Efter Det Radikale Venstre i sidste uge i de sene nattetimer sikrede sig borgmesterposten i København gennem konstitueringen med DF, har kritikken haglet ned over de radikales Klaus Bondam. Dette har medført en radikal tillidskrise, der kræver en gennemtænkt kommunikativ indsats fra Klaus Bondams side, hvis partiets og ikke mindst hans eget image igen skal på rette kurs.

Radikal tillidskrise
Konstitueringen med DF kan siges at have udviklet sig til en tillidskrise for Det Radikale Venstre og ikke mindst for hovedpersonen og borgmesterkandidaten Klaus Bondam. Ikke blot vælgere, men også egne partifæller, har stået uforstående over for Klaus Bondams stunt. Et utal af grimme gloser har dagene efter konstitueringen præget debatten på Bondams egen hjemmeside samt på Twitter, og på Facebook har kritikere samlet sig i gruppen "Klaus Bondam ud af byen". Den benhårde politiske gangster, som Hans Engell kalder Bondam, er blevet udskældt som selvhøjtidelig, egocentrisk, magtliderlig, hyklerisk, dobbeltmoralsk, prostitueret, kynisk, beregnende og klam.

Mange radikale vælgere føler sig snydt og har mistet tillid til partiets politiske dagsorden og ikke mindst Klaus Bondam. For hvis man ikke kan tro på det, Bondam siger offentligt, hvad skal man så tro på? Det er sket et brud på tilliden mellem politisk parti og vælgere. Vælgerne føler de har fået en spand koldt vand i hovedet, når Klaus Bondam fører valgkamp på at holde DF uden for indflydelse for så alligevel i kampens hede at foretage en drastisk U-vending og gå i seng med fjenden.

I den politiske verden beskrives disse tillidskriser ofte som skandaler, hvor det handler om kampen om symbolsk magt med tillid og omdømme som indsats. I dag befinder vi os samtidig i et samfund, hvor ideologipolitikken i stigende grad erstattes af tillidspolitik. Det Radikale Venstre befinder sig lige nu i en tillidskrise, hvor de er underkastet store interne spændinger og stort eksternt pres.

Den radikale tillidskrise kan ses som en afbrydelse, der fysisk kan påvirke partiet som helhed og true dets grundlæggende værdier. Midt i en tillidskrise som denne sker der ofte det, at partiets relationer til dets interessenter skifter karakter og bliver komplekse.

Det handler derfor nu for Det Radikale Venstre og især Klaus Bondam om at håndtere krisen på den rette kommunikative måde. Tillidskrisen giver hurtigt genlyd i omgivelserne, derfor handler det om på rette vis at foregribe kritik og angreb. I dette tilfælde handler det både om krisekommunikation på partiplan og på personligt plan med Bondam som krisens udskældte frontfigur. Krisekommunikation kan beskrives som den måde, hvorpå partiet og Klaus Bondam kommunikerer med omgivelserne før, under og efter krisen. Bondams stunt kan få graverende konsekvenser for den fremtidige tillid til Københavns borgmester og det radikale parti.

Kriser markerer vendepunkter. Tillidskrisen vil gå over, men tingene vil ikke blive som før. Tilliden til Klaus Bondam som radikal politiker har fået et alvorligt skud for boven, og den kommunikative indsats, der nu skal til for at genoprette tilliden, kræver målrettede verbale strategier, troværdighed og villighed til udtale sig til pressen.

Under og efter krisen - genoprettelse af tillid og image
Det er ofte sådan, at mennesker indgår i tilbagevendende former for kommunikativ adfærd, som skal formindske, råde bod på eller undgå skade på deres personlige image og omdømme på grund af en handling, der af flertallet opfattes som forkert. Klaus Bondam har i sit tilfælde f.eks. anvendt bestemte verbale strategier i forsøget på at genoprette sit image. Her er forløbet:

1. Angreb medfører tillidskrise
• Det Radikale Venstre konstituerer sig med Dansk Folkeparti og bevarer borgmesterposten i KBH.
• Den offentlige mening er overbevist om, at Klaus Bondam er ansvarlig for denne konstitueringsaftale.
• Klaus Bondams image er truet.

