Bonderøve: Henrik Dahl om den nye regering

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Jeg havde i princippet store forventninger til Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Efter sigende er han en dygtig økonom. Desuden gjorde han et gunstigt indtryk på mig gennem sin valgkamp. Den var både dynamisk og durkdreven, og den tog udgangspunkt i de problemer, der optager manden på gaden.

Ikke de problemer, der ud fra den ene eller anden betragtning burde optage ham.
Da jeg så hans ministerliste, blev jeg imidlertid bekymret. Den er domineret af personer, der ganske vist snakker vidt og bredt om markedet, men som i det store og hele ikke har nogen praktiske erfaringer med markedsøkonomi. Og i realiteten også er uden personlige erfaringer med ledelse af globale eller vidensøkonomiske foretagender.

Statsministeren har nu været på sin post i et halvt hundrede dage og har med sin nytårstale foretaget sin første større henvendelse til nationen. Vel bør vi tålmodigt vente på, at der fremlægges konkrete forslag. På den anden side må man også forvente, at statsministerens udmeldinger i de første, kritiske dage så nogenlunde svarer til regeringens prioriteter. Derfor er der allerede nu anledning til - i hvert fald foreløbigt - at bedømme, om det er de bedste eller de værste anelser om regeringen, der er ved at blive til virkelighed.
Den på papiret meget erhvervsvenlige statsminister lagde ud med at udnævne en regering uden personlige erfaringer med erhvervsliv, globalisering eller vidensøkonomi. Det havde den forrige for så vidt heller ikke - men den havde i det mindste evnen og viljen til at lytte til de eksperter, statsministeren åbenbart ikke kan fordrage. Dernæst åbenbarede han et gammeldags og firseragtigt syn på ledelse ved at kommunikere til sine ledende medarbejdere - oven i købet gennem pressen - at han i princippet ikke havde tillid til dem. Den slags ledelse gennem trusler var vældig smart i yuppie-film fra firserne, men det har aldrig været sådan, man i virkelighedens verden fik det bedste frem i voksne, ansvarlige mennesker.
Lad det nu være, hvad det være vil. Man har lov til et vist antal begynderfejl, og som alle andre statsministre er også Anders Fogh Rasmussen nødt til at vælge sine ministre fra den bruttotrup, han har til rådighed. Men nytårstalen var ganske enkelt ikke særlig opløftende eller lovende.
Ganske vist synes også jeg, at det er dejligt, at der bliver gjort op med hele den socialdemokratiske systemtænkning, der enten kvæler eller umuliggør ethvert initiativ. Og jeg synes, det er dejligt, at de mest latterlige og overflødige råd, nævn og udvalg får kniven. Men det opvejer ikke manglerne i den politik, der er fremlagt.

For det første var der statsministerens allerede berygtede og helt ualmindelig åndsforsnottede angreb på eksperter. Hans holdning er usømmelig, når man tager i betragtning, at han selv er akademiker. Dernæst er den ubetryggende, fordi enhver dansk statsminister - uanset parti - burde se det som sin opgave at lede sit land ind i en fremtid, der er domineret af vidensøkonomien. Endelig udtrykker den en ubegavet populisme. Skal vi i fremtiden beslutte os ud fra, hvad vi sådan går rundt og mener om de ufatteligt komplekse problemer, der fordrer en stillingtagen fra den enkelte? Hvor mange synes, at der er for meget kultveilte i den øvre atmosfære? Og hvor mange synes, det er lige tilpas? Hvor mange synes, at det lokale hospital skal købe en MR-scanner? Og hvor mange synes, man hellere skulle bemande en lægeambulance? Hvem mener, diskontoen skal sættes op? Og hvem stemmer for, at den skal sættes ned? Hvis det er, hvad der ligger i kortene, er jeg stærkt bekymret for mit gamle fædreland. Ledende politikere skal ikke opfordre borgerne til at mene, hvad pokker de nu lige synes. De skal i fuld - og veldokumenteret - tillid til borgerne fortælle dem, at det er deres pligt at følge med i det offentlige liv og høre på sagkundskaben. Og først derefter træffe de afgørelser, de mener er rigtige.

Statsministeren lyder med sit angreb på eksperterne som de dummeste og mest indskrænkede lokalpolitikere i min barndoms landsby. Den lå helt derude, hvor kragerne skal have madpakke med for at flyve ud og vende. Disse lokalpolitikere tilhørte en race af bredrøvede og smalsporede bønder, der aldrig havde været uden for bygrænsen, men som ikke desto mindre skråsikkert havde svar og løsninger på alting. Denne race er uddød på min hjemegn og erstattet af betydelig mere indsigtsfulde politikere. Men den har åbenbart reinkarneret sig i statsministerens krop. Hvad angår den tåbelige udtalelse om eksperter, var det ikke, som de forsmåede socialdemokrater påstår, en neoliberalistisk hulemand, vi hørte tale nytårsdag. Det var en god, gammeldags bonderøv.

For det andet nævnte statsministeren overhovedet ikke EURO'en, ligesom han var mere end vag med hensyn til sine visioner for Danmarks rolle i det nye Europa, som med dens indførelse og den kommende østudvidelse er ved at opstå.
Skønt det skuffede mig, burde det måske ikke have overrasket mig. Allerede 14. marts 2001, hvor Rasmussen og Rasmussen på en konference på Christiansborg i anledning af det kommende danske formandskab fremlagde deres visioner, hørte man en rystende usikker Anders Fogh. Hvor Nyrup pludselig lagde brillerne og den stive gestik, og i et fremragende, improviseret afsnit trådte i karakter som den fagligt indsigtsfulde, internationalt engagerede statsminister, han var, sagde Anders Fogh Rasmussen lige præcis ingenting. Eller rettere: han sagde en hel masse harmløst ingenting. Hvorefter han fremlagde sin ulyksalige ide om et kompetencekatalog. Jeg spørger bare: hvis vi er enige om, at de fire forbehold er en dum ide, hvad er så egentlig den store idé med femogtredive forbehold - eller hvor mange, der nu bliver tale om? Det er muligt, at der i teorien ligger en vældig smart plan bag. Men som den nationale psykologi nu engang fungerer, er et kompetencekatalog i praksis ene og alene lig med en mangedobling af det antal forbehold, nationen skal trækkes med. Uanset hvor meget virkeligheden ændrer sig, vil kompetencekataloget være umuligt at ændre, og vil derfor i længden blot være en stramning af det kvælertag, forbeholdene allerede er på den danske europapolitik.

