Ud af skabet

En af de mere spidsfindige artikler fra den amerikanske satiriske avis The Onion blev bragt den 27. juni 1998 under overskriften ”Lokal bøsse redder fire fra ildebrand” og handler om en mand ved navn Kevin Lassally, der på vej hjem ”after visiting with other homosexuals” lugter røg og ser flammer fra familien Widmans stuevindue, hvorefter han på egen hånd giver sig i kast med en heltemodig redningsaktion. Artiklen er skrevet som en klassisk lokalnyhed og har som sit eneste komiske twist oplysningen om Lassallys seksuelle præference stort set hver gang hans navn nævnes. ”... said Lassally, who prefers the company of men to women,” står der når den 34-årige computerprogrammør genfortæller de dramatiske begivenheder, som ender med at Lassally (”by now a blackened, sooty, homosexual figure”) efter at have hjulpet hele familien ud af det brændende hus falder om på græsplænen, ”exhausted and gay”.

Ifølge den satiriske avis the Onion var Kevin Lassally ”exhausted and gay”, da han gik omkuld på græsplænen efter at have hjulpet en hel familie ud af et brændende hus. Læs hele artiklen her

Der sker meget på 16 år

Artiklen er selvfølgelig en hilsen til et mediebillede, der, uden skyggen af ironi, beskriver politikeres og berømtheders begærsretning, selv om det i sammenhængen er en lige så irrelevant og arbitrær oplysning som deres præference for blåskimmelost ville være.

Eller var, skulle jeg skrive, artiklen var en hilsen, den er 16 år gammel, og der sker ting på 16 år. Dengang i 90'erne var det en opsigtsvækkende begivenhed i sig selv, at prominente mænd var tiltrukket af mænd. Tidligere sundhedsminister Torben Lund blev i 1996 hængt ud på forsiden af tabloidaviserne, skandaløst ’afsløret’ som homoseksuel. I dag er det offentlige rum befolket af mennesker – nyhedsværter, skuespillere, komikere, politikere, forskere – der åbent, og uden at det skaber postyr, er i forhold med mennesker af samme køn som dem selv. Tv-serier og realityprogrammer har homoseksuelle hovedpersoner, uden at deres seksualitet af den grund er i fokus. "Lokal bøsse redder fire fra ildebrand," ville i 2014 være bedaget som karikatur.

Efter Søren Papes udmelding om sin homoseksualitet bragte Rokokoposten en artikel i samme spor som The Onion, blot med heteroseksualiteten som fortegn. Læs her

"Vestager: Jeg er heteroseksuel" er til gengæld så tidssvarende, som den kan blive. Hvilket er passende, for sådan lød overskriften på en artikel i RokokoPosten, den danske pendant til The Onion, den 14. august. Dagen forinden havde Konservatives nye politiske leder, Søren Pape Poulsen ryddet forsiden på Ekstra Bladet under overskriften "Jeg er homo". Den type nyhedshistorie er ikke unik. Forrige år bragte Pennsylvania-avisen Huntingdon Daily News som det første medie historien om, at den folkevalgte republikanske politiker Mike Fleck identificerer sig som homoseksuel, hvilket straks gik mediemøllen rundt med overskrifter som "Mike Fleck comes out" og "Mike Fleck: I'm Gay" efterfulgt af skarpvinklede førstesætninger som, "State Rep. Mike Fleck publicly acknowledged Saturday that he is gay."

Denne artikel er blot en af mange om kendte musikere, sportsstjerner og nyhedsværter der offentliggør deres homoskeksualitet.

Tidligere på året lød en overskrift om en berømt CNN-vært: "Anderson Cooper: 'The Fact Is, I’m Gay'”. Hvilket ikke var et øjeblik for tidligt, forstod man på den videre kolportering af nyheden: "Finally putting to rest all that speculation, journalist Anderson Cooper has officially and publicly come out as a proud gay man". Eksemplerne er mange: "Ricky Martin Comes Out: 'I'm A Fortunate Homosexual Man'", "Tom Daley Comes Out: British Olympic Diver Reveals Relationship With Another Man", "Boxer Orlando Cruz: 'Yep, I'm Gay'". "Pop singer Denise Ho comes out as gay at Hong Kong Pride Parade", "Exclusive: The Bold and the Beautiful's Joanna Johnson Comes Out of the Closet", "Frank Ocean reveals he's gay", "Ian Thorpe announces he is gay".

