Bureauerne +/-

Skrevet af

Joachim Sperling

joachimsperling.dk

126 artikler

249 indlæg

At arbejde på bureau står som den højeste drøm for mange K-folk, mens det for andre, der har prøvet det, kan udvikle sig til et mareridt. Det er i sandhed ikke nemt at få succes på et bureau, for bag den glansfulde facade gemmer sig ofte benhårdt arbejde.

Når man nu alligevel skal ofre så meget af sig selv, handler om at finde et sted, hvor man man kan vokse med opgaverne og få det fulde kundeansvar, for den, der ejer kunden, ejer bureauet - de andre er bare slaver. På nogle bureauer er ledelsen god til at give ansvaret for kunderne videre til næste geled, mens det kniber hos andre - og de steder skal man for alt i verden undgå. Det er svært at komme i tanke om noget værre end gamle hønisser, der opfatter kunderelationer som deres personlige ejendom, der aldrig kan overdrages til andre. Fy skamme.

 

På de fleste K-bureaer er man en blæksprutte de første år. På en gang projektleder, tekstforfatter, rådgiver og som helt grøn medarbejder også kaffesmølf. Det er en styrke i den henseende, at man følger kunden hele vejen rundt, men har den ulempe, at man ofte må strække sine kompetencer vel rigeligt. Men en uforudsigelig dagligdag tænder mange, og dette er en af de store forskelle i forhold til at arbejde på den anden side af bordet, hvor langtidsplanlægningen, navnlig i de store virksomheder, lægger de flestes hverdag i ret faste rammer.

 

Men hvor indleder man jagten, hvis man skal finde det rigtige job på et K-bureau? Her følger 10 steder, som ikke er noget helt dårligt sted at starte. Det er meget forskellige steder - nogle er rene PR-virksomheder, mens andre også sælger helt andre ydelser. Men de har alle en eller anden form for tilknytning til kommunikationsbranchen.

 

1. Mannov

Mannov blev startet af en original i plus-fours og var i mange år et ordinært bureau med base i Rødovre. Så kom Steffen Lüders ind af døren, og siden har intet været det samme.

 

Mannov har førertrøjen som det største og mest stabile bureau i Danmark - og tilstrækkelig med seniorfolk til at levere kvalitet for pengene. Bureauet har stærke kompetencer inden for it og pharma - hvor kunderne kan og vil betale, men kan også være med på de andre områder.

 

Mange virksomheder har reelt udliciteret deres kommunikationsafdelinger til Mannov, og derfor spænder opgaverne meget vidt. Hvis man er til PR i endeløse baner og masser af kolleger, er dette stedet.

 

2. Bysted

Peter Bysted har skabt et bureau, der integrerer grafisk design med kommunikationsrådgivning og web. Det er der kommet et velfungerende bureau med 50 medarbejdere ud af og et fornemt domicil i Tuborg Havn.

 

Som projektleder kommer man hele vejen rundt hos Bysted - logoer, brevlinjer, websites, årsrapporter og kundemagasiner er en stor del af dagligdagen - det er ikke her, man læser højt af Habermas.

 

3. Advice

Advice er bureauet for de kloge hoveder. På et tidspunkt førte det så vidt, at de allerklogeste måtte udskilles i et særligt bureau, som i dag kaldes Explora. Advice blev startet af en lidt nørdet reklamemand, der kunne se en ide at koncentrere sig om det offentlige og organisationerne. Advice er til analyse og ledelsesrådgivning og kan agere på det strategiske niveau - navnlig så længe, vi er i det institutionelle segment.

 

4. Kontrapunkt

Kontrapunkt har igennem mange år været kendt som et sted med højt til loftet. For nogle år siden forsøgte man at gennemføre et generationsskifte med et hold, man hentede ind fra E-types, men de forsvandt igen og hedder i dag Red Associates. Det var et forsøg på at koble design og innovation, men det blev for langhåret for både kunder og medarbejdere. Ærgerligt, for der er brug for steder, der gør et reelt forsøg på at forny branchen.

