I Berlingske Business har cheferne allerede sat sig lyn-hårdt på hele bagsiden. Hver dag bombarderes vi med artikler om diverse chefers privatliv i bedste føljeton-stil. Og Asger Aamund kan endda lide det. Han mener, at fordelene ved at vende sit privatliv med de menige avislæsere er langt større end ulemperne! Intet under, at medarbejderne er trætte om morgenen før de overhovedet har set chefen. De har jo ikke kunnet undgå at læse om ham hele weekenden.

Medieglad topleder = top indtjening
Vi menige avislæsere er blevet små offerlam for branding-anførernes vigtigste asset: Toplederne. Topledernes evne til at være sympatiske ud ad til synes efterhånden at være ligefrem proportionalt med virksomhedens bundlinie. Det synes både aktieanalytikere og bestyrelsesformænd at være enige i – ja, faktisk så enige, at vi også udsættes for artikler om, hvor vigtigt netop det er. Skole -eksemplerne tegner et intimiderende billede af ledere, der ikke formår at brande sig selv og deres evigtgyldige syn på alt fra nullermænd til nationaløkonomi. Sprunk-Jansen måtte lide for manglende sammenhæng mellem Cipramil og hans evner som elsker, selvom alle da sikkert kan se, at de to utvivlsomt kunne have en vis sammenhæng!

Alligevel – fordi det jo er så vigtigt for os – springer danske topchefer barmhjertigt ud i alenlange beretninger om livet hjemme hos dem eller blot om bøgerne på deres natbord. Der er nemlig ingen vinkel, der er for kedelig når det gælder vores allestedsnærværende chefer. Deres liv - eller mangel på samme - er pr. definition lynende interessante. Vi sluger begærligt, hvordan chefen har umiskendelig succes på jobbet og alle de lange, hårde timer han standhaftigt har kæmpet for at opnå succesen.

Hvor går grænsen mellem at være damp eller chef?
På privatfronten er vi jo så nogen, der forventer at se kaos. Ikke bare lidt rod i hjørnet, men virkelig kaos af den karakter, der får sundhedsmyndighederne til at rykke ud. Eller måske bare en lille, stille tvangsfjernelse. Aber nein. Hr. Direktør bor som i Bo Bedre, ungerne er trimmede og konen møder os gang på gang smilende. Scenariet synes ikke at levne megen tid til chefens mere holistiske interesser, men sjovt nok er det meget få af vores chefer, der ikke synes at dyrke nogen form for idræt – altså på eliteniveau. Den tur vi andre har til bageren om morgenen, har chefen skiftet ud med en tilbagelæggelse af en lille halv – maraton hver eneste dag. Turen starter selvfølgelig mens vi andre stadig er i REM –søvn, hvorfor vi er berøvet for enhver mulighed for at tjekke, at chefen nu også sprinter skoven tynd kl. 5 om morgenen. Bøgerne på natbordet – for det er jo i flertal – spænder også vidt, ligesom kvalitetstid med børnene er af høj prioritet.

Direktør eller Dalai Lama
Er jeg den eneste der kan have svært ved at forstå, at Hr. Direktør kan gå fra benhård forhandler i 23 timer af døgnet til en nærmest Dalai Lamask ro de resterende 23 timer af døgnet (den såkaldte synergieffekt)? Og har du nogle gange måttet kigge på billedet af den omtalt chef for at finde ud af, at det rent faktisk er netop din chef, der udtaler sig? Genkendelighedens glæde kan til tider være på et meget lille niveau.

Perfektion er ikke lig fremdrift
Drømmen om det perfekte liv er da flatterende. Selve ideen om ikke at skulle lave noget om er i sig selv befriende. Tænk sådan bare lige at være all-round super fed? Ligeså flatterende det end måtte være, ligeså lidt fremdrift er der i det. Og derfor bliver de gængse artikler om de danske lederes kolossale opnåelser en smule kedelige i længden, når alt det der kunne være nuancer eller refleksioner i høj grad er forbeholdt terapeuten.

Giv os det private - eller hold det private privat
Divergensen mellem skriften på papiret og virkeligheden synes så stor, at vi kun kan trække på smilebåndet. Hvis smilet skal ophøre vil vi høre om chefens virkelige privatliv – de dage hvor han ikke laver en skid, hvor han sover over sig eller hvor ungerne fodres med 3 meter hotdog fra kinesergrillen.

Men netop her er paradokset. Udbasuneringen af chefens liv synes ikke at være rigtig privat – og det er det ikke, fordi det private jo netop er privat – altså ikke nødvendigvis for alle og enhver. Så måske danske chefer blot skulle holde det private privat. Tilsvarende kan aviserne så give os en pause i deres pseudo -kortlægning af danske chefers privatliv. På forhånd tak. Lad privatlivets fred sænke sig over det private privatliv.