Bogomtale: Måling af HR-funktionen

Personalechef i Radiometer, Per Krogager og partner i SAM International, Kyösti Schmidt har skrevet en vigtig bog som enhver HR-ansvarlig bør læse for at sikre sin HR-afdelings fortsatte eksistens.

Bogen "Måling af HR-funktionen" tager fat i det, for HR-professionelle, evige og besværlige emne: hvordan synliggør og påviser HR-funktionen afkastet af investeringerne i HR-aktiviteter?
Problemet med at måle effekten af HR-aktiviteter har eksisteret lige siden fagområdet fik sit store gennembrud i de tidlige 80'ere. De fleste virksomheder finder det ikke vanskeligt at måle på medarbejderomsætning, medarbejdertilfredshed, medarbejderproduktivitet, lederevner mm. Men målinger af de parametre hænger ikke nødvendigvis sammen med konkrete HR-tiltag og har heller ikke nødvendigvis en direkte indflydelse på virksomhedens bundlinie.


Tal er magiske

Derfor har Per Krogager og Kyösti Schmidt sat sig for at udvikle værktøjer, der kan synliggøre HR-funktionens nytteværdi. Og det gør de ved blandt andet at opstille en række formler der påviser produktivitet og ROI (return on investment) og det kommer der en masse spændende indikatorer ud af.. Fx kan produktiviteten for et givet HR-område (fx kompetenceudvikling) reduceres til følgende ligning:


P(område) = Gageomkost. + indirekte omkost. + ekst.omkost.

Aktivitet


Med deres fornemmelse for de matematiske og økonomiske vurderinger af HR-funktionen og de aktiviteter der udspringer heraf, har forfatterne taget et nødvendigt opgør med en herskende opfattelse af, at HR-aktiviteter i deres natur er af en sådan karakter, at de ikke kan måles. Resultaterne vil altid være påvirket af en lang række faktorer, som ikke kan tilbageføres til de konkrete HR-indsatser og målinger er derfor upræcise og har ringe informationsværdi.


Forfatternes argument for at foretage målingerne er imidlertid, at HR-funktionen, i lighed med alle andre funktioner i en organisationen, i stigende grad er underlagt krav om dokumentation for effekten af igangsatte aktiviteter og hvordan disse understøtter og bidrager til organisationens samlede lønsomhed.


Som mange HR-funktioner smerteligt har oplevet, er de "bløde og umålelige" funktioner de første til at lade livet når konjunkturbarometeret viser storm. Med et sæt konkrete måleværktøjer vil HR-afdelingen således være i stand til producere informationer og data der retfærdiggør dens eksistensberettigelse også i nedgangstider.


"Måling af Hr-funktionen - et bud på HR-funktionens indflydelse, produktivitet og lønsomhed"

Af Per Krogager og Kyösti Schmidt

Udgivet af Dansk Industri

128 sider

ISBN: 87-7353-445-5


Læs bogens resume og forord her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også