Borgen mellem spin og sandhed

Medier og politik er blandet uhjælpeligt sammen. Det slår ’Borgen’ fast, og seriens modtagelse styrker budskabet, for fiktionen tages af mange dybt alvorligt. Det er tankevækkende, når serien faktisk er så skematisk.

B.T.-spiseseddel dagen efter Borgens afsnit om landets rigeste, fiktive erhvervsmand Crohne. Serien låner fra virkeligheden, og virkeligheden svarer igen med nye historier

 

Borgen har bredt sig. Aviser og tv er oversvømmet af omtaler, interviews, anmeldelser, debat og opfølgning. Radioen sender sit eget biprodukt. Hvis man ikke får nok her, kan man konsultere Borgens hjemmeside, hvorEkspres er aktuel med bugnende bryster, og hvor unge politikere udtaler sig om de politiske emner, som Borgen lancerer. Seertallet ligger stabilt på omkring 1,4 mio., hvilket er gennemsnitligt for en DR-søndagsserie. Det er altså igen lykkedes DR-Drama at præge mediernes dagsorden, endda til overflod, så er der egentlig mere at sige?

 

 

På DR's hjemmeside ligger den fiktive tabloid-avis Ekspres' hjemmeside med opdigtede breaking news i seriens univers. Screenshot af dr.dk

 

Måske. Det er i hvert fald påfaldende, at Borgen opfattes som både realistisk og urealistisk. Man kunne finde en forklaring i, hvilke ingredienser den er mikset sammen af. Endelig fortjener dens fokus på magt og medier fortsat analytisk opmærksomhed, så læs bare med her...

 

Det er et solidt hold, der står bag produktionen. Adam Price har erfaring med tv-drama både fra DR og TV 2, og han har allieret sig med begavede og driftsikre instruktører som Søren Kragh-Jacobsen, Rumle Hammerich og Anette K. Olesen. Adam Price har desuden erfaring fra et populært madprogram, Spise med Price,som han har lavet sammen med sin bror.

 

Borgen er en blandet ret, hvor der ikke er sparet på ingredienserne. Resultatet er alligevel meget spiseligt. Ikke enestående, ikke genialt. Ind imellem truer mætningspunktet og kvalmen. Det er konsekvent selvsmagende. Men på mange måder er det også ret sjovt.

 

Med eller uden virkelighedsforbindelse

Et fast punkt i mediedebatten om Borgen er, om den tager virkeligheden på kornet eller tværtimod giver et fuldstændig urealistisk billede af livet på Borgen.

 

For nogle er den tilsyneladende stærke virkelighedsrelation dybt problematisk. For eksempel skriver Christian Monggaard, at det kun giver mening at se Borgen som fantasi: ”... at tro, at den har meget med dansk politik anno 2010 at gøre, vil være forkert og blot gøre én frustreret over de mange urimeligheder og letkøbte dramaturgiske greb, mens man ser den” (Information d. 27.9.2010).

 

Den højrepopulistiske politiker Svend Åge Saltum, der er spillet af Ole Thestrup, fungerer i serien – måske overraskende for nogle seere – som en fornuftens jordnære stemme. Foto fra dr.dk

 

Andre, her under flere politikere, har fremhævet dens kopikarakter: ”Så er der Ole Thestrup… Det er jo nok mig – sådan en uelitær, lidt for tyk jyde, som godt kan lide bodegaplatheder og vulgære perker-vitser” (Søren Espersen i Politiken d. 16.10.2010). Såvel Helge Adam Møller som Margrethe Vestager fremhæver, at det ikke er helt det samme, men at det alligevel ligner ganske godt: ”De har fanget mange ting rigtigt. Og man bliver klogere på dansk politik, selv om du kun ser de mest dramatiske ting” / ”Jeg kan tydeligt se nogle af inspirationskilderne – diskussionen om asylbørn fra valgkampen i 2007 og en bilagssag, som er anderledes i virkeligheden, men som har præget dansk politik” (henholdsvis Helge Adam Møller og Margrethe Vestager i Politiken d. 27.9.2010).

