Mig og min bogreol
Her er vores opfordring til at dele sin reol på Facebook. Tilføj selv et reolbillede og en lille tekst om dig og dine bøger.
Sperlings reol. Bemærk den kulte venstrefløjs-voksentegneserie 'Moderne Tider 3'.
Joachim Sperling, Axcel Futures
Når jeg tænker tilbage, er der enkelte bøger, der har gjort et enormt indtryk på mig – ikke nødvendigvis, fordi det har været stor litteratur, men fordi jeg har kunnet identificere mig med forfatteren. En af de første større biografier, jeg virkelig slugte (og som jeg stjal fra min fars bogreol), var Frank Harris 'Liv og Lyst'. Den danske udgave har forord af Tom Kristensen, og han skriver blandt andet“Ligesom sin store forgænger Casanova har Frank Harris skudt genvej ind i udødeligheden, hvor der som bekendt er indrettet en slags slyngelstue, udelukkende beregnet til problematiske nature”. Tom Kristensen.
Tom Kristensen redigerede selv den første oversættelse i 1942 af bogen, som han måtte beskære kraftigt for ikke at ryge direkte i fængsel for utugtighed. Siden kom den fulde oversættelse i 1958, men selv på det tidspunkt vakte bogen betydelig opsigt. Det er et værk på over 1.000 sider – som dog er under halvdelen af forbilledet Giacomo Casanovas noget mere elegante erindringer, men til gengæld er sproget mere direkte. I bogen møder vi personligheder som Oscar Wilde, Ruskin og Bernard Shaw set gennem en flanør som Frank Harris. Det er spændende.
Jeg har et hav af tegneserier. Jeg holder af tegnere som Manara og Moebius, men navnlig også af Gérard Lauzier, som vist nok brød igennem i 1970’erne med 'Mik og Susse og den seksuelle revolution'. Det er en satire over en seksuel revolutionsbevægelse. Lauzier fortsatte med serien 'Moderne Tider', som jeg stiftede bekendtskab med, da jeg boede i Frankrig for mange år siden – Lauzier var kæmpestor i Frankrig. I serien forvandles mænd til antihelte, når de på en og samme tid skal passe karriere, familie og diverse udenomssysler.
Senest har jeg læst Jiro Taniguchis 'Min fjerne barndomsby', som handler om en mand, der får mulighed for at genleve sin barndom. Det er en virkelig interessant historie, som jeg blev inspireret til at læse, efter jeg selv havde haft lejlighed til at rejse lidt rundt i Japan.
Dahls reol.
Claus Dahl, 1:0 Datastrategi
Jeg gennemfotograferede faktisk mine reoler i 2006, men i dag er vedlagte Kindle-screenshot nok et bedre billede af min reol.
Gleicks 'The Information' er et godt bud på en nyklassiker; videnskabshistorie og fremtidsperspektiv i ét – hvis man gerne vil forstå, hvor datafremtiden kommer fra, så læs endelig den. China Miévilles bog kan man læse som en krimi, men også som en slags urovækkende nutidsroman om en verden, hvor alting er i stykker, og intet er sandt. Den foregår i to byer, der geografisk ligger præcis oven i hinanden, men på en sådan måde, at indbyggerne i den ene by kun ser den, og dem i den anden by kun den – parallellerne til vores politiske og mentale virkelighed er oplagte.
'Program or Be Programmed' er et udmærket lille manifest om at være kompetent til at deltage i fremtiden – og nok værd at spejle i 'The German Genius': En stor historisk fremstilling af det klassiske tyske dannelsessamfund; samme ambition, anden tidsalder. Vonnegut, Twain og Whitman bør man altid huske at læse.
