Boykot valgmålinger

De løbende vælgertilslutningsmålinger under valgkampen spolerer den politiske debat og er dermed også skadelige for den hårdt tiltrængte åbne diskussion af – og ideudvikling til – hvordan vi egentlig ønsker at indrette vores samfund og samtidig finde en plads i en ny verdensorden. Martin Lund forklarer med tre argumenter hvorfor du skal boykotte valgmålinger.
Valgkampen er i gang, og hver eneste dag frem mod valget vil vi komme til at se friske såkaldte surveys – man kunne også bare kalde dem (menings)målinger – der skal give et praj om hvordan det går med tilslutningen til partierne fra dag til dag.


Disse målinger vil jeg i al fredsommelighed opfordre dig til at boykotte i løbet af valgkampen, for jeg mener at netop sådanne vælgertilslutningsmålinger spolerer den politiske debat og forvandler den til spin. Det er der tre grunde til:

1) Loven om nivellering via udsalgspolitik
De politiske alliancer – og her tænker jeg mest på det man kalder rød og blå blok – kan justere deres politiske gaveudbud præcis efter at ramme 50½ til 52 pct. af stemmerne i sidste øjeblik. Med andre ord: De kan slække akkurat så meget på deres politiske principper som det er nødvendigt for at kunne få magten. På den måde kommer valgkampen til at handle alt for meget om at garantere mod politiske forandringers kortsigtede skadevirkninger på den politisk uinteresseredes pengepung (også kaldt gavebodspolitik for tvivlere og ignoranter) og om symbolpolitik og kritik af modstanderens fodfejl. Alt sammen fordi det er den sidste procent der kæmpes om.

Det er jo ikke tilfældigt at de politiske fløje altid ligger på omkring 50/50 i forhold til hinanden, tværtimod er det lige så sikkert som at vand før eller siden vil lægge sig vandret: Kun når baljen rystes af jordskred eller det stormer fra en side, ligger vandet skævt. Årsagen til denne naturlov er naturligvis at de politiske partier finder en optimal balance mellem realistisk at kunne få magten og samtidig beholde den identitet der adskiller det enkelte parti fra de andre. Og i en indbyrdes kamp mellem blokke vil den løbende balancering mellem identitet og status per vælgertilslutning ende med at blokkene i vindstille lægger sig på 50/50. Man kan helt simpelt sige at partierne bruger meningsmålinger (og fokusgrupper m.v.) til at finde den rette balance mellem identitet og udsalg – altså hvor meget man kan lefle uden at miste sin kerne.
 
I blokkene er det især de store samlende partiers job, altså V og S' job, at justere deres politik så den blok de er en del af, rammer 50 pct. af vælgertilslutningen (og 51 pct. på valgdagen). De er i forvejen "udsalgspartier" fordi de har valgt hellere at være store end politisk skarpe, og de har heller ikke noget problem med at tage jobbet, for belønningen ligger i statsministerposten. Identiteten er det så op til alternativerne, typisk hhv. K og SF, at levere, mens partier som DF, R, LA og Enhedslisten kan levere kant og reel nytænkning.

Uden løbende målinger under valgkampen ville partierne være nødt til i højere grad at holde sig til en tro på hvad de mener. Valgkampens debat ville – bl.a. i kraft af de forslag modstanderne havde i ærmet til selve valgkampen – hurtigt bevæge sig væk fra sidste meningsmålings sikre bådebro, og snart ville de være på åbent vand, kun med deres egen tro på politiske holdninger at klamre sig til. Valgkampen ville så i højere grad handle om politiske argumenter og sand debat, i stedet for om fedtede forslag skræddersyet til at vinde 0,7 procent af vælgerne – hvilket alene ét ordvalg frem for et andet kan være nok til.
 
 
 
… men vandet står helt skævt i år
I år er udgangspunktet en smule usædvanligt fordi rød blok har et betydeligere forspring end de 52 pct., og fordi blå bloks eneste mulighed for at komme igen faktisk er at levere kant i form af mere politisk ægte forslag og radikale og satsede skift, som fx et brud med DF (og måske en hemmelig utroskabsaftale med R).

