Bliv sms-ven med Naser

Bip-bip."Jeg står på Kultorvet. Kig forbi!" Klokken er kvart over 11 lørdag formiddag, og der er tikket en sms ind fra Naser. Min nye sms-ven, Naser. En hilsen fra en folketingskandidat direkte ned i min lomme. Uden om avisredaktioner, tv-rapportere og netannoncer. En personlig hilsen fra Naser til mig. Naser er på Kultorvet. Husk mig! siger han. Og det er smart. For SMS’en er billig, god til personlig kontakt og viser mig, at Naser tænker på mig, selvom at han har travlt med sin valgkamp. Kforum tog et kritisk kig på sms som våben i valgkampen.

I denne valgkamp har nye medier og kommunikationsformer set dagens lys. Mails, YouTube videoer, MySpace og Facebook profiler og blogs er blandt nogle af de nye kampagneværktøjer, partierne har kastet sig over. Både Helle Thorning og Anders Fogh har fx deres egen MySpace og Facebook profil, blogs og web-tv-kanaler. Naser Khader og Ny Alliance er også med på bølgen. Men modsat de politiske modstandere har de tilføjet sms som alternativt og viralt kampagneredskab. Det kan vise sig at være succesfuldt, hvis Khader formår at bruge mediet og formen rigtigt, vurderer en række eksperter. For sms’en er en personlig besked, som giver vælgeren følelsen af at være med back stage på valgturneen. Og så er den billig og kan give en enestående følelse af Live Timing. Men sms’en kan også være farlig, hvis den bliver for anmassende, pseudopersonlig eller bliver brugt til reklamer og overfladiske politiske slogans.

 

 

SMS fra Naser:

Naser Khader: Jeg står på Kultorvet. Kig forbi!

Sendt: 11:13:50

27-10-2007

 

Sms fra Obama til Naser

Sms’erne fra Khader bibber ind på mobiltelefonen, når man har oprettet en profil på internet community’et Zyb.com. Zyb er en tjeneste, der forbinder web-profilnetværk med mobiltelefoner. Har man en profil på Zyb.com, kan man tilmelde sig Khaders såkaldte sms shouts. Det vil sige, at man får sms’er tilsendt fra Naser Khader, hver gang han skriver en besked i sin online shout box. En service, der er stærkt inspireret af de amerikanske sites Jaiku og Twitter, der har haft stor succes med at forbinde web og mobiltelefoner. En ny type forbindelse og kampagneform i krydsfeltet mellem web og mobiltelefoner, der har vist sig at være et særdeles effektivt våben i politiske kampagner i USA. Både Barack Obama og John Edwards bruger i dag sms-kampagner med stor succes. John Edwards og Obama sender fx sms af sted med Twitter. Nu forsøger Naser det samme herhjemme. Hvorfor forklarer han selv på følgende måde: "Jeg så muligheden for en ny og direkte kontakt med vælgerne uden medierne som mellemmand – jeg håber, vælgerne er lige så glade for at modtage dem, som jeg er for at sende dem!", lyder det optimistisk fra hovedpersonen selv. For Khader og folkene bag er Khaders sms-projekt startet for to uger siden, blot en uge før valgkampen blev skudt i gang. Det betyder, at Khader og Ny Alliance ikke har haft tid til at teste sms’en og dens muligheder, før de gik live. I stedet har Naser måtte lade sig inspirere af sine amerikanske kolleger og den rådgivning, han har fået fra sms-kyndige på området.

 

Valget faldt på Zyb.com

Idémanden bag Naser sms-satsning er Peter Svarre , konsulent i Hello Group. Han blev af Ny Alliance bedt om at finde nogle alternative og ikke mindst billige kommunikationsløsninger til at få kontakt til deres vælgere. "Vi snakkede med NA om en række projekter, da de startede. I den forbindelse faldt snakken på Web 2.0 som en måde at peppe deres valgkampagne op. De har ikke de store penge og de store ressourcer. Vi var inspireret af Obama og Edwards. De havde vist, at man kan få en ret stor impact gennem sms’er for et billigt budget", forklarer Peter Svarre. Man var derfor overbevist om, at sms’er var en god idé. Nu manglede der bare en kommunikationsplatform, hvorfra man kunne sende sms’erne. Inden længe havde Peter Svarre og Naser Khader dog fundet frem til en løsning med Zyb. Målet var en mere personlig kommunikation fra Naser. "Jeg tror, mine sms’er kan give valgkampen et ekstra personligt pust. Kommunikation er vigtig i en valgkamp, og jeg tror, at mine personlige sms’er kan være med til at give nogle informationer om min valgkamp, som ellers ikke kommer frem gennem medierne", fortæller Naser Khader. Og det er netop i den personlige kontakt, at sms’ens styrke ligger. Og den personlige kontakt passer godt til Naser, som for mange fremstår som en åben og imødekommende person.