Jalvings reol
Mikael Jalving, forfatter
Bogreolen i stuen er min hukommelse. Stadig oftere går jeg hen til den for at se, om jeg har læst den og den titel. Hvis bogen står dér, er der en vis sandsynlighed for, at jeg har læst den (men altså glemt det). De fleste andre ulæste bøger står på andre hylder eller ligger i departementale stabler på mit ydmyge kontor. Nogle mennesker ser ned på de stakler, der har behov for at stable ulæste bøger, men jeg er et sådant bunkemenneske. Uden dem ville min verden være mere kaotisk-kreativt, end godt er. Disse stabler af bøger, som jeg har købt eller fået tilsendt, og som min scanner har sagt god for, angiver en retning: Følger jeg den, kommer jeg et konkret sted hen og bliver muligvis i stand til at hæve niveauet.
Rejsen er metoden. Målet den færdige tekst, som kan faktureres. Jeg er storforbruger af faglitteratur, fordi jeg ikke kan finde på ret meget selv, og fordi stil og positionering ikke er tilstrækkeligt i længden. Desuden har jeg brug for den kontrol, bunkerne tilbyder, også selv om jeg ofte venter til sidste øjeblik med at læse eller skimme, kort før deadline. Jeg er professionelt afhængig af nye vinkler, analyser og pointer, men indhold tager som bekendt tid.
Det var vistnok den østrigske økonom F.A. Hayek, der kaldte sådan nogle som mig for second-hand dealers in ideas. Betegnelsen er om ikke andet et kompliment til håndværket. Som intellektuel brugtvognsforhandler må man kunne få det bedste ud af den til lejligheden stående inspiration, ideelt set købe billigt og sælge dyrt. Tid er penge, og bøger skal om ikke malkes, så tjene et formål. Min læsning bliver derfor formålsstyret. Jeg læser ikke mere for at blive dannet, men for at finde afsæt, input og udtryk. Det er historien om bogstablen på billedet.
Nederst ligger en bog om lykkens historie som inspiration til et foredrag i februar, så den kan vente. De næste plus Niall Ferguson handler om første verdenskrig, hvis 100-års-dag markeres i disse måneder, men hidtil har stået gevaldigt i skyggen af anden verdenskrig, og jeg har alt for længe rodet rundt i mørket. Det fede ved den krig er dog, at vi er mange, som hurtigt kan blive en del klogere.
Næste levende billede er Jon A.P. Gissels bog om den danske, konservative åndstradition, der tabte til Brandes & Co. for 100 år siden samt nyeste årgang af tidsskriftet 'Critique' om borgerlig idedebat. Gissel skriver tabernes historie, og da jeg egentlig også ser mig selv som både konservativ og taber, er det oplagt lekture. Gissel giver for øvrigt sin udlægning af sagerne her. Men jeg er ikke helt færdig med den bog. Den konservative idedebat er på vej tilbage på scenen, og der er stof til en blog eller to. I bunken ligger også en beretning om Jylland, Erik Kjersgaards historiske Jylland, udgivet af sønnike, tv-fænomenet Clement. Hans daddy er cool, og når jeg engang får tid til at ture rundt i Jylland, skal jeg have den bog med i handskerummet.
Adam Smiths 'Teorien om de moralske følelser' (1759) behøver jeg ikke læse på dansk, men den ligger i bunken, fordi jeg skatter Informations Forlag for at oversætte og udgive så megen politisk filosofi af borgerlig observans. Forlagsdirektør Jacob Maagaard har forklaret mig, hvorfor de dog gør det, og det kan jo være, at jeg får lejlighed til at skrive lidt mere om den ukronede konge af Skotland, moralfilosoffen, som gik over i historien som kapitalismens apologet.
Steve Colls bog om familien Bin Laden og John R. Schindlers bog 'Unholy Terror' ligger også og venter. De skal bruges til en blog om Bosnien som bindeleddet mellem den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne og angrebet på Amerika den 11. september 2001 – i lyset af borgerkrigen i den arabiske verden, bare vent og se. Den glæder jeg mig til at skrive. Det samme gælder bloggen om Peter Hitchens 'The Rage Against God'. Peter er bror til den nyligt afdøde Christopher Hitchens, men ser helt anderledes på kristendommens historie og betydning. Christopher er den berømte ateist, Peter den berygtede ateist, der gik hen og blev kristen. Brødrenes strid er samtidig vor tids strid. Det er i hvert fald mit postulat. Alt er parat. Nu mangler jeg bare at læse dem.