 

Desuden har for eksempel B.T. kørt realismelinjen i sine anmeldelser, hvor virkelighedens Frank Grevil’er og Anna Castberg’er bliver fremhævet. Realismeopfattelsen var også dominerende på Grønland, hvorfra der kom indsigelser over for fremstillingen af selvstyret efter del fire.

 

Factionens væsen

Borgen opfattes således på to vidt forskellige måder. Men det er ikke så underligt, for den er konsekvent bygget op over hentydninger til personer, partier og politikker fra virkeligheden. De kendte ingredienser er blot blandet sammen på en ny måde.

 

Det har i tv længe været en yndet sport at blande fiktion og virkelighed og kalde det skiftevis det ene og det andet eller noget midt imellem, og det da også er en god strategi i forhold til publikums opmærksomhed. For der er ingenting, der virker så ophidsende, som når de andre tager fejl af, hvad der er hvad.

 

Snablen i arkiverne

Der er ingen tvivl om, at Borgens vise fædre, foruden Adam Price hans medforfattere Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholm, har haft snablen dybt nede i arkiverne. Ud over asylbørn og bilagssager er der et væld af andre genkendelige emner fra virkelighedens politiske arena.

 

Danmark har faktisk haft en statsminister, der hverken kom fra Socialdemokraterne, Venstre eller Konservativt Folkeparti, nemlig den radikale Hilmar Baunsgaard, der ledede VKR-regeringen i 1968-71. Efter Det Radikale Venstres legendariske, nu glemte valgsejr i 2005, hvor partiet gik frem med hele otte nye mandater, prøvede Marianne Jelved ihærdigt at positionere sig som Danmarks næste – kvindelige, ærlige, både realpolitisk kyndige og idealistisk hensyntagende – statsminister.

 

Kampen i dansk politik går, som alle ved, om midten. Grundreglen er: ”Det gælder om at kunne tælle til 90.” Marginale politiske afhoppere, der vil have afgørende indflydelse under de sidste forhandlinger, er i den forbindelse et lige så velkendt fænomen som gambling om vestjyske motorveje til seks milliarder kroner, hospitalernes placering, læk fra whistleblowers i PET, landinger i Thule, CV-bluffere m/k og diverse bilagskulegravningskommissioner – de kommer igen og igen, både i virkelighedens og i Borgens verden.

 

Omvendte analogier

Ligesom tid og sted er ændret i forhold til enkeltsagerne, er virkelighedens politiske partier og personer omdøbte og fordrejede. Alle kan naturligvis gennemskue, hvem der står for hvad, sådan cirka. Men der er ingen tvivl om, at Price og Co. har moret sig med at bytte rundt på faktorerne. Når man derfor laver en én-til-én-analogi, sådan som Søren Espersen i citatet ovenfor, går man grueligt fejl af fiktionen.

 

Det er oplagt, at Svend Åge Saltum, lederen af Frihedspartiet (Ole Thestrup), i sin fremtoning og facon minder mere om Mogens Glistrup end om Pia Kjærsgaard. Men det er lige så oplagt, at hans analyser holder stik, og at hans bramfri råd er bedre end de andres. Som politisk analytiker er han knivskarp. Det er jo ham, der opfordrer Birgitte Nyborg Christensen, lederen af De Moderate (Sidse Babett Knudsen), til at ”sætte sig for bordenden” og på den måde ansporer hende til at blive statsminister. Den charmerende, ærlige, søde, men dog pragmatisk lærenemme Birgitte Nyborg Christensen minder af udseende nok så meget om Helle Thorning Schmidt som om Margrethe Vestager.

 

Den politik og de metoder, som Arbejderpartiets leder Michael Laugesen (Peter Mygind) står for, minder i deres fremmedfjendskhed og personcentrering mere om Søren Espersens end om Socialdemokraternes. Arbejderpartiet fremstår som det klart mest usympatiske af alle partierne. Da formanden må gå, er det symptomatisk for partiets tilgroede tilstand, at det kun er leveringsdygtigt i vattede erstatningsfigurer.