 

 

Naser Khaders profil side på Zyb.com

 

 

Det virker ikke falsk, når det kommer fra ham. Det fremhæver David Michelsen, som er journalist og har beskæftiget sig med sms-kommunikation. Han forklarer, hvorfor sms’en passer godt til Naser: "Sms’en er særlig effektiv, fordi det er Naser, som sender den. Naser er en flink fyr, som vi ikke er bange for at blive personlige sammen med". Så en ting er, at sms’en er smart og billig, men personen bag skal have en troværdig etos, for at sms’en bliver taget personligt af vælgeren.

 

I skrivende stund er knap 60 Zyb-brugere tilmeldts Nasers sms shouts på Zyb, men ifølge Peter Svarre har man heller ikke endnu gjort meget for at kommunikere tjenesten ud til medlemmerne og andre interesserede. Det kommer til at ske i løbet af valgkampen, så snart det kan lade sig gøre. Det lave antal brugere viser desuden en af SMS-kampagnens begrænsninger, nemlig at brugerne aktivt selv skal tilmelde sig tjenesten. Hvad der må siges at kræve ret loyale støtter til Naser Khader. Som kommunikation er det derfor mere stemmesamlende og loyalitetsskabende end stemmeerobrende og dagsordensættende. Dertil kommer, at det er ulovligt at sende sms’er ud til personer, der ikke har tilmeldt sig tjenesten. Hvad der naturligvis skaber nogle begrænsninger. Men selvom det kun er de indviede, der er med i tjenesten i starten, kan virale kampagner sprede sig hurtigt blandt mange mennesker. F.eks. hvis jeg sender sms’erne videre til fem venner, som sender videre til fem venner osv. På den måde kan de 60 hurtigt blive til 60.000.

 

I lommen på vælgerne

Fordelene ved sms er mange, hvis Naser blot forstår af udnytte dem. Ifølge David Michelsen er den en hurtig og nem måde at komme i kontakt med folk på. Og så er den tæt på og back stage til forskel for meget andet kommunikation i en valgkamp."Sms er en hurtig og meget tæt kontakt, der går lige i lommen på en. Den kan give en anden back stage side af politikerne, som vi ikke ser i de klassiske medier. Og så kan den sprede et budskab meget nemt og meget hurtigt." Han fremhæver også, at SMS-kampagner er nemme at sende ud til mange mennesker og at det kan sætte gang i netværk, fordi de kan sendes videre. Enten når modtagerne responderer på sms’erne, kommunikerer på Zyb.com eller sender dem videre til andre i deres netværk. Sms’en giver en følelse af, at man er live med med i valgkampsbussen med Naser Khader. En kvalitet, ingen andre kommunikationskanaler kan give.

 

 

SMS fra Naser:

Naser Khader: Se mig i Krysild på DR 1 i aften kl. 21.50

Sendt 11:06:44

29-10-2007

 

 

HUSK MIG!

Sms har altså klare fordele som kampagneredskab. Det fremhæves af Ditte Lausersen, der er ph.d. i unges brug af mobil teknologi. Hun mener, sms’en er et godt kampagneredskab til at fange vælgerne, præcis når tingene sker. Det er nemlig live, når Naser Khader står på Kultorvet. Tiden fra beskeden er sendt, til den bipper ind på mobilen, er sekunder. Og særlig de unge tjekker instinktivt deres mobil, så snart der kommer en sms. "Sms’er kan nå personer nu og her. Fordelen er, at han (Naser Khader red.) er sikker på, at den når frem til modtageren og at den bliver læst. Og han kan time sin kommunikation perfekt. Det er kommunikation på rette tid og rette sted", forklarer Ditte Lauersen. Hun fremhæver yderligere, at det ikke nødvendigvis er sms’ens indhold, der er det vigtigste. Sms’en er nemlig mere en måde at pleje sit netværk på end et middel til at kommunikere informativt.

