Borgen på tv: Politik noir

Skrevet af

Stig Hjarvard
Professor

13 artikler

0 indlæg

I ’Borgen’ har medierne endnu en gang tildelt sig en hovedrolle i moderne politik. Ligesom i ’Kongekabale’ og ’Mogensen og Kristiansen’ er Christiansborg forvandlet til en scene i en dyster film. Mediespin har gjort både politik og journalistik til et skyggespil om magten. Nerver og moral er tyndslidte, og alle håber at profitere på andres ulykke. Velkommen til politik noir.

”Det stod ikke i min jobbeskrivelse, at jeg skulle tro på noget”. Spindoktor Kasper Juuls replik inkarnerer billedet af politik som et illusionsløst spil. Som medierådgiver for seriens heltinde Birgitte Nyborg, forkvinde for De Moderate, stræber han efter at få hende anbragt på magtens tinde for enhver pris. Og når hun ikke vil bruge beskidte tricks for at vælte den siddende statsminister, er han ikke bleg for at sælge oplysningerne til konkurrenten Michael Laugesen, Arbejderpartiets iskolde kyniker, hvis personlige last er store cigarer og stramme damerøve. At få magten er vigtigere, end hvem der får den, og hvad den skal bruges til. Selv når en kollega afgår ved døden efter samleje med spindoktorens egen ekskæreste, er han cool nok til at udnytte de politiske muligheder, situationen tilbyder.

 

Ægte følelser og gæv jordbundethed står prøven mod mørkets fyrster.

Den eneste ene mod politik noir (foto DR Mike Kollöffel)

 

I film noir-genren er gangstere og politi ikke hinandens modstandere, men lever snarere i et symbiotisk forhold med hinanden. Ligeledes i Borgen: Nyhedsmedierne og journalisterne, der i demokratiets navn skulle holde kritisk øje med det politiske rænkespil, har svært ved at holde en armslængdes afstand. Tv-journalisterne er både i bogstavelig og overført forstand gået i seng med fjenden; der udveksles gaver, sex og informationer på kryds og tværs, så alle har noget på hinanden, der potentielt kan blive en vennetjeneste værd en anden dag. Politikere, presserådgivere og journalister er i Borgens (medie)virkelighed bundet sammen af en altdominerende fælles interesse: stærke nyhedshistorier med det rette spin.

 

Mediespin om politisk spin
Moderne politik handler i Borgens optik først og fremmest om spin – men er det nu også en rimelig fremstilling? Måske er mediernes fortælling om den megen spin i moderne politik snarere en del af selve problemet end en akkurat diagnose. Ved at fokusere på spin som et gennemgribende træk i det politiske system har medierne skabt en fortælling, hvor de selv får tildelt roller som centrale aktører i den politiske proces, samtidig med at medierne kan iscenesætte sine egne helte, der kæmper for at få ryddet op i selvsamme morads.

 

Borgens fortælling om medier og spin er fortalt så mange gange før, at vi efterhånden forveksler den med en beskrivelse af tingenes faktiske tilstand. I tv-programmer som Jersild og spin og Mogensen og Kristiansen handler alt om spin. Politik skal aldrig tages for pålydende; det kræver altid en fortolkning at forstå, hvorfor en politisk udtalelse falder lige netop nu og så i dén sammenhæng. Og den særlige gruppe af selvudnævnte medieeksperter, de politiske kommentatorer, kan dernæst med insiderkyndig mine udlægge, hvilke sandsynlige konsekvenser en udtalelse vil få.

 

Netop fordi journalister og politiske kommentatorer mangler sagkundskab om politikkens indhold, må de til stadighed fokusere på det politiske spil.

 

Punditokratiet
De politiske kommentatorer har efter angelsaksisk forbillede udviklet sig til pundits, kendetegnet ved de tre M’er: Modne, mandlige meningsmagere, der udgør en særlig kaste af politiske journalister: punditokratiet. De behøver ikke bekymre sig om noget så banalt som journalistiske kildeangivelser, men kan i kraft af deres personlige erfaringer som bl.a. tidligere spindoktorer læse politikernes motiver og inderste tanker – undertiden før politikerne selv har tænkt tanken.