Meldingen om homoseksualitet er i dette interview iscenesat som et intimt bekendelsesøjeblik mellem to gamle venner

Kræver det åbenhed eller er det en selvfølgelighed?

Man får indtrykket af, at vi lever i åbenheden og bekendelsernes alder. Hvilket viser sig at være både rigtigt og forkert. For samtidig med at prominente, offentlige personer i rekordstort antal annoncerer deres begærsretning klart og tydeligt, ser det ud til, at forvirring og flertydighed vinder frem uden for rampelyset.

For to år siden færdiggjorde de to svenske forskere Fanny Ambjörnsson og Janne Bromseth projektet Queerkids, baby-butchar och lesbianer Livsvillkor och motståndsstrategier bland två generationer HBT-kvinnor. De undersøgte blandt andet, hvordan LGBT-personer i forskellige aldre er åbne omkring deres seksuelle præferencer. Der viste sig en pudsig generationsforskel. Den er måske bedst illustreret ved 65-årige Solveigs dilemma, da hendes fodbehandler under en behandling spørger hende, hvem hun skal på ferie med. Solveig skal på ferie med sin kæreste, Hillevi, og Solveig sætter en dyd i at stå ved sin lesbiske identitet. Det er en politisk handling for hende, ligesom det er for Kerstin, en anden 65-årig kvinde, der til forskerne fortæller: ”Jeg kan blive provokeret, hvis nogen, jeg kender godt, ikke er åbne.”

At være åben og udtalt omkring sin homoseksualitet er vigtigt for at fremstå som et sundt og normalt menneske. Netop ved at turde sige det højt understreger man, at der ikke er noget mærkeligt eller skamfuldt ved for eksempel at være lesbisk. Folk som Kerstin og Solveig forbinder åbenheden med noget ubetinget positivt i kontrast til den lukkethed, der var (livs)nødvendig, da de var unge.

Så Solveig skammer sig over, at hun fortalte sin fodbehandler, at hun skulle på ferie med en veninde. Det var et slags svigt over for den modstandskamp, hun vanligvis fører, når hun konfronterer omverdenen med sin seksualitet. Men fodbehandleren har tidligere talt grimt om arbejdsløse og samfundsnassere, så Solveig var bekymret for, hvordan hun ville reagere. ”Det føles ikke godt,” siger Solveig om sin manglende åbenhed. ”Jeg følte, at jeg burde have sagt, at det var Hillevi (som går hos samme fodbehandler).”

Ikke behov for accept

Maja, en ung kvinde i 20'erne, har grebet det anderledes an. Hun besluttede sig tidligt for, hvordan hun ville kommunikere til omverdenen, at hun var kæreste med en pige. Her var ikke noget med at invitere forældrene på middag og spring ud-tale. Nej, hun tog sin kæreste med til fest hos vennerne og hjem til familien, hvor hun uden videre præsenterede hende som sådan.

”De syntes, det var vildt svært, og jeg syntes, det var vildt sjovt. De anede ikke, hvor de skulle kigge hen,” fortæller Maja. Hun har prøvet i nogle situationer at være mere direkte omkring det, for eksempel ved venligt at rette på folks sprogbrug, når de antager, at hendes kæreste er en 'han'. ”Så siger de: 'Det er okay, det er helt fint, det har jeg ingen problemer med.' Og det gider jeg ikke høre på. Jeg vil skide på, hvad de synes.”

Fornøjelsen ved at bringe folk på glatis går igen, når de unge fortæller om deres strategier. Love, der er født i midt-80'erne og identificerer sig som transkønnet fortæller om en gåtur på gaden, hvor han tilfældigt ramlede ind i en mand. ”Og han siger: 'Hov, undskyld monsieur, øøh, madame, øøh,” genfortæller Love, mens hun griner. ”Det synes jeg er sjovt. Jeg sætter pris på, at man er forvirret.”