Hendricks' reol
Vincent F. Hendricks, professor, dr.phil., ph.d.
Ud over det selvhævdende, blæreagtige, patetiske galleri over egne værker øverst, også som en art påmindelse om, hvor tiden blev af, når jeg tænker, at jeg ikke har gjort en forskel, så er dette portræt af min bogreol på KU ganske sigende. Til venstre nederst står min science fiction-fetich fra 'Aliens Omnibus' til Joe Haldemans 'The Long Habit of Living' og 'The Forever War', med min favoritskønlitteratur i form af William Hjortsbergs 'Falling Angel' (siden filmatiseret af Alan Parker som Angel Heart med Mickey Rourke, Lisa Bonet, Robert De Niro og Charlotte Rampling på rollelisten) over filosofiske leksika, logik-, matematik- og filosofimonografier til den bogserie, som jeg redigerer, 'Synthese Library' (bøger med hvid ryg, bøger med blå ryg) til tidsskriftet 'Synthese', som jeg er chefredaktør på – det grønne ocean yderst til højre. En ganske forventelig bogreol for en professor i formel filosofi, måske lige med undtagelsen af den action man-figur – en tro kopi af en 2nd Ranger Infantry Battalion-soldat fra anden verdenskrig (de samme som portrætteres i Saving Private Ryan) – der er på display i glasindgangspartiet til mit kontor.
Svarres reol
Peter Svarre, UX-ekspert, konsulent, forfatter
Well – for det første er min bogreol naturligvis en Kindle-bogreol (jeg læser de fleste af mine fagbøger på min Kindle).
Hvis vi starter fra toppen, så finder vi Edgar Schein om organisationskultur, hvilket måske virker underligt for en person, der arbejder med digital strategi og sociale medier. Men efter 16 år i branchen begynder jeg mere og mere at indse, at digital forandring sjældent sker gennem teknologi, men gennem langsommelige forandringsprocesser i organisationer. Teknologi forandrer sig fra den ene dag til den anden, men vores organisationer forandrer sig med tektonisk langsommelighed. Det store spørgsmål er, hvordan vi får dem til at ændre sig i den rette retning ...
Jeg arbejder med sociale medier og tilhører nok kategorien af de 'digitalt begejstrede'. Jeg elsker internettet, Google og Facebook og de ting, som de har gjort ved vores verden. Ikke desto mindre har man altid brug for at få udfordret sit verdensbillede, og derfor læser jeg bøger som 'The Filter Bubble' af Eli Pariser, 'Digital Vertigo' af Andrew Keen og 'The Circle' af Dave Eggers.
'The Lean Startup' af Eric Ries var en game changer for mig. Den ændrede radikalt mit syn på, hvordan man udvikler og skaber nye digitale produkter og forretningsmodeller. Begreber som Minimum Viable Product og pivotering er blevet standardfraser i mit vokabularium.
'The Signal and the Noise' af Nate Silver er en nyklassiker for alle dem ,der interesserer sig for, hvordan data og tal kan manipuleres og medvirker til at styre vores hverdag. Tal og data kan være kraftfulde følgesvende, men i de forkerte eller inkompetente hænder kan data skabe mere støj end gavn og decideret bruges til at manipulere mennesker og samfund.
'The Second Machine Age' er bogen for alle, der interesserer sig for de større samfundsmæssige implikationer af digitalisering, automatisering og algoritmificering. Hvordan kan det være, at digitaliseringens ekstreme effektivisering af vores verden ikke har medført øget velstand for de brede masser, men udelukkende for en snæver elite? Spørgsmålene i bogen kredser om de samme emner som Piketty, men svarene er mere positive, og der er en grundlæggende tro på, at teknologi i sidste ende gør verden til et bedre sted.