Noget tyder altså på et jordskred i undergrunden eller på en strid blæst over den politiske andedam – siden vandet nu står skævt. Jeg tror ikke at denne blæst handler om at danskerne bare vil have forandring til en anden blok, for så burde blå blok have indhentet det for længst (muligheden for at sadle om politisk og sætte nye ansigter på ministerierne er rigeligt til stede – vi venter faktisk bare på det og har ventet længe). Jeg tror snarere at der er en diskrepans mellem hvor vælgerne er i dag, og mediernes fremstilling af to blokke. Vægten er lige nu 53/47, men smutter de radikale over, er den 47/53. Ingen tror for alvor på at R ikke kunne finde på at pege i blå retning, og måske er det faktisk lykkedes R at ophæve blokpolitikken: Tager man dem ud af ligningen, er vandstanden helt lige.
 
Man kunne også forestille sig at den blæst der holder vandstanden skæv, skyldes at Lars Løkke har overset noget som for alle andre er evident: DF har sat det aftryk på dansk politik som mange ønskede at de skulle sætte. De har sejret tilpas, og deres sejr er sikret helt ind i V, K, S og SF's politik. Vi har ikke brug for dem mere, DF har ikke svarene på hvordan man laver et innovativt samfund, og deres naturlige status vil fremover være et noget mindre parti med Kristian Thulesen Dahl som leder. Dette ser vælgerne allerede, og derfor ser vælgerne den nuværende opstilling af blå blok som falsk. Løkke kunne gå efter en seriøs kapring af R – det ville i teorien kunne give bagslag i form af en alliance mellem S-SF og DF, men de er uforberedte herpå og vil ikke kunne nå at ændre attituder på så kort en bane. Løkke kunne også bare klart afvise et nyt samarbejde med DF og satse på at en sådan klar udmelding ville tiltrække de der lige nu stemmer på S fordi de er trætte af VKO (og de er mange!). Endelig kunne Løkke også lave en ren V-S-regering, men det er længe siden han skulle have tænkt på det. Det er i et af de tre scenarier den blå vælger reelt befinder sig, bortset fra DF's helt egne vælgere, som jo også snarere er lilla (måske snart også i hovederne), og det er meget vel grunden til at V-K er låst i et mindretal som ikke vil kunne nivelleres op. At Løkke ikke benyttede sin overtagelse af statsministerposten til at sadle om mod et V-K-LA-R-samarbejde er for mig noget af det mest tøsede og ustrategiske nogensinde set i dansk politik. Og det bliver det han taber på – hvis han taber. Det er årsagen til at vandstanden er skæv nu.
 
Så vidt forsøgene på at forklare den usædvanlige skæve vandstand. Men hvis fløjene (eventuelt anderledes konstruerede fløje) i løbet af valgkampen igen kommer til at ligge i det sædvanlige 49/51-50/50-51/49-spil, og det tror jeg måske alligevel de vil, selv om jeg lige har givet gode forklaringer på at det ikke vil ske, ja, så vil man atter bruge målingerne til at styre udsalgsbalancen. I modsat fald vil Løkke intet have at tabe og kan så kaste al lefleri over bord og præsentere en mere skarp dagsorden – som en slags forlængelse af nytårstalen hvor der trods alt var takter til at sadle om mod fremtiden sammen med R og LA og hvem der ellers vil være med.

2) For lille til at blive taget seriøst
Den anden grund til at valgmålinger spolerer den politiske debat, handler om vælgertilslutningsbaseret status. Med de løbende målinger kan de mindre partier – dem med kant – ikke komme med helt egne forslag uden at få at vide at det ingen gang har på jorden fordi de ikke er store nok til at få det igennem. En sådan tankegang fra de politiske kommentatorers side har ikke meget med politisk debat at gøre, men den skyldes jo at disse kommentatorer til enhver tid kan henvise til de løbende målinger af den virtuelle mandatfordeling – og i deres selvfedme slet ikke kan lade være med at lege den store kyniker. Forslag som kunne have vundet bred tilslutning med en naturlig udvikling i debatten i løbet af valgkampen, bliver derfor skudt ned og stigmatiseret fordi den der fremsætter forslaget, er for lille og for naiv.
 