 

Det er en symbolsk besked om, at Naser vil være personlig og åben, og at du potentielt kunne være med på Kultorvet sammen med ham. Det gør Nasers besked til en personlig reminder, der viser, at han tænker på en. "Det, Nasers besked gør, er ikke at sælge et bestemt politisk indhold, men at den implicit siger: Husk mig! Husk mig! Husk mig!", forklarer Ditte Laursen. Dermed bruger Naser Khader ifølge Ditte Lauersen mediet på samme måde, som mange unge gør. De bruger sms til at vise, at de er i hinandens tanker, og til at være "på højde med hinanden". I Naser Khaders tilfælde siger sms’erne, at vi to er på bølgelængde og har et symmetrisk kommunikationsforhold.

 

Ditte Lauersen sammenligner Nasers besked med et eksempel fra sin egen forskning: Når en teenager skriver til en anden teenager en sen aften med teksten: "Sover du?" er det ikke, fordi det er et opklarende spørgsmål, men for at pleje venskabet til teenageveninden. Naser plejer så at sige kommunikationen til vælgerne og viser sin symbolske omsorg med de sms’er. Han sikrer sig, at kanalen er åben, og at han aktivt symbolsk vil holde den åben. Han benytter så at sige den fatiske sprogfunktion. Det virker, specielt over for de unge førstegangsvælgere, hvor sms er et centralt medie. Måske lige frem det mest centrale medie.

 

Mange snakker om det, ingen gør det

Naser Khaders sms-kampagne er ikke det eneste eksempel på, at politikeren prøver kræfter med nye medier og kommunikationsplatforme i denne valgkamp. Men ifølge eksperterne er det nogle halvhjertede forsøg, de fleste af politikerne foretager. Det forekommer, at politikerne bruger medierne, fordi de er smarte, i stedet for at tænke dem ind som strategiske kampagneredskaber. Det er mere signalværdi end gennemtænkt strategi. Derfor er det ifølge David Michelsen på tide, at politikerne og partierne kommer rigtigt ind i de nye medier og forstår deres kvaliteter. I denne valgkamp har han set mere brug af internet, web-tv, YouTube og MySpace end tidligere, men politikerne er stadig famlende og går mere efter, hvad der er smart, end hvad der virker for dem. "Sms og andre alternative medier er i valgkampssammenhæng nye herhjemme, og man venter måske på, at der opstår en mediepraksis på de områder, hvor alle danskere kommer med, så det er nemmere at gå til og der er mere volume i det. Et eksperiment som Naser Khaders sms’er venter derfor på sin dom. Og bliver det en succes, vil de andre lære af det", siger David Michelsen.

 

Peter Svarre mener heller ikke, valgkampen på nettet, mobil og andre nye medier bliver udnyttet godt nok af politikerne. Primært fordi de ikke forstår de nye medier og ikke vil slippe kontrollen. De bruger dem i de gamle mediers billede, som om det var massemedier – nu bare på nettet. "De fleste politikere har ikke forstået, hvad nettet og mobiler kan. De tror fx, at nettet er en form for fjernsyn. Det er fint, man laver Helle TV, men det er gjort på den måde, som man har lavet fjernsyn på de seneste 30 år. Det er en old school måde at tænke mediet på. Det mener jeg, hænger sammen med, at mange politikere hænger fast i, at kommunikationen skal være nem at kontrollere", siger Peter Svarre. En ting er dermed, at mange politikere ved, at nettet er smart og fuld af muligheder. Men noget andet er, om de tør give slip på kontrollen og lade brugerne tage del i processen, som man kender det fra Web 2.0 communities og blog-verdenen.

 

På Zyb kan man for eksempel skrive tilbage til Khader. På den måde kan Khaders sms-kampagne blive lakmusprøven på, om alternative kampagneformer har sin gang i dansk politisk kommunikation. For bliver det en succes, vil andre tage ved lære af det. Og måske vil vi ved næste valgkamp se ikke bare en brug af alternative medier, men en strategisk brug af dem, hvor budskaber ikke blot distribueres, men samproduceres.