 

Konklusionen er, at hjemmearbejdet er ordentligt udført i den forstand, at mange enkeltsager faktisk er identificérbare som forlæg eller inspirationskilde. Alle disse sager leverer en hank til virkeligheden. 

 

Fru statsminister (Sidse Babett Knudsen) i privaten. Velmenende moderat selvgodhed i nærmest karikeret mængde? Foto: Mike Kollöffel, DR

 

Fra Yes Minister til Borgen

DR har længe taget tilløb til en egentlig politisk tv-føljeton. Fra England og USA ved vi, at politisk drama kan have forskellige toninger – fra den satiriske sit-com Yes Minister (1980-84) og Yes, Prime Minister (1986-88) til den seriøse, politisk analyserende og samtidig dramatisk højspændte West Wing (1999-2006). Fra den svenske Kronprinsessan (2006) og efterfølgeren Kongemordet (2008) ved vi, at politisk dramas væsentligste mantra er kombinationen af mænd, magt og medier.  En kønspolitisk synsvinkel er derfor oplagt. Forbrydelsen I og II (2007 og 2009) viste, at krimien og thrilleren kunne kombineres med politisk drama på en måde, der kunne få amerikanske genretraditioner til at fungere i dansk sammenhæng.

 

Med Borgen får vi serveret et mere rendyrket politisk drama, der fokuserer på magt, politik og medier, set fra det sted, der i særlig grad inkarnerer alle delene – Christiansborg. Der er satiriske elementer såvel som højspændt drama og kønspolitiske spark til højre og venstre. I det hele taget kendetegner det Borgen, at der er lidt af det hele, set fra omdrejningspunktet i den magiske midte, der behersker såvel dansk politik som dansk tv-drama.

 

Disse elementer er skruet dramaturgisk sammen på en helt traditionel måde, der inddrager to parallelle hovedspor – politikernes og journalisternes, og det giver flere strenge at spille på, for i begge tilfælde er der et arbejdsliv og et privatliv. Hovedbudskabet i Borgen er, at politik og medier er uadskillelige, og på den måde bekræfter fiktionen en bærende tese blandt medieteoretikere gennem de sidste år, nemlig at politikken er blevet gennemgribende medialiseret (se også Stig Hjarvards analyse i Kforum d. 29.9.2010).

 

Udtryk og indhold forenet i medgang og modgang - spindoktoren med sin statsminister. Medialiseringen breder sig, og serien bekræfter til stadighed sig selv. Foto: Mike Kollöffel, DR

 

Spindoktor i centrum – det er nyt

Borgen lancerer følgerigtigt sig selv som ”en dramaserie om det politiske spil om magten i dagens Danmark - og om de personlige omkostninger og konsekvenser spillet har for de involverede parter, både på og bag den politiske scene.” Den ene side af ”det politisk spil” leverer politikerne. Men de er ikke alene. Alle med undtagelse af Svend Åge Saltum bakkes op af embedsmænd og -kvinder, men det er de uundværlige (politiske) medierådgivere, der står stærkest i billedet, og det er nyt.

 

At der er forbindelser på kryds og tværs mellem den politiske og den journalistiske sfære samt arbejds- og privatliv gøres klart fra starten ved affæren mellem Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) og den gamle statsministers medierådgiver, Ole Dahl. Og ved den fortsatte forbindelse mellem samme Fønsmark og den nye statsministers medierådgiver Kasper Juul (Pilou Asbæk). Der er udlagt adskillige set-ups gennem disse tværgående alliancer. Kasper Juul er ikke kun dygtig og kynisk, han medbringer også lig i lasten i den forstand, at han har ageret ureglementeret i forbindelse med såvel kreditkortsagen som Ole Dahls dødsfald.

 

Statsministerens faste støtte er hendes familie. Hendes mand Philip Christensen, lektor på Copenhagen Business School (Mikael Birkkjær), stræber efter at fortælle hende sandheden både om hendes hofteparti og hendes dispositioner og er således hendes mest stabile rådgiver. Men han er også en ombejlet underviser, og seerne må naturligvis spørge sig selv, hvor længe endnu han kan holde sig til rollen som kærlig ægtemand og forstående elsker (dette dog kun hver 2. eller 3. uge og fra 5. afsnit slet ikke). Også børnene tager det pænt, men hvor længe endnu?

 

Borgen forholder sig kritisk til den tætte forbindelse mellem politik og medierådgivere, som også den gamle statsminister, Lars Hesselboe (Søren Spanning) er eksponent for. Han har endda hyret udenlandske rådgivere for at give den en ekstra skalle, som vi ser i optakten under hans fatale besøg i London. Birgitte Nyborg vinder valget ved at stå frem og tale direkte til hjerterne om sig selv og sin politik i afslutningsdebatten på TV 1 – uden manuskript, iklædt det forkerte dress og under medierådgiverens hændervridende protest i kulissen. Sympatien ligger klart hos hende, også i de følgende afsnit, hvor hun må lære realpolitikkens kunst. Men hvor tiltalende det end er, så må man spørge sig selv, om det er overbevisende. Kan et valg vindes på den måde?

 

Sammenfiltringen mellem den politiske og den mediemæssige sfære er Borgens overordnede budskab. Det udstilles, så det er klart og tydeligt for enhver, at der er tale om forbundne kar. Problemet er, at det næsten er for klart og tydeligt. Pointen er hovedhistorien i afsnit 3. Men den er lanceret fra begyndelsen, og den skæres ud igen og igen, simpelthen fordi den er indbygget i dramaturgiens stadige sporskifte mellem politikerne, rådgiverne og journalisterne. Det er en svaghed set ud fra et variationssynspunkt – også selv om det faktisk nøje modsvarer virkeligheden.

 

Mænd der elsker kvinder II

På det politiske niveau er der indbygget en vis satirisk distance i forhold til alle de taktiske krumspring og strategiske fadæser, som det politiske liv efter et valg handler om. Dramaet har her karakter af et spil, hvis regler det gælder om at lære uden helt at miste sin personlige integritet og glemme det, man oprindeligt kom for.

 

Som kvinde er Birgitte Nyborg selvskreven til at indlægge kønspolitiske pointer i det spil, som hun er på vej til at mestre ganske godt. Der er da også en reference til Stig Larssons kønspolitiske hit indbygget i titlen på 5. del: ”Mænd der elsker kvinder”.

 

Store følelser er indtil videre overladt til journalisternes sfære. Her er der ingen distance, hvilket især eksponeres i forbindelse med Katrine Fønsmarks rodebutik af kombineret arbejds- og privatliv. Som nyhedsvært skal hun administrere dækningen af en hærskare af nyheder, der dybest set angår hende selv, oven i købet i en situation, hvor hun er gravid med en afdød spindoktor.

 

Koblingen blev eksponeret i statsministerens nytårstale, der var skrevet af hendes gamle kæreste Kasper Juul som en hyldest til livet. Vi så den i krydsklip med en forgrædt Katrine, der lige havde fået foretaget abort. Her var udstillingen af følelserne prioriteret over sandsynligheden. Hvor mange almindelige aborter bliver mon foretaget lige præcis nytårsaften kl. 18?

 

Appel trods selvsmageri

Trods tendenser til dramaturgisk skematisme, selvsmageri og skønhedsfejl har Borgen en elementær appel, der får den til at glide ned og fremkalder overbærenhed med sandsynlighedsberegningerne. Det skyldes det vellykkede spil med imiteringen af virkeligheden, alle disse sager, der er gravet frem og sat forkert sammen, alle disse politikere, der er karikerede og skæve, men alligevel så genkendelige, at de også kan genkende sig selv.

 

Ps.

Og så agter jeg i øvrigt at stemme på Sidse Babett Knudsen til næste valg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job