Borgen er ladet med magtfulde kvinder

12 dronninger står på trappen til Christiansborg på forsiden af Gunilla Roijers bog om 12 nulevende kvindelige folketingsmedlemmer – nogle ministre, nogle forhenværende ministre, nogle statsministre in spe, nogle i regering, nogle i opposition. Dronninger i magtens centrum og uden konger.

I fald kongerne findes i disse dronningers univers, er det ægtefællerne derhjemme og ikke, som man skulle tro, de vrede mænd – regeringens mandlige ministre. Sjældent har man hørt så megen ros til de ægtefæller og samlevere, der troligt bakker op om de travle politikere – passer børnene, lytter tålmodigt og trøster efter kongemord og knive i ryggen, som der er nok af på Christiansborg ifølge de interviewede politikere. Tænk, hvis der udkom en bog, hvor mandlige politikere roste baglandet på samme måde.

 

Gunilla Roijers ærinde med Borgens dronninger er ikke overambitiøst. Det er at undersøge, hvordan det er at være kvindelig politiker på et mandsdomineret Christiansborg. At portrættere 12 kvindelige politikere, som på hver deres måde har brændt igennem glasloftet i Fællessalen og tv-skærmen. Bogen skrives i dag, hvor 37% af Folketingets medlemmer er kvinder og hvor det var dem, der i høj grad sikrede flere partiers fremgang ved sidste valg. I dag, hvor personlig udstråling og gode taleevner er alfa og omega, når man skal lancere et politisk budskab. I dag, hvor selv hulemanden Anders Fogh Rasmussen går free-style på landsmødet og smøger ærmerne op, når han skal tale velfærd og appellere til de kvindelige vælgere.

 

Roijer kender dem godt – dronningerne på Borgen – fra sit mangeårige hverv som politisk journalist på Christiansborg. Hun har bare sjældent haft dem på briksen til at tale om personlige ting. Det har mere været noget med nogle politiske udspil, der skulle ud over rampen uden for meget følelse eller for mange smuthuller til nærgående spørgsmål. Så bogen skal netop det – ind til personen bag politikeren – ind til smuthullerne. Vi skal høre om, hvordan det er med den magt og hvad den gør ved dem, om hvordan de klarer det på hjemmefronten og alt det dér.

 

Ud fra et kriterium om aldersspredning og mere eller mindre politisk erfaring har Roijer udvalgt sine klienter. Derfor står Pernille Rosenkrantz-Theil side om side på trappen med de Radikales grand old lady Marianne Jelved. Alle interviewede kvinder får det samme sæt spørgsmål – om deres forhold til magt, om at være kvinde i politik, om pressens behandling af dem, om deres opvækst, deres statsministerdrømme og deres politiske projekt.

 

Feminint - ikke feministisk projekt

Gunilla Roijer er således ikke ude i et feministisk projekt med at få os alle sammen til at elske disse kvindelige politikere (og stemme på dem næste gang), dertil er Roijer for meget journalist og for lidt ”politiker”, ej heller er det hendes formål, som det er prøvet før, at pille de interviewede kvinder helt fra hinanden. Ærindet er rettere, som hun skriver, at portrættere nogle kvindelige politikere personligt og politisk, fordi de ifølge Gunilla Roijer tegner morgendagens ”nye politiske æra” i kraft af deres køn, deres drive mod fornyelse og i kraft af deres politiske indhold. Det er en fin, om end lidt tandløs præmis, fordi der ikke vises meget hjerte eller nerve fra journalistens side. Vi ved ikke rigtig fra bogens sparsomme forord, hvorfor det er vigtigt for os at læse den. Og det bliver so-so med fortællingen om forandringen – faktisk spørger Roijer ikke rigtig om fremtiden eller til deres visioner for fremtidens politiske landskab, og derfor fremstår de adspurgte politikere meget traditionelle i forhold til måden, de indretter deres arbejde og driver politik på.

 

Det er ikke desto mindre 12 stærke og super interessante kvinder, som Gunilla Roijer har fået kloen i (jeg nævner her dem, som brændte mest igennem min erindring efter endt læsning) – interessante, ikke så meget for deres forhold til og synspunkter om magt – et emne, der ellers er åh så populært at spørge magtfulde kvinder om – men for deres enkelthistorier, deres opvækst og deres individuelle politiske projekter. Og det burde man høre meget mere om end – som det desværre også er tilfældet i denne bog – det sædvanlige fis, der uomtvisteligt skal omklamre portrætter af kvindelige politikere: Hvordan de ser ud og klæder sig, hvor Kjærsgaard køber tøj og bliver klippet, om den åndssvage radikale håndtaske, om Helle Thornings Miu Miu taske og om ”kvinden med fotomodelhøjde”, Margrethe Vestager. Who cares? Vi ved, hvordan de ser ud. Det kan vi se på billedet og vi har hørt om det til bevidstløshed. Argh!