 

 

SMS fra Naser:

Naser Khader: Mød mig ved Storkespringvandet kl. 14.30 i dag

Sendt: 10:06:22

30-10-2007

 

 

Kampagnen kan give bagslag

Med sms’er og andre nye medieplatforme har politikerne fået en helt ny stribe muligheder for at kommunikere direkte og uden om de traditionelle gatekeepers til vælgerne. Men lige så hurtigt, en vellykket og veltimet kampagne kan spredes positivt blandt tusinder af mobiltelefoner, kan en uovervejet kampagne få det hele til at ramle.

 

Derfor skal Naser Khader og andre, der benytter disse virale kampagneformer, ifølge eksperterne, være meget bevidst om de faldgrupper, der findes. Går der f.eks. for meget spin og slogans i Khaders sms’er, kan beskederne hurtigt blive opfattet som spam og overfladisk leflen. Sms’en balancerer på knivsæg, fordi mediet nemt kan opfattes som pseudopersonligt, falsk og som udtryk for et påstået ikke-eksisterende fællesskab. Derfor skal Naser og andre, der vil bruge mediet, kende sms’ens faldgrupper. "Det må for alt i verden ikke blive spam", advarer Peter Svarre og fortsætter, "Og så skal Naser finde ud af, hvordan han vil håndtere situationen, når der pludselig er flere "venner", end han kan nå at kommunikere med på Zyb. Det må nemlig ikke blive upersonligt". I det tilfælde, at vennelisten boomer hos Naser, mener Peter Svarre, at løsningen er få en "webredaktør" til hjælpe sig med at håndtere de mange henvendelser. Og det skal Naser være åben omkring. For brugerne forstår godt, at det giver sig selv, at Naser ikke kan sidde på Zyb.com dagen lang og svare på henvendelser. Så nok er det gratis at sende sms’er over nettet. Men det kræver tid og resurser, hvis man vil lege med på web på en troværdig måde.

 

Husk mig! Glem mig!

David Michelsen mener, at det er vigtigt, at man holder fokus på, hvilke målgrupper man kommunikerer til og hvor tæt knyttet de er til sms-sprog som smileys og alternative stavemåder. I de beskeder, vi på Kforum har modtaget fra Naser Khader, har alle ord da også været skrevet på "almindelig dansk", uden smileys og sms-forkortelser.

 

Denne lidt afdæmpede tilgang til mediet mener David Michelsen, er

fornuftig. For bliver kommunikationen pludselig utroværdig eller havner i den gale sms-indbakke, spreder den fejlslåede kampagne sig lige så hurtigt som den vellykkede. Netop at en kampagne pludselig bliver opfattet som falsk og påtrængende, er det værste, der kan ske, mener Ditte Lauersen. "Det hele falder til jorden, hvis man, hver gang man modtager en sms fra Naser, tænker: Åh nej, nu er det bare ham Naser igen", advarer Ditte Lauersen. Med det mener hun, at den positive opmærksomhed, sms’en gav Naser Khader, skifter fortegn.

 

For så bliver det pludselig katastrofalt, at Naser siger: Husk mig! Husk mig! Husk mig! Hvis sms’en er utroværdig eller opfattes som spam, bliver det en negativ reminder, der kommer til at sidde i baghovedet på vælgeren, når hun står i stemmeboksen. Det bliver en badwill generator, som minder folk om, hvor irriterende og emsig Naser kan være.

 

Foreløbig tyder det dog ikke på, at det går så galt for Nasers sms-projekt. Sms’erne begrænser sig til en til to dagligt, og de er ikke fyldt med slogans og ’knuzz’ fra Naser. Formår han at manøvrere i det nye medie, kan det blive et ekstra våben i valgkampen, ingen andre bruger. Det er dog vigtigt, at man med sms-kampagner husker, at lige så hurtigt den gode omtale kan sprede sig som ringe i vandet, lige så hurtigt kan den dårlige. Styrkerne som billig, nem, hurtig, live og personlig er mange, men selvom en sms kun er på 150 tegn, er der mange forholdsregler, man skal kende. Nasers sms’er kan give Ny Alliance et ekstra skub fremad i valgkampen. Og med den massive kommunikationsstøj, der er i disse uger, kan det måske blive dråben, der får et ekstra mandat i Folketinget. Bip – bip.

 

 

Læs mere: Peter Svares blog om Khaders SMS-projekt her

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også