Brixtoftes halvfulde flasker

Skrevet af
Peter Brixtofte er berygtet for at pakke tingene ind som da han på magisk vis forvandlede et underskud i milliardklassen til en ’detalje’. Men hvori består magien? Og hvordan kan han slippe af sted med at dømme hele den danske venstrefløj på baggrund af en klat ketchup? Denne artikel handler ikke om alt det politiske, juridiske og økonomiske i sagen, men kaster lys over ordene der har gnistret gennem luften, og direkte ind på nyhedsbureauerne som dagens absolutte overskrift. Det er en karakteristik af det sprog Brixtofte har brugt over for sig selv og omverden, både når han forsvarede sine idealer og holdninger, samt angreb de få der ikke lod sig overbevise af dem.

Trykt første gang i medietidsskriftet SAMSON


Stridens gudinde Eris har haft gunstige vilkår i Brixtoftes måde at drive politik på. Hun viser sig i argumentationssituationen ved at man gør alt for at få ret, og få det sidste ord. En af teknikkerne man kan benytte sig af for at trumfe sine synspunkter igennem er at fordreje og forenkle virkeligheden. Et eksempel på dette er Brixtoftes måde at forvandle et underskud i nærheden af en milliard til et detaljespørgsmål om: ’et helt midlertidigt likviditetsproblem’, og dette endda kun hvis man ’ser det i forhold til indenrigsministeriets regler’. Således brugte Brixtofte sproget i DR’s ’Profilen’ d. 12 marts 2002.
I tv-interviewet foretog Kurt Strand nærmest en afhøring af borgmesteren med det formål at få indrømmelser på bordet. Men det skete ikke. Hverken overfor Kurt Strand eller resten af landets journalister har ’manglen på rede penge’ eller ’underskud’ været på tale. Brixtoftes stærkeste våben i Farum-sagen har været viljen til at bestemme hvordan tingene skulle defineres. Og de røde tal i kommuneregnskaberne er konsekvent blevet omtalt i vendinger der sætter penge i et flydende perspektiv hvor man må regne med at økonomiske midler er noget flygtigt noget der kommer og går.Ved at anskue kommunalpolitik som det at drive en virksomhed, skaber Brixtofte en belejlig virkelighed. Denne sammenligning har han, overfor offentligheden, sat sin lid til som redningsflåde under kritikken af hans arbejde som borgmester. Det problematiske ved sammenligningen er at han forsøger at sætte sig ud over al kritik ved at hævde at han med denne anskuelsesmåde er 25 år foran alle andre i måden at føre kommunalpolitik på. Som modpart i sagen kan man kun gendrive ved helt at afvise at tage stilling til den form for fremtidsargumentation. Og som landet ligger, får Brixtofte næppe mulighed for at realisere sine langsigtede planer, og dermed komme frem til et ’Der kan I bare se!’.
Den eneste officielle regel Brixtofte anerkender er at man i dette land er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Tvivlen skal derfor komme den anklagede til gode. Herfra følger han kun sine egne regler. Og inden for disse rammer er resten ifølge Brixtofte blot et spørgsmål om definitioner.
For nogen ser flasken med den dyre rødvin halvtom ud. For andre ukuelige optimister er der mindst en halvfuld flaske tilbage

Markørerne i vores sprog
Når vi taler, får vi sagt en del mellem linierne. Ofte er vi slet ikke bevidste om det der kan skjule sig i betoningen af bestemte ord som skaber bestemte associationer hos bestemte tilhørere. Oven i dette kan netop de ord du undlod at bruge vise sig at være mere sigende end det du reelt kan citeres for. Tænk blot på den opmærksomhed Anders Fogh Rasmussen fik for sin larmende tavshed under optrapningen af Farum-skandalen. Inden for pragmatisk sprogteori arbejder man med begrebet ’perspektivmarkører’. Det er fællesbetegnelsen for de steder i sproget som afslører afsenderens forudsætninger og udgangspunkt, også kaldet præsuppositioner. Vi markerer gennem sproget hvilket perspektiv vi ser tingene fra, og hvordan vi vurderer dem. Vi kan omtale en ting i meget forskelligt lys alt efter hvilket ord vi vælger da hvert synonym med næsten samme grundbetydning har sin egen skov af associationer.
I eksemplet ovenfor er der en betydningsglidning fra ’rede penge’ til ’likviditet’. Denotationen er næsten den samme. Men ved konsekvent at benytte den sidste udgave, prøver Brixtofte på eufemistisk vis at pakke problemerne ind, og dermed påvirke tilhørerne til at tro på at det hele ikke er så slemt endda. Helt midlertidige likviditetsproblemer lyder ikke nær så slemt som decideret underskud i kassen.
Men hvem prøver han først og fremmest at overbevise ?

