Blogs og kritisk journalistik

En blogger er en person, der fører en web log - en side på internettet med kommentarer, som alle kan se. Blogs kan handle om alt, og mange har karakter af nyhedsdækning ofte med en klar politisk vinkel. I nogle tilfælde er deres dækning mere kildekritisk og alsidig end de traditionelle mediers.
af Jesper Lau Hansen

De traditionelle medier har opdaget bloggosfæren. TV-selskabet CBS' prestigefyldte nyhedsmagasin 60 minutes gik i luften onsdag 9. november. Studieværten Dan Rather fortalte, at man havde skaffet dokumenter fra begyndelsen af 1970erne, hvor Bush gjorde tjeneste i Texas' hjemmeværn. Dokumenterne kom fra hans overordnede Jerry Killian og fastslog, at Bush pjækkede, og at Killian var utilfreds med ham, men var under politisk pres, der hindrede ham i at gøre noget ved det. Killian var, meget bekvemt skulle det vise sig, død tilbage i 1984, men CBS havde angiveligt fået dokumenterne fra hans hemmelige kartotek. Her burde de første alarmklokker have ringet. Historien om Bushs' blakkede fortid er nemlig lige så gammel som hans politiske karriere, men ingen har endnu kunne finde dokumenter, der viste Killians utilfredshed, faktisk havde Killian siden rost Bush. Så pludseligt at finde disse hemmelige dokumenter i en ophidset valgkamps sidste fase 20 år efter mandens død er et scoop på størrelse med den gang ugebladet Stern »fandt« Hitlers dagbøger. Men CBS var sikker i sin sag. Derfra gik historien ud til de traditionelle medier også i Danmark, hvor den blev slået ganske stort op.

Og dermed var historien sikkert endt i gamle dage. Men det er ikke gamle dage længere. Allerede mens CBS præsenterede dokumenterne på TV, reagerede den første blogger. En blogger er en person, der fører en web log, dvs. en side på internettet med kommentarer, som alle kan se. Disse blogs kan handle om alt, og mange har karakter af nyhedsdækning ofte med en klar politisk vinkel. Ikke overraskende var det republikanske bloggere, der reagerede på historien. Den første blogger bemærkede, at sprogbrugen i dokumenterne ikke var autentisk militærjargon, som den gamle soldat Killian måtte have brugt. Snart påpegede en anden blogger, at teksten på de gamle dokumenter næsten var for pæn; det virkede ikke som om, de var skrevet på en skrivemaskine, men på en moderne PC. Dokumenterne var måske falske. Bloggosfæren begyndte at gløde med bidrag.

Dagen efter begyndte de traditionelle medier også at interessere sig for sagen. Torsdag aften kunne ABC News fortælle, at Killians familie bestred, at han skulle have haft et hemmeligt arkiv, og over de næste dage begyndte de eksperter og kilder, som CBS havde brugt, at tage forbehold for ægtheden, mens andre eksperter bidrog til kritikken.

I begyndelsen fastholdt CBS sin historie uden forbehold og afviste kritikken ved at pege på, at det bare var republikanere, der søgte at redde Bush. Men hver dag bragte nye afsløringer. Først da Killians gamle sekretær Marian Knox om onsdagen gav udtryk for, at dokumenterne formodentlig var falske, men dog gengav Killians opfattelse af Bush, øjnede man en vej ud. Man undlod at fortælle, at Knox ikke kan fordrage Bush, og at Killians søn Gary afviste hendes udlægning. CBS indrømmede i stedet, at dokumenterne måske var falske, men på en måde stadig repræsenterede sandheden. Der var kun gået en uge.

Det interessante ved denne historie er ikke, at dokumenterne sikkert er falske, som Hitlers dagbøger i øvrigt også var det. Det interessante er det billede af medieverdenen, både i USA og herhjemme, som sagen giver.

Ser man først på de traditionelle medier (aviser og TV), ser det trist ud. CBS lod sig narre, hvilket tyder på, at man ikke havde tjekket materialet godt nok. Nogle fejl er vanskelige at finde, fordi dokumenterne er utydelige fotokopier, men andre er lette, f.eks. bruges militære forkortelser forkert, og Bushs adresse er forkert. Dernæst må man konstatere, at de traditionelle medier ikke er gode til kritik. I begyndelsen afviste man bloggerne arrogant. Det er bare fyre, der sidder og skriver i deres pyjamas, som Jonathan Klein fra CBS udtrykte det. Udtrykket er allerede blevet en hæder, for det er vist pyjamasserne, der får ret.

Andre af de traditionelle medier har vist en tilsvarende uheldig kombination af sjusk og arrogance. BBC havde svært ved at acceptere kritikken i Hutton-rapporten, og først da Butler-rapporten nåede samme resultat, sank det vist ind. Senere kom Daily Mail med sine billeder af britiske soldater, der »torturerer« irakiske fanger. Enhver med lidt sans for kildekritik kunne se, at de var falske. Ægte trofæ-fotos er f.eks. uprofessionelt grynede, Daily Mail's var knivskarpe. Først da det viste sig, at en lastbil på et af billederne ikke havde været i Irak, måtte man indrømme, at de var falske. I begge tilfælde gik redaktøren endda på banen med samme forsvar, som CBS nu bruger: vores beviser er måske nok falske, men historien er sand! De blev naturligvis begge fyret, men at personer med en så forkvaklet opfattelse af journalistik overhovedet kunne nå chefstillinger i de traditionelle medier er foruroligende.

Ikke bare har de traditionelle medier svært ved at indrømme egne fejl, de har også svært ved at indrømme deres kollegers. Herhjemme valgte journalisterne fra de traditionelle medier f.eks. længe at tro på både BBC og Daily Mail og antydede, at kritikken mod dem nok bare var et forsøg på at miskreditere »afsløringen«.

Tilsvarende misforståede kollegialitet er blevet udvist i CBS-sagen. De danske medier har været stort set tavse i den første uge. Det gælder også publicservice-kanalerne DR og TV2. Nu er de så vidtforgrenede, at det kan være svært at følge alle deres programmer. Hvis de kan påvise, at de har dækket skandalen i dens første uge på tilnærmelsesvis samme måde, som man dækkede den oprindelige historie, bør de have en undskyldning. Hvis ikke, skylder de licensbetalerne en. Og da den første omtale omsider begyndte at komme i de traditionelle medier, var det pakket godt ind. Ritzaus resume kunne være skrevet af CBS selv.

Det er vanskeligt at forklare denne langmodighed med andet end partiskhed. Kunne man forestille sig en tilsvarende håndtering, hvis sagen havde handlet om, at fire dokumenter fremlagt på Fox News for at belaste Kerry formodentlig var falske? Næppe.

Det interessante er ikke, at journalister er partiske, det kan ikke undgås, og heller ikke, at medier undlader at omtale ting, ingen medier kan bringe det hele. Problemet er, at der hersker en så betydelig konformitet, at de alle tager samme parti. Det har den uheldige effekt, at en række oplysninger aldrig kommer frem. Hvem har f.eks. set i danske medier, at Kerry faktisk ikke tilbragte julen 1968 i Cambodia, selvom han ofte har hævdet det?

Herover står de nye medier - blogs. De gør det samme som de traditionelle medier, dvs. de viderebringer og kommenterer nyheder. Men kan man stole på dem? Svaret er nej, ikke uden videre. Men som vist, det kan man heller ikke på de traditionelle medier. Nogle blogs er utroværdige, en del er direkte afskyelige, men rigtig mange er på højde med de traditionelle medier.

Blogs kan desuden reagere lynhurtigt. Via links kan de inddrage kilder til at understøtte et argument, som læseren kan efterprøve. Vigtigst af alt er de indstillet på at korrigere deres fejl. Det sker åbent, fordi det bidrager til deres egen troværdighed, hvorimod en benægtelse kan være ødelæggende. Her kunne de traditionelle medier lære en del. De traditionelle medier har også fordele, hvis de ellers vil. Selv de bedste blogs er vanskelige at overskue. Her kan de traditionelle medier bidrage med sammendrag og overblik. For nærværende synes blogs dog at have den ekstra fordel, at de dækker et bredere politisk spektrum end de traditionelle medier. Der er ikke stor forskel på nyhedsdækningen i de traditionelle medier. Det er en etableret sandhed blandt mediefolk, at fortidens presse, hvor hver avis havde sin klare politiske profil, er passé og nærmest til grin. Men hvorfor egentlig? Er det fordi, de traditionelle medier tror, at deres nuværende dækning er alsidig og dækkende? I så fald har pyjamasfolket fortsat mere at byde på.

NB: Et eksempel på en web log er Instapundit.com, der drives af Glenn Reynolds, en juraprofessor fra University of Tennessee.

Kronik bragt i Berlingske Tidende lørdag den 25. september 2004

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job