Sig det simpelt

Folk er skideligeglade med taler. Erkend det, så bliver du en bedre taleskriver. Efterlad dit ego i døren, lyder et andet råd. Og et tredje må være at bygge taler over simple, stærke konstateringer af typen ’Det er forbi’, ’Det blev en dreng’, ’Vi vil vinde’, ’Han er død’, ’Jeg elsker dig’. Det fremgik af den nyligt afholdte konference for alverdens taleskrivere.
af Katja Dahlberg
Obamas cheftaleskriver, Jon Favreau, har efterhånden opnået status som superstjerne, men ellers henslæber taleskrivere typisk en anonym tilværelse. Som tidligere cheftaleskriver for Bill Clinton, Terry Edmonds, sagde på dette års taleskriverkonference i Washington DC, har han det bedre bag pennen end bag podiet. De fleste er da også enige om, at man som taleskriver skal lære at efterlade egoet i døren.
 
Terry Edmonds forklarer, at han er stolt af at have skrevet for en så dygtig retoriker som Clinton, men understreger, at man er heldig, hvis man får skrevet bare et par linjer, nogen kan huske, og at man lige så godt kan indse, at man får skrevet mange, som ikke bliver det. Edmonds hiver en A4-side frem og holder den op foran publikum. Den er overstreget på kryds og tværs, og kun enkelte linjer er urørt. ”Denne her holder mig ydmyg,” siger han.  
 
Hemmeligheden i Reagans berømte tale i Berlin 1987 var den enkle, mundrette sætning: “Mr. Gorbatjov, tear down that wall”. Den stammede fra taleskriverens research
 
Indsæt citater på din anekdote-bank
Som taleskriver skriver man for et menneske, og det menneske er ikke en selv. Derfor skal man også ifølge Rob Friedman, kommunikationschef i lægemiddelkoncernen Lilly Eli, slås for adgang til sin taler. ”I det her job skal man skubbe meget. Skub, skub, skub, til du hører ordene: Du er fyret”. Det er ikke nok, at du er god til at skrive, du er nødt til at kende til talerens personlige anekdoter og måder at tænke på. Hvis du ikke har adgang til det, har du ikke noget ordentligt materiale at arbejde med.
 
Selv har jeg haft glæde af at arbejde med en anekdotebank. Men at have et dynamisk dokument, hvor man fylder på med citater, vinkler, ideer og anekdoter, er sjældent nok. Det fungerer bedst, når taleren selv fylder på. Taleren har et ansvar for at informere taleskriveren ordentligt. Det kan være gennem møder med taleskriveren, gennem sms’er og e-mails, eller ved at taleren selv har en logbog, som vedkommende skriver hændelser og historier ind i.
 
Steve Jobs' berømte taler ved produktpræsentationerne virkede afslappede og hans scenevandringer skødesløse. Men det var alt sammen indstuderet
 
Taleren skal øve sig i at spille sig selv
Taleskriveren skal formå at fremskrive talerens ideelle personlighed – lidt ligesom at skrive en litterær figur frem. Taleren skal på sin side være i stand til at ”spille” figuren sig selv. Kommunikationseksperten Mark Schumann siger, at selv de bedste talere skal øve sig på sin figur og have kvalificeret hjælp af deres taleskrivere. De fleste er ikke klar over, hvordan de virker, og får en chok, når de oplever sig selv på video. ”Obama can’t wing it, Clinton couldn’t wing it, chances are you can’t wing it,” som han siger.
 
Da Clinton endnu blot var guvernør, var han angiveligt en frygtelig taler, og det tog ham mange år at blive en rigtig god taler. Mark Schumann fortæller, at han engang mødtes Steve Jobs, der var kendt for sin afslappede talestil og for at gå skødesløst frem og tilbage på scenen uden manuskript. ”Jeg spurgte hr. Jobs, hvordan han gjorde det, hvortil han svarede: ’Jeg tæller mine skridt’”. Intet var overladt til tilfældighederne.
 
Ifølge gruppen af tidligere taleskrivere i Det Hvide Hus er et velskrevet og velindøvet manuskript lig med at vise publikum respekt. Man skylder dem, der er kommet for at høre en, at gøre sig umage. I dag ved vi, at Winston Churchill stammede voldsomt. Han var tvunget til at øve sig, og netop derfor blev han en så god taler. Som han selv sagde: "There is in the act of preparing the moment you start caring”.
 
Mange taleskrivere skriver dog ikke direkte til taleren selv, men skal have sin tale godkendt af andre først. Derfor er det vigtigste ifølge Michael Long at skrive til gatekeeperen. Og her kommer han med et lidt usædvanligt tip: Aflever aldrig din tale i god tid!
 
”Når gatekeeperen får talen i for god tid, vil han bare få lyst til at fylde endnu mere på og sidde og fedte med det, men det er med taler som med både, hvis man bliver ved med at læsse på, så ender de med at kæntre. Ofte er gatekeeperen en, der hverken har forstand på at skrive eller holde taler, men fordi det skal forbi hans bord, skal han have en mening om det,” siger Long.
 
