De seneste år er nærdemokrati og borgerinddragelse kommet højt på dagsordenen i de danske kommuner. Før og efter strukturreformen i 2006 er det blomstret op med lokalråd og andre organer, der repræsenter en bydel eller et helt lille bysamfund over for den store kommune og de – i hvert fald relativt – magtfulde embedsmænd og politikere.

Og blandt kommunerne er det blevet en hel trend at formulere fine principper og politikker for stærkere inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen, end lovgivningen foreskriver, f.eks. i byplansager.

Københavns Kommune har endda taget det prisværdige initiativ at oprette et landsdækkende web-forum for fænomenet på adressen www.borgerinddragelse.dk.

Fejl og mangler i kommunikationen
Men når det kommer til praksis ude i den enkelte kommune, lider inddragelsen af borgerne ofte under, at de traditionelle embedsmænd ikke har nogen baggrund for at arbejde med kommunikation. Og lige så ofte bliver kommunens kommunikationsafdeling slet ikke koblet på opgaven, eller også har den ikke ressourcerne til at arbejde med større projekter ud over den daglige drift.

Resultatet er, at den kommunikation, som er forudsætningen for et velfungerende nærdemokrati, meget ofte præges af grundlæggende fejl og mangler.

Bl.a. ud fra mit arbejde med en bog om emnet (Råd til nærdemokrati, udgivet på Turbine Forlaget) og en senere universitetsopgave med en case fra Århus Kommune, vil jeg pege på fire kommunikationsmæssige hurdler, som skal overvindes, hvis borgerinddragelse skal blive mere end en hensigtserklæring.

Borgernes behov skal styre
Den første fejl, som altid fører flere andre med sig, er det ofte sete – men aldrig flot udførte – hovedspring direkte ud i allehånde kommunikationsmæssige aktiviteter uden nogen analyse af målgruppens behov.

I eksemplet fra Århus, hvor kommunen ønsker at inddrage beboerne i forstaden Lisbjerg i planlægningen af en stor ny bydel, har manglen på en analyse af målgruppen haft to konkrete konsekvenser.

Den ene er, at hovedparten af beboerne aldrig reelt er blevet koblet på borgerinddragelsen. Den anden er, at de borgere, som faktisk har været i dialog med kommunens byplanlæggere, er forvirrede og irriterede over, at kommunens folk skruer op og ned for informationerne og dialogen ud fra forvaltningens behov for input, og ikke ud fra borgernes behov for en jævn strøm af informationer om, hvordan planlægningen skrider fremad.

Morale nr. et: Start med at undersøge borgernes behov for informationer og kommunikationskanaler, inden strategien for borgerinddragelse bliver lagt.

Møder er ikke nok
En anden hyppig fejl er de ikke-kommunikationsuddannede embedsmænds tilbøjelighed til at undervurdere betydningen af lokal massekommunikation og i stedet fokusere alene på møder, møder og møder – møder med repræsentanter for lokalområdet, offentlige borgermøder osv. Det giver en skæv balance mellem på den ene side begrænset kommunikation på tryk og web, og på den anden side en god portion interpersonel kommunikation i diverse mødelokaler.

Årsagen skal utvivlsomt søges i, at det med at holde møder er noget, som embedsmænd er flasket op med og vant til. Mens produktion af eksempelvis en debatavis eller en hjemmeside med folkelig appeal kræver en faglighed, som byplanlæggere, DJØF’ere osv. normalt ikke har.

Resultatet er, at den lokale massekommunikation bliver meget sporadisk eller endda helt overlades til den lokale presses mere eller mindre tilfældige prioritering. Hvilket betyder, at kun den mest ihærdige del af borgerne inddrages.

Morale nr. to: Sørg for at spændende, letlæste og oplysende tryksager og hjemmeside når ud til alle de borgere, der ønskes inddraget.

Vær kreativ
Men indlæg på en hjemmeside og i en avis eller et blad er ikke nok, når dialogen skal rigtigt op at køre. Mennesker skal møde hinanden ansigt til ansigt, hvis de gensidigt skal påvirke hinanden – hvilket lige præcis er formålet med borgerinddragelse.

Et møde mellem mennesker behøver dog langt fra være et stift møde i helt traditionel forstand. Dem orker kun de mest ihærdige at gå til i fritiden. Alternativerne kan eksempelvis være workshops for mindre grupper; blandede arrangementer med underholdning og provokerende debat; guidede gåture til de steder, der tales om, eller noget helt fjerde eller femte.

Jo flere der er af sådanne utraditionelle arrangementer, jo større er chancen for at få inddraget en del af de borgere, der ikke ser det som en stor fornøjelse at sidde stille på en umagelig stol og være dybt seriøs en hel aften.

Morale nr. tre: Vær kreativ, når der skal udtænkes fora og steder for dialog.

Sæt konkrete mål for kommunikationen
Det sidste af de kommunikationsmæssige hurdler, der skal trækkes frem her, er opstillingen af konkrete mål for kommunikationen.

Det står vel sådan cirka på side 3 i ’Grønspættebog for den lille kommunikatør’, at kommunikationen skal kunne måles på forskellige trin i processen, for at effekten af indsatsen kan vurderes. Men som sagt er der ofte slet ikke koblet professionelle kommunikationsfolk på kommunernes arbejde med borgerinddragelse, og mindst lige så ofte mangler der klare og konkrete mål for kommunikationens omfang, indhold og udbredelse.

Resultatet er, at der undervejs i processen er ikke rigtig nogen, som ved, om det lykkes at informere borgerne og invitere dem til dialog. I værste fald bliver en fejlslagen indsats først opdaget, når det myldrer frem med vrede læserbreve om den dumme kommune, der aldrig lytter til sine egne borgere.

Morale nr. fire: Opstil konkrete mål for kommunikationen på forskellige trin i borgerinddragelsen – og tjek, om målene bliver nået.

En overvindelse af disse fire hurdler er ikke nogen garanti for en vellykket borgerinddragelse. Til gengæld er der nærmest garanti for, at hele processen vil få en meget vaklende gang, hvis ikke kommunikationsmæssigt kompetente medarbejdere eller konsulenter tages med på råd i forvaltningernes arbejde med at inddrage borgerne. Og da vil selv de fineste principper og politikker kun være dårlige krykker.