Overtaleren
Brixtofte udtaler sig gentagne gange i ’Profilen’ om ’vores ansvar’ og ’vores synspunkter’ indtil Kurt Strand afbryder med kommentaren: ’du siger hele tiden vi?!’.
Mange har mistanke om diktatoriske tilstande i det lille kongerige nord for København. Kun de færreste ved med sikkerhed hvordan beslutningsprocesserne, der har fået alvorlige økonomiske konsekvenser, egentlig er foregået på mere eller mindre lukkede byrådsmøder i Farum.
I en radioudsendelse på P4 d. 7 marts 2002 udtaler Eric Fuchs sig om hvorledes nogle af byrådsmedlemmerne har været nødt til at medbringe en ekstra person til afstemningsmøderne som kunne holde hovedet koldt for dem når borgmesteren skruede op for overtalelsesevnerne. Fuchs sammenligner her rygklappernes loyalitet overfor Brixtofte med den man har udvist over for lærerne fra Tvind og store historiske diktatorer. Mag. art i psykologi Arne Poulsen er opmærksom på forholdet mellem sprog og magt i bogen ’Hvad går vi ud fra?- om forudsætninger i sprog og handlinger’:

”Der er nogle former for sproglig adfærd, der signaliserer og demonstrerer magtrelationer. Der er andre, f.eks. møveri, der kan skabe magt. Det er i første omgang vigtigt at forstå, at disse to ting ikke er det samme. Men i anden omgang er det lige så vigtigt at forstå, at den signaliserede magt, når den får lov at stå uimodsagt, ofte kan skabe magt.”

Når man forsøger at styrke sin argumentation ved at hævde at en masse mennesker mener det samme, et såkaldt tavst flertal i befolkningen, er man godt i gang med det uredelige kneb, møveri. Det er eksempelvis møveri når jeg i dette afsnits indledning påstår at jeg ikke er alene om min mistanke om diktatoriske tilstande i byrådsarbejdet. Hos Brixtofte kan møveri muligvis betragtes som arbejdsskade når hans job netop går ud på at træffe beslutninger ud fra det man mener er i overensstemmelse med alles ønsker.
Via medierne har offentligheden gentagne gange fået indblik i byrådsmøder i Farum der blev styret med meget hård hånd fra ordstyrerens side. Set i bagklogskabens lys er det tankevækkende når man gennem TV2’s miniportrætserie ’Peter af Farum’ er vidne til en yderst kontant Helene Lund der banker hårdt i bordet for at få indsigt i regnskaberne. I dette klip kritiserer hun manglen på åbenhed omkring kommunens regnskaber. Kritikken fører til en voldsom diskussion mellem Brixtofte og Lund, og en stemmebrug der ikke har dialog til hensigt. Pludseligt har Brixtofte hørt nok, og sætter et enevældigt og eristisk punktum for sagen med affejningen:

”Der er nogen der kun kan kritisere og ikke komme med konstruktive forslag”.

Denne afbrydelse af situationen understreger han med en håndgestik man ofte ser boksedommeren bruge for at vise at kampen er slut, og taberen slået i gulvet.
Et andet sted i udsendelsen er vi vidne til hvordan den genvalgte borgmester tackler en ikke helt udelt begejstring over valgsejren. ’Meningsudvekslingen’ indledes her af en ung mand bevæbnet med ketchup. Efter at have tørret det værste ketchup af sig, reagerer Brixtofte prompte:

”Det der generer mig mest er at de der rebeller er nogen som Socialistisk Folkeparti herude har lænet sig op ad og hele tiden har holdt sig til, så det viser at det ikke kan betale sig at holde med den yderste venstrefløj. De fortjener det nederlag de har fået.”

Brixtofte er berygtet for at pakke tingene ind, men er også i stand til at udtrykke sig
så man ikke er i tvivl om hvad han mener. Blot er der langt fra påstanden ’det kan ikke
betale sig at holde med den yderste venstrefløj. De fortjener det nederlag de har fået’ til
belægget, ’de der rebeller er nogen som Socialistisk Folkeparti har lænet sig op ad og
hele tiden har holdt sig til’. Det kunne være meget interessant at få ekspliciteret den
hjemmel der skal overbevise os om vejen fra belægget til påstanden.
Brixtofte gør her på generaliserende vis en hel gruppe til syndebukke. Denne
form for argumentation kan i følge Arne Poulsen signalisere magt ved at stå uimodsagt.
Her mener jeg dog at vi nærmere har at gøre med en situation som sprogforskeren
Peter Harder omtaler på følgende måde i kapitlet ’møveri’ fra ovennævnte bog:

”…modtageren holder op med at betragte ham som ligeværdig samtalepartner, for i stedet at gå over til at betragte ham som ’interessant tilfælde’. Meddelelsen bliver symptom i stedet for at fremstå som henvendelse.”

