Løkke går IKKE
‘Politisk redaktør: Løkke trækker sig i aften’. Sådan lød overskriften på en af de mange artikler i gårsdagens Politiken. Tætte, ukendte kilder fra Venstre havde oplyst denne breaking news til Politikens politiske redaktør efter Venstres gruppemøde. Overskriften talte sit tydelige sprog – Løkke var færdig som formand, inden aftenen var omme.
Som en steppebrand fulgte utallige medier med samme historie. For eksempel Berlingske: ’Flere nye Venstre-profiler opfordrer Løkke til at gå’ og DR: ’Løkke trækker sig i aften’. Alle historier var bygget på udtalelser fra en yderst mystisk, ukendt og skyggelignende Venstre-kilde, som gerne ville uddele sladder, men ikke stå frem.
Både fysisk og psykisk har pressen forfulgt Løkke i et helt klassisk eksempel på kampagnejournalistik. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Kampagnen får sin ende ... eller gør den?
Overskrifterne om Løkkes (mulige) aftrædelse kom præcis tre uger efter, at tøjbilagssagen var startet. Mediestorme eller rettere kampagnestorme har oftest en levetid på tre uger. Det var derfor kun passende, at medierne indsatte det endelige dødsstød i går. Et dødsstød, som det var forventeligt ville give medierne en forløsning på de sidste tre ugers kampagne mod Løkke som formand.
Når Løkke havde trukket sig om aftenen, ville medierne kunne ånde lettet op. De kunne ikke anklages for at have kommet mere brænde og benzin på bålet end nødvendigt, tværtimod havde de i stedet være samfundets beskyttere mod den store, stygge ulv, Lars Løkke. En ond og gerrig mand, som brugte sine partifællers penge uforsvarligt. Deres ustandselige skriverier og kampagne ville ikke have været spådomme – de ville have været sandheder. Som kampagnejournalistikkens fineste formål ville de have skabt en politisk handling gennem deres arbejde. Medierne kunne klappe sig selv på skulderen over at have leveret et hæderligt, dybdeborende stykke journalistisk arbejde.
I kampagnejournalistikken genererer medierne nyhederne frem for at rapportere dem. Dette sås tydeligt i forløbet op til Venstres hovedbestyrelsesmøde 3. juni, hvor der var lynchstemning mod Løkke fra morgenstunden. Foto: Ole Frederiksen, Polfoto
Fighteren Løkke
Men mediernes selvudnævnte profeti slog fejl. Sent i går aftes blev overskrifterne i stedet: ’Løkke bliver som formand’ (Jyllands-Posten), ’Oprør slog fejl: Løkke bliver som formand for Venstre’ (DR) og ’Løkke tager fusen på alle: Jeg bliver som formand’ (Politiken). Mediernes såkaldte yderst tætte, særdeles pålidelige og fuldstændig troværdige kilde fra Venstre havde altså taget fejl. Eller havde medierne taget fejl?
I kampagnejournalistikken begynder medierne at generere nyhederne i stedet for at rapportere dem. Det sås i allerhøjeste grad i går. Medierne havde skabt en lynchstemning lige fra morgenstunden. Alt, hvad Løkke foretog sig dagen i går, blev beskrevet som, at det nok var sidste gang, han gjorde det som formand for Venstre. Medierne rapporterede ikke, hvordan dagen forløb – de genererede deres egen udlægning på baggrund af gisninger og analyser uden reelt indhold.
Dead man walking eller dead media walking
Overskrifterne om Løkke i går kunne lige så vel have været: ’Dead man walking’. Ingen forventede, at Løkke ville være formand ved aftenens udgang. Hele otte medier hoppede hovedkulds i vandet, da den hemmelige kilde afslørede Løkkes aftrædelse.
Spørgsmålet, som bør stå tilbage til medierne i dag, er måske: Dead media walking? Bør medierne overveje, hvor langt de vil gå for den gode historie. Bør de genoptage en større kritisk sans? Og bør de i højere grad begynde at rapportere slagets gang, når de har reelle fakta frem for gisninger og gætværk? Uanset hvad, har Løkke-sagen givet medierne en grund til selvransagelse i de kommende dage.
