De tre ubesvarede spørgsmål

Er det politisk kommunikation at lave bål i gaden og brænde sagesløses menneskers biler af, så de ikke kan køre deres børn i daginstitution om morgenen og deres gamle far til genoptræning om eftermiddagen?

Det er ét spørgsmål, der har trængt sig på i den sidste tid med brande påsat af unge nydanskere landet over.

Er det overhovedet legitimt at brænde biler og skoler af for at protestere og udtrykke stærk frustration? Det er et andet spørgsmål, der søger et svar.

Og hvad er det i givet fald, ballademagerne gerne vil sige, når nu de ikke siger det med ord? Det er et tredje spørgsmål, der har været forsøgt besvaret.

Desværre har debatten mudret de tre spørgsmål grundigt sammen, så derfor vil jeg gerne slå fast, hvis ikke den tekstanalytisk kyndige læser allerede har gættet det, at det er det første spørgsmål, der interesserer mig, nemlig: Hvordan kan de unges opførsel betragtes som politisk kommunikation?

Politisk kommunikation?

Vi er måske kommet tættere på opklaringen af spørgsmålet om, hvordan de unges opførsel kan betragtes som politisk kommunikation, nu hvor det er lykkedes ”Drengene fra Indre Nørrebro” at kapre Politikens forside (i dag d. 19.2.08) med et åbent brev. De unge lover at stoppe (hvorved de tilstår), og de forsøger at legitimere ulovlighederne med frustration over politiets angiveligt vedholdende magtmisbrug.

Om de har ret i deres påstand, skal jeg ikke kunne sige. Det har jeg ikke data for. Om deres påstand om politiets krænkende visitationer af dem som sagesløse kan legitimere deres egne handlinger over for andre sagesløse, er en helt anden sag. Den kan man mene noget forskelligt om, alt efter hvor man står politisk i forhold til de involverede aktører. Den diskussion vil jeg lade ligge her.

Om balladen stopper, er en helt tredje ting, fordi mange grupper har været involveret, ikke bare ”drenge” fra Indre Nørrebro. Og om balladen stopper, fordi brevet har været der, eller det er, fordi der nu massivt tales om, at de skyldige selv ender med at gå og afdrage på biler, de aldrig kommer til at køre i, eller fordi deres forældre er bange for at blive smidt ud af deres lejlighed, vides heller ikke. Jeg kan ikke spå, og jeg kan ikke læse tanker.

Men for et forum som dette er der flere kommunikationsanalytisk interessante ting i spil:

De 6 kommunikationsanalytiske punkter i brevet fra ”Drengene fra Indre Nørrebro”

1. ”Drengenes” brev vil kunne vende dagsordenen totalt i dag. Fra at fremstå som skurke vil de kunne blive omcastet til ofre. Det ser i hvert fald ud til, at det er det, brevet skal udrette.

2. Det er spændende, om det lykkes ”drengene” at komme til at fremstå som ofre for politiet. Spændende fordi det lige var lykkedes politiet i går at fremstå som helte, da de med Per Larsen i spidsen talte om ”dialog”, når andre talte om skrappe straffe. Og brevet påstår ting og sager om politiets daglige patruljering på Nørrebro, der ikke vidner om ’dialog’ som en fremtrædende værdi. Dét paradoks skal det blive interessant at følge politiets svar på. Især hvis svaret skifter hen over de kommende dage eller fra politiperson til politiperson. Og det bliver ikke mindre interessant at følge politikernes respons på de mange meninger, der kan komme i spil.

3. Brevet er utrolig velskrevet. Når man ser bort fra enkelte sprogfejl, som selv danskstuderende på universitet kan finde på at lave, så står tilbage, at nogen har tænkt sig godt om. Brevet er velformuleret, velargumenteret og velstruktureret. Noget må man da lære i skolerne på Nørrebro. (Tak for det! Ingen andre husker sikkert i skyndingen at rose de udskældte folkeskolelærere). Eller også har ”drengene” fået hjælp til det. Men uanset om man selv er skarp, eller man har venner, der er det, så undrer det mig, hvorfor denne kommunikative tæft og evne til at fungere i det dagsordensættende spil ikke er blevet bragt i anvendelse noget før.

4. Til slut i brevet forsikrer ”drengene”, at de skam passer både uddannelse og arbejde, men at de intet sted har at være i deres fritid. Bingo. Man kræver ikke ligefrem et ungdomshus, men gør sådan en gave fra en bekymret giver relevant. Det var sikkert også for fristende at lade lejligheden gå fra sig, selv om man må sige, at det flytter fokus fra den angivne intention om at få frustrationen over politiets overgreb hørt. Det er en fodfejl at gøre sådan noget i politisk kommunikation; man må som afsender ikke gøre sig selv mindre ædel, når man har et problematisk politisk projekt at kæmpe for. Det åbner for anklager om opportunisme, som ikke er gavnlige, når man lige har brændt skoler af.

5. Det kunne se ud til, at ”drengene” har taget ved lære af Jagtvejen 69-balladen, der netop ser ud til at ende med tildeling af et hus. Hvis altså ikke ”drengene” nu får forpurret dét, fordi læren netop ikke må være, at man kan få sin vilje med bål og brand. Hvis ’69’erne’ ikke får deres ungdomshus, fordi det nu igen vil lyde, at ’det nødig skulle hedde sig’, at vold betaler sig, så kan de give ”drengene” skylden. Det skal blive rigtig spændende at se, hvordan det så vil gå med den frihedssøgende og uautoritære rummelighed hos ’69’erne’. Om de fx vil kunne rumme ”drengene”. De kan i hvert fald ikke rigtig sige noget til deres metoder. Forhåbentlig vil medierne følge den græsrodspolitiske situation bedre fremover. Det vil sikkert kunne redde nogle skoler.

6. Noget må man som sagt lære i skolerne på Nørrebro, også om mediernes rolle i den offentlige debat. Og dette er forhåbentlig den vigtigste pointe. Ved at lære ”drengene”, hvordan de kan komme på forsiden med andet end vold og hærværk, kan de få styrket deres demokratiske handlemuligheder og få respekt. Det vil gavne alle. Derfor var det godt at se det brev på forsiden af Politiken i dag, uanset hvordan det er landet der.

Mere kommunikation ønskes

Det ser unægtelig noget tykt ud, når en underviser i kommunikation skriver et pip på Kommunikationsforum, hvor der foreslås øget fokus på kommunikation i uddannelsessystemet. Men det gør ikke moralen ringere. At ”drengene” nu rent faktisk har taget kommunikationen til sig, er derfor desto mere glædeligt. Brand i gader og stræder er nemlig ikke politisk kommunikation. Det er en fredelig tekst på forsiden af Politiken derimod. Lad os få mere af den slags.