Økonomer har det med at fremlægge økonomiske teorier som formler, der bevæger sig efter en indre nødvendighed, som samfundet må indrette sig efter. Med sit empiriske materiale skaber Piketty en unik mulighed for at diskutere de økonomiske mekanismer i sammenhæng med
samfundsudviklingen.
5. Den litterære reference
Romanen
’Le Père Goriot’ har en central rolle i ‘Capital in the Twenty-First Century’. Som mange andre franskmænd har Piketty læst
Honoré Balzacs roman om M. Goriot, der i et samfund, hvor det enkelte menneskes mulighed er styret af, hvilket socialt lag man tilhører, kæmper for at skabe et liv for sine døtre. Ved at tage afsæt i en af den franske realismes store skikkelser giver Piketty sit store statistiske materiale og sin analyse en humanistisk dimension, som løfter hans bog ud af de snævre økonomikredse.
Bonus
I ’The Son Also Rises’ skriver Gregory Clark, økonomiprofessor ved University of California, ligesom Piketty om strukturel ulighed i samfundet. Clark dokumenterer, at muligheden for at kravle op ad den sociale og økonomiske rangstige ikke er blevet større gennem de seneste 800 år. Ud fra Pikettys pointe om væksten fra 1913-1950 kan man sige, at det kan lade sig gøre at skifte socialt lag, men kun i opgangstider.
Ligesom Piketty konkluderer Clark også ud fra et stort empirisk materiale. Han har sporet sig frem til oplysninger om familier i flere generationer for at undersøge den sociale mobilitet over en længere periode og på tværs af lande og konkluderer, at mobiliteten er mindre, end man har antaget, og den påvirkes ikke af de respektive landes socialpolitik.
Fordi vores plads i samfundet altså er prædetermineret, argumenterer Clark for, at man bør undgå at skabe det, han kalder ’winner-take-all-societies’.
Kontra Piketty
1. Piketty lægger ikke sin politiske præmis frem
Piketty har et deterministisk syn på økonomisk politik. Han vedgår sig det ikke, men hans præmis er, at økonomisk ulighed er uundgåelig i kapitalismen. Han burde vedgå sig sin marxistiske, kapitallogiske arv.
Ligheden mellem forsiderne på Karl Marx’ ’Das Kapital’ og Thomas Pikettys ’Le capital au xxie siècle’ er slående, og Piketty burde også vedstå sig sin arv, hvad angår indholdet. Den franske udgave udkom efteråret 2013
2. Piketty forsimpler
Pikettys billede af ulighed tager ikke højde for det stigende antal ældre, som lever af deres pensionsopsparing. I 2014 er en kapitalejer ikke en ond kapitalist, men ganske almindelige mennesker, og dette forholder Piketty sig ikke til.
3. Pikettys tankegang er forældet
Set i lyset af den teknologiske udvikling er Pikettys tankegang forældet. Udvekslingen mellem arbejde og kapital får mindre og mindre betydning, efterhånden som maskiner og robotter overtager arbejdet
. Læs også
her.
4. Bogen er kedelig
Piketty har dræbende kedelig skolemesterfacon, og titlens storladenhed er nærmest komisk og helt ude af takt med moderne politisk litteratur.
5. Piketty er en døgnflue
Susan Sontag, Christopher Lasch, Allan Bloom og Francis Fukuyama er nogle af de
intellektuelle celebrities, som har fået hele verden til at snurre om deres forskellige ideer. Thomas Piketty er det seneste skud på denne stamme af intellektuelle. De sociale medier og nettet generelt gør hypen større, men det betyder ikke, at hans værk har den substans, der gør, at det vil komme til at stå for eftertiden.
__________________________________________________
Læs mere:
De sure: