Bysted beklager - til kamp mod plagiat

Efter et kongeligt forsvar af det gyldne snit erkender Bysted nu, at dele af Kronprinsens hjemmeside er kopieret fra en svensk hjemmeside, og den ansvarlige designer er fratrådt sin stilling. Sagen er først og fremmest uheldig for Bysted, men flere af den type sager, kan udgøre et problem for branchen som sådan. Vi har talt med direktør Peter Bysted om den royale fadæse, og hvad branchen kan gøre for at dæmme op for lignende episoder.










Seniorrådgiver i Bysted, Ajs Dam, forsvarede for få dage siden sit firma med følgende ord i Ekstra Bladet: ”Det Gyldne Snit og formatet på folks skærme gør, at mange elementer på siderne bliver ens.”
I dag er tonen en noget anden og Ajs Dam erkender, at der er tale om delvist plagiat:
”Vi beklager dybt over for både H.K.H. Kronprinsen og det svenske firma, at
vi ikke længere med sikkerhed kan sige, at ligheden mellem hjemmesiderne er tilfældig. Ansvaret er vores alene, og vi vil naturligvis korrigere udseendet på H.K.H. Kronprinsens hjemmeside så hurtigt som muligt.”

Selvjustits i kommunikationsbranchen
Det er ikke første gang Bysted er i vælten. For halvandet år siden blev der sået tvivl om originaliteten af MT Højgaards nye logo lavet af Bysted, uden at det dog på nogen måde er bevist, at der er tale om plagiat (læs mere her).

Kommunikationsforum har talt med direktør Peter Bysted for at høre, hvad der gik galt omkring den kongelige hjemmeside, og hvordan Bysted og branchen som sådan kan undgå flere uheldige sager i fremtiden.

”Vi stoler på vores medarbejdere, og det har vi tænkt at blive ved med, men omvendt skal man være realist. Det her er en meget ulykkelig situation for os, og det efterlader os og alene os med et problem. Men det kunne også være interessant at få branchen med på en diskussion af det her, så sager som denne ikke bliver en belastning for alle,” siger Peter Bysted.

Konkret forestiller Bysted sig, at et slags lysningssite for kommende hjemmesider kunne være en mulig løsning. Her skal firmaer præsentere nye designs inden offentliggørelsen og lade kollegaer i branchen komme med indsigelser, hvis de føler sig trådt for nær.

”Vi får kollisionstestet logoer, design og lignende i patent- og varemærkestyrelsen. Problemet med websites er, at det er langt mere kompliceret at teste lighed med andre. Ved at kunne præsentere sit website for branchen i anonymiseret form giver man mulighed for at komme med indsigelser”, siger Peter Bysted.

God idé med problemer
Idéen kræver selvfølgelig nærmere juridisk afklaring, og endelig skal det sikres, at man ikke laver en ”inspirationsbank”, hvor designere kan kopiere hinandens halvfærdige hjemmesider. Derudover er omfanget af websites en massiv barriere for ideen. Der produceres millioner af websites verden over, så omfanget af et globalt eller bare europæisk lysningssite for større, professionelle webprojekter vil være helt uoverskueligt. Og et dansk lysningssite havde ikke løst problemet omkring Kronprinsens hjemmeside, fordi det var et svensk site, der blev kopieret fra. Synderen var trods alt ikke dum nok til at kopiere et dansk site, han undervurderede dog royale nyheders grænseoverskridende karakter.

På trods af barriererne er tanken om en diskussion af problemet i kommunikationsbranchen grundlæggende god.
”Jeg vil på ingen måde prøve at fraskrive mig ansvaret for det der er sket, men jeg håber, at en eller anden form for branchesamarbejde for at dæmme op for den her slags sager kunne være et positivt resultat af denne ulykkelige situation,” slutter Peter Bysted.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også