'The Cluetrain Manifesto': Fordi det er bibelen for social media-eksperter. Og så er den ikke længere!
'Constantinople – The Last Great Siege'. Well – nogle gange skal man læse noget andet end bøger om sit snævre fagområde. I øvrigt én af de bedst skrevne historiebøger, jeg har haft i hænderne i mange år. Den handler om belejringen af Konstantinopel i 1453 og trækker tråde hele vejen op til vore dages konflikter mellem kristne og muslimer og mellem ortodokse og romersk katolske. For dem, der følger Game of Thrones, er der den lille ekstra gevinst, at man opdager, hvor inspirationen til Kings Landing kommer fra ...
'Antifragile' af Nassim Nicholas Taleb. Manden er mit store idol! En ikonoklastisk, autodidakt filosof, som i store træk gør op med alt fra oplysningsfilosoffer til det moderne finansielle system og dets skrøbeligheder. Taleb har ikke alene ændret mit syn på verden, men også min personlige tilgang til alt fra investering til valg af huslån og forsikringer (Hint: Vælg altid fast forrentede lån, og gå altid efter den største selvrisiko).
'The Writing on the Wall' af Tom Standage: En bog, der handler om, at sociale medier i virkeligheden slet ikke er nye. I tiden før den industrialiserede medieverdens herredømme (startende omkring 1850'erne) var alle medier faktisk sociale og personlige. Der var ikke medieimperier, der levede af at eje nyheder og offentlig samtale. Den offentlige samtale var i sin natur social og samtalende.
Og sidst, men bestemt ikke mindst: 'Good Strategy Bad Strategy' af Richard Rumelt, som kan anbefales til alle mennesker, der arbejder med strategi – om det så er forretningsstrategi, kommunikationsstrategi eller digital strategi. En fantastisk underholdende og velskrevet bog, der med eksempler fra NASA til hærføreren Hannibal forklarer forskellen på god og dårlig strategi.
Dues reol
Brian Due, ph.d., adjunkt, Københavns Universitet
Dette er bøger fra mit kontor på Københavns Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Kontor 22.4.59. Du er velkommen forbi. Reolen bærer præg af rendyrket faglitteratur. Min bogreol på privatadressen indeholder en del skønlitteratur. I 'gamle dage' havde jeg tid til at læse skønlitteratur. I dag skal der prioriteres hårdt for overhovedet at få tid til at læse en ordentlig faglitterær bog fra ende til anden. Det begræder jeg selvfølgelig. For jeg elsker bøger. Jeg drukner selvfølgelig i faglige artikler og online bøger i readers- og Kindle- versioner, men den fysiske bog kan noget særligt. Inspirationen kommer flydende til mig, når jeg kigger hen over titlerne og husker læseoplevelser eller pointer.
På dette billede af denne bogreol er der alt for meget at fremhæve, men for bare at nævne et par stykker: Den grå, tykke murstensbog: 'Klassisk og moderne samfundsteori'. Den tæskede jeg igennem som førsteårsstuderende engang, og dens introduktion til de grundlæggende sociologiske tænkere inspirerede mig tidligt til at gå i dybden med teorierne. En anden væsentlig bog, der er blevet godt gennemlæst, er Garfinkels 'Studies in Etnomethodology', der grundlagde etnometodologien og er et fast referencepunkt for al mikrosociologi. Latours 'Reassembling the Social', Merleau-Pontys 'Phenomenology of Perception', Bourdieus 'Outline of a Theory of Action', Wittgensteins 'Philosophical investigations' og Habermas' 'Theory of Communicate Action' bliver jeg også nødt til at fremhæve. Altså en fremhævning af klassiske værker, der på forskellige måder har sagt noget sandt og dybt om den sociale verden. I den ideelle drømmeverden får jeg snart tid til at læse nogle klassikere og skønlitterære værker igen.
Tepes reol
Ayse Dudu Tepe, journalist og debattør
Der tikker en besked ind på Facebook: Vi mener, du er klog og ikke mindst belæst, står der i første linje. Gu er jeg ej, råber jeg inde i mig selv. I skrivende stund er der lige landet en ny besked i indbakken: Pik, står der. Og det sidste, jeg magter lige nu, er klogskab og pik. Det er to ugenerøse størrelser, som kun bliver svulstige, hvis du masserer dem.
Når jeg sover, vækker min krop mig. Jeg har krampe i mit højre ben. Jeg rejser mig fra sengen og kiler mit ben i gulvet. Hver gang jeg løfter det, kommer der en ny krampe. Jeg sætter mig på sengekanten og strækker benet ud. Hvor er jeg glad for, at jeg kan nå min storetå. Endnu. Jeg masserer min læg og lægger mig under min blå dyne. Når jeg falder i søvn, har jeg på fornemmelsen, at jeg vågner igen. Alt er godt.
Jeg købte et ur i sommer. Mit første ur. Af plastik. Jeg nåede at bære det i en måned. Så døde batteriet. Jeg savner urremmen. Det der faste greb om mit håndled. Men tiden giver ikke slip, det gør mennesker. Min datter synes, det er pinligt at holde mig i hånden. ”Hvorfor betyder det så meget for dig”, spørger hun. Jeg vil så gerne holde fast lidt endnu. For jeg er bange. For at blive voksen alene. Gammel alene. Elske alene. Dø alene.
Man kan ikke se døden i øjnene, men du kan lugte den. Portøren fortalte dig, at afdøde havde ligget på sit badeværelsesgulv i tre uger. Nu ligger han på en metalbåre. Han har en brun sweater på og én sandal. Hans tånegle er lange. Det er hans grå hår på hovedet også. Bedemanden og portøren flytter ham over i kisten. De kan ikke give ham jakkesæt på. ”Huden falder af, hvis vi rører for meget ved ham”, fortæller de mig. De lægger et dynebetræk over ham. Og reder hans hår. Nu er han klar til at blive brændt.
Og således har jeg det med klogskab. Brænd lortet af. Du skal leve dit liv ihjel. Brænde dig på en smøg. En vandmand. En brændenælde. Komfuret. En jomfru. Bøger.
Brænd dig på mennesker.
Kirks reol.
Jakob Sand Kirk, stabschef hos Sampension
Min reol er i min hukommelse.
Jeg elsker mine bøger. Jeg elsker min reol. Min reol er min hukommelse. Et litterært CV. Men min reol er stadig mere virtuel. Jeg hører nu flere bøger, end jeg læser. Så mange bøger lander ikke på min reol. Og jeg låner bøger ud, vel vidende at de ikke nødvendigvis vender tilbage til min reol. Så min reol er nu et sammensurium af bøgerne i stuen, bøger jeg har lånt ud og bøger i en app. Min reol er efterhånden kun i min hukommelse. Den er til gengæld fyldt op med spændende litteratur om politisk filosofi, amerikansk politik, arbejdsmarkedspolitik og så lidt Helle Helle.
Wennebergs reol
Signe Wenneberg, forfatter
Min reol ved siden af sengen, som den ser ud lige nu. Jeg læser helt vildt meget og har altid gjort det og har altid flere bøger i gang samtidig. Jeg læser og har to verdener kørende hele tiden og en evig dialog med bøgerne. Jeg bygger lige nu et hus, som er inspireret af den bogverden, jeg var i som barn, med Laura Ingalls og Pippi. For tiden læser jeg meget faglitteratur om byggeri og bæredygtighed. Jeg læser også om mad og natur og kunst – samt romaner og biografier. Og kan for eksempel anbefale 'Huset i Himlen' af et tidligere gidsel hos muslimske fundamentalister – meget aktuel. Glæder mig til at komme i gang med Hillary-bogen. Og til at få læst bogen om Carl Larsson, der lige er kommet fra Ordrupgaardsamlingen, der netop har åbnet en udstilling om ham.