 

Den mest magtfulde
Gunilla Roijer lægger stærkt ud med Dronning Kjærsgaard – ”de svages beskytter” (underforstået, kun de danske af slagsen). Det er interessant og medrivende læsning om Pia Kjærsgaards karriere, hendes vej til toppen og partipolitiske værdier. Og et af de ærligste portrætter i bogen, fordi Pia Kjærsgaard – karakteristisk – virkelig giver noget af sig selv i interviewet – uden filter, virker det som om – eller i hvert fald uden for meget af den fernis, som mange politikere anlægger for ikke at tale over sig til pressen.

 

Det er også spændende at læse om Pia Kjærsgaards definition af det særligt danske, som i denne læsers ører er lige så diffust formuleret som Marianne Jelveds beskrivelse af ”den anden vej” senere i bogen, som få endnu har regnet ud, hvor fører hen.

 

Nyt er det også at høre om Pia K.´s verdenssyn. Om hendes uforbeholdne fordomme over for de mennesker, hun deler postnummer med i Gentofte og Hellerup og hendes ditto fordomsfulde, nostalgiske beskrivelser af den for hende svundne arbejderkultur i Københavns brokvarterer. På Østerbro, hvor arbejderne ifølge Pia ”knoklede og sled sig op” – som om borgerne på Østerbro ikke gør det længere! Men det ved Pia jo ikke, fordi hendes politik har gjort, at hun ikke længere kan komme i de sagnomspundne brokvarterer af frygt for autonome overfald. Og det er selvfølgelig tragisk og en total falliterklæring for folkestyret og demokratiet, at danske folkevalgte ikke kan færdes uden beskyttelse af muskelmænd i Mr. Jardex jakkesæt og snegl i øret.

 

Pia K. og kvinderne

Det er også anderledes at høre Danmarks mest magtfulde kvinde ærgre sig over, at hun aldrig har fået en ”fin kvindepris” af feministerne. Pia Kjærsgaard mener nemlig, at hendes egen opstigning til paradis på Christianborg i sig selv måtte have udløst en sådan pris. Som hun siger det: ”Altså, jeg har da bevist noget og har bygget et helt parti op, og jeg har stået enormt meget igennem”. I hate to break the news til fru Kjærsgaard, men hvis det var det, der udløste feminist-priser, så skulle Pia Kjærsgaard i hvert fald dele prisen med mange af de andre portrætterede politikere i bogen – og mange kvindelige erhvervsledere. Så vidt jeg ved fra feministkredse, så får man kun kvindepriser, hvis man igennem mange år arbejder for og udviser særlig solidaritet med andre kvinder – og det vel at mærke UDEN hensyntagen til etnicitet, kultur, seksuel orientering eller religiøs overbevisning. Mon Pia Kjærsgaard selv ville kalde sig feminist, hvis hun nu modtog sådan en pris? Det spørgsmål flagrer lidt i luften. Men spændende er det, at Pia Kjærsgaard sådan føler, at hun mangler anerkendelse fra de kredse.

 

Her ville det have været godt, om journalisten havde været mere vedholdende og boret i disse meget afgørende værdipolitiske emner og dette samfundssyn i stedet for at gå videre i rækken af spørgsmål, som død og pine skal stilles for at holde den stringente spørgsmålsrække i bogen.

 

Espersen og Schmidt

Justitsminister og cand.oecon. Lene Espersens vej til Christiansborg er også interessant. Det er bemærkelsesværdigt, at hun så ærligt fortæller om de (typisk kvindelige?) skrupler, hun har, da hun i en ung alder bliver kronet til minister for et ministerium, hvis fagområde hun ikke kender noget som helst til. Og det endda samtidig med, at hun er højgravid.

 

Hvor Helle Thorning-Schmidt fortæller, at hun tog udnævnelsen som formand med oprejst pande, fordi det for hende nærmest er en pligt at ”redde” partiet, bliver Espersen mere obsternasig og skuffet end stolt over posten, fordi hun havde regnet med at få et ministerium, hun var tættere på erfaringsmæssigt, nemlig Erhvervsministeriet.

 

Der er flere ligheder mellem de to kvinder Espersen & Schmidt. De er begge forholdsvis ligeglade med de øgenavne, som pressen og andre politikere har givet dem, ”den talende kavalergang”, ”Gucci-Helle” og ”justitsmor”, og ser det begge som et udtryk for en patronisering og en degradering – at tage fokus og magt væk fra dem som seriøse politikere. Fælles for de to kvinder og flere af de andre interviewede er også en ukuelig selvtillid og et stærkt bagland af fædre og mødre og mænd, der stiller op og støtter i de svære tider, som for mange af de portrætterede politikere har budt på store tab og megen sorg. Og så er det altid befriende at høre, at der ER et liv uden for Christiansborgs korridorer, og at disse kvinder trods alt også lever det liv. Det er også fint at høre, hvordan de begge viser meget mod og selvstændighed i deres beslutning om at ville en politisk topkarriere – på trods af mindre tid med børn og mand.

 

Hvad vil de politisk?

Borgens dronninger er et glimt ind i tolv politikeres liv (man savner lidt Birthe Rønn Hornbech). Gunilla Roijer får vældig meget ud af privatpersonerne bag politikerne, karrieremødre på pitstop i hjemmet og kampen mod ”ravnemor”-mærkatet, men de politiske dagsordener og især de nye tanker forbliver underligt overfladiske – spin-agtige, og man falder i søvn over parolerne. Man vil gerne høre mere om de enkelte politikeres ideologi. Hvad de selv synes, adskiller dem politisk – ikke hvad politiske kommentatorer mener. Ligeledes gaber man ved spørgsmålet om Pia Kjærsgaards, Helle Thorning-Schmidts eller Marianne Jelveds statsministerambitioner. Det er da omsonst at spørge en politiker om. Og svaret er indlysende – selv efter sidstnævntes radikale kovending i spørgsmålet.

 

Det er dog sjovt at finde ud af, hvor hunden ligger begravet hos disse kvinder, høre om deres opvækst, hvor kragerne vender, i mørke minimalbyer, i larmende københavnerlejligheder og stormomsuste, jyske præstegårde, høre om hvor pinligt det var for 11-årige Ulla Tørnæs at se sin far folketingskandidaten hænge på valgplakater i Esbjerg, når man nu bare ville have normale forældre som de andre piger.

 

En anden - måske kvindelig - vej?

Den afgåede dronning af KAD, Lillian Knudsen, fortalte engang, at hun som ene kvinde i fagbevægelsens top følte sig som en ”lyserød elefant blandt de store hvide”. Derfor lavede hun i al hemmelighed og gradvist om på mødekulturen i den del af fagbevægelsen, hun stod for og kunne styre. Jeg har også mærket på mange af de kvindelige politikere, jeg har mødt gennem mit arbejde, at de gerne har villet være foruden kongemordene, korridorsnakken og de lange partiorganisationsmøder, hvor alle beslutninger alligevel er handlet af på forhånd og de sidste bliver aftalt henover en øl, en dans og en barstol. Og at dét er noget af det, der slider dem allermest op. Ikke den dårlige samvittighed over for børnene og andre kvinders bebrejdende blikke. Men den måde, politikken og magten udøves på. Hvad mener de interviewede politikere om den eksisterende kultur i politik? Har de prøvet at ændre den, og hvordan gik det?

 

Når nu det er en bog, der ønsker at undersøge forholdet kvinder og politik, vil vi gerne høre mere om dér, hvor magten blev sat på prøve. Dér hvor det gjorde ondt at fyre en kollega, dér hvor mandschauvinismen viste sit fæle ansigt, eller dér hvor søstersolidariteten kom på prøve, – eller hvad med tanker om en ny mere alternativ – og, tør man mon sige, mere ”kvindelig” måde at drive politik og politiske partier på? Hvad betyder det for disse kvinder, at de hver dag skriver historie, indtræder i Roijers ”nye politiske æra” som magtfulde kvinder i en traditionel mandekultur? Er der noget kvindeligt ved de radikales ”anden vej”? De spørgsmål blafrer desværre også i vinden, og det er sært, når nu Gunilla Roijers formål er så eksplicit at belyse en ny generation af kvinder i politik.

 

Det virker, som om disse kvindelige politikere fra ung til ældre over én kam har hylet som de ulve, de var iblandt, har accepteret præmissen, rettet ind, og har ”valgt deres kampe”, og det var så ærgerligt nok ikke den med at gøre oprør mod en tussegammel, patriarkalsk måde at føre politik og sno sig på i det gamle kongeslot på Slotsholmen. Ærgerligt, for nye tider med nye familieformer og nye arbejdstider kræver også nye måder at tilrettelægge det politiske arbejde på.

 

Det er godt at mærke kvindernes drive og energi på disse sider, men har de også agt, hvor de har magt? Gunilla Roijer kunne godt have givet den lidt mere gas – presse dér, hvor skoen trykkede og klicheerne gik på autopilot. Fint hvis forfatteren også havde gjort sig nogle eftertanker, om disse kvinder overhovedet magter den magt, de nu har kæmpet sig frem til – om de fortjener titlen som dronninger og spydspidser for den nye politiske tid, der følger med en kvindelig kansler i Tyskland, en kvindelig leder af de amerikanske demokrater, og måske en kvindelig statsminister i både Frankrig, USA og Danmark. For hvis magt ikke også er at forandre verden i den retning, man ønsker, tilpasse den, så man (som kvinde) føler sig fri, men blot er at reproducere undertrykkende strukturer, så kan det vel være ligegyldigt at bære titlen dronning af Borgen.

 

 

Borgens dronninger

af Gunilla Roijer

362 s. 249 kr.

Schultz Forlag 2006

Relaterede artikler

Memo fra Machiavelli til Margrethe - Onsdag d. 22 oktober 2008 De seneste ugers radikale sæbeopera har udstillet, at Margrethe Vestager er ved at miste greb...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Programkoordinator

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Media Relations Advisor

Frist: 30. september

Kommunikationsrådgiver

Frist: 10. oktober

Skribent og redaktør

Frist: 1. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.