Forskerne bag projektet når frem til et par forskellige konklusioner. Dels at forestillingen om at præsentere sig som en autentisk og stabil identitet ikke er så vigtig, som den var tidligere. Det flydende, omskiftelige og fleksible er blevet et ideal – hvilket i øvrigt passer fint sammen med et senmoderne, kapitalistisk forbrugersamfund, hvor det hyldes at være omstillingsparat og evigt i stand til at genopfinde sig selv. Dels at strategierne for, som seksuel minoritet, er at gøre modstand

Kerstin og Solveig kæmper mod at skulle leve i skjul, og det gør de ved at være så åbne som muligt. De påtager sig det krævende arbejde at gøre omverdenen opmærksom på, at de findes og fortjener anerkendelse.

Den spiller de unge ikke med på. De er vokset op i en tid, hvor bøsser bliver gift og tv-værter er lesbiske. Lgbt-liv er anderledes synlige og normaliserede. De gider ikke stå frem, hverken for at bede om familien og vennernes accept eller for at uddanne dem i mangfoldighed og tolerance. Den arbejdsbyrde har de lagt fra sig. Og det kan de tillade sig i en tid, hvor Facebook tilbyder 58 kønsidentiteter at vælge imellem og en skægget dame vinder Melodi Grand Prix. Majas familie kom på hårdt arbejde, da hun uden at gøre yderligere ud af det præsenterede en pige som sin kæreste. Maja har en fest over det. På den måde har arbejdsbyrden flyttet sig – det er ikke Maja, der må gøre sit bedste for at sikre sig deres godkendelse. Det er dem, der må arbejde for at kvalificere sig som nære familiemedlemmer eller venner.

Tilbage til Pape

Hvilket bringer os tilbage til RokokoPostens parodi på artiklen om Søren Pape Poulsens erklærede homoseksualitet. Metoden for RokokoPostens og The Onions satire er lige så enkel, som den er effektiv: De udstiller det komiske i mediernes (og dermed en stor del af befolkningens) syn på virkeligheden ved at anvende journalistikkens formelle og selvhøjtidelige sprog og form på historier, der helt åbenlyst er latterlige.

Hvis vi først lige tager The Onions historie om den lokale bøsse, der reddede en familie fra at brænde ihjel, så var det først og fremmest en kritik af den irrelevante og malplacerede fokusering på og eksotisering af homoseksualitet.

”Vestager: Jeg er heteroseksuel," som parodi på ”Pape: Jeg er homo,” udstiller ikke kun bizarre journalistiske prioriteringer og sprogbrug. Det udstiller også Søren Pape Poulsens behov for på den måde at annoncere sit begær.

Nu er der sikkert mange gode (kommunikationsstrategiske, vælgeranalyserede) grunde til, at han vælger en sådan udmelding. Men det ændrer ikke ved, hvor komisk utidssvarende det fremstår. Hvilket han udmærket selv er klar over. Samtidig med at han selv henvendte sig til diverse medier for at fortælle dem om sin begærsretning, tog han afstand fra den journalistiske nysgerrighed, der fik ham til det: ”Det undrer mig såre, at det skal være så interessant i 2014, og det undrer mig, at folk mener at have ret til vide det,” som han sagde til DR Nyheder.

Søren Pape havde en vælgerstrategisk interesse i at komme med en udmelding om sin begærsretning. Men den stred med hans personlige interesse i ikke at gøre den til emne. Her i et med DR.

Det paradoksale er selvfølgelig, at Pape, med sin udmelding, er med til at gøre en begivenhed ud af netop det, han finder trivielt. En anden havde måske valgt at ankomne ved førstkommende ledsagerpåkrævede begivenhed med en mand om armen. Det ville være at gøre modstand. Det ville nærmest være at betegne som progressivt. Hvilket måske er lidt vel rigeligt at forvente fra lederen af De Konservative.