Hvad er problemet?
Brixtofte har i de sidste 4 måneders storm forsvaret sig over for en hel nation på
en måde derikke er særlig moderne. Faktisk skal vi helt tilbage til det gamle
Grækenland for at finde lignende eksempler på personer der i den grad har
ført sin egen sag. Han har øjensynligt klaret den offentlige proces i medierne uden
kommunikationsrådgivere der sørger for at deres klienter brager igennem på
tv-skærmen, og jurister der råder én til ikke at udtale sig. Succeskriteriet for
en diskussion er ikke nødvendigvis at de involverede parter opnår konsensus.
Dog må man som udgangspunkt være enige om at der eksisterer et problem.
Herfra er det afgørende hvorledes dette problem skal defineres og vurderes.
På dette grundlag er det muligt at afgøre hvad der slutteligt skal gøres
ved det givne problem. Enhver diskussion kan derfor opdeles i følgende faser:

1. er der et problem?
2. hvad går det ud på?
3. hvordan skal det vurderes?
4. hvad skal der gøres ved det?


Denne opdeling har man kendt til inden for retorikken siden grækeren Hermagoras nedfældede sin ’Status-lære’ i midten af 2. århundrede f.Kr. Med systematiseringen af retsdebattens grundlæggende faser har man et redskab til at få overblik over hvor og hvorfor en sag er gået i hårdknude. I Farum-sagen er der uenighed mellem Brixtofte og anklagerne fra alle sider om hvad sagen går ud på. Brixtofte går ikke ind i en diskussion med journalisterne om problemets omfang idet han som ufravigeligt udgangspunkt ikke anerkender at der er et reelt problem:

Kurt Strand: (Godt lænet ind over bordet mod Brixtofte) ’Lige her til sidst, Peter Brixtofte, jeg har læst at du er en dårlig taber på tennisbanen. Hvor god en taber er du i byrådet?’

Peter Brixtofte: (Tilbagelænet, fattet) ’Jeg taber ikke’

Kurt Strand: ’Tak fordi du ville komme’

Peter Brixtofte: (smilende) ’Tak for god behandling’

Det blev Brixtofte der fik det sidste ord i ’Profilen’ inden der blev skiftet til næste indslag. Han gik ikke med på den slet skjulte præmis som Strand baserede sit spørgsmål på. Brixtofte havde indrømmet sin hang til rødvin, men afvist alle andre anklager. Derfor gik han ikke med til at diskutere eller overhovedet acceptere at blive kaldt taber. Til gengæld takkede han for god behandling af en journalist der adskillige gange under udsendelsen uden omsvøb stillede ham ’spørgsmålet’ ’Hvorfor går du ikke bare?!’. Dette tydeliggjorde Kurt Strands rolle som angriber, og Brixtoftes som forsvarer. Og hvad kan vi så lære af Brixtofte, og den måde han (mis)bruger dele af retorikken på? Vi har gennem medierne været vidne til at selv det tykkeste lag af tricks som fordrejning, møveri og uredelig argumentation ikke kan forhindre en betændt virkelighed i før eller senere at bryde igennem. At der skal mere end retorik til for at rense noget der er plettet. Og at det er på grund af en mand som Brixtofte at retorikken som helhed bliver fastholdt i det dårlige lys der har eksisteret om faget siden det blev grundlagt. Dengang som nu er det altså nødvendigt, med Aristoteles i ryggen, at adskille brug og misbrug ved at pointere at man jo heller ikke fordømmer selve lægevidenskaben som sådan blot fordi en enkelt læge laver en katastrofal fejl.

Litteratur:

’Græsk og Romersk talekunst’
Thure Hastrup
Berlingske Leksikon Bibliotek

’Hvad går vi ud fra?- om forudsætninger i sprog og handling’
Red. Af Peter Harder og Arne Poulsen,
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.

’Praktisk argumentation’
Charlotte Jørgensen & Merete Onsberg
Teknisk Forlag A/S

’Retorik’
Aristoteles
(Oversættelse af Thure Hastrup)
Museum Tusculanums Forlag

’Sprog og påvirkning’
Furberg og Andersson,
Nyt Nordisk Arnold Busck

Profilen med Brixtofte kan ses på www.dr.dk


Relaterede artikler

Regler er til for at brydes - Brixtofte en antibogerlig helt på fri fod
Det er hele tre mediekrige... - Det kan medierne godt klare, hvis de bare vælger forskellige dagsordner i forskellige medier.
Fogh burde takke Brixtofte - Balladen om Peter Brixtofte, der suverænt topper månedens liste, kommer på et perfekt tidspunkt for den borgerlige reger...
Journalist vs. journalist - Skal journalisten pleje politikerens image? Det synes en del skriverkarle for tiden. Andre afslører magtens mænd. Men hv...
Man skal vælge sine fjender med omhu - De sidste måneders største mediestorm i Danmark, Brixtofte-sagen, sætter stadig sine tydelige spor på listen over mest o...
Share of Silence - Foghs brandingstrategi - Her-kommer-dansk-politiks-Lance Armstrog-ned-fra-bjergene-og-sætter-tingene-på-plads-hjemkomst. En hjemkomst, der bevist...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Digital kommunikationskonsulent – barselsvikariat

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.