2. Tillidskrise udløser Bondams forsøg på genoprettelse af image
• Inddragelse af andre skyldnere. Bondam udtaler, at det er løgn, at han skulle have gjort det alene. Konstitueringen er lavet i samarbejde med vælgerforeningsformanden og en tredje forhandler, så der er ikke nogen grund til at gøre det til et personspørgsmål. Således flytter han noget af ansvaret over på andre.

• Unddragelse af ansvar ved pointeringen af gode hensigter. Bondam pointerer i et samlet svar på bondam.dk den 20. november og i Go' morgen Danmark den 19. november, at det ikke handler om personer, men om at sikre radikal politik i de næste fire år. Han fremsætter det alternativ, at Det Radikale Venstre ellers ville have været markant uden for indflydelse, og realpolitik handler om indflydelse. Bondam har sikret en maksimal radikal indflydelse, hvor de vil fortsætte deres gode samarbejde med rød blok.

• Flytning af fokus. Bondam forsøger at flytte fokus fra ham selv ved at lægge vægt på, at han indgik aftalen for Københavns skyld - radikal politik vil gavne København, og hans person skal på ingen måde stå i vejen for de radikales indflydelse på Københavns Rådhus, understreger han.

• Minimalisering. Der føres en nedtoningsstrategi, hvor Bondam forsvarer sig med, at den dårlige handling ikke er helt så slem, som den ser ud til, fordi aftaler på Københavns Rådhus ikke er politisk bindende som dem på Christiansborg. Desuden pointerer han, at DF absolut ingen politisk indflydelse vil få på Det Radikale Venstres politik.

• Kompensation. Som kompensation for tillidsbruddet er Bondam villig til at ofre sit eget borgmesterkandidatur. Bondam gjorde det klart for sit parti, at han var klar til at ofre sig, hvis de ikke længere havde tillid til ham efter forhandlingerne med DF.

• Tavshed. Efter krisen har Bondam været stille på Facebook og Twitter, hvorimod han var ret aktiv under valget! Stilheden har åbenbart sænket sig over den ellers aktive politiker. Blandt andet er debatten på Bondams egen hjemmeside blevet lukket ned for et stykke tid. Tavshed er jo egentlig en nonverbal strategi, hvor man måske håber sagen vil dø hen, hvis man forbigår den i tavshed. Om en tavshedsstrategi over for den almene borger fra Bondams side er en god idé, kan måske diskuteres. Tavsheden kan i nogle tilfælde være en nødvendighed, indtil man har skaffet sig den nødvendige indsigt, men en vedvarende tavshed kan få alvorlige konsekvenser for en fremadrettet tillids- og imagegenoprettelse. Derfor var det måske også klogt af Bondam at medvirke i et interview, der blev bragt i Politiken den 21. november. Her indrømmer Bondam, at de ikke fik kommunikeret godt nok til offentligheden og i eget parti.

3. Den offentlige mening mener, at Bondam har retfærdiggjort sin part i sagen (stadig uvist)

4. Klaus Bondams image genoprettes (stadig uvist)


Klaus Bondams FB-side, hvor han henviser til interviewet i Politiken, men ellers afholder sig fra forsvar


Bondam i rampelyset
Klaus Bondam er jo også kendt som tidligere skuespiller og teaterdirektør og er dermed formentlig eminent til at bevare roen i pressede situationer, da han har været vant til at befinde sig i rampelyset.

Kulturlivet kan måske opfattes som lidt mere blødt sammenlignet med den benhårde politiske verden, og derfor er det måske også kommet bag på flere, at den ellers så bløde skuespiller kan gå ind i politik og agere som såkaldt politisk gangster. Har Bondam ikke kunnet leve uden rampelyset, er der mange der spørger? Det mener Bondam dog sagtens, han kan, og har flere gange pointeret, at det ikke handler om ham som person, men om radikal politik.