 

5. JØP'erne

JØP'erne har været igennem et generationsskifte, som har skabt opbrud i den gamle partnerkreds. I dag køres bureauet af trioen Myrthu, Ruberg og Høstager, og de tre toprådgivere skændes stadig om, hvem der skal påtage sig det kedsommelige hverv som direktør. Forsøget på at hente en direktør ind udefra var en misforståelse.

 

Den gamle sandhed om, at man skal ringe til JØP'erne, når lokummet brænder, gælder stadig. Det er her, man kan levere varen, og de andre kan ganske enkelt ikke følge med. Men for nye medarbejdere er der er langt fra top til bund, for det er de gamle partnere, der sidder på flæsket. På den måde ligner JØP'erne mest af alt et advokatkontor.

 

6. Burson Marsteller

Ind til fornylig var Burson det hemmelige bureau, som mente, at man var bedre end alle andre. Så brød helvede løs - det meste af seniorgruppen forsvandt - og så lagde man stilen om og hentede en ny direktør hos Advice.

 

Burson har sine sikre kort i Leif Bloody Bomberg og Polle Svinth og kan prale af et internationalt netværk, som placerer dem i en liga for sig. Samtidig synes bureauets ledelseskrise løst med den kompetente Maria Sennels, der dog foreløbig står i spidsen for The Green Team.

 

7. 1508

Det lidt besynderlige navn er en markering af dagen for bruddet med Advice, hvor bureauets grundlæggere tog deres gode tøj og skred. Det blev dyrt for Advice - men skulle vise sig at være en klog beslutning, og i dag er 1508 godt på vej til at nå målet om at have klonet Bysted - både hvad angår størrelse og kompetencer.

 

Hvis man gerne vil forholde sig kritisk til denne del af branchen, skal man læse Christian Madsbjergs redeskideri Fejltagelsen. Det retter sig direkte mod hans tidligere arbejdspladser Kontrapunkt og E-types, men gælder også Bysted og 1508.

 

8. Dreyer og Kvetny

De to popdrenge Dreyer og Kvetny har gjort det godt, siden bureauet gik i luften i midt-90'erne. Det startede med nu hedengangne Compaq, og derfra gik det over stok og sten. Mens andre nøjes med snik-snak og båltaler, arbejder Dreyer og Kvetny med integreret kommunikation i praksis. Kompetencerne er til stede til at koble kreativ kommunikation og den mere humanistisk orienterede PR, og det er ret enestående.

 

9. Effector

Effector startede som lyn og torden i 2000 med udgangspunkt i pharma og tele, og det var i et tempo, der gjorde det svært at tro, at partnerkredsen kunne have et liv ved siden af deres job. Det havde de så heller ikke.

 

Effector kan deres pharma og tech og må sige at have udviklet sig flot i løbet af meget kort tid. Det fejlslagne eksperiment med at ansætte tungere skyts i form af Bergsøe 4's Nicolai Buchardt svier dog stadig.

 

10. Relationspeople

At være en del af WDP-gruppen borger for kvalitet, og der ingen tvivl om kompetencerne hos Relationspeople. Men der er gang i svingdøren på bureauet, og det trækker ned i bedømmelsen.

Relaterede artikler

The Full Green Monty - Grøn branding ender ofte som en overfladisk og påklistret ligegyldighed uden forbindelse til resten af virksomhedens for...
Vi er bureauseksuelle! - Alle vil lege med dem. Bureauerne. Gastro-, femi- eller medieseksuel, forget it! Bureaubranchen puts the sex in sexual, ...
Afdelings-K vs. bureau-K - Kommunikations­afdelingen synes tit, at konsulenterne er lige lovligt hurtige og smarte, mens konsulenterne oplever, at ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

65 JOB

Communication Intern eller Employer Branding Intern

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælp

Frist: 17. november

SoMe- og presserådgiver

Frist: 20. november

PR- OG PRESSEKONSULENT

Frist: 8. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.