Bill Clinton var ikke den fødte taler. Han måtte øve sig i mange år, før han nåede det høje niveau, han som præsident endte på
 
Skriv taler som en sangskriver ville have gjort det
De fleste gatekeepere, der skal godkende en tale, forholder sig til teksten, som var den en artikel eller et notat. Men en tale adskiller sig fra andre tekster, fordi man skriver til øret. Derfor kan taleskrivere også lære meget af sangskrivere, siger Michael Long. Den gode sangskriver evner at gøre sproget til en nærmest fysisk oplevelse.
 
Peggy Noonan skriver i sin bog, at de vigtigste ting i livet netop beskrives i simple, gode, robuste ord: ”Jeg elsker dig”, ”Det er forbi”, ”Det blev en dreng”, ”Vi vil vinde”, ”Han er død”. Små ord udtrykker store ideer. Derfor hjælper det heller ikke, at du har konstrueret en særlig smuk sætning, hvis taleren ikke kan udtale den.
 
Grammatik i taler er anderledes end i notater, for taler skal lyde, som vi taler, ikke som vi skriver. Nogle af de taler, der bedst huskes, er også de mest mundtlige. Da Ronald Reagan skulle holde sin meget berømte tale i Berlin til byens 750-års jubilæum i 1987, tog hans taleskriver, Peter Robinson, i forvejen for at researche. Her spiste han en aften middag med en gruppe tyskere og spurgte dem, hvad de ønskede, at præsidenten skulle sige. En kvinde sagde så: ”Well, I wish he would just say they should tear down that wall”. Det blev siden til Reagans berømte: “Mr. Gorbatjov, tear down that wall”.
 
”Jeg gider ikke høre om, at man skal stå og ævle i hundrede år for at forklare sig. Hvis hele livet kan forklares i en country-sang på 3-4 minutter, så behøver en tale ikke at være meget længere”, siger Michael Long. Hvis taler bliver for lange, holder folk op med at høre efter, og tyve minutter er absolut maksimum. Long fortæller, hvordan han en dag overværede sin far holde sin sædvanlige søndagsprædiken. Denne søndag talte faren med stor iver. Men midt i en sætning stoppede han. Bagefter spurgte Long ham, hvorfor han pludselig stoppede. ”Sønnike, efter 20 minutter kunne jeg have været ved at afsløre kuren mod cancer eller Jesu genopstandelse. Den lille dame på forreste række ville alligevel kun tænke på den steg, hun havde i ovnen derhjemme”.
 
Denne budding har intet tema
Netop fordi man ikke kan se strukturen i en tale, er struktur alfa og omega. Derfor må man også nøje udvælge, hvad der er det vigtigste, og hvordan man vil organisere sit stof. Hvis alt skal med, bliver intet forståeligt. Som Churchill plejede at sige om overlæssede desserter: ”This pudding has no theme". Som Long siger: "Det er som reoler. Hvis man ikke har nogen reoler, ligger alle ens bøger bare hulter til bulter i et hjørne."
 
Obama er på det seneste blevet kritiseret for at bruge telepromptere, men på konferencen er der i panelet enighed om, at brugen af manuskripter og telepromptere er nødvendig for at sikre, at de rigtige budskaber bliver serveret ordentligt. Den republikanske kandidat Rick Santorum har flere gange dummet sig ved ikke at holde sig strengt til sit talemateriale.
 
Richard Nixon med sin karakteristiske talerstil: slavisk oplæsning af manuskript. Her ved sin aftrædelse i 1974
 
Politik, polemik, panik
Herhjemme er taleskriverne i ministerier og på rådhuse typisk embedsmænd. I USA er de politisk ansat, og man er ikke i tvivl om deres tilhørsforhold. Da panelet af tidligere taleskrivere i Det Hvide Hus bliver spurgt, hvad de ville råde Obama til at gøre i sine taler, svarede Jonathan Horn, tidligere taleskriver for Bush, prompte: ”Sænk skatten!”. Moderatoren mente ikke, at svaret kunne godtages som et taleskriver-kneb, hvortil Horn svarede: ”Jeg er ellers sikker på, at han straks ville få folk til at lytte”.
 
Taleskrivning er et vigtigt, men også et krævende job. Derfor påstår Rob Friedman også, at taleskrivere typisk er nogle lidt deprimerede typer. Om det skyldtes depression eller glorød vrede, vides ikke, men engang fik en af Nixons taleskrivere i hvert fald nok. Nixon var kendt for at behandle sine taleskrivere dårligt. Han både overfusede dem og kastede ting efter dem. Hans taleskriver vidste, at præsidenten aldrig læste sine taler i forvejen, og sendte derfor præsidenten af sted til en vigtig tale med et manuskript, hvor der stod: ”Let me tell you the way to end conflict in The Middle East”. Nixon læste højt og tydeligt op og lagde stor vægt bag ordene. Da han nåede slutningen af sætningen, stod der: Turn the page.
 
Da præsidenten vendte siden, stod der: Now you are on your own.
 
---
 
Litteratur
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job