Endelig er der hele spørgsmålet om, hvordan Danmark skal komme ind i netværkssamfundets vidensøkonomi på en måde, er ikke river landet i stumper og stykker.
Undertiden siges det, at Anders Fogh Rasmussen måtte gøre sig selv til socialdemokrat for at vinde valgkampen. Hvad enten det er sandt eller ej, så viste nytårstalen, at han i hvert fald er blevet socialdemokrat på en bestemt måde. Han talte ligesom de rigtige socialdemokrater vidt og bredt om velfærdsstatens helt elementære driftsopgaver i form ældrepleje og sundhedsvæsen. Til gengæld hørte man ikke et eneste ord om, hvordan det danske samfund skal udvikles.
Hvis ikke vi finder ud af, hvordan dansk erhvervsliv omstiller sig til at konkurrere på verdensmarkedet på vidensøkonomiens præmisser, bliver der intet skind at lave bukser af. Eller sagt lige ud: ingen penge til velfærdsstaten.

Ganske vist blev der sagt kønne ord om industrisamfundets konflikter i det 20. århundrede. Men om, hvad der helt konkret skal gøres, for at Danmark kan omstille sig til vidensøkonomien, hørte man ikke et suk. Selvfølgelig skal vore syge og gamle medborgere have en god og værdig behandling. Men det er med al respekt for de syge og gamle ikke ved at udbygge ældre- og sundhedssektoren, vi klarer fremtidens udfordringer. Jeg er endda lige ved at sige tværtimod. Hvad der er brug for, er en kæmpemæssig omstilling på såvel det personlige som det samfundsmæssige plan. Borgerne er nødt til at forstå, at uden kompetence vil de miste deres arbejde. Og staten er nødt til i tillidsfuldt samarbejde med både virksomheder og interesseorganisationer at skabe de nødvendige rammebetingelser for, at vi kan få en mere kompetent befolkning. Derfor er det foruroligende, at hvad angår videnssamfundet, har vi indtil videre kun hørt, at der skal skæres ned på universiteterne.

Det er nødvendigt at spørge statsministeren, hvilke konkrete skridt han vil tage for at hæve det ikke særlig høje kompetenceniveau i dansk industri, så vi kan konkurrere på verdensmarkedet? Hvordan sikrer vi, at uddannelse, forskning og informationsteknologisk infrastruktur udvikles til gavn for den enkelte, erhvervslivet og samfundet? Hvordan forestiller han sig, at samspillet mellem staten, virksomhederne og de enkelte borgere skal organiseres? For sagen er - som alle fremsynede erhvervsledere, jeg nogensinde har talt med, er klar over - at uden et tillidsfuldt og fremsynet samspil imellem virksomhederne på markedet, den statslige kompetenceudvikling samt borgere og foreninger i det civile samfund, er det fuldstændig umuligt, at overgangen til vidensøkonomien kan blive bare nogenlunde harmonisk.

Statsministeren slår sig selv på munden, når han langer ud efter forældede politiske projekter fra det 20. århundrede. For vel er socialdemokratismen forældet - men det er tanken om, at der består et fjendtligt forhold imellem staten og markedet sandt for dyden også. Det korte af det lange er, at Anders Fogh Rasmussen ikke har bare antydningen af analyse eller vision for Danmark og globaliseringen.
Jeg har efter nytårstalen og regeringens første sådan cirka halvtreds dage ikke nogen positive forventninger til den nye regering. Alt imens statsministeren appellerer til de mest bøvede følelser i folkesjælen, forbliver han tavs som en sfinx, når det gælder de problemer, der betyder mest for Danmark: globaliseringen og alt, hvad den indebærer af folkevandringer, øget ulighed mellem nord og syd, øget konkurrence, stigende miljøproblemer, skærpede identitetskonflikter og nye internationale konfliktmønstre.

Hvad jeg allerede efter præsentationen af Anders Fogh Rasmussens visioner for det danske EU-formandskab i foråret 2001 frygtede, har vist sig at være sandt. Den nye statsminister er i modsætning til både sin forgænger både som statsminister og som partileder ene og alene indenrigspolitiker. Det varsler meget, meget ilde i en tidsalder, hvor det ikke længere giver mening at skelne imellem indenrigs- og udenrigspolitik.

Relaterede artikler

Den sociale kontrakt - Hvordan har vi det i dag? Man kan ikke lade være med at tænke på dette stærkt tvetydige spørgsmål, når talen falder på c...
Ved Nyrups afgang - Den nye, socialdemokratiske ledelse står i muligheder til halsen. Men opgaven er enorm. Den består i intet mindre end at...
Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...
Share of Silence - Foghs brandingstrategi - Her-kommer-dansk-politiks-Lance Armstrog-ned-fra-bjergene-og-sætter-tingene-på-plads-hjemkomst. En hjemkomst, der bevist...
Anne-Mette Cross-promotion - Der gik et gisp igennem salen, da hun kom svansende i sin meget lille og meget lilla sambakjole.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Webredaktør

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 26. oktober

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 15. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.