 

De politiske kommentatorer iscenesætte sig selv som nutidens svar på film noir-genrens illusionsløse helte (foto DR Mike Kollöffel)

 

Henrik Qvortrup, Ralf Pittelkow og Peter Mogensen har udviklet sig til en slags personlige brands, som aviser og tv-stationer hyrer for at få en fod inden for det politiske game. Kommentatorernes analyser er ofte lige så meget henvendt til politikerne som den almene offentlighed, men deres spådomme levner ikke meget håb om en bedre fremtid for det politiske system.

 

Til gengæld kan de politiske kommentatorer iscenesætte sig selv som nutidens svar på film noir-genrens illusionsløse helte: De kender gangene på Christiansborg som deres egen baglomme, og med mobil og e-mail er de i stadig kontakt med både regeringstop og den forsmåede backbencher, der vil sælge det seneste politiske rygte for en drink i Snapstinget. Med deres insiderviden signalerer de, at der ingen vej er ud af dette morads af spin og personstridigheder. Vi kan højst gøre os forhåbning om lejlighedsvis at få spredt et forklarelsens lys over den dunkle politik ved at lytte til punditokratiets nådesløse analyser.

 

Vi har også hørt fortællingen på film og i tv-drama før. Kongekabale var politik noir-fortælling i sin reneste form med Anders W. Bertelsen som journalistisk ”private eye” i kamp mod hele det politiske og mediemæssige parnas. I Forbrydelsen var Københavns Rådhus skueplads for et dæmonisk rænkespil mellem kyniske politiske aktører i en beskidt valgkamp, og kun vores sweaterklædte outsider-strømer formåede at rydde bare delvist op i det kommunalpolitiske søle.

 

Den eneste ene

Borgen lægger sig i slipstrømmen af mediernes generelle dæmonisering af det politiske liv, men er dog ikke ren politik noir. Tv-serien signalerer også håb og vision om en anden form for politik. Den gæve forkvinde for De Moderate, spillet af Sidse Babett Knudsen, har ben i næsen, begge ben på jorden og er primært bekymret om et par kilo for meget på hofterne. Hendes modspil til dæmonien er simpelthen at tale fra hjertet til såvel nationen som spindoktorer: ”Og man skal holde, hvad man lover sine børn. De vokser op og bliver vælgere en dag”.

 

Hun er egentlig ikke rigtig interesseret i magten, men i kampen mod systemets kulde henter hun styrke og varme i familiens skød, hos sine søde børn og dejlige kæreste. En smuk tanke, men vi balancerer tæt på kanten til den romantiske komedie og vil ikke blive overraskede, hvis Sidse Babett Knudsen sætter sine politiske modstandere på plads med et ”Bare ærgerligt, Sonny Boy”.

”Spindoktor, ikke sandt. Hvem er det, der er syg?”, spørger formanden for Frihedspartiet Svend Åge Saltum, spillet af Ole Thestrup. Trods sin fremmedfjendskhed (eller måske i kraft af?) fremstår Frihedspartiets formand også som en folkelig stemme, der har opnået sin indflydelse uden brug af spindoktorer eller anden moderne mediestyring. Ikke særlig realistisk, men en understregning af, at medierne i disse år fortæller to grundhistorier om politik: På den ene side politik noir-dystopien om mediernes forbrødring med systemet; på den anden side den populistiske utopi om den djærve danskers vilje til at sætte et sygt system på porten.

 

Borgens alternativ til politik noir er ikke fokus på politisk indhold, konstruktive forhandlinger mellem interesseorganisationer eller en mere ansvarsfuld presse. Alternativet er snarere en naiv populisme, hvor ægte følelser og gæv jordbundethed skal stå sin prøve mod mørkets fyrster: Den eneste ene mod politik noir

Giv din stemme

7 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

En pressechef og en kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 3. december

Digital Læringskonsulent

Frist: 13. december

Pressechef

Frist: 6. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.