Men Bondam har da helt sikkert kunnet anvende nogle af de redskaber, som han har lært i skuespillerregi. Det er jo sådan, at ord kun udtrykker en lille del af det, man siger. Måden at fremføre budskabet, og kropssproget især, siger meget mere - det ved enhver, der har arbejdet med personlig kommunikation eller skuespil. Din hjerne fortæller kroppen at vise en bestemt adfærd. Dine omgivelser bedømmer en ud fra denne adfærd. Derfor er det vigtigt, at man bestemmer sig for en adfærd, som er overbevisende, positiv og kraftfuld.

Klaus Bondam fremviste en overbevisende afslappethed, da han den 19. november var i Go' morgen Danmark, efter at kritikken havde haglet ned over ham det sidste døgn. Her kan man sige, at hans personlige kommunikationsevner skulle til eksamen. Om han klarede det til ug, er op til den enkelte at bedømme, men han fremstod i hvert fald overbevisende, rolig og afslappet. Men her handler det igen om at finde en balancegang, fordi en alt for rolig og afslappet attitude også kan udstråle en negativ arrogance. Foruden det bruger Klaus Bondam livligt hænderne til at understøtte sine ord og synes også at registrere og bearbejde alt, hvad han opfanger, for så i øjeblikket efter at omsætte det til argumenter. Hummme- og øøhhh-lyde var Bondam i stand til at erstatte med pauser, hvilket er meget mere effektfuldt end meningsløse lyde - det udstråler sikkerhed og overskud i den kommunikative situation.

Effektive kommunikatører bruger også meget energi på tilhørerne. Det er nemlig sådan, man får budskaber ud over rampen - som skuespillere ville sige det. Bondam må derfor også som tidligere skuespiller være velvidende om, at det er publikum og publikums reaktioner, det handler om, fordi effektiviteten af hans kommunikation er ligmed den respons, han får!

Bondam som brand
Personlig branding handler om at gøre sig selv salgsbar og spiselig på den gode måde. Når man vælger at brande sig selv, vælger man at tage kontrollen over de signaler og budskaber, man kommunikerer ud. Man vælger altså bevidst, hvordan omverdenen skal definere en. Det går blandt andet ud på at markedsføre sig selv effektivt ved at være kongruent i det, man siger, gør og tænker.

Bondams personlige brand har lidt et knæk netop på grund af hans inkongruente adfærd i forhold til pludselig at indgå en konstitueringsaftale med DF. Bondams aftale med DF har ikke stemt overens med det, som den radikale politiker har sagt offentligt under valgkampen - dette er i hvert fald den generelle offentlige mening, der præger debatten for øjeblikket.

Som politiker og som brand er det desuden væsentligt for en frontfigur som Bondam at tænke over emballagen, hvilket vil sige kropssprog, udseende og påklædning. Når det så er i orden, er det på tide at kigge på selve pakkens indhold, og for at sælge sig selv bedst vil det være essentielt at fokusere på at få sin sande personlighed til at skinne igennem.

Flere anså før tillidskrisen måske Bondam for en lidt blødere politiker på grund af hans rødder i kulturlivet. Efter Bondams politiske stunt er flere dog kommet i tvivl om Bondams sande jeg. Den kendte skuespiller og teaterdirektør har skiftet de bløde brand-egenskaber ud med benhårde politiske egenskaber, der baner vejen for den politiske gangster. Bondams komiker-kollega, Lasse Rimmer, har ligefrem personificeret den radikale politiker med Bondams egen skuespillerfigur Niels Buckingham, der render rundt i tylskørter, leger chef og får alle de andre til at danse efter en lyserød pibe. Det var nok ikke sidstnævnte personlige brand, Bondam ønskede sig, men tingene kan hurtig tage en ny drejning, når man ikke lever op til folks forventninger.