Uden løbende målinger, derimod, ville ingen vide om det forslag LA eller Enhedslisten stiller i dag, giver dem 2 eller 20 mandater på valgdagen. Derfor ville ingen turde skyde det ned med andet end saglige argumenter, og derfor ville forslaget kunne udvikle sig i debatten, påvirke de andre partier og medvirke til en langt mere interessant og kvalificeret politisk valgkamp. Simpelt sagt: Alle gode forslag ville blive vurderet på deres kvalitet og taget seriøst, for man ville ikke i kraft af nye meningsmålinger have hånd i hanke med hvad der skete hvis man ikke tog forslaget seriøst. Derfor kan dit nej til en meningsmåling i morgen faktisk have større betydning for Danmarks fremtid end det kryds du sætter på valgdagen.
 
3) Mandattals-vinklen ødelægger debatten
Løbende målinger sikrer medierne at de kan gøre det de er blevet eksperter i: At lave et stort nummer og megen snak ud af ingenting, for det er superbilligt. (Når først "askometeret" er udviklet, er der timer af gratis underholdning i det.) I stedet for at snakke om politiske forslags kvalitet, kan man indhente kommentarer fra politikere og kommentatorer om stigninger og fald i procentpoint. Det svarer lidt til sportsjournalistikkens: Hvordan føles det at vinde med 1-0 her i dag? Tjø-bø … det føles da meget godt. Og så siger politikeren noget efterrationaliserende om partiets politik, mens kommentatoren siger noget efterrationaliserende om partiets performance med denne politik, blot fordi partiet er gået 1 procentpoint opad i en daglig måling hvis størrelse vi ikke engang kender, men næppe inddrager mere end 1.000 nye respondenter, som ikke er dem der svarede i går. Sandsynligheden for at man tilfældigvis den dag støder ind i en klump på 10 homogene respondenter som er ekstra i forhold til i går, og derved opfinder et procentpoint, er væsentlig større end at slå fem seksere i træk med en terning, og jeg har da gjort sidstnævnte. Her er faste paneler med respondenter som svarer hver dag i 30 dage, væsentligt mere interessante, for her kan man om ikke andet stole på den relative forandring undervejs.
 
Sig nej
Valgmålinger er noget af det letteste at komme til at sige "ja" til når en venlig ung studerende ringer fra et callcenter (eller når du bliver inviteret til et eller andet "panel" på nettet): Dels skal man kun igennem et kort spørgeskema, og dels synes man jo det er både aktuelt og lidt spændende at få lov til at udtrykke sin holdning i undersøgelsens afgørende spørgsmål om hvad man ville stemme hvis der var valg i dag. Men så meget desto mere væsentlig er min opfordring: Sig nej.
 
At du og jeg siger nej, betyder selvfølgelig ikke at der ikke kommer meningsmålinger i morgen: Men når du og jeg siger nej, begynder målingerne i det mindste at blive en anelse dyrere … og dermed på længere sigt færre.
 
Bedst var det hvis vi kunne få skub i en debat der ender med et forbud mod meningsmålinger i valgkampsperioden. Så ville den politiske journalistik, og det pladevender-spin partierne udfylder denne med, ændre sig (især fra V og S), og vi ville få mere ærlige og mere innovative valgkampe. Hvis man ikke ved om man vil gå ned eller gå op ved i løbet af valgkampen at sige hvad man brænder for, vil partierne også være mindre tilbøjelige til at lave alliancer på forhånd – så vil vi få det sande demokrati hvor man på valgaftenen ser hvem man kan danne flertal med, og blokpolitikken og mediernes ulidelige mandattalsvinkler som ødelægger enhver reel debat om politik, vil de facto være opløst.
 
 

Giv din stemme

12 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Squad Lead

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.