De to bøger som diskussionen står imellem. Læs mere om Carr her og mere om Shirky her.

Følg også debatten om man bliver dummere eller klogere af internettet her.

I modsætning til den eftertænksomhed og fordybelse, som bøger tilbyder os, giver nettet os notorisk muligheden for at multitaske, være på hele tiden og blive løbende opdateret på uanede forskellige sites, medier og applikationer, i lyd og billeder og med mulighed for kontakt og feedback i netværk, i en uendelig zappen, søgen og surfen.

Denne ”væren på”, og afhængigheden af til stadighed at være online, kommer dog ikke uden omkostninger, argumenterer Carr overbevisende for i sin bog The Shallows. Prisen er, at vi mister evnen til at fordybe os og fastholde koncentrationen, når vi læser længere tekster eller bøger. Vi bliver dårligere til at reflektere og tænke dybere og i sammenhæng, og vores evne til at fastholde ny information og lagre den i hukommelsen bliver også forringet.

Det er nogle af de foruroligende konsekvenser af at få al sin information fra internettet og at bruge internettet som sit altovervejende medium. Den bekymring er udgangspunktet i Nicholas Carrs bog, og den fører ham til en meget interessant gennemgang af, hvordan intellektuelle værktøjer som alfabetet, landkortet, uret, den trykte presse og computeren historisk har påvirket vores bevidsthed og tænkning. Han trækker desuden på den nyeste forskning i, hvordan brugen af nettet påvirker vores hjerne, og inddrager filosofien til at belyse, hvordan vores tænkning om verden omkring os har forandret sig i takt med de nye værktøjer, vi har fået.

En kakofoni af stimuli
Det konstante bombardement af information påvirker vores evne til fokusering og fordybelse, argumenterer han. Vi bliver dårligere til at holde opmærksomheden fanget, og vores tænkning bliver mere overfladisk og mindre sammenhængende. I stedet for at læse i længere forløb på nettet, som vi gør, når vi læser bøger, lægger nettet op til en anden type læsning, hvor vi vænner os til at jagte links og power-browse.

Det er alt sammen ændringer, der kan aflæses og måles direkte i vores hjerne, skriver Nicholas Carr. Vores hjerne er plastisk og tilpasser sig nye omstændigheder. Den bliver påvirket af og former sig efter de værktøjer, vi anvender, og de vaner, vi anlægger os. De neurale netværk i hjernen former sig efter de påvirkninger, hjernen får.

Nettet er en glemsomhedens teknologi. Det medfører, at de neurale netværk i hjernen, der er dedikeret til at scanne, skimme og multitaske, bliver større og stærkere, når vi surfer på nettet, mens de neurale netværk, der bliver brugt til at læse og tænke dybt med en fastholdt koncentration, bliver svagere og eroderer. Så når vi hele tiden bombarderer vores korttidshukommelse med nye impulser, som f.eks. når vi med meget korte mellemrum tjekker e-mail, så forstyrrer vi den proces, der skal få information og indtryk til at blive lagret i langtidshukommelsen.

Nicholas Carr skriver, at han savner sin ”gamle” hjerne, der var god til at fokusere og læse bøger. Men når først de neurale netværk i hjernen er indstillet på og vænnet til en bestemt type læsning, så kan man ikke bare lige klikke dem tilbage til tiden før nettet. Hans gamle hjerne er væk. Men al den snak om gode gamle dage viser også en grundlæggende kulturkritisk og kulturpessimistisk tilgang.

Hvor Carr altså ser internettet som et problem, ser Shirky internettet som en løsning, og fjernsynet som et problem. Clay Shirky glæder sig over, at unge mennesker i dag ser mindre tv og i højere grad bruger digitale medier. For de digitale medier låser ikke kun, som fjernsynet, seeren fast i et passivt forbrug, men giver også mulighed for aktiv medproduktion og åbner for, at man kan sende ting videre og dele dem med sit netværk.

Fra passiv tv-forbrugende sofakartoffel til aktiv medproducent

Hvis vi forestiller os, at vi lod Clay Shirky kommentere denne tendens, ville han utvivlsomt tage den kulturoptimistiske tilgang og glæde sig over, at folk bruger de nye teknologier til at skabe nye interessante samarbejdsformer og produkter. Men hvor Shirky er optimist på nettets vegne, er han klassisk pessimist på fjernsynets vegne.

Det er primært det store forbrug af fjernsyn i efterkrigstiden, der er Clay Shirkys kulturkritiske udgangspunkt. Han indleder Cognitive Surplus med at beskrive, hvordan ginforbruget var kæmpestort i 1700-tallets London, fordi den tidlige industrialisering og indvandringen fra land til by gjorde London-forstæderne voldsomt overbefolkede. Folk reagerede på de mange sociale forandringer med et stort alkoholforbrug. Shirky argumenterer for, at efterkrigstidens store forbrug af fjernsyn kan karakteriseres som vore tiders ginforbrug. I overgangen fra industrialiseringen til post-industrialisme, hvor levealderen er steget, folk har fået meget mere fritid, og de sociale kontakter er blevet færre, er et stort fjernsynsforbrug blevet et meget almindeligt fænomen.