Foghs reol
Kasper Fogh, k-chef
Hader de der typer, der har alle deres gamle studiebøger stående og er for fine til tegneserier. Bogreoler er kun til bøger, man oprigtigt tror, man vil læse i igen. Ellers er det Tony-fyld og pseudointellektuelt blær, der kun virker på studiner.
Sørensens reol.
Kaare Sørensen, journalist
Jeg har mistet lidt forskelligt denne sommer. Hedder stadig Kaare og er mand, men job, kæreste, bopæl, bil, briller og ur er enten skiftet ud eller forsvundet. Noget af det var frivilligt. Bøgerne tog jeg med.
‘Columbine’ af Dave Cullen vil jeg altid eje. Hvis du stjæler den, så køber jeg den igen. Ti år efter skoleskyderiet samlede Dave trådene. Den bog er alt muligt for mig: journalistik, naturligvis. Men også troen på, at ting gerne må tage tid. Ti år efter! Fuck nyheder. Der står også en biografi om The KLF, som jeg har fået sendt hjem fra England og ikke læst endnu. KLF er det vigtigste band i verden. Min verden. Den skal jeg læse til vinter. ‘Der er Hollywoodstjerner på vejen’ af Maria Gerhardt er den seneste tilføjelse. Måske forsvinder den fra rækken en dag, det ved jeg ikke. Lige nu har jeg fyldt den med æselører. ”At have munden fyldt med pinocchiokugler og herfra kun at kunne miste” slutter kapitlet på side 51. I New York så jeg engang en bog om 100 andre bøgers første linjer. Jeg er mere til de sidste linjer. Hvordan man slår med halen. Alle roser Poul Høis artikler for deres indledninger. Har I tænkt over, hvor sindssygt fantastiske hans udgange er?
Jeg er gammel Strunge-dreng, men ret pjattet med ‘7/11’ af Caspar Eric. Læser man den en weekendmorgen med heftige tømmermænd, så minder den om en dagbog over den netop overståede nat. Eller: Det gjorde den for mig. Jeg har også min egen bog fremme. Den fylder ét år om tre uger, og det skal fejres. Man ved ikke, om man kommer til at skrive flere. Måske bliver den enebog. Men når jeg dør, så vil der for evigt være en database på et eller andet bibliotek, hvor ISBN-nummeret 978-87-7137-284-7 tilhører mig. Elsker tanken om, at den står på andres hylder. Eller kældre. Alexandra Fullers ‘Lad os ikke gå i hundene i aften’ tør jeg slet ikke genlæse. Måske er den elendig. Jeg interviewede hende i nullerne og var forelsket i en måned. Alene på den måde hun drak rødvin. Ingen bøger er bare papir. De hænger sammen med det, der var i luften, da du fik dem i hånden. Jeg er holdt op med at købe e-bøger.
Lunds bøger fra biblioteket.
Det her er en af mine reoler. Eller vores. Det er også min kones, selv om de fleste bøger er mine. Min mor var bibliotekar, så jeg har aldrig været og bliver aldrig bog-fetichist. Fuck førsteudgaver. Nogle af de vigtigste bøger som fx ”Idioten” har jeg lånt. Som dreng på Ribe Folkebibliotek var reolerne måske ikke stiger, men klatrestativer.
I bunden står Encyklopædien, støvet og tung, hylden kan næsten ikke bære den, trist symbol på det 20. århundrede? Der er ikke meget faglitteratur, men der er digte i den her reol. Alle bør læse digte. Især K-folk, der ellers alt for hurtigt kan slide deres vigtigste værktøj op. Vi glemmer det, men vi lever jo af ord. Der skal sprog over disken. Som Peter Laugesen siger: ”At digte er at passe bar i sproget”. Skål.
_________________
Tilføj din egen reol og tekst på vores Facebook-post. For den, som læser mange bøger, lever mange liv.
