængede 70’er-metodik med serien I skattely, kan opskriften på den Cavlingvindende ”undersøgende” journalistisk udlægges i disse ti punkter:

Find problemstillingen: For eksempel en udenlandsk journalists værk, her Richard Brooks The Great Tax Robbery, der handler om, at store selskaber og velhavende enkeltpersoner er blevet dygtigere til at flytte deres penge ud af deres hjemlande, fordi deres rådgivere, advokater og revisorer giver dem skræddersyede modeller til let og smidigt at undgå beskatning. Du snupper ideen og glemmer alt om globaliseringens kolossale fordele for lille Danmark.
Konstruer en konkret case og gå undercover. I dette tilfælde handler casen om noget opfundet Facebook-software, din bror laver, og som nok bliver nogle millioner værd en dag. Når du senere opdager, at det er som at have en idé til næste Harry Potter-bog (for der er ingen ”havelåge-skat”, før ideen er materialiseret), fifler du lidt med det. Det her skattefelt er heldigvis så svært at overskue, at selv revisorer kan komme i tvivl.
Find nogle cases, som er lette at forarges over. Dem, der svindler med stråmænd i ulande og så videre. Lige såvel som der findes anløbne journalister, der ikke overholder aftaler, findes der naturligvis også sidegade-skatterådgivere. En enkelt er endda så langt ude, at han mener, Bornholm skal være 0-skattezone. Godt TV.
Få noget, der ligner neutrale eksperter om bord. I den her sag vil de rigtige professorer ikke stille op, fordi de finder DR useriøs. Det fortier du. Find bare en, som ingen i branchen anerkender. For hr. og fru Danmark er eksperter.
Gå til de store fisk – her rådgiverhuse – og film dem i deres mægtighed og glasfacader, for det giver tyngde. Du render hundreder på dørene og gør dig til venner med de svageste, dem der mangler kunder eller ikke er så skarpe. Du lokker dem med alle slags limpinde, går i byen med dem og så videre. Og det hele er fuldstændig som i privaten. På et tidspunkt siger vi alle noget sexistisk, bliver griske, arrogante eller andet. I hvert fald mænd. Ikke at vi gør de ting, vi fabler om, ”in the end”. Men undervejs, næh, hvor vi buldrer. Selv hvis det er ikke-rådgivere som Jyske Banks, der jo helt åbenbart ikke tjener en krone på skatterådgivning og derfor henviser til revisorer, siger noget i private former, så ind i det skjulte kamera med det. Haps, haps.
Dramatiser, læg underlægningsmusik på og få helte-skurke-opstillingen tværet ud. Udstil branchernes ideelle målsætninger, som står formuleret på hjemmesider, op mod deres enkelte private pinligheder i processen. Bum. Du har dine ofre nede at ligge. Enkelte bliver indlagt, kun få begår selvmord. Det er den slags omkostninger, du ikke skal lade dig gå på af.
Indbyd nu deres chefer til krydsforhør. Stiller de ikke op, udstiller du dem. Og hvis de stiller op, klipper du det, du skal bruge. Og lad være med at skæve til deres endelige skriftlige rådgivning eller høre på deres organisationer og de rigtige eksperter. De vil bare fortælle dig, hvor nuanceret det hele er. I dette tilfælde at Tax Governance, Tax Morality, Tax Transparency og Global Tax Footprint er begreber/redskaber, der bruges og udvikles i branchen. Det er sandheden, men enormt dårligt TV.
Få i stedet en NGO (her WWF) ind og klynke, og pres en minister (her Holger K. uden konen) til en konkret symbolhandling. Så bruger han nok flere spildte skattekroner på endnu et globaliseringsmagtesløst udvalg.
Overhør ofrenes protester og krav om udlevering af råbånd med mere efter udsendelsen. Fortæl din ledelse, at alt var i orden, og at intet var kommet frem uden skjult kamera, og at det nærmest er offentlig pligt – og i hvert fald god public service-underholdning i bedste sendetid. Den slags er DR’s direktion nødt til at bakke op om.
Sådan. Nu har du imponeret dine kolleger. Dem, du egentlig gør det her for. Du kan gå op i Nationalmuseets sal, fortælle hvor svært og hårdt det var, takke alle og tage den lille statuette med hjem. Drik igennem, og lad være med at tænke over, hvad Paulus Henrik Cavling fra fattige kår egentlig stod for.

DR vandt Cavlingprisen 2013 med tv-dokumentarserien "I Skattely". Alle nominerede, insklusive vinderen, er, hvad der kan betegnes som undersøgende journalistik, og prisen afspejler derfor kun en ensidig form for journalistik. Foto: Polfoto

Man ser kun det, man vil se

Du kan også læse en opskrift på undersøgende journalistisk med helt modsat heltefortegn hos Kirsten Pilgaard, Cavlingkomitéens formand. Vurder selv, hvilken en du synes kommer tættest på en slags sandhed. Læs her.

Det er min påstand, at hvis man kun evner at se verden som Kirsten Pilgaard og hendes komité, så kan man let komme til at lide af tunnelsyn. Så bliver det undersøgende ikke undersøgende, snarere selvbekræftende. For når hele maskinen er oppe at køre, så lader man lader sig ikke stoppe af iagttagelser eller argumenter, der går imod. Man ser kun det, man vil og kan se.

Man kan for eksempel ikke se sin egen grundantagelse – at der findes et skjult, ondt system af en eller anden art på samfundets top (nogle gange dog også i dets bund, for eksempel plejepersonale, der lader ældre eller sindslidende ligge hen) som de udvalgte få, de undersøgende journalister, skal afsløre.

Et tilsvarende tunnelsyn kan selvsagt også findes hos modparten, hvor rådgiverne og deres kommunikationsfolk skråsikkert kan hævde, at de har lodret ret og altid i alle tilfælde rådgiver fagligt-etisk korrekt. I denne case har de fleste rådgivere faktisk undskyldt enkelte forhold, bortset fra Jyske Bank, der dog på mig virker relativt nuancerede i deres beskrivelse af hændelsen. Læs her.

Mere kritisk journalistik, tak

I den sjoveste af alle verdener kunne jeg forestille mig to parallelle fagforenings-tunnelsyn. Et Dansk Journalistforbund, der fortsat kun uddeler Cavlingpriser til DR Dokumentar-typen. Og Forbundet Kommunikation og Sprog, der meget vel kunne give en kommunikationspris til Jyske Bank for deres mod til at gå op mod pressens ensidige og frem for alt ”manipulerede og udokumenterede hetz”. Sikke et clash – især når man tænker på, at de to forbund snakker fusion!

Jeg har altid efterlyst mere kritisk journalistisk, især om erhvervslivet, fordi 80 procent af det, der laves nu, er rygklapperi, og det er usundt for både konkurrence og demokrati. Lad os hellere få tingene frem i lyset. Men spørgsmålet er, om netop den ”undersøgende journalistisk” som genre er på vej til at blive en dogmatisk metode udført af et lille journalist-aristokrati?

I et forsigtigt indlæg under Skattely-sagen skrev en af mine bekendte, at DR burde åbne for de tretten timers råbånd om Jyske Bank, så vi kunne se, hvem der havde ret. En medlem af Cavling-lejren sendte ham derefter en e-mail, hvor der stod, at han svigtede sin profession og dens presseprincipper til fordel for finanskapitalen. Det skal måske lige tilføjes, at min bekendte selv engang har modtaget Cavlingprisen.

Det skulle vel nødig blive sådan, at Cavlingprisen er en pris, man nu til dags kun kan få, hvis man vil bryde med Cavlings ånd, være partisk med resten af ens meningsenklave og benytte sin fastlåste vinkling frem for at være reelt åben og nysgerrigt undersøgende.