En amerikaner, der er født i 1960, har typisk set 50.000 timers tv og vil formentlig se yderligere 30.000 timer, før han eller hun dør. Amerikanere ser samlet cirka 200 milliarder timers fjernsyn om året. Den gode nyhed er imidlertid, ifølge Shirky, at for første gang siden fjernsyn blev introduceret, er unge mennesker nu begyndt at se mindre tv. De bruger i stedet de digitale medier, også til at se tv.

Shirkys pointe er dog, at selv tv er bedre at se på computeren – fordi man kan dele det med sit netværk og kommentere på det, i stedet for bare passivt at forbruge det som på det gamle tv-medium. Det er den tid, der hidtil har været brugt på primært at se tv, som Shirky kalder for ”cognitive surplus”, og hans kongstanke er, at hvis det erkendelsesmæssige overskud – den kæmperessource, der ligger i alle de timer – kunne bruges til noget andet, så kunne man skabe fantastiske ting. Hvis bare en brøkdel af den tid, der bliver brugt til at se tv, kunne anvendes samfundsnyttigt af bare en del af de omkring 1,8 milliarder mennesker, der er brugere af internettet verden over. Sådan som det allerede har været tilfældet med Wikipedia, hvor mennesker frivilligt har sat sig for at skabe noget til gavn for samfundet.

Digitale medier er sociale medier
De nye digitale medier – internet, smartphones osv. – er anderledes end de hidtidige medier, i den forstand at de er sociale medier, som kalder på aktiv medproduktion, på at dele og på at skabe noget nyt, i modsætning til de passiviserende gamle medier, hvor man var et modtagende publikum og ikke en medspillende deltager.

Kulturoptimisten Shirkys fokus ligger på de nye, positive muligheder, de sociale medier giver os. De lægger naturligt – så at sige per default – op til, at man deler med hinanden. Sender billeder, deler musik, sender videoer til hinanden og har en fælles oplevelse med indholdet.

Shirky bringer i Cognitive Surplus en række eksempler på, hvad mennesker har kunnet skabe, når de med de nye medier har både midlerne, motivet og muligheden. Wikipedia er et oplagt eksempel. Det er tankevækkende, at det har taget ca. 100 millioner timer at skabe Wikipedia – det svarer omtrent til den tid amerikanere hver weekend bruger på at se reklamer! Shirky er forhåbningsfuld ved tanken om, at der bare skal ske et lille skift i fokus, for at noget af den tid kan bruges til at skabe flere Wikipedia-agtige projekter.

Shirkys optimisme kommer bl.a. af en tro på, at mennesker grundliggende er sociale væsener og gerne vil hjælpe hinanden; vi agerer ikke altid kun ud fra selviske interesser. Han refererer bl.a. til et forskningsresultat, som viser, at menneskers sociale motivationer primært er drevet af ønsket om relationsskabelse, medlemskab og deling – ting, som det digitale kommunikationsnetværk lægger op til og befordrer. 

Shirky nævner også Linux, et operativsystem, og Apache, en webserver, som eksempler på systemer, der er udviklet frivilligt til gratis brug og fælles gavn for alle. Derudover beskriver Shirky en lang række initiativer af en helt anden karakter, der også har kunnet lade sig gøre, fordi mennesker havde motivet, frivilligt brugte deres tid og var forbundet i et digitalt socialt netværk:

Ushadishi er en service, der oprindeligt blev udviklet på baggrund af en kenyansk kvindes blog om etnisk vold i Kenya. Det er nu et internationalt kriseværktøj, der formidler borgeres egne rapporter om kriser og vold. Formålet med et website som ”PatientsLikeMe” er at stimulere den medicinske forskning ved at få patienter med især sjældne sygdomme til offentligt at berette om deres helbred og symptomer. Shirky nævner flere andre sites, hvor det typiske er, at det er ”gode sager” såsom miljøhensyn eller velgørenhed, der er drivkraften i projekterne.  

Blæse og have mel i munden
Sat lidt på spidsen kan man sige, at Nicholas Carr sætter internettet op over for bogen, og Clay Shirky sætter det op over for fjernsynet. Og de to forskellige udgangspunkter er utvivlsomt afgørende for, at de har så forskellige tilgange til internettets muligheder og begrænsninger.

I og for sig er der dog ikke noget modsigende i deres to hovedsynspunkter. Man kan godt være enig med Carr i, at det er vigtigt at vedligeholde sine gode gamle neurale netværk, der gør én i stand til at læse bøger ubesværet, og at man indimellem skal holde pauser fra et stressende net – og samtidig være enig med Shirky i, at det er bedre at være socialt velforbundet og aktivt medproducerende på de digitale medier end at ligge ensom og passivt tv-forbrugende på sofaen.

De er således enige i, at et (over)forbrug af mediet, om det er internettet eller fjernsynet, er et stort problem, og således lægger de i deres diskussioner op til, at der må findes en ”bedre” og mere ”rigtig” måde at bruge mediet på. For hvis ikke vi bruger mediet, bruger mediet os. 

Hvis du er nået helt til bunds i denne artikel og har læst hvert et ord grundigt og koncentreret, er du heldigvis uden for farezonen. Læser du ikke dette, er du måske allerede ved at blive dummere af